Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

4. søndag efter trinitatis, 19.6.2005
Lukas 6, 36-42, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det gælder om at se virkeligheden i øjnene - det er næsten en trossætning for vores tid. F.eks har fjernsynskanalerne en struktur, hvor det der hedder fakta-udsendelser har en fremtrædende plads, og gør man sig en enkelt gang den ulejlighed at læse det samlede radio- og tv-program for den kommende uge igennem, kan man se, hvor mange programmer der tager sig på at konfrontere den almindelige seer med den ikke særligt smukke virkelighed, man kan iagttage, hvor vigtig denne realisme er for programpolitikken - det er den bagvedliggende filosofi, at især den menneskelige virkelighed skal fremstilles så nøgternt og ligefremt som muligt. Og nøjagtig det samme gør sig gældende i avis-reportager, i ugeblade o.l. medier; vi kan diskutere, om det så også er et sandt billede af menneskets virkelighed, der gives. Men der er ingen tvivl om, at det er en del af målsætningen - selv for de ringeste af formiddagsbladene. Se virkeligheden i øjnene og lad dine læsere se den i øjnene - lad være med at stadse kendsgerningerne op, og lad dig ikke rive med af dine følelser. Det hører til undtagelserne at læse, høre eller se en reportage, der er båret af medfølelse; og når det undtagelsesvist alligevel forekommer, kan vi godt lade os rive med, men tager alligevel inderst inde et forbehold: det er jo en farvet reportage, den er ikke helt realistisk; øjnene, der ser, er ikke neutrale. Se virkeligheden i øjnene, lad dig ikke gøre blind af dine følelser.

Men i de ord af Jesus, der blev læst op før, rettes interessen mod de øjne, der ser virkeligheden. Se virkeligheden i øjnene siger vi, javel, men med hvilke øjne? Jesus taler både om, hvordan blinde ikke kan lede andre blinde, og han fortæller lignelsen om manden, der tror at kunne se en splint i sit medmenneskes øje, samtidig med at han selv har en bjælke i øjet. Meningen med disse ord og billeder er, at det, som vi kalder realisme, i virkeligheden er en form for blindhed. Jesu budskab er, at kun den, der ser på sit medmenneske med klare øjne, kan virkelig se det medmenneske sådan, som han eller hun er. Men klare øjne har kun den, der har fået dem renset for bjælker og hvad der ellers spærrer for synet. Sagt uden billeder: kun den, der selv har modtaget tilgivelse, kan dømme sit medmenneske - og kan så netop ikke dømme sit medmenneske.

Vi taler om at se virkeligheden i øjnene. Men ikke alle øjne kan se virkeligheden. Det kan kun øjne, der kender til medfølelse, til barmhjertighed, til solidaritet. Følelsen, medfølelsen gør ikke blind, men gør tværtimod seende. Der findes - i modsætning hvad man almindeligvis antager - ingen realisme uden barmhjertighed; kun den, der selv har mødt barmhjertighed, ser klart nok til at se bagom alt det, som vi kalder virkeligheden, og for barmhjertighedens blik svinder bjælken i din brors øjne ind til en splint.

I det, som vi kalder realisme, sker der som regel det modsatte: splinten svulmer op og synes en bjælke, andre menneskers fejl forstørres, når vi betragter dem køligt og udeltagende. Derfor er det, vi kalder realisme, i virkeligheden en form for forblindelse. Eller sagt på en anden måde igen: man kan ikke forstå et andet menneske uden at bære over med det. At skildre elendigheden uden medfølelse er det samme som at lyve om den.

Der var mange af Jesu samtidige, der mente, at de havde det klare blik for virkeligheden i modsætning til alle hedningerne. De kaldte sig selv for »opdragere for de uoplyste«, de gjorde krav på at være »vejledere for de blinde«. Vi er dem, der ser, sagde de, vi har jo moseloven til at bedømme virkeligheden med. Vi må være de rette til at lede dem, som ikke selv kan se. Men Jesus sagde til dem: I er selv blinde. Selve det, at I kalder de andre for blinde, afslører jeres egen blindhed. Men de indvendte: jamen, vi kan dog se, hvordan de synder og fejler på alle mulige områder. De var den tids realister, de bildte sig ikke noget ind om menneskene, de kaldte en spade for en spade og en synd for en synd. Men Jesus sagde til dem: I kan ikke se jeres egne fejl. Og de skygger for jeres syn, så I tager fejl i det, som I mener at vide om de andre.

At være optaget af alt det smålige ved menneskene, at rette blikket mod alt det, der kan sættes en tyk anklagende finger på, er i grunden at stirre sig blind - og har intet at gøre med at se virkeligheden i øjnene, selvom vi kalder det sådan.

Overfor dette stiller Jesus så dette, at se på sine medmennesker uden at have en bjælke i øjet, og dermed mener han ikke, at mennesket selv kan gøre sig fejlfri og derved lidt efter lidt forfine sit syn; nej, han mener at se på sit medmenneske med den viden, at man selv er tilgivet. Og det vil sige det samme som at se på den anden i solidaritet, at vide sig selv nøjagtig lige så afhængig af overbærenhed, som man kan se, den anden er. At have bjælken i øjet, det er at tro sig selv helt anderledes end den anden, det er at distancere sig. At være uden bjælken, det er at vide sig bundet sammen med den anden, det er at være solidarisk med den anden i dennes nød, det er at føle sig selv ramt af splinten i den andens øje, det er at indse at den andens fejl ikke er noget, der gør os to forskellige, men tværtimod noget, der knytter os sammen.

I en erindrings-tale fortæller en gammel russisk munk om sin bror, som døde alt for tidligt. Broderen var egentlig et temmeligt hovmodigt menneske, en der følte sig bedre og klogere og mere oplyst end andre, men en dag blev han ramt af galopperende svindsot, og da begyndte han at opføre sig mærkeligt: han begyndte at bede alle mennesker om tilgivelse, selv for forseelser, som ikke var forseelser. Lægen sagde: svindsoten har gjort det af med hans forstand. Og sådan så det også ud: han begyndte endog at bede fuglene og dyrene om tilgivelse. Hans mor prøvede fortvivlet at tale ham til fornuft: Du tager dig alt for megen synd på, sagde hun grædende til ham. Men den dødssyge selv, han græd af glæde, fortæller den gamle munk mange år efter, og sagde, at han var i paradiset. Hvordan kan man føle sig så skyldig og så samtidig være så lykkelig, spørger den gamle. Måtte det ikke i stedet knuge en til jorden? Men den unge dødssyge mand er lykkelig, for han er ikke længere hævet over de andre; han ser klart, at han er ét med dem i deres fejl, i deres skyld, i deres svaghed, og kun sådan kan han møde barmhjertigheden, tilgivelsen, medfølelsen. Og hvor barmhjertigheden og tilgivelsen er, der er også paradiset. Paradis er ikke, hvor mennesket er rent og fejlfrit, paradis er hvor mennesket véd sig skyldig og medskyldig.

At se med barmhjertighed, i solidaritet, med medfølelse, med inderlig forståelse og dyb samhørighed på sit medmenneske er at se på det med et klart blik. Og sådan, fortæller Jesus, ser Gud på mennesket.

Guds ser ikke bare vores menneskelige virkelighed i øjnene med alt det ringe og usle, der nok kan være at sige om den, nej, han ser på vores menneskelige virkelighed med barmhjertighedens øjne, med det klareste blik af alle. Derfor ser han dybere end dem, der betragter os uden deltagelse. Fordi Gud aldrig ser på mennesket uden inderlig forståelse, er Gud den store realist. Og han indbyder os til at se på hinanden på samme måde. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)