Göttinger Predigten im Internet

Forfatteren Vilhelm Bergsøe har engang fortalt om en samtale om Treenigheden han havde med en italiensk kusk. Denne lagde ikke skjul på, at af de tre foretrak han så klart sønnen.
Faderen er for gammel – og den Helligånd – pst’ hvor er den?

Og måske er det netop hvad det handler om, når vi taler Pinse. For det er som om denne højtid står i skyggen af jul og påske. Pinsen mangler de stærke billeder, som vi kender fra de andre to.
Julen kalder billederne frem af Maria og Josef på rejsen til Betlehem, hyrderne på marken, engle der synger, dyr der gumler, de vise mænd der kommer rejsende og barnet der fødes i stalden og svøbes og lægges i krybben.
Og Påsken kalder de dramatiske begivenheder frem fra dagene i Jerusalem, hvor nadveren indstiftes, Jesus forrådes og tilfangetages, førhøres, hånes, pines og korsfæstes, for på den 3. dag at opstå igen.
Jo, der er blod, sved og tårer, krop, drama, angst og fryd i julens og påskens fortællinger, fortællinger der griber både børn og voksne.
Men pinsen – pst’ hvor er den ?

Da bispen i Roskilde, Jan Lindhardt, for et par år siden lancerede sloganet om ”Fisk i Pinsen” grinede mange.
Det gjorde vi også her i Helsingør, hvor vi på Stiftskurset samme år, lavede en vise om det.
Og alligevel var det slet ikke så dumt set, at danskerne tænker og tror med maven. Og i den forbindelse risikerer pinsen at blive glemt, også fordi den er madløs.
Vi har bestemte madtraditioner til mortensaften, jul, nytår og påske, fastelavn og Store bededag, men pinsen – nej vel?

Det hele hænger selvfølgelig sammen med, at pinsen handler om det usynlige, den handler om at blive rørt, at blive grebet.
Pinsen er netop ikke krop men Ånd. Den er ikke et billede, men den er det lys, der gør billedet synligt, den er det uforklarlige, der giver kroppen liv, som gør billedet synligt og fortællingen nærværende.
Pinse er Ånd, pinse er Helligånd – og selvom den ikke sådan lader sig pege ud: det er dét eller det er dét, så ved vi at den gør en afgørende forskel.
Det er bl.a. det der fortælles i den gamle skabelsesmyte om Adam – Gud former mennesket af jorden, men mennesket bliver først til menneske, da Gud blæser sin Ånd ind i det, da han blæser liv i det.
På samme måde som enhver der har set et dødt menneske ved, hvilken verden til forskel der er på et levende åndende menneske, og den døde krop.
Selvom vi altså ikke kan pege på Ånden og sige dér eller dér, så gør den dog en mærkbar, afgørende og synlig forskel, som det var med den gamle Adam; Ånden er forskellen mellem liv og død. Ånden selv er ikke til at se, men den nærværd eller fraværd er altafgørende.

Og sådan gælder det også i andre forhold – ånden er det, der gør det levende imellem os, Ånden virker når mennesker mødes, og de når hinandens hjerter, Ånden er, når livsmodet tændes i et menneske og det rejser sig til nyt liv.
Det er også Ånden der kan puste liv i de gamle fortællinger fra evangeliet.
Man kan læse og høre disse fortællinger på afstand, i distance så at sige, som noget uvedkommende, noget fortidigt, men når Ånden virker, så gribes vi af fortællingen.
For et øjeblik siden hørte vi fortællingen om den allerførste Pinse.
En fortælling der måske kan være svær at gribe på et øjeblik.
Men hvis man er en beåndet fortæller, kan den komme til at se som følger.
Jeg citerer her fra Karen Blixens novelle ”Gensyn” hvor den gamle marionet teaterdirektør Pipistrello fortæller digteren Byron, om planen for sit kommende skuespil: ” De har sikkert læst om den første kristne menighed i Jerusalem, og hvorledes de alle opholdt sig sammen i fred og broderkærlighed, med den Hellige Jomfru som en moder for dem alle. De har nok også læst om pinsedagen, da de alle var forsamlet, og der kom fra himlen en lyd som af et fremfarende vejr, der fyldte huset – tillige med tunger af ild, der satte sig på hver af apostlene. Her begynder så alle apostlene at tale i andre tungemål, efter hvad ånden gav dem at sige, og mennesker af alle folkeslag, som opholdt sig i Jerusalem, kommer til – og de står og er helt forvirrede, fordi hver person hører dem tale i hans eget sprog.
Partere og medere, kretensere og arabere er alle forbløffede og desorienterede og udbryder til hinanden: Hvad skal dette sige?
Disse tolv stærke mænd, Milord, som står for at skulle forandre hele verden, tumler under åndens magt ned på knæ på gulvet, og nogle af dem banker endog panden mod dets fliser. Kun én slank og yndefuld skikkelse, Milord, forbliver rolig i denne orkanens time. Jomfru Maria står ubevægelig, med ansigtet vendt opefter, hænderne over kors på brystet.
Som De vil vide fra malerierne, var langfredag alt blodet veget fra hendes ansigt. Nu stiger det atter op i hendes kinder, som én liflig rosenrød bølge, og hun ser igen ud som en pige på 15 år. Med sagte stemme udbryder hun: Oh, er det dig, Herre? Efter disse fire og tredive år, er det dig?”

Ja, så godt kan det beskrives, hvis man er beåndet.
Og selvom vi ikke alle har fået den nådegave som store forfattere lever af, så skulle Pinsens glade fest, gerne minde os om, at vi alle er beåndet, at vi alle er berørt af den Ånd, Helligånden , som også kaldes for ”kærlighedens og sandhedens Ånd”.
Og som fortællingen fra den første pinse understreger, så er der kraft i den Ånd. Som Karen Blixen så krystalklart. ”Disse tolv stærke mænd, som står for at skulle forandre hele verden” – ja, det lyder som et umuligt projekt, men det lykkedes.
Den dag i Jerusalem blev den kristne kirke til.
Men det skete ikke af egen kraft. Det skete, som vi hørte det i evangeliet, med Helligåndens hjælp.
Og så mægtig er den Ånd, så kraftfuld er den, at den kan forvandle 12 forvildede og bange mænd, der i påsken løb af skole, stak halen mellem benene, til stærke kraftfulde mennesker, der havde noget på hjertet, noget de måtte fortælle - og fra da af, var verden ikke mere den samme.
”Vi tror på Helligånden som levendegør” – sådan stod der i den gamle trosbekendelse vi hørte for et øjeblik siden.
Men spørgsmålet er, naturligvis, om vi så også gør det?
Tør vi tro det?

I Johannes evangeliet er de ord vi hører i dag, bare en ganske lille del af en lang tale. En tale Jesus holder for sine disciple, lige inden påskens store begivenheder bryder løs.
Han står midt i, og røres af sine disciples store rådvildhed og sorg over alt det, der trækker sammen om deres elskede mester. En meget vigtig del af denne lange tale, handler om løftet om den Ånd, eller talsmand, som skal være hos dem, bagefter. Og som skal indgyde dem nyt mod, nyt liv på trods af deres tab af ham.
De bliver ikke ladt alene tilbage.
Og det forstod de ikke meget af, den aften.
Men da de 7 uger efter påske var omme, og de sad forsamlede i Jerusalem, og Ånden kom over dem, da begyndte de at fatte noget af, hvad han dengang havde ment. Og ja, de forandrede hele verden.

At Pinsen står så svagt i dag, er i virkeligheden lidt katastrofalt. For Pinse handler netop om nuet. Pinse det er nutid, Pinse det er os, der er samlet her.
Og hvad der gjaldt dengang for disciplene i Jerusalem, det gælder sandelig også for os. Tror vi ikke på det, kan vi lige så godt dreje nøglen om, og gå et andet sted hen.
At være kirke, at gå i kirke vil sige, at vi samles i Jesu navn for at høre de gamle fortællinger om Gud, kærligheden og os.
Og vi skal gøre det for at blive berørt.
Her i kirken samles vi fordi Helligånden skal gøre alt det levende i os, som Jesus har sagt og gjort.
For fortællingen om ham blev ikke afsluttet med hans opstandelse og himmelfart, nej, meningen er, at disse fortællinger skal leve videre i os, så de kan blive grundfortællingen også i vores liv.
Ånden skal bevæge os, så vi kan blive beåndet, så vi får mod til at leve i den kærlighed, som var i Kristus.
Den kærlighed, der kan bryde alle skranker og al valenhed ned, så vores fællesskab bliver som en levende krop, hvor vore hjerter banker for hinanden.
Og hvor Helligånden er det åndedrag, der får kroppen til at leve.
Det er det billede Paulus bruger, når han taler om, at vi skal se os selv som lemmer på Kristi legeme.
Det er dét, der er indholdet af pinsens tale. At kærligheden kan og skal vækkes og leve i os, at vi skal fortsætte, hvad Gud i sin skabelse har begyndt – dér, hvor han i sin store glæde ikke kunne lade være med at sige – se, jamen det er jo såre godt!
Men vi skal turde tro det.
Vi skal turde tro, at Helligånden – pst hvor er den – jamen den er her, lige midt iblandt os.
Det er nemlig den, og kun den, der lader kærligheden vokse iblandt os.
Den og kun den, er det livsnødvendige åndedræt der holder liv i os – og blandt os, nu og i al evighed.
Rigtig glædelig Pinse. Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: ++ 45 – 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk