Göttinger Predigten im Internet

Lad nu opstå fra de døde/ ordets tugt og ordets trøst/
Og lad hjertet i os gløde, mens vi lytter til din røst. Amen

Fortvivlelse, forladthed og forvirring – det er de følelser der griber når man mister den man elsker – fortvivlelse ved erfaringen af at livet kan høre op, forladthed –for det var jo sammen vi var i verden og forvirring – fordi fremtiden pludselig er så mørk og ukendt.
Og sådan må disciplene i tiden mellem påske og pinse have følt sig fortvivlede, forvirrede og måske først og fremmest forladte. Og det med god grund - for han var jo væk - ham de havde sat al deres lid og deres håb til.
Og selvom graven var tom - og selvom han viste sig for dem og trøstede og forklarede - så var de jo forladte - efterladte - midt i det farefulde og uvisse liv -
Og hans profeti om at de skulle græde og klage - den profeti han kom med i den afskedstale, som dagens tekst er hentet fra - den gik jo i opfyldelse.
De græd og klagede over deres ensomhed, deres adskillelse fra Gud - deres uvished og tvivl.
de savnede og manglede forbindelsen - sammenhængen i deres liv - her mellem påske og pinse.
Så blev forbindelsen synlig for dem igen - da Helligånden viste sig for dem.
Med Jesus var Guds ord kommet til verden i et menneske, og da dette menneske nu ikke længere var i verden kom Helligånden - Guds kærlige virkeligheds kraft - og lagde
det i menneskers mund - så Guds ord ikke bare blevet ord til verden eller om verden fra en fjern guddom - men en virkelig sammenhæng - en forbindelse mellem det liv kristendommen kalder det evige liv og det liv vi kender her og nu.
Det er den forbindelse der gør, at vi kan forstå eller rettere fornemme, hvad det er der tales om, når kristendommen taler om Guds kærlighed og Guds tilgivelse. Uden Helligånden ville al tale om det evige liv være hen i vejret.
Og så alligevel - selvom vi lever efter både påske og pinse - og det gør vi jo altid – selvom Helligånden er her og selvom vi kan forstå ordene og kender begreberne så er det jo ikke altid de er virkelighed for os – så langt fra endda. Vi frygter døden og når den rammer os gribes vi af fortvivlelse, forladthed og forvirring.
Gang på gang står vi i den samme situation som disciplene gør det i dagens tekst - og som de første kristne i øvrigt. Vi kan ikke se forbindelsen – har svært ved at lade den få virkelighed i vores liv.
Og det selvom vi Jesu ord på, at der skal komme en tid, hvor Guds kærlighed skal være et med vores virkelighed, en tid hvor ingen og intet skal tage glæden fra os, en tid
hvor vort liv ikke hele tiden skal nedbrydes af meningslø se og onde hændelser.
Hvorfor det – hvorfor er løftet og erfaringen om det evige liv ikke nok for os - Helligåndens virke?
Fordi det ikke kun er Helligånden der virker i verden, fordi Guds rige ikke er her helt og fuldt endnu – det ser vi jo alle og hele tiden - også for os varer det endnu en tid - den tid det varer inden Jesus kommer igen er ikke forbi endnu .
Endnu har vi kun det evige liv som løfte, som sporadiske erfaringer og som håb.
Men det er heller ikke så lidt - et håb er jo en del af det det håber på - og Helligånden giver os kraften og håbet allerede nu.
Disciplene og de mennesker der levede sammen med Jesus havde ganske givet ventet, at han ville komme igen allerede i deres levetid - men livet fortsatte.
Det fortsatte med at være den blanding af glæder og sorger - af kærlighed og ligegyldighed som menneskeliv er.
Så siden da har generation på generation af kristne
levet i håbet samtidig med, at de har lagt krop til det almindelige menneskeliv med dets sorger, smerter og angst.
Og midt i det liv har håbet så været den forbindelse vi har kunnet klynge os til, forbindelsen til det det himmelske, evige liv, som glimtvis viser sig, når glæden indimellem overstråler det hele.
Hvis ikke alle disse generationer havde villet lægge krop til menneskelivet - hvis allerede de første kristne havde trukket sig tilbage fra livet og fornærmet nægtet at leve andet end det fuldkomne liv, som de var blevet lovet - ja så var det kristne budskab formentlig forstummet allerede efter den første generation.
Kristendommen havde ikke kunnet overleve, hvis ikke mennesker i tidens løb havde forbundet dens tale om kærlighed og glæde med den glæde og kærlighed de selv kendte til og som de vidste eksisterede – sådan som de følte det - engang imellem.
For kristendommen er ikke en abstraktion – ikke en teori – ikke en ide. Kristendommen udspringer ikke af et beåndet menneskes kloge tanker.
Kristendommen blev derimod født ind i verden på menneske- lig vis - gennem en livmoder, af en kvinde -jomfru Maria - som turde lægge krop til.
derfor lever den også kun, så længe der er mennesker der lægger krop til. Mennesker der tør elske på trods af at vi skal miste. Mennesker der kan tilgive. Mennesker der kan se det guddommelige og underfulde også i det almindelige liv.
Det kan være svært - meget svært - måske især fordi det ikke er en viljeshandling - vi kan ikke blot bestemme os for, at nu eller fra i morgen - vil vi se lyst på det hele - eller at nu vil vi lade være med at tage sorgerne på forskud, - for vi kan kun lade være med at bekymre os, når vort livsmod tillader det -
når håbet vokser hurtigere end de bekymringer det gror
imellem.
I den salme som vi skal synge om lidt beskriver Grundtvig håbet som den del af det evige liv vi allerede nu kan erfare og som det sted hvorfra vi kan hente livsmod.
”Letvingede håb – gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
o lån os den fjederham ånden dig gav, så tit vi kan flyve til landet bag hav - hvor evigheds sol skinner klart, allen stund -på saligheds grund.
Ligesom vi ved dåben får en gudmor, der skal drage omsorg for at vi opdrages i den kristne tro, så får vi også en "Gud-broder" der drager omsorg for, at vi ikke glemmer det guddommelige liv, der omslutter vort daglige liv.
Vi kommer nemlig ikke udenom at lægge krop til det liv der er vores her og nu, men gudbroderen - det håb vi er døbt til - det giver os mulighed for at se lidt mere end det der ligger lige for øjnene af os.
Det fortæller os, at vores erfaringer af et godt liv, vores erfaringer af meningsfuldhed og kærlighed er gode nok, de er ikke blot naive fortrængninger af virkeligheden, nej de er virkeligheden - de er gudvelbehagelige - og de fortæller os, at det liv der venter os - det evige liv - det er et liv vi kan genkende - et liv hvor det vi i forvejen kender til og holder af ikke mere skal ødelægges og tages fra os. Formodentlig rummer det evige liv mere end det, - noget der er nyt og dejligt - men det kan vi af gode grunde ikke forestille os - vi kan kun danne os billeder udfra noget vi kender til - men den tid - den glæde.
Foreløbig må vi lægge krop til vores liv, og det vil bl.a. sige, at vi må lade tiden vise, hvad der i vores virkelighed er godt og ondt.
Nogle gange vil det så vise sig, at det der kaldte sig kærlighed alligevel ikke var det, og andre gange vil vi at få lov til at lægge krop til intet mindre end den guddommelige kærlighed.
I evangeliet til i dag anvender Jesus selv billedet af en fødende kvinde. Og netop en fødsel er nok en af de situationer, hvor vi klarest fornemmer, hvad det vil sige at lægge krop til den guddommelige kærlighed.
Den fødende kvinde er på den ene side helt afmægtig og i sin angst og smerters vold og på den anden side ikke et sekund i tvivl om, at det hun lægger krop til er noget ufatteligt stort og vidunderligt.
På denne og andre måder kan vi få lov til at lægge krop
og evige til det underfulde og evige midt i vor begrænsethed - i vores afmagt og i vores omskiftelige liv.
Men det kræver, at vi tør slippe os selv og tør tro på, at det er kærligheden og glæden der har fat i den lange ende af livet -den ende der rækker ud over døden - den ende der er Helligåndens side af sagen.
I tillid til den Gud der sagde: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Amen .

Provst Birgit Hesselager
Søborg Præstegård
Bygaden 40B
DK-3250 Gilleleje
Tel.: ++ 45 48 39 17 25
E-mail: bhas@km.dk