Tak og ære være Gud, som har ført sit løfte ud,
og til syndres salighed sendt sin kære søn herned. Amen

En af de ting man skal, når man skriver en prædiken, er at overveje, hvad evangeliets ord siger til nutiden - altså se de bibelske beretninger i et nutidigt lys, så vi deraf forhåbentlig kan uddrage, hvad evangeliet siger til os i dag.

Og i den forbindelse må man sige, at set i sammenhæng med netop den diskussion, der for øjeblikket raser i aviser, radio og tv, om hvem der skal have børn og hvorfor, er beretningen om Maria Bebudelse en højst betænkelig affære - her har vi en ung uuddannet kvinde, der lever i socialt meget usikre kår, nemlig Maria, og hun lader sig, - hvad vi med reproduktionsteknologiens ord, - kun kan kalde kunstigt befrugte, og det endda, med, hvad der må betegnes som fremmed donor!

Og ikke nok med det, hun protesterer ikke engang, nej hun bryder ud i lovsang over det!

Og så hører vi oveni købet også om hendes kusine Elisabeth, der er gift med Zakarias og de er, som der står begge godt oppe i årene - og så skal de have barn! og har de dårlig samvittighed over det, eller er de i det mindste passende bekymrede? nej Zakarias bliver stum af betagelse og Elisabeth er ikke i tvivl: det er intet mindre end en guddommlig indgriben der har gjort det muligt.

Det er da forargeligt, hvad der foregår. Det ender da også med at det ene barn bliver halshugget og det andet hængt op på et kors. Der skal nok være dem blandt de sidste måneders læserbrevsskribenter, der mener, at det kunne man have sagt sig selv.

Den slags ting kan vi virkelig ikke tillade i dag. Her må samfundet virkelig gribe ind og lave nogle love og regler der kan forhindre den slags uorden.

Men nu er det jo ikke sådan, at Maria på grund sin uordentlige og på alle måder mærkværdige undfangelsesoplevelse er blevet et eksempel til skræk og advarsel - tværtimod - ingen kvinde er blevet dyrket mere intenst som billedet på den smukkeste fromhed, dyd, og ophøjet åndelighed som Maria- og det er selvfølgelig først og fremmest fordi det var Guds søn
hun blev mor til. Og det vel ikke så meget på grund af egne forud kendte egenskaber, men fordi hun blev udvalgt - tankegangen har vel været den, at når Gud valgte netop hende, så måtte hun være i besiddelse af helt ekstraordinære egenskaber.

Og de egenskaber er efterhånden blevet til først og fremmest ophøjet åndelighed. Jeg siger med vilje efterhånden, for billedet af Maria har ændret sig gennem tiderne - selvfølgelig har hun altid været et billede på fromhed og gudhengivenhed - det lyser jo ud af bibelteksten, men at hun efterhånden fjerner sig mere og mere fra at være et fromt og gudhengivent menneske, der med smerter og blod føder sit barn og opdrager det med al den kærlighed, bekymring for stort og småt, der nu engang hører menneskelivet til - og til at være en fjern, åndelig skikkelse, der er ophøjet over alt menneskeligt. Det er synd, men det falder sammen med, at
kristendommen i det hele taget som tiden gik blev en religion der fjernede sig fra livet, fra det sanselige liv.

Skellet mellem krop og sjæl blev dybere og dybere - ånden blev det fine og kroppen det grimme - det hele viser sig i en seksualangst, og mon ikke den først og fremmest opstår fordi netop seksualdriften er så uregerlig, samtidig med at den er farlig, det er jo farligt at komme tæt på hinanden.

I en usanselig kirke bliver Maria tegn på det mest usanselige. Hun bliver den uberørte.
Men hvad vil det egentlig sige at være uberørt?

Det er som om man i kirken har stirret sig næsten blind på det uberørte i seksuel henseende - men det at være uberørt er et flertydigt begreb - og det er ikke ubetinget positivt. der kan være noget betryggende ved at være uberørt - men det er også en fristelse.

I uberørtheden er der intet der rører os. Intet der kan nå os. I uberørtheden kan vi sidde bag vore trygge glasvægge og betragte verden og livet uden at behøve at tage del i det.

I uberørtheden glider livet forbi som på en skærm - det er som en tv-film, hvor man kan slukke når man ikke bryder sig om den - for den har jo alligevel ikke noget med virkeligheden at gøre. Derfor gribes man også af panik, når livet pludselig bliver påtrængende. Når de situationer opstår, hvor det pludselig går op for os, at her er noget, der uimodståeligt kræver os. Noget der tvinger os ud af den trygge og bekvemme hverdag. Og jeg tror, at vi netop i forbindelse med Maria Bebudelsesdag kan sige, at det måske aldrig sker mere overvældende, end når man får et barn.

I forbindelse med ansvaret og ømheden for det nye liv
vågner der en viden - en både vidunderlig og skræmmende viden - om, at nu har livet fat i en. Nu er usårligheden,og ubekymretheden, friheden og selvstændigheden overskygget af noget andet. Alting får uendelig større betydning - både det gode og det onde. Glæden, naturligvis, men også angsten for fremtiden bliver en anden, fordi den nu bliver en angst for, hvad der kan ramme barnet. Og håbet til fremtiden bliver et andet - det bliver kædet sammen med en bøn for dette nye liv.

Det der sker for os alle, mænd som kvinder, når liver kalder på os, det er, at der er noget der bliver vigtigere end os selv. Og det ændrer os. Det gælder i enhver kærlighed og omsorg for et andet menneske, at når man gribes af den, så bliver livet pludselig uendelig værd at leve, uendelig dyrebart, men også forfærdelig farligt. Det er en smerteblandet glæde - man er blevet uendelig sårbar - i kærligheden.

Deraf kommer også fristelsen til at blive udenfor til ikke at risikere noget. Til at nøjes med det bekvemme, det overkommelige liv.

En fristelse. der virkelig slår igennem i vor moderne kolde tid, fordi det er en reel mulighed at holde livet på afstand.

Der har fx aldrig været så mange der vælger ikke at leve alene som nu. Og det er faktisk muligt til en vis grad ar sikre sig mod livets overgreb i form af fattigdom og sygdom, ihvertfald her i landet, og vi dyrker sikkerheden og trygheden og forudsigeligheden og prøver at bilde os selv ind, at den højeste lykke må ligge i, at vi kan styre alt. Men hvor vi da også oplever, at
livet bliver koldt, når vi ikke tør engagere os i forhold til hinanden. Som hvis man begynder et kærlighedsforhold med det forbehold, "at nu kan vi jo se om det går" Sandheden er jo nås kun der, hvor man tør risikere sig selv.

Overvældes man af den store kærlighed må man altid leve på randen af den dybeste angst og smerte. Angsten for at miste, angsten for at det onde skal ramme den man holder af.
den der elsker har sit centrum udenfor sig selv, hos den man elsker.Så er man ikke mere herre over sin egen skæbne, nej, men først dér kan livet blive til.
derfor er maria netop ikke uberørt, da hun synger sin lovsang. Hun er berørt af livet selv, - af Helligånden - af Gud selv.
hun må opgive sin uberørthed og give sig livet det nye og ukendte i vold. Og hun gør det. Men i det øjeblik, hun gør det ser hun også, at netop dette liv er livet af Guds hånd.

For dét er jo livets mening, vort håb og vor frelse, at Gud kalder på os, at han berører os, kalder på os og bruger os. At han ikke udvalgte os fordi vi er stærke og kan selv, men derimod skubber vor magt til side og viser os styrken og de skjulte kræfter i det liv, der lytter i kærlighed til Guds ord. Det almindelige liv. Dit og mit liv - når vi tør. Så ser vi, at også vores liv er i Guds kærlige hænder og så kan også vi istemme lovsangen: Min sjæl ophøjer Herren. Amen.

Provst Birgit Hesselager
Søborg Præstegård
Bygaden 40B
DK-3250 Gilleleje
Tel.: ++ 45 – 48 39 17 25
E-mail: bhas@km.dk