Göttinger Predigten im Internet

Det drøftes for tiden ganske meget på hvilke værdier, vi bygger vort samfund og vor kultur. Hvad har vi, som er særligt for os, særlig kostbart, noget, vi ikke vil give afkald på i mødet med fremmede impulser? Ofte henviser man til kristendommen i vores protestantiske lutherske udgave og spørger igen: Er der værdier her, som karakteriserer vort land, vor kultur i særlig grad?

Svaret er enkelt: Det er der – og i dag har vi med de to vidunderlige lignelser at gøre med måske den mest grundlæggende af dem alle: Det enkelte menneskes uendelige værdi. (I parentes bemærket: Slet ikke at jeg vil påstå vi som kristne har patent på den værdi, men den udtrykkes i Jesu liv og lære klarere end noget andet sted).

- Hvad er et menneske? Hvornår bliver et menneske til? En diskussion med vidtrækkende konsekvenser. To celler mødes og bliver til ét – måske et resultat af den mest sublime kærlighedsoplevelse mellem mand og kvinde - eller måske af en voldtægtforbryders ugerning – eller af et eksperiment i et laboratorium?? Hvad er et menneske? En skabning rundet af kærlighed, af vold eller af videnskabelig forskning? Er vi mere end de haletudser, som grøftekanterne er fulde af, og som dør i milliontal, når solen får vandet til at fordampe? – Kan der derfor forskes, gemmes, anvendes så meget af vort menneskemateriale, som vi har lyst til – eller, gælder der en anden målestok, fordi mennesket ikke er materiale, men er mål for alle vore etiske overvejelser?

Ind i denne sammenhæng skal fortællingerne i dag høres. Gud Herren er som den husmor, der med bævende hjerte og rystende hænder farer rundt for at lede efter den mønt af husholdningspengene, der er blevet væk, leder og leder og leder, lige til hun finder den – og så, bryder ud i den største jubel, når hun finder den, kalder naboerne sammen og indbyder til spontan fest. – Så meget bekymrer Gud Herren sig om hvert eneste lille menneskebarn til alle tider! Svimlende, ufattelige tanke! Den rene galskab, den største naivitet, når man betænker, hvordan livet går for sig i verden, hvor det snarere ser ud til at være et problem at få sig skilt af med nogle af dem. Der investeres som aldrig før i krigsmaskineri – og så skal det jo også testes i virkelighedens verden. Mens det eneste, der snart ikke koster noget i verden, er et menneske. Og dets værdi sættes snart derefter.

Derfor skal vi holdes fast på denne grundlæggende kristne værdi: Troen på det enkelte menneskes guddommelige værdi. Det er Jesu tro. Og derfor er det også i hans ånd at gøre alt for at beskytte og bevare ethvert menneske, uanset hvor sygt, hvor gammelt, hvor lille, hvor fattigt, hvor svagt det er. Uanset hudfarve, køn, begavelse. – I den sammenhæng skal menneskerettighederne ses som en af vor tids afgørende bestræbelser på at efterleve en etik i overensstemmelse med den kristne. - Hver gang et udsat menneske møder medfølelse, og hjælp, glædes Gud. Og hver gang et menneske opnår noget på andres bekostning, ved snyd og bedrag, ved kun at tænke på egen interesse, lider og vredes Gud over det. Den der arbejder sort for samtidig at hæve sin arbejdsløshedsunderstøttelse lever ved at bedrage andre. Lige såvel som den, der bærer ansvar for at den offentlige sociale hjælp ikke tilstrækkeligt kommer dem til hjælp, der har mest brug for den.

Igen: Er det ikke håbløst naivt at tale sådan om den enkeltes værdi, værdighed og ansvar, når vi ser, hvordan livet går for sig i verden? Er det ikke at udsætte sig for selv at blive håbløst narret og bedraget, når vi ser til den virkelighed, vi skal være en del af?

- Sådan kan du sige, og sådan vil mange sige. Men spørgsmålet er så blot, om ikke du dermed giver dig den langt mere håbløse galskab i vold, at verden og virkeligheden kun er sådan, som den umiddelbart tager sig ud: Hård, kynisk, uretfærdig.

Men Jesus, Jesus tog ikke efter, hvad øjnene ser og forstanden tilsiger. Han afslørede goldheden i verdens visdom – og gik op i bjergene for at være ene. Og dér, i stilheden og ensomheden, talte han med sin Gud. Og fra dybet hørte han Den Eviges røst: ”Tænk på dette: Lige så meget som en fattig husmor søger og leder efter en tabt drakme – og jubler, når hun finder den, lige så meget fryder mit hjerte sig over hver eneste lille menneskesjæl, der er blevet skabt.” - Og Jesus gik ned igen og fortalte lignelsen – og gjorde Guds ord til virkelighed, skjult for øjet, men synligt for hjertet.

Mange sagde: Håbløst naivt at anse ethvert menneske for uendelig værdifuldt, verdens indretning taget i betragtning. Mens for andre er dén stemme, der fortalte de to lignelser om Guds lidenskabelige kærlighed til hvert eneste lille menneske, selve håbets og livsmodets fundament. For så er der da håb for os alle. Håb om at være elsket, blive fundet, ledet på vej. Fulgt. Givet fred. Opnået glæde. Så dragende og løfterig og berigende er denne modsigelsens stemme i verden, at de aldrig har hørt mage – og nu ikke længere kan leve uden at tro dét som Sandhed om menneskelivet. Derfor søger de – vi! – herind i kirken, i fællesskabet af troende, for at høre, at mens der udenfor regnes i mennesker som middel og materiale, så regner universets Herre, Livgiveren, ethvert menneske – og dermed også dig og mig – som et mål i sig selv. Et helligt, ukrænkeligt mål.

Vil man sige noget klart om, hvad kristen tro betyder, er det med andre ord et godt sted at begynde, her med disse to små fortællinger. Jesus fortalte dem i en bestemt sammenhæng. "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem."

Her får vi et indtryk af, hvem det var, der lod sig påvirke af Jesu forkyndelse og holdt sig til ham: Alle toldere og syndere - dvs. dem, som blev rige på at indkræve skat for den romerske besættelsesmagt blandt den i forvejen udpinte jødiske befolkning – og derfor, med rette, var hadet af befolkningen. Og så alle dem, der var syndere, dvs. offentligt erklæret for lovbrydere i forhold til Guds lov, og som rettroende jøder derfor ikke måtte omgås. Altså alle, som ingen fra ”det gode, det pæne selskab” ville omgås. Men Jesus forklarer her, hvorfor han hører hjemme blandt lige præcis dem, som de fornemme, de ansete, ikke ville have med at gøre.

"Hvis en af jer havde 100 får og mister et af dem, lader han så ikke de 99 blive i ødemarken og går ud efter dét, han har mistet, indtil han finder det?" - Bemærk, Jesus anfægter ikke de jødiske præsters ret til at forstå sig selv som dem, der allerede hører til flokken, de retfærdige, dem der lever Gud velbehageligt. Men han skildrer enkelt Guds kærlighed og omsorg overfor alle dem, der af den ene eller anden grund ikke befinder sig hjemme i flokken - og retter naturligvis dermed også et angreb på de religiøse lederes forvaltning af Guds ord, siden de ikke på samme måde er rede til at opsøge dem udenfor, men tværtimod udelukkende holder sig til dem, der er som dem selv. Deres egne.

Det er da ligetil. Gud er især optaget af finde frem til dem, som befinder sig "udenfor". Det vil sige, udenfor andres kærlighed, agtelse, forståelse, alle fortvivlede, alle ensomme, alle lidende og bange. Uanset hvor langt ud i ødemarken et menneske befinder sig, søger Gud efter det, indtil han finder det, og bærer det tilbage til folden, til hans kærlighedsrige. - Sådan er den Gud, vi tror på. Det viste han os med sin søns ord og gerninger. Som vi hørte: Han holdt til sammen med alle toldere og syndere. Kvinden, der skulle stenes for sin utugt, holdt han hånden over. Den latterlige usympatiske landsforræder Zakæus besøgte han. De spedalske, som blev tvunget til at leve som vagabonder udenfor lands-byerne, helbredte han. Landsbybørnene, som var folk i vejen, tog han til sig og velsignede. Røveren, der hang på korset og skulle dø, tog han med til Paradis. - Sådan er den Gud, vi tror på: Opsøger og tager hånd om enhver, som er forladt eller selv har forvildet sig ud i sindets øde vidder.

Så provokerende er denne komplet gratis kærlighed og omsorg fra Gud, at endog evangelister kan have svært ved at fatte, hvor rig og dyb og omfattende den er. Efter hver af de to små fortællinger lader Lukas Jesus sige: "Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse." - Jamen, der var jo ingen, der omvendte sig! Det var jo ene og alene hyrdens og enkens utrættelige søgen, som til sidst gjorde, at fåret eller mønten blev fundet. Fåret gjorde intet! Det befandt sig i ødemarken, var fortabt, men blev fundet og båret hjem igen. Så total er Guds kærlighed og omsorg - og lige så total er glæden hos Gud, når det lykkes at finde os, de fortabte. Det er og bliver svært for os at vænne os til den tanke, vi, som helst vil kunne fortjene os til ydelserne, så vi véd, hvad vi har at regne med. –

- Jamen, skal jeg da slet ikke yde noget som helst? Sker det altsammen af sig selv? - Vil Gud virkelig med sin kærlighed og nåde holde os fast uanset, om vi bidrager til det eller ej? Er forholdet mellem Gud og mennesker som mellem en kattemor og hendes killinger, at når de forvilder sig væk fra soveplads og madskål, så finder moderen dem, tager dem i nakken og bærer dem hjem uanset, hvad killingerne gør. Eller er forholdet ikke snarere som mellem en abemor og hendes lille barn, at moderen bærer barnet med sig overalt, nærer og beskytter det, men det forudsætter dog, at abebarnet selv klynger sig fast til moderen?

Skal vi tage fortællingen om det forvildede får fuldstændig for pålydende, er der ingen tvivl: Fåret lægges på hyrdens skuldre og behøver ikke at bekymre sig om noget som helst. Hyrden holder selv fast ved fåret; der kræves intet af fåret. Det er med andre ord billedet med katten og killingerne, der passer her. Nåden er gratis, fuldstændig gratis, der forlanges intet af dig! Netop derfor døber vi børnene som helt små: Enhver kan sige sig selv, at det ville være urimeligt at forlange noget af et spædbarn forud for at døbe det. Nej, Guds omsorg for os er givet os på forhånd. Deraf gives ethvert menneskes uendelige værdi for Gud.

Men derefter, fordi vi på forhånd er omfattet af Guds kærlighed, kræves det af os, at vi så også lever i overensstemmelse med denne gratis gave. "Gå bort herfra og synd ikke mere!", siger Jesus gang på gang efter, at han har helbredt eller på anden måde sat mennesker fri af det, som forhindrede dem i at leve. Hér kommer ”omvendelsen” ind i billedet. Idet vi gribes af denne tro, skal vi vende om og følge dens veje. – Problemet er så blot, at alt det gode og glædelige og håbefulde, som vi godt véd findes, og vi selv kan bidrage til hos andre og hos os selv – at det varer så kort, inden igen lidelse, bekymring, fejl og svigten bemægtiger sig os. – Men da er det netop, man erkender, at man selv er som det forvildede får i ødemarken, der har brug for at blive fundet og bragt tilbage ti folden, tilbage på rette vej. Igen og igen. At man ikke selv er i stand til at sikre sig, klare sig - fordi ingen af os jo i mere end glimt lever, som vi burde.

Lad os da erkende det, lad os erkende, at vi alle på én gang er uendelig elskede og værdifulde og alle samtidigt har meget langt igen til at være noget, der minder om fuldkomne. At vi netop derfor har brug for Guds accept, tilgivelse og nåde. Lad det da være vort livsgrundlag. Da er vi så blevet sat fri af dommen, dommen over os selv og den dom, vi går og holder over andre.

Har man således fået prikket hul på sine illusioner om sig selv, bliver man ydmyg. Ydmyg og taknemmelig for, hvad der skænkes en alligevel. Og dermed også stolt. Stolt over at få den kosteligste gave: Guds kærlighed. Med alt det i ryggen kunne det jo hænde, at man også blev mild og overbærende, åben og lydhør overfor andre.

Det er vel så, hvad der kræves af os: Vilje til at indse egen utilstrækkelighed. Behovet for at blive opsøgt og fundet og båret i kærlighed. I den erkendelse er vi alle stillet lige. For nogle giver det sig selv - for andre er det en svær erkendelse. Troens erkendelse. I den åbner vi os for at modtage det, vi lever af: Omsorg, medfølelse, kærlighed. Som, uanset hvordan den rækkes os: Gennem andre, skjult i vort indre, til syvende og sidst udspringer af den evige kærlighedskilde: Guds omsorg for enhver af os. Amen.

Domprovst Anders Gadegaard
Fiolstræde 8,1
DK-1171 København K
Tel.: ++ 45 – 33 14 85 65
E-mail: abg@km.dk