Göttinger Predigten im Internet

Disciplene holdt sig inde, bag lukkede døre. De var bange for jøderne, står der – den død, der var blevet deres herre og mester til del, den kunne måske også gå hen at blive deres. Det kunne sagtens tænkes.

Det var påskedags aften. Men for disciplene her var det endnu ikke blevet påske. Det, de havde hørt kvinderne fortælle – derude fra graven, der om morgenen havde været tom – det havde ikke overbevist dem. For dém var det endnu Langfredagens virkelighed, der stod ved magt.

Og med den virkelighed havde de det naturligvis ikke godt. Dels var Jesus jo blevet taget fra dem. Og med ham også alt det, de havde forbundet ham med, det de havde troet på og satset på. Men dels havde de også i forbindelse med de begivenheder op mod Langfredag lært sig selv at kende fra en side, der var ubehagelig og svær at komme til rette med. De havde set sig selv svigte. De havde frasagt sig deres fællesskab med Jesus, da det begyndte at brænde på, de havde ladt ham alene i ulykken, havde hyttet deres egne skind. Også derfor holdt de sig vel nu inde bag lukkede døre – for når man har svigtet, så holder man ikke af at se mennesker, så skjuler man helst sit blik og lukker sig inde.

Også vi kender på den måde ganske godt de lukkede døre: det at vi ikke altid tør være, frit og frejdigt, hvad vi er, i den omverden, vi er til i; det et at vi skjuler os bag masker f.eks., ofte synes vi er nødt til at pynte på den virkelighed, der er. Vi kender det, både fordi vi som disciplene er bange – måske ikke for ligefrem at blive slået ihjel, men bange så for ikke at kunne leve op til kravene, bange for at de andre skal mene noget ufordelagtigt om os, veje os og finde os for lette – og vi kender det da også, som disciplene, fordi vi ved, at det ikke bare er de andre, der svigter, men også undertiden os. Om noget steds, så er det her, vi får lyst til at grave os ned – så vi slipper for de andres øjne, for deres fordømmelse og også somme også for deres overbærenhed.

Men, er der noget der i dette liv er fortabelse i, så er det, på den måde at lukke sig til for verden. Hvor svært det end kan være at se sin omverden i øjnene og møde den ansigt til ansigt, frit og som den man nu er, så er dog det intet mindre end en livsbetingelse. At mure sig inde bag lukkede døre, det er en ond cirkel. Det bliver værre og værre. Problemet går i selvsving, som det vist hedder på nudansk. Knapper vi vore sind til, så kvæler vi os selv. Lukker af for det, der skulle løse problemet eller gøre det muligt at leve med det.

Dostojevskij fortæller et sted i en af sine bøger om en mand, der vil begå selvmord. Manden har af forskellige grunde ikke lyst til at leve mere, han føler sig mindreværdig, latterlig, ynkelig og ganske til overs i verden, så nu har han draget den konsekvens at ville gøre en ende på det hele. Den aften, hvor noget sker, der pludselig får ham til at ændre beslutning, da er han på vej hjem til sit værelse, hvor han bor, for at skyde sig en kugle for panden.

Det der sker er at han møder et pigebarn på sin vej, et pigebarn der klædt i pjalter og rystende af kulde er grebet af en voldsom angst, fordi hendes mor er blevet syg og behøver øjeblikkelig hjælp. Manden, som ikke er nogen venlig mand, skubber pigen fra sig, skønt hun klynger sig til ham, han henviser hende til politiet og går videre uden på nogen måde at hjælpe. Hjem for at skyde sig en kugle for panden.

Men pointen er så, at den pige, der havde brug for hjælp men som han ikke hjalp, at hun faktisk blev hjælpen for ham! For han kunne ikke få hende ud af sine tanker, da han var kommet hjem. Han blev ved at se hende for sig, blev ved at høre hendes bøn om hjælp. Og forstod pludselig, at her havde der jo så vist sig et menneske der havde haft brug for ham. Han havde svigtet, men at hun var kommet ham i vejen betød, at nu skød han sig ikke alligevel.

Det er et tilknappet sind, der bliver åbnet udefra. En lukket dør, som pludselig ikke kan holde til presset fra det liv, døren har skulle beskytte imod, det liv uden for os selv som ingen af os i længden kan undvære energien og forstyrrelsen fra, om vi skal kunne leve.

At lukke sig inde – gemme sig bag lukkede døre - kan tit være noget vi har vældig lyst. Men det er bedre om vi har mod til det åbne.

Men lykkeligvis: også når vi gemmer os kan det jo undertiden ske, at panseret brydes. Fordi der udenfor er liv, der vil ind gennem murene. Det er Dostojevskijs fortælling om manden her en fortælling om, og det er også evangelieteksten i dag en fortælling om - hvad andet end netop det var det disciplene oplevede i Jerusalem den påskedags aften? Pludselig stod den opstandne midt iblandt dem, og dét trods deres lukkede døre. Han stod der med sit ”Fred være med jer!” og med sit ”Se, jeg sender jer!” – med sin velsignelse og med sit kald til livet, og så blev det påske for dem! Det blev liv, som stod op af døde. Det, der var gået i grus, det rejstes igen, de fik mod og de fik glæde, nu turde de åbne både øjne og døre og gå ud i livet igen.

”Livet er en fugl”, siger den gamle godsejer Bolt i Erik Fosnes Hansens roman ”Beretninger om beskyttelse”. ”Livet er en fugl!” Sådan set er han allerede død, da han siger det. Han ligger i sin kiste og ser tilbage på sit liv. Især på det sidste års tid deraf, hvor der kom et menneske ind i hans ellers så mennesketomme liv og forandrede alt. Hun var en ung pige, en fjern slægtning på flugt fra en stor sorg. Hun banker på hos den gamle og insisterer næsten som pigen hos Dostojevskij på at blive lukket ind. Det bliver hun også, og det bliver godt, også for den gamle, der også var en, der havde lukket verden ude. ”Jeg troede, jeg var ensom” - siger han, liggende dér til sidst i sin kiste – ”og altid skulle være det. Så kom der på ny vingeslag ind i mit liv.”

”Livet er en fugl”. Noget der kommer til en et andet sted fra. ”Du er kvisten, der gynger og gynger” (s. 453).

Påskedags aften, da Jesus kommer til disciplene mens de holder sig inde bag lukkede døre, er - sagt i det billede – nye vingeslag i disciplenes liv. Og det er også, hvad påske er for os. Et budskab fra en anden verden end vor egen, der bryder ind gennem alt hvad vi nu måtte have af lukkede døre og tilknappede sind, et ”Fred være med jer!” og et ”Se, jeg sender jer!”, begge dele nye vingeslag i vort liv.

Påske er jo for vores skyld, for vore livs skyld, at vi ikke skal gå til grunde med os selv i den fortvivlelse og det mismod som kan have så meget for sig, bl.a. jo fordi vi svigtes af andre og selv svigter. Påske er, at den opstandne kommer også til os med sin fred – ikke som en sovepude, som det måske kan lyde, men som en velsignelse, det at Gud lader sit ansigt lyse over os, ser os og vil os, også når noget er gået i stykker her og vi end ikke tør se os selv i øjnene. Og sendelse, er det også. Sendelse for hver og én ud til tjeneste for verden, hvor der altid er nok af mennesker der venter. Der er mennesker, der venter på både dig og mig, mennesker for hvem livet er ved at gå under og i den grad trænger til nye vingeslag, at nogle kommer til dem fra en anden verden end deres egen, så livet igen kan stå op af døde for dem.

”Se, jeg sender jer!” siger Jesus. Det lyder lidt gammeldags, og det kan bestemt også være besværligt at tage ham på ordet, når det er sådan han taler. Men det er godt bud, ikke mindst for den der måtte savne mening og fylde i sit liv. For der er ingen, der her falder uden for. Ingen, for hvem livet så behøver at være tomt. Der er brug for enhver. For der er alle vegne mennesker nok, der sidder og venter på nye vingeslag.

Somme tider kan vi komme til at tænke, at med os har det næppe den store betydning. Hvad kan lille jeg vel gøre af det, der skal til? Men tænk så engang på disciplene, hvordan de skildres. De er ikke store og stærke, særligt vellykkede eller fuldkomne mennesker. De skildres i evangelierne altid uden sminke, som de ganske almindelige uforstandige, stolte og selvretfærdige mennesker også de somme tider var, og som de modløse, forsagte og bange mennesker de til andre tider var. Ja, de skildres som vantro og tvivlende, som Thomas i dag, eller som troløse og upålidelige, som Peter før påske eller som Judas, der forrådte Jesus. Men dem var der altså plads til i selskabet – Jesus satte sig til bords med netop dem – og dermed er der plads for enhver, hvad end man måtte tænke om sig selv. Også vi er med blandt dem, Vorherre har brug for. ”Se, jeg sender jer!”, siger Jesus.

Evangeliet er, at også vi hører med i flokken af dem, der velsignes og sendes. Og sandt er det, at om vi hører det, så er der liv og salighed deri. Vi får givet at kunne løfte vore hoveder og gå ud i verden, selvom det er som det er med os og med alting, vi får givet et mod til at turde, vi får givet den værdighed at være Guds børn på ny i fællesskab med de andre, dem der er os både gave og opgave, vingeslag i dobbelt forstand.

Dette er skrevet – sagde evangelisten – for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Det er det, der drejer sig om. Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75520661
E-mail: oj.kolding@mail.tele.dk