Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Femte søndag efter påske, 1. Mai 2005
Johannes 16, 23-28, Kirsten Bøggild
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


NY BØN I JESU NAVN

Hvad mener han med at sige ”Bed så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen”? - Vi kender udtrykket ”at der er gået skår i glæden”. Glæden er i sig selv hel og fuldkommen, men der er noget der kan såre den, halvere den, ja næsten ødelægge den. Og de ord vi har hørt fra Johannesevangeliet i dag er brudstykker af de afskedstaler Jesus holdt for sine disciple før sin død. Så deres glæde var på det tidspunkt alt andet end fuldkommen. De var bange, urolige, rådvilde. De skulle miste det menneske de elskede mest i verden, og de havde allerede mistet følelsen af tryghed og sikkerhed. De var ved at miste fodfæste i deres egen verden. Men Jesus taler om en anden tid og en anden verden. Han taler om tiden efter opstandelsen. Da skal døden være overvundet. Da er der ikke nogen død som kan bringe skår i glæden. Som glæden var på skabelsens morgen, fuldkommen og hel, sådan skal den vende tilbage som fuldkommen, fordi synden og døden ikke længere skal have magt til at ødelægge den. - Vi kan næsten ikke forestille os den fuldkomne glæde, for vi kender mest glæden som et øjebliks lykke, der hurtigt får betænkeligheder. For vi er meget dårlige til at holde fast ved glæden. Prøv blot at høre hvad professor K.E.Løgstrup skrev:

”Glæde, bilder vi os ind, går af sig selv. Det kan vi ikke lade være med – men der er intet, som vi sådan lader være med som at glæde os. Hvad der er glædeligt overøses vi med, forgæves. Vi gider ikke glæde os, og det tror vi gør ingenting. Men det er dødssynd. Måske mere end noget andet spolerer vi vort eget og hinandens liv ved manglende glædesevne. Det glædelige agter vi ikke for glæden værd. Uanede mængder af glædeligt er spildt på os. Det er som kaptajn Akab siger i Moby Dick: der hører åndelig kraft til at glæde sig, og den mangler vi kan hænde mere end noget andet.”

Men altså, så alligevel: Glæden er oprindelig i sig selv fuldkommen og det skal den blive igen, hvis vi beder om den. Eengang tabt, ituslået, skåret – den kan blive hel og fuldkommen igen, hvis vi har åndelig kraft til at bede om den.

Jesus taler om at denne opfyldelse vil ske i hans navn. ”Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.” Det er tanker og forestillinger som endnu er disciplene fremmede. Endnu har de ikke forstået Jesu guddommelige magt. Men han blev det menneske der forsonede Gud med os. Og han blev det menneske der åbenbarede Gud som kærlighed. Og den Gud der er forsonet og elsker vil opfylde vores bøn om kærlighed, tilgivelse, glæde! Han kan ikke andet. Det er ikke en begivenhed der kan ses og sanses og er til at føle på. Det er en indre usynlig begivenhed. Usynlig som tro. Men med en kraft der skaber hvad den nævner.

Nyt skulle det være at bede i Jesu navn. Det nye er den grænseløse tillid til Gud som Jesus selv havde og som han gav videre til os. Frygtløsheden, troen på at glæden er det første og det sidste der er at sige om det liv vi har fået for intet. At glæden er livet. Livet er glæden. Og at den er til alle skabninger. Ikke kun til en udvalgt skare. Det er ikke sådan vi lever med hinanden. Vi deler os og har nok i os selv. Vi stjæler hinandens glæde og bekæmper hinandens livsudfoldelse med surhed og fordomme, med misundelse og jalousi. Vi lever som om glæden er noget man køber og sælger som var den en vare! Og når det hele er ved at være for sent, klager vi. Men det hjælper ikke. Det nye er at bede om den fælles glæde, som er der hvis vi tror og vil. Den kan hverken købes eller sælges, men den kan deles mellem os. Og jo mere vi deler den jo mere er der af den!

Nyt skulle det også være, at Jesus kunne forlade billedsproget og sige tingene frit og direkte. Han havde talt i lignelser og handlet i tegn. Han havde lært dem livet at kende ved hjælp af fortællinger og sammenligninger. Han havde været som en lærer og pædagog. Men nu skulle han selv træde i karakter. Han skulle ikke længere tale OM livet, han skulle selv være livet. Hvordan det? Ved at hengive sig selv ril det. Jamen, han hengav sig jo til døden, døden på et kors! Ifølge Johannesevangeliet var det det samme. Han gav sig selv til livet. Det var hans død. Men hengivelsen var samtidig herliggørelsen. Den var sejren over den død, som vil gøre os indesluttede og bange og hindre os i at hengive os til livet. Da Jesus gik i døden fordi det var nødvendigt for sandhedens skyld, var det ikke et billede på noget eller en belæring. Det var direkte tale. Udtryk for grænseløs altomfattende kærlighed. Det vidste disciplene først da det var sket. Derfor var der forskel på tiden før Jesu død og tiden efter. Hans død kastede lys over det han havde sagt og gjort. Åbnede for en ny forståelse af det han havde sagt. At det ikke var en ny livsvisdom, men at det var en åbenbaring af Guds kærlighed som han kun kunne stå inde for med sig selv, sit liv, sin død. Det var ikke almindelig teoretisk undervisning, det var alt hvad han var, som han gav. Og han var den erkendelse af Gud, som ingen kan komme bagom og som ingen kan erstatte med noget smukkere.

Når bøn i Jesu navn rummer opfyldelse skyldes det Jesu forhold til Gud. At han var som direkte udgået fra Gud selv og at han forenedes med ham igen efter et liv i verden. Han kaldte ham Fader og troede, at Gud elskede dem som han elskede. Vi har at gøre med en forestillingsverden, som bygger på kærlighed mellem mennesker og kærlighed mellem Gud og mennesker. Uden for denne forestillingsverden er det ikke andet end poesi. Men for kristendommen er det sand virkelighed. Jesus kunne ikke se sig selv som et isoleret individ. Han så altid sig selv som sendt til andre. Som værende til for andre. Han så Gud – ikke som en eller anden tilfældig spekulation – men som faderlig kærlighed. Han oplevede livet som skabt af kærlighed. Af glæde. For alle. Som han derfor kun kunne tage imod ved at dele det med alle. Ved at give sig selv som svar. Som tak. Give sig selv til Gud og dem Gud elskede, de andre. - Kender vi tanken? Ja, i mange variationer. Men den rene oprindelige tanke, det er den der ofrer sig af kærlighed. Uden at hade fjenden... Den rene oprindelige tanke er ikke forbundet med at ville opnå noget eller hævde noget. Der er ikke noget formål med at give sig selv. Der er kun dette ene: at han ikke kan andet, fordi han selv er en del af Guds kærlighed. Selv er han udgået fra dens væsen. Der er ikke noget selvisk formål med hans kærlighed. Den er der bare – så selvfølgelig som solen og månen og stjernerne... Jesus er et mysterium som Gud er et mysterium. Men i øvrigt er vort eget liv et mysterium: Som det hedder i dåbsritualet: ”Gud bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid.” Som Jesus udgik fra Faderen og vendte tilbage til ham, sådan er vi også udgået fra skaberen og går i døden ind til ham på ny. Sådan taler vi, for sådan kan vi forestille os det vi ikke kan se – og smukkere kan det ikke være. Så selv et moderne menneske tager forestillingen til sig og lever med den i en mystisk fortrøstning og forståelse.

Når vi beder til Gud i Jesu navn gør vi det i forening og samhørighed med et menneske af kød og blod. Vi beder til Gud som en far til alle levende skabninger og ganske særligt til dette ene menneske i verdenshistorien. Så beder vi altså ikke til en abstrakt størrelse, et ”det”, som nogen siger. Men til et usynligt væsen som forholder sig personligt til det han har skabt og elsker. Nogle vil mene at det er en mærkelig konstruktion, en kunstig menneskelig opfindelse, dette at forholde sig til en gud. Et tegn på naivitet og umodenhed. Men hvad er det andet end at erkende at vi ikke er herre i vort eget liv, men skabt af en magt som vil os noget? At bede i Jesu navn er at bede med ophøjet tillid, for vi er jo ikke længere de fortabte får der løber forvildet rundt og ikke ved hvorfor vi er her. Et menneske har vist os vejen. Og åbnet indgangen til den ukendte Gud. Han har gjort det guddommelige menneskeligt og forståeligt. Og det menneskelige har han ført tilbage til dets oprindelige mening og frem til den ubeskårede glæde. Fordi han har lagt menneskets oprørske selvhævdelse bag os.

Det er ikke kun poesi eller dogmatik, det er et overtaget tankesprog og det er virkelighedshistorie. Det er en verden vi kan leve med og vokse med, hvis vi vil åbne os for den. Den omfatter alt og lukker os dermed ind i et univers der er bedre at være i – end det vi bygger op bare for os selv. Det skulle være så let at forstå. Og slet ikke til at forstå, at vi hele tiden glemmer det og lader det glide fra os. Det er Guds univers over for vor egen snævre og indskrænkede selvoptagethed. Lykkeligvis er Guds univers af en kraft som overgår vores afvisning. Det åbner hvor vi lukker. Det er denne åbning vi henvender os til når vi beder. Amen

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel.: +45 86 12 47 60
E-mail: kboe@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)