Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Midfaste, 6.3.2005
Johannes 6, 1-15, Kirsten Bøggild
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Hvorfor ikke konge?

Han trak sig tilbage, forsvandt op i det store bjerglandskab, han ville være alene. For han ville ikke sættes i spidsen for en politisk bevægelse eller et folk, han ville ikke være konge. Hvorfor ikke? Var det da ikke det de ventede af ham, og var det ikke det de havde ventet på i mange generationer? Hvorfor ville han ikke, når de nu så gerne ville ha’ ham? Var hele hans optræden blot et spil for galleriet – og når det så skulle være alvor, så stak han halen mellem benene og flygtede? Det var alle tiders chance for at få magt og indflydelse, for at få magt som man har agt – at blive udråbt til konge – og hvorfor ville han så ikke? Når han nu kunne så meget, det kunne de både se og høre – hvorfor ville han så ikke sætte magt bag sine ord og gøre dem til lov? Hvilket retfærdigt samfund kunne han ikke skabe – belønne de gode og straffe de onde, og folket kunne han gøre både sundt og mæt? Havde han ikke en moralsk pligt til at sætte sig igennem og tvinge det lykkelige samfund igennem, det samfund som han tilsyneladende havde magt til at skabe hvis han ville?

Det mærkelige ved Jesu Kristi Rige er, at det ikke er af denne verden. Derfor ville han ikke være konge som denne verdens konger og præsidenter. Hans Rige er ikke et rige, der baserer sig på politisk magt, og det er ikke et rige, hvor magten opretholdes og eventuelt udbygges ved hjælp af våben. Vi tænker på, at et rige er som en nation, et land og et folk. Verden er fuld af riger, store og små, og det er som om vi ikke kan se et landskab for os uden straks at ville sætte navn, nation og statsleder på det. Som om jorden blev født med en struktur af statsdannelser. Som om jorden ikke kom før folkeslag og stater, konger og præsidenter – og frem for alt: Som om jorden ikke kom før våbnet blev opfundet! Før krigen blev opfundet. Jesu Kristi Rige er ikke af denne verden, for det er uden politiske herskere og det er uden våben, det uden er menneskelig magt og undertrykkelse, uden menneskeligt begær og fjendskab mellem mennesker. Våbenkapløb, ødelæggelser og drab er ikke nødvendige, for der er ikke venner og fjender i Jesu Kristi Rige. Der er ikke nationale grænser, der skal forsvares eller overskrides. Der er ingen grænser i et universelt rige. Der er kun kærlighed.

Men når riget ikke har denne verdens magt og overlegenhed, er det så ikke et svagt og ubetydeligt rige? Og var Jesus ikke en svag mand, der ikke ville sætte magt bag sine ord? Blev hans ord ikke tomme og ligegyldige, når han ikke kunne og ville følge dem op med denne verdens magt, hvis endegyldige redskab altid er våbnene? Var han så ikke bare en lallende idiot? Eller en pacifist som lod andre gøre det beskidte arbejde, mens han vaskede sine hænder? Et rige uden verdslig magt er et underligt rige – og hvad i alverden skal vi bruge det til? Kunne vi blot alle trække os tilbage og forsvinde i et øde og betagende smukt landskab og dyrke vor ensomhed og universets stilhed – men det kan vi jo ikke. Det kunne han jo heller ikke selv. Han måtte vende tilbage til verden og dens tummel og blande sig med den som vi andre. Alligevel var hans rige ikke af denne verden. Det var og blev magtesløst – i verdens øjne. I verdens almindelige forstand.

Magtesløst. Men ikke svagt. Hans rige er ikke svagt. Det er stærkt. Dets styrke er blot ikke af denne verden. Dets styrke er af Ånd. Ånd og frihed. Derfor ville han ikke herske som en konge. Alt hvad han ville måtte modtages i frihed – ellers forvanskedes det til sin egen modsætning. Kærlighed der ikke modtages og besvares i frihed, er ikke kærlighed, men undertrykkelse og besættelse. Da han mættede de 5000 mænd, kvinder og børn ude i det øde bjerglandskab, var det en kærlighedshandling, et tegn på hans medfølelse og et tegn på Guds medfølelse. Menneskene kunne tage imod eller lade være og de kunne tænke om det hvad de ville. De kunne rejse sig og gå derfra – fyldt af undren – og fyldt af taknemmelighed. Men de kunne også gå derfra og glemme det med det samme. Een ting ønskede han ikke: At de underkastede sig ham for at få mere mad. et tegn var det, ikke en forsikring, ikke et nyt system. Tegnets styrke er at det peger på en anden verden end den kendte angstplagede verden. En verden af en anderledes kærlighed. En verden af medfølelse. Hvor kærlighed er Gud og mennesker elsker hinanden i frihed og ligeværdighed.

Når Jesus helbredte syge og mættede sultne, når han bekæmpede død og ondskab, var det tegn på, at han var af en anden verden. Styrken i disse tegn er det de åbenbarer: En drøm om Guds godhed og livets inderste sande væsen. At livet er et velsignet liv. Velsignet af Gud, som vil at mennesket skal leve lykkeligt som i Paradisets Have. Men tegn er ikke en tilstand. Han bragte ikke en paradisik tilstand til den kendte verden. Han pegede på hvordan den kunne og skulle være, men han tvang den ikke til at være det. Han åbnede menneskenes øjne for den oprindelige guddommelige verden og viste dem hvor vidunderlig den kunne være, men han lod dem selv om de ville tro ham eller ej og om de ville leve sådan eller ej. Ville de tro, at kærlighed er oprindelse og opfyldelse af alle længsler – eller ville de ikke? De brød og de fisk, som mættede de sultne ude i bjergene, var tegn på det, der mætter vore længsler det liv, vi næsten ikke har ord for, men som vi altid længes efter.

Har man een gang hørt fortællingen om bespisningen af de 5000 har man for altid et indre billede af et underfuldt og velsignet liv. Et bjerglandskab og en skråning med friskt grønt græs. Tusindvis af mennesker, der sidder i græsset og spiser ”frokost i det grønne”. Før var de trætte, sultne og længselsfuld, nu er de lykkelige, mætte og glade. Brød og fisk i overflod. Drømmen om et velsignet liv, en verden af mæthed og glæde, landskabelig skønhed og kærlighed mellem mennesker, underfuldt tilvejebragt --- alt sammen udtrykt i et eneste stærkt billede. Med Jesus og hans disciple som formidlere af drømmens virkelighed. Et paradisbillede – uden slange. Hvis vi spørger os selv om hvilken styrke der er i Jesu ord og handlinger, i det som Johannesevangeliet kalder tegn, så er det bl.a. en sådan fortællings billedkraft. Den sætter sig i vores indre verden, og selv om vi lukker øjnenen eller vender det ryggen på alle mulige måder, så har glæden i billedet en sandhed vi ikke kan glemme.

Riget, som ikke er af denne verden, og ikke har denne verdens almindelige magtmidler, har sin styrke i dets trofasthed over for den oprindelige paradisiske drøm, den poetiske skønhed, illustreret i det landskabelige billede ude i bjergene af Guds nådige velsignelse af menneskelivet. Ja – lige på og direkte: Livet er velsignet, hvis blot vi åbner øjnene og ser hvor underfuldt det er. Som Jesus selv gjorde i sin trofasthed over for den urgamle drøm om paradisisk uskyld og lykke. Det velsignede liv – hvor ingen sulter, græder, hader, hvor ingen slår hinanden ihjel – billedet i det grønne græs af dette liv, det er et billede af den sandhed i hvilken Gud og menneske mødes og omfavner hinanden. Dets styrke er at det er af ånd og frihed. Vi oplever det kun som øjeblikke af intensitet – men det lyser for vort indre blik et liv igennem. Som en blanding af trøst og længsel. For nu har vi hørt det og set det, men hvornår bliver det endegyldig virkelighed?

I denne verden ser det jo så anderledes ud – ikke mindst i denne ulykkelige tid, hvor en krig og alt hvad det betyder dagligt præger sind og tanker. I denne politiske mangtsfære, hvor det er våben, der afgør hvad der skal leve og hvad der skal dø og hvme der skal bestemme og hvem der ikke skal, er mennesker ulykkeligt langt væk fra drømmebilledet af det velsignede liv. Men det Guds Rige af en anden verden er stadig det samme. Uanset hvor forfærdeligt det går til i denne brutale og selvdestruktive verden. Guds Rige er evigt. Og det er inden i os evigt nært, når vi elsker det og tror det. Jo frygteligere tilværelsen er, jo stærkere stråler billedet af Guds velsignede Rige. Vi kan slet ikke undvære dette rige af en anden verden. Det holder modet oppe og det holder os fast på hvad der er sandt guddommeligt og menneskeligt og hvad der ikke er. Der var ingen slange i det paradis Jesus oprettede ude i bjergene, da de tusinder af fortabte og sultne mennesker spiste sig mætte – der var kun kærlighed til menneskene og glæde mellem menneskene indbyrdes. Et velsignet, lykkeligt og fredfyldt liv.

I denne tid virker de to verdener - Guds Rige og det jordiske verdenssamfund - som skarpe kontraster. Som kontrasten mellem fred og krig. Og billedet af de lykkelige øjeblikke i det grønne græs som en utopisk drøm. Når vi i kirken beskæftiger os så meget med denne drøm er det ikke kun for at konstatere kontrasten og beskæmmes over den. Det er for at bevare forbindelsen mellem de to verdener. Og for at bevare håbet og troen på at de to verdener med tiden vil komme til at ligne hinanden, så drømmen bliver mere og mere jordisk og mindre og mindre utopisk. Jo større kontrasten er, jo større må troen og håbet være. Båret af den kærlighed, som drømmen er udsprunget af. Amen.

Pastor Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk

 

 

 


(zurück zum Seitenanfang)