Göttinger Predigten im Internet

Jøderne ønskede sig en konge, en rigtig konge, en sand konge. Faktisk prøvede nogle af dem at krone Jesus. Men samtidig havde de nogle meget bitre erindringer om konger: konger, som havde svigtet dem, når det virkelig gjaldt, som havde udnyttet dem uden samtidig at føle ansvar for dem. I et af deres gamle skrifter havde profeten Ezekiel skildret kongernes og ledernes usselhed: »I nød godt af jeres fåreflok« rasede han, »men de svage dyr har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, de kvæstede har I ikke forbundet, I styrede dem med hårdhed og grumhed.« Så skifter han billede, nu bliver kongerne og lederne fremstillet som de stærkeste i fåreflokken, førerdyrene, og han skildrer, hvordan de har sørget for selv at få de bedste græsgange, mens de har overladt de nedtrampede enge og det forplumrede vand til dem, de skulle føre. »Med side og nakke har I skubbet alle de svage dyr væk og stanget dem med jeres horn, til I fik dem spredt.« Det, han tænker på, er hvordan folket blev ført i landflygtighed og led som følge af kongernes magelighed og ligegyldighed og forræderi, når truslerne tårnede sig op.

Det er denne erindring om at være blevet svigtet af dem, man stolede på, som Jesus spiller på i sin tale om den gode hyrde, som vi netop hørte. Men for Jesus handler det ikke bare om forholdet mellem konge og folk. For ham er ethvert menneske sin broders vogter, og derfor er hans korte beskrivelse af daglejeren, den dårlige hyrde, et ætsende skarpt portræt af den menneskelige svigten. Enhver af os har daglig andre menneskers skæbne i vores hånd, en større eller mindre del, en mere eller mindre betydningsfuld del. Men hver eneste dag er der noget af et andet menneskes liv, af dets velfærd, af dets lykke, som afhænger af mig.

Mennesker kan svigte hinanden på det grusomste. Det er, hvad der ligger i Jesu ord. De rummer et billede af Jesus som den gode hyrde. Men dette billede fremstår på baggrund af billedet af den dårlige hyrde, daglejeren, den, der ikke virkelig føler sig knyttet til fårene, men kun vogter og beskytter dem, sålænge det ikke koster ham selv noget. Et knivskarpt portræt i al sin korthed.

I bærer rundt på en erindring om at være blevet svigtet af dem, der skulle have passet på jer, siger han til sine tilhørere, men hvad har andre mennesker oplevet af jeres hånd? Har I ikke trukket jer tilbage, når I så ulykkerne vælte ind over et andet menneske ? Når ulven fandt et hul i hegnet, stillede I jer så i det hul? - - -

Der er grund til at være på vagt overfor de falske hyrder: præster, politikere, folkelige ledere, hos hvem der ikke er dækning for ord, de bruger. Som jødernes historie, sådan har også vores historie, såvel som vores samtid, masser af eksempler på, at nogle har slået sig op til ledere, f.eks. ved at gøre sig til fortalere for en bestemt sag eller en bestemt gruppe, men de har ikke villet stå og falde dermed, de har tværtimod haft travlt med at bjærge sig selv ud på sidelinjen, når det pludselig kunne koste noget at have påtaget sig en sag. Ansvarsforflygtigelsen er en ynkelighed, der præger en stor del af vort offentlige liv.

Men brodden i Jesu billede af daglejeren vender sig imod enhver af os i vores omgang med vort medmenneske. Vi lader hinanden i stikken - ikke altid, men alt for tit. Ulykke isolerer mennesker; vi vender ryggen til dem, der er ramt, med albuer og skuldre skubber vi alle dem ud, hvis svaghed vi dårligt kan tåle at se. Vi prøver at betale os fra vores ansvar, eller vi lader os købe til at vise en smule hensyn men alt for mange får lov at stå alene, når hegnet omkring deres liv pludselig braser sammen og deres ægteskab går i opløsning eller deres ægtefælle dør eller de bliver alvorligt syge eller ramt af økonomisk ruin.

Hvad kendetegner den gode hyrde? I Jesu billede er det villigheden til at dele skæbne med, ofre sig for, lide med dem, man har påtaget sig ansvar for.

I grækerens Kazantzakis roman DEN EVIGE VANDRING OPAD optræder der hyrder af alle mulige slags; den foregår i en lille makedonsk landsby, Likovrisi, der ligger ind mod Tyrkiet; den formelle hersker i landsbyen er den tyrkiske aga, men han kerer sig ikke meget om dens affærer, hvis han bare kan få lov at svire i fred med sine svirebrødre og hvis de forbandede græske bønder ellers kan holde sig nogenlunde i ro. Den egentlige leder i landsbyen er præsten, Grigoris, en høj, velnæret og selvtilfreds person, glinsende som en tyr, ikke noget ondt menneske, men temmelig indskrænket. Han vogter nidkært sin flok, arrangerer landsbyens affærer og sørger først og fremmest for at ingenting forandrer sig. Hans bror er lærer i landsbyen også han er en af landsbyen »hyrder«, han er en idealist, han vil gerne skabe fred, men han er ikke stærk nok til at sætte sig op mod broderen. Nu sker der det, at en flok flygtninge kommer til landsbyen; de er fordrevet af tyrkerne fra deres egen landsby, de er udhungrede og beder om mad og om lov til at slå sig ned og dyrke den uopdyrkede jord. Men præsten Grigoris afviser dem - ikke fordi man ikke godt kunne give dem plads iblandt sig, men fordi det vil forrykke magtbalancen i den lille by. Flygtningene søger da ud til det nærliggende Sarakina-bjerg, hvor de frysende og sultende frister livet, fordi de håber, at man før eller siden vil forbarme sig over dem. Og der er virkelig folk i landsbyen, hvis hjerte vender sig til dem, først og fremmest hyrden Manolios, der egentlig af præsten Grigoris er udset til at spille rollen som Kristus i det årlige passions-spil. Manolios bliver de fremmedes talsmand, prøver at vække landsbyens samvittighed, mens Grigoris og de velhavende bønder gør, hvad de kan for at puste til folks modvilje mod de fremmede. Det kommer til et opgør, da folkene på Sarakina ikke længere kan vente på barmhjertighed; skole-læreren, som prøver at forsone de stridende bliver dræbt, et hus bliver stukket i brand. Uromagerne kan dog ikke klare sig, nu skal de have en afklapsning. Men hyrden Manolios går ind til aga'en og tager skylden for uroen og drabet på sig; aga'en bliver rasende og udleverer ham til landsbyboerne. Og med præsten Grigoris velsignelse får de udløsning får al deres opsparede had og dårlig samvittighed ved at dræbe hyrden Manolios - i kirken.

Manolios er hyrde; han er det i dobbelt forstand. Hans optræden afslører alle de dårlige hyrder, daglejerne, som kun er ude i eget ærinde. Han lader ikke dem i stikken, hvis liv og skæbne er kommet til at hvile på ham. Det, der egentlig bare var en rolle, bliver hans skæbne - og hans død.

Og derved peger han tilbage på ham, der sagde: »Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.« Hvad Jesus mener dermed er ikke svært at forstå: han svigter ikke det menneske, hvis liv og skæbne er kommet til at hvile på ham. Hvad der end truer det menneske, hvad der end sker, hvilke ulykker der end vælter ind over hegnet, han lader det ikke i stikken.

Og det er budskabet til os, som svigter hinanden: han skal ikke svigte os; smerten, sorgen, sygdommen, døden skal aldrig komme til at hvile på os alene. Som den sande konge har han ingen ro på sig, før han har bjerget sit folk. Sådan er han vores redningsmand; sådan er han også, som apostlen Peter sagde det i teksten fra alteret, vores forbillede - »for at vi skal følge i hans fodspor«, som fårene følger i hyrdens. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: ++45 – 74 52 20 25
e-mail: nha@km.dk