Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

2. påskedag, 28.3.2005
Lukas 24,13-45, Elof Westergaard

(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


1.”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os”?
Sådan spørger de to disciple hinanden, efter at den fremmede har taget brødet, velsignet det, brudt det og givet dem det, og han derved er blevet genkendt af dem.
Den fremmede er ikke nogen fremmed, men er den opstandne Kristus.
Først genkendte de to disciple ham ikke. Men i det, han bryder brødet, og han giver dem af det, åbnes deres øjne for hvem, han er.
Ligesom han allerede på vejen forud har åbnet deres øjne for, hvad det var, der var sket i påsken: ved korsfæstelsen, begravelsen og ved den tomme grav.
I evangeliets beretning i dag :
Den fremmedes identitet afdækkes, skrifterne åbnes og disciplenes øjne åbnes.
Det er åbenbaring på åbenbaring af, hvad påske er: opstandelse og nærvær.
Og det sætter her disciplenes hjerter i brand.

2. ” Han åbnede skrifterne for os”?, siger de to disciple.
Skrifterne, de gammeltestamentlige skrifter, fædrenes ord, er ikke kun gamle og støvede bøger. Tværtimod det er ord, der stadig taler til os.
Men disse ord har så også brug for at blive udlagt og forklaret, sådan som den opstandne selv gør det på vejen til Emmaus.
Fortiden bliver derved ikke kun en dødvægt. De er ord, der tolket, taler ind over nuet, og giver mere sprog og flere ord til at gribe det mysterium, som tilværelsen rummer og her det virvar af følelser, som de to disciple er blevet efterladt med efter denne dramatiske påske.

Den opstandne forklarede i lyset af skrifterne påskens begivenheder for de to disciple. Han viste dermed også sin vilje til ikke bare at lade os gå i hver sin bane. Han nægtede dem kun at være isolerede kloder i universet.
Ved det møde på vejen til Emmaus holder den opstandne os fast på: At der er noget på færde. Der er noget, som binder os sammen, også mere end det, at vi er børn af tiden. For han kommer og går med på den vej, hvor vi mennesker må gå.


3.”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os”?
Disciplenes spørgsmål her synes ikke at rumme nogen tvivl. Deres hjerter brændte, da Jesus slog følgeskab med dem, og udlagde påsken – Jesu død og opstandelse - for dem i lyset af skrifterne, de nu gammeltestamentlige skrifter, Mosebøgerne og profeterne.
Disciplenes ord er her nok en tilbageskuende refleksion over det, de lige har erfaret – de ser hele mødet og nærværet i lyset af genkendelsen af Jesus ved måltidet - og på den måde rummer refleksionen ( sådan som enhver refleksion gør det) en afstand. Det er fortolkningens uundgåelige præmis.

Men det er trods alt et forsøg på at forklare, hvad udlægningen af evangeliet der på vejen til Emmaus gjorde ved dem.
Hvad det betyder, at et menneske går i dialog med andre, - at der går en prås op for een, - at man synes, man når til en vis klarhed – at noget bliver oplyst for een: at det kan sætte brand i een.
Og hvilken brand tændes ikke, når det er den opstandne selv, Gud selv, der slår følgeskab med os.

4 .”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os”?
Jammen. Hvad er det da for en brand, der tændes i to disciples hjerter?
Et står i alt fald fast. Det er ikke en selvantændt ild. Det, som sætter deres hjerter i brand er ikke dem selv, deres egen evne til at se, føle, mærke og sanse, men det er netop det, at et andet menneske taler til dem og viser vilje til at forklare og tyde det som står gådefuldt for dem.
Ja den rigdom det er, at der kommer en anden til dem, og vil bruge sin erfaring, viden og tid til at hjælpe med til at udrede, hvad står uklart for dem. Vi kunne kalde det for venskabens nåde.

Det er jo her som også når kærligheden får et hjerte i brand. Det er jo ikke først og fremmest pga. ens egen evne til at føle og sanse at et hjerte kommer i brand.
Vel hjælper en åbning ud imod verden, en åbenhed, en spørgelyst og nysgerrighed, en modtagelighed – det alt sammen kan måske hjælpe til, men det er jo ikke alt dette, som sætter et hjerte i brand.
Det er derimod det, at der pludselig kommer een, der vil een, som spørger: Hvad går du og tænker på? Hvem er du? Hvad har du oplevet? Fortæl mig om livet!

5.”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os”?
Det er altså ikke disciplene selv, der får det til at brænde i deres hjerter. Men det ham, der taler til dem på vejen til Emmaus og som åbner skriften for dem.
Og netop det at få hjerterne til at brænde det er, hvad Jesu opstandelse betyder.
Vore hjerte skal ikke længere kun gå deres tid ud, slå sine slag, og så brat standse og skabe denne uendelige afstand, der er mellem liv og død – nej.
Påskebudskabet er, at hjerter stadigt og i al evighed kan sættes i brand.
Pinsedag skal det få sit synlige udtryk i beretningen om Helligåndens komme i Apostlenes Gerninger, hvor det jo fortælles at Helligånden kom med ildsluer, med ildflammer og satte sig på disciplene og gav dem mod. Den fik deres askegrå ansigter til at lyse af mod, tændte gnisten i deres øjne og fik deres hjerter til at banke for det budskab, de skal fortælle videre: opstandelsens og glædens bud.

Men denne ild tændes allerede påskemorgen, hvor lyset nu strømmer ind i graven og ud over al jordisk mørke.
Først blænder det øjnene på den, der vandrer i mørket, så man intet kan se. Ligesom for disciplene på vejen til Emmaus, der ikke først kunne genkende den fremmede som Jesus.
Men i måltidets nærvær, idet brødet brydes og vinen deles, må det da genkendes: at Jesus ikke blot ligger i graven, at mørket ikke får magt over livet, men omvendt livets varme og kærligheden, de forbliver.

Det er opstandelsens store bud.
Du Helligånd, giv vort hjerte at brænde, så vi må leve ved dette håb, opstandelsens håb. Amen.


Sognepræst Elof Westergaard
Gramvej 2, Husby
DK-6990 Ulfborg
Tel. +45 97495108
E-mail: eve@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)