Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Palmesøndag, 20.3.2005
Matthæus 21-1-9, Erik Bredmose Simonsen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


SKAL KIRKEN VÆRE POLITISK ?
- en palmesøndagsprædiken i Irak-krigens skygge

Kirken skal være aktuel! Kirken skal tage stilling! Kirken bør tage stilling og spille ud med sit syn på tidens spørgsmål og problemstillinger!

Sådan lyder det uafladeligt fra mange forskellige sider i det danske samfund. Sidst har det lydt i forbindelse med Irak-krigen. Det er dog et spørgsmål, om de, der på den måde kræver kirkens stillingtagen, for alvor har gjort sig klart, hvad noget sådant vil indebære, og ikke mindst er det et stort spørgsmål om det overhovedet er kirkens opgave at tage stilling til samfundets politiske sager.

Lad os se på de to spørgsmål hver for sig. Først spørgsmålet om, hvad det vil indebære, hvis kirkens skal til at være politisk i den forstand, at den skal gå ind og vælge side og udtale sig i forhold til tidens politiske spørgsmål.

Skal kirken til at tale ind i den politiske debat, så er det nødvendigt, at det først afklares, hvem kirken overhovedet er. Og det bliver nødvendigt med en kirkelig ledelse, der på hele kirkens vegne kan udtale sig og sige: kirken mener sådan og sådan. Der er mange der mener, at noget sådant ikke bare vil være en stor fordel, men også nødvendigt – det er der også mange præster, der mener.

Men man bør dog her alvorligt besinde sig og betænke de omkostninger, der vil være ved noget sådant. Skal kirken til på den måde at være politisk, så kan det meget hurtigt få som konsekvens, at en stor del af kirkens medlemmer bliver nødt til at udvandre, fordi deres egne politiske standpunkter ikke harmonerer med kirkens.

Denne opfattelse er ikke blot én, jeg har grebet ud af den tomme luft. En af miner gode venner og kolleger prædikede for nylig imod Irak-krigen ved en gudstjeneste, og det fik umiddelbart til følge, at flere kirkegængere rejste sig og forlod kirken.

Den slags kan man finde mange eksempler på, og når folk på den måde udvandrer, når der bliver bragt politiske standpunkter frem, så er det ikke nødvendigvis blot udtryk for banale meningsforskelle, ej heller blot udtryk for, at de ikke har muligheden for at svare igen, nej, der er i virkeligheden noget langt dybere på spil, noget langt mere alvorligt.

Og her er vi så fremme ved det andet spørgsmål, jeg rejste i begyndelsen, nemlig spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er kirkens opgave at tage politisk stilling i forhold til samfundets og for den sags skyld den store verdens problemstillinger.

Det lyder måske umiddelbart som et spørgsmål, man uden videre dikkedarer burde kunne sige ja til, for kirken må vel have en mening om, hvad der er godt og ondt, sandhed og løgn, rigtigt og forkert.

Og det er da sandt nok, at kirken må og skal forkynde, at der er godt og ondt, sandhed og løgn og at vi skal tage stilling og træffe valg, at vi skal følge sandheden og gøre det gode.

Imidlertid er det ikke så enkelt endda, for vi får ingen steder pindet ud, hvad det gode sådan i helt konkret forstand er.

Kirkens herre Jesus Kristus gik jo ikke rundt og pegede det gode og det onde ud for mennesker dengang, men man kan sige, at han gav dem, og dermed også os, et grundlag selv at tage stilling på.

Du skal elske herren din Gud og din næste som dig selv, sagde han; men han gav aldrig en facitliste eller en håndbog i kærlighed og godhed. Jesus handlede aldrig principielt, aldrig ud fra nogle ideer om, hvad det gode er. Han var altid konkret og hans handlingerne var altid rettet mod et konkret menneske i en bestemt situation. Sådan er kærligheden. Den kan aldrig fanges ind i af et politisk program, hvormed man så kan gå ud og måle sig frem til, hvad der til enhver tid er godt og rigtigt at gøre.

Og tilmed er det jo sådan, at den absolutte sandhed, den absolutte kærlighed og den absolutte godhed alene hører Gud til. Som mennesker er vi henvist til at leve i en verden, der ikke sådan uden videre lader sig opdele og inddele i godt og ondt og i gode og onde. Verden er tvetydighedernes sted, hvor godt og ondt uafladeligt strides i os og omkring os, og sådan er det, fordi vi nu engang ikke lever i det paradis, hvor alting var godt og entydigt.

I denne vor tvetydige verden, er vi hver især henvist til at forsøge at finde vores vej, træffe vore valg og tage vore beslutninger på eget ansvar. ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv”, det er, som Jesus siger det, det første og største bud, og det står fast som et krav til hver eneste af os. Men at finde ud af, hvad det betyder for os, og dermed at finde ud af, hvad vi skal gøre, jamen, det er det helt op til hvert enkelt menneske at finde ud af. Og enhver må finde sit svar på eget ansvar.

Og heri ligger det så også, at vi alle sammen altid er forpligtede på at tage stilling – også til krigen i Irak. Men svaret på hvorvidt krigen er berettiget, nødvendig eller ond, er ikke entydigt, fordi der ikke gives entydige svar i vores verden. Enhver må tage stilling. Og enhver må endvidere leve med den risiko, at man kan tage grueligt fejl. Og det kan være lige så forkert at undlade at tage stilling, som det kan være at gøre det. Vi kan ikke blive fri for at pådrage os skyld, hvad enten vi så tager stilling eller ej og hvad enten vi indtager det ene eller det andet standpunkt. Sådan er det at være menneske, fordi der ikke gives absolutte sandheder her, hvor vi råder og regerer.

Havde man f.eks. i slutningen af 1930’erne grebet ind over for Hitler i tide, havde millioner af jøder og andre krigsofre måske reddet livet under 2.Verdenskrig, men det kunne man jo ikke vide før bagefter. Når derfor den tids ledere troede, at de efter en forhandling med Hitler havde skaffet ”fred i vor tid”, så var de i god tro. Den gode tro viste sig imidlertid ikke at være god nok.

Vi må ikke slå ihjel, sådan hedder det i et af de ti bud, og det gentog også Jesus. Og det kan jo forekomme temmelig entydigt, men hvornår slår man i grunden mest ihjel? Er det når man undlader at fjerne en morderisk tyran, der daglig myrder og undertrykker folk i hobetal eller er det når man forsøger at komme ham til livs med de ubehagelige omkostninger det så har?

Jeg kender ikke svaret og kan blive ubehagelig til mode over alt det, der overgår vores verden; men jeg har ingen ret til fra prædikestolen at fordømme de, der har indtaget det ene eller det andet standpunkt. Begge standpunkter kan have deres berettigelse, og svaret vil kun eftertiden kunne give os nogle ideer om, mens det endelige svar må vente til dommens dag, den dag hvor vi ikke længere skal erkende stykkevis og delt, den dag hvor Gud bliver alt i alle og vi skal se den store sandhed og forklarelse, sådan som Paulus siger det i slutningen på ”Kærlighedens Højsang” i 1. Korinterbrev.

Det er med andre ord ikke så ligetil at forlange, at kirken skal tage stilling til politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Kirken skal ganske vist forkynde Guds ord som sandheden, men kirken selv ligger jo i det tvetydige og kan dermed ikke tage patent på Guds sandhed. Vi er henvist på at tolke og dermed befinder vi os i de relative sandheders verden. Vi kan og skal leve vores liv og tage stilling og handle i lyset af Guds ord, og vores kristne tro kan indgive os den ene eller den anden overbevisning, men det er og forbliver at være uden sikkerhed for, at det nu også er Guds vilje vi gør.

Og tilmed er kirken jo ikke blot et almindeligt offentligt rum, hvor meningerne kan brydes og politik diskuteres. Nej kirken har til opgave at forkynde Guds ord til os, det glædelige budskab om, at Gud blev menneske for vores skyld, for at være os nær midt i det gode men også besværlige og tvetydige liv, vi er henvist til at leve her i denne verden. At han døde og genopstod, for at vi kan leve selvom også ondskab, lidelse og død hører med til vores liv.

Begynder man at prædike politik i kirken, så blander man på ubehagelig vis Guds ord sammen med sine egne politiske holdninger. Gud gøres så til garant for, at nogle bestemte opfattelser er gode og sande, mens folk der måtte mene noget andet dermed automatisk kendes udenfor og i virkeligheden dermed påstås at stå Gud imod og være ukristelige.

Verden og historien er fuld af eksempler på, at noget sådant er en djævelsk cocktail.

Palmesøndag er for så vidt et godt eksempel på, at Jesus netop ikke ville give sig af med den politiske magt. Da han red ind i Jerusalem for at fejre jødernes påske der, da stimlede folk sammen om ham og tiljublede ham som deres nye konge. Man havde ikke forstået hans budskab, og derfor forventede man, at han nu ville tage magten og gå foran i kampen for at få den forhadte romerske besættelsesmagt jaget ud.

At han kom ridende på et æsel, et arbejdsdyr, at han var sagtmodig, det ænsede man ikke, for man var alt for optaget af egne politiske projekter. Få dage efter blev hosianna- og hurraråbene afløst af nogle helt andre håb: korsfæst ham! korsfæst ham!

Sådan går tingene for sig i tvetydighedernes verden. I den gode sags navn korsfæstede man kærligheden. Han var og er Guds ord til os, og han lod sig ikke indrullere i den politiske kamp, og han kom til at bøde derfor med livet.

Dog står det han kom med stadig fast den dag i dag. Han var Guds ord til os, og det er han stadig, for han genopstod påskedag. Og han vil være hos os med sin kærlighed og sin tilgivelse – også når vi pådrager os den uundgåelige skyld, der følger med det at være menneske i en tvetydig verden. Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: ++ 45 - 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)