Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

6. søndag efter trinitatis, 3.7.2005
Matthæus 5,20-26, Hans-Ole Jørgensen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


I den bøn, jeg bad for alteret til at begynde med i gudstjenesten i dag, bekendte jeg med biskop Johs. Johansens ord fra det autoriserede tillæg til alterbogen, at ”vi ikke magter at leve, som Gud vil.” I alterbogens egen udgave af samme bøn udtrykkes sagen med ordene at vi er ”fortabte syndere,” mens vi i den gamle formulering fra før 1992 er ”arme og elendige syndere”.

Udtrykkene varierer, men det lyder i dem alle værre end vi i moderne tid bryder os om. Hvad vi vil høre er, at vi er gode nok, som vi er, og at er der noget galt, så er det i alt fald ikke vores skyld. Ofre, det kan vi gå med til, at vi er – for det ene og det andet – men skyldnere, det er gammeldags og det vil være synd for et moderne menneske.

Pudsigt er det. For når noget gik godt, så vil vi jo gerne være den, der gjorde en forskel. Men gik det galt, nej så var det ikke os. Så render vi fra det og kunne ikke gøre for det

Helt godt hænger det ikke sammen. Jeg tror, det ville være meget bedre at krybe til korset. At gøre de nødvendige indrømmelser og finde ind så i den befrielse, som det i virkeligheden er, at kunne forstå sig selv også som en synder.

Umiddelbart lyder det ikke som nogen befrielse. Det ved jeg godt. For når vi dømmes og uafladeligt får alt det der bedrøvelige hældt i hovedet, at vi uhjælpeligt er syndere, alle til hobe, så lægges der dog på os et tryk - et tryk, der tynger, og som vi dårligt kan tro andet om end at det vil være os en klods om benet.

Det er det også. Den skyld, vi pådrager os undervejs i vort liv, den ville det unægtelig have været nemmere uden. Men det valg har vi blot ikke. For vi kan ikke rende fra det.

Skylden er jo nemlig ikke noget, der sådan spørger sig høfligt for, om vi nu gider have den eller ej, den er der med sit tryk også når vi prøver at se den anden vej og nægter at lade den være vores.

Skylden er ikke de alvorstunge præsters påhit. Skylden er der også, om alle kirker var revet ned og alle præster havde fundet anden beskæftigelse. For dommene over os er livets egne. Og vi lyver, om vi løber fra dem.

”Det, jeg i dag befaler dig”, sagde Moses fra alteret, det ”er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige ”Hvem vil stige op til Himlen og hente det ned til os og forkynde det for os? Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige ”Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os?” Nej, det er dig ganske nær, i din mund og dit hjerte!”

”Det som jeg i dag befaler dig” siger Moses, ”det er livets egne love” – ”du kan ikke rende fra de krav, hvordan du så end vender og drejer dig.” ”De bor i dit eget hjerte.”

Og er kravene livets egne, ja så er dommene det også. Vi undgår dem ikke. Og derfor er der for et menneske i denne verden ingen vej til befrielse, der går uden om - undskyldninger er ynk og dur til ingenting, når man er skyldig - vejen går tværs igennem: du skal have mod til at være skyldig, du skal have mod til at være menneske!

Og hos Jesus i dag ender vi det samme sted.

Han siger: ”..allerede den, der bliver vred på sin broder, er skyldig” - og ikke først altså den, der slår ihjel, som der var sagt til de gamle. Allerede den, der bliver vred... det vil ramme bredt.

”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes” - siger han også - så er det endnu ikke nok!

Men hvordan i alverden skulle dét være muligt? De skriftkloge overvågede hvert eneste skridt, de foretog sig, pertentligt og nøjeregnende. De øvede sig hver eneste dag i loven. De pinte sig selv med at være retfærdige til det yderste. Intet liv var mere retlinet end deres. Hvordan skulle så almindelige mennesker, som har andet at bestille end at studere loven og våge over, at den bliver fulgt i stort og småt, hvordan skulle så de kunne blive mere retfærdige end disse skriftkloge? Det ville være som at overhale Tyler Hamilton eller Lance Armstrong på en kategori-eet-stigning i Pyrenæerne.

Det er for almindelige mennesker ikke muligt, og skal der være mening i disse krævende ord - og alle de andre af samme slags fra Jesu Bjergprædiken - så kan det kun være den ene befriende at sige, at for mennesker er det ikke muligt. Vi er ikke gode nok, fromme nok og kærlige nok til det, som livet kræver af os. Det er dér, vi er, det er sådan, det er at være menneske. Og det er derfor vi selv i de smukkeste sommersange er nødt til at synge om jorden, hvis det skal være helt sandt, at den ”drømmer om et dyb af lykke, som den ej kan nå.”

Man kan godt spørge, om ikke det er vilde og alt for overdrevne krav at stille, de krav Jesus stiller. Hvorfor skal det være så krævende at være menneske, at vi ikke kan klare det, sådan med blot en rimelig indsats? I alt fald de bedste af os? Hvorfor kunne kravet ikke bare være et krav om visse rimelige og overkommelige ydre hensyn, hvorfor skal det ind dér i hjertet, hvor det kommer hos Jesus? Ind dér, hvor det ikke er muligt at honorere kravene selv med sin gode vilje?

Men det skal det - igen - fordi vi kræver det sådan selv, fordi det er det, der bor i vort eget hjerte. For alt det uoverkommelige til trods, så ved vi godt, at selv lader vi os ikke gerne nøjes med mindre. Dér, hvor vórt liv lykkes, det er jo ikke der, hvor vi møder kun det udvendigt pæne og korrekte. Vi gør krav på retfærdighed, og der er grænser for, hvad vi vil lade os byde. Men det retfærdige er os ikke nok. Skal livet blomstre, så har vi brug for mere end det. Er der ikke mennesker til i vor nærhed, der åbner sig varmt og godt imod os, og giver os af det, der kommer fra hjertet, så er det ikke nok til livets ophold. Så bliver blomsterne af en vissen farve og en fattig duft. Vi kán ikke være det foruden, det som Jesus kræver. Vi forlanger det selv. Det er ikke ufattelige eller fjerne ord.

Så at give køb på kravet, for at opnå en lettelse, det vil også være at save i den gren, vi selv sidder på. Det vil være livets ulidelige lethed legitimeret og ind ad bagdøren. Det vil være sommersange at kunne synge med drømme, vi kan nå, men det vil være mindre drømme. Og vi vil ikke kunne leve af dem.

Så hellere lade livet være stort og være med i banden af dem, der ikke lever op til kravene og må kaldes syndere. Så hellere være der, hvor kravenes størrelse også holder os fast alle på den samme pind, i det samme selskab, du og jeg og ethvert andet menneske, at vi altid må vide, at vi grundigt er i familie med hinanden. Og at ingenting bare er de andres skyld.

Hans Blix - den svenske leder af FNs våbeninspektioner i Irak - sagde i et interview i fjernsynet forleden, at kunne vi dog bare lære – alle noget mere - at ”tabe ansigt”, så ville det være med til at redde menneskeheden. Kunne vi engang komme til den fælles indrømmelse, at det fuldkomne, det er der ingen af os, der magter, så var vi kommet langt. Og så ville flere drømme måske gå i opfyldelse. At tabe ansigt. Vi vil det ikke gerne. Men det frisætter godt liv, om vi vover det. Og det ville unægtelig fremme samarbejdet.

Og i kirkens hus er det i hvert fald det, der lever. Her lader vi de indbildske løgne om vor egen fuldkommenhed være, her befries vi til det afmagtens fællesskab, der er det virkelige, og fanger det mod, der kristeligt er givet os til at være her med. Modet til at være, hvad vi er, også skyldige.

Det er dér, befrielsen er, om den skal findes. Vejen går ikke uden om, men tværs igennem.

Det særlige ved kristendommen, det er jo nemlig heller ikke – hvad nogle somme tider tror - hverken dens tale om skyld og synd eller dom. Den taler om det, men det kunne vi og alverden godt klare selv. Det særlige ved kristendommen, det er ordet om syndernes forladelse, dér hvor han siger, Jesus, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Somme tider har vi det med at tro, at det kun er når mennesket er stort og strålende og vellykket og kan magte, hvad det skal, at det er genstand for Guds gode vilje. Somme tider tror vi, at først er det os, der skal tage os sammen og blive større end vi er. Og så vil Gud kendes ved os.

Men en sådan tænkning er der ingen befrielse i. Det var, hvad bl.a. Martin Luther erfarede i sin såkaldte klosterkamp - kampen for en nådig Gud, som det hed i hans sprog - og som han siden brugte sit liv på at få sagt til alverden: at til Guds gode vilje fortjener man sig ikke, vi er hvad vi er og kan ikke trække os selv op ved håret, livets mening samler man ikke sammen ved at gå fra lovoverholdelse til lovoverholdelse.

Men Jesus havde den med, da han kom, i alt fald et stykke af den. Og det særlige ved kristendommen er stadig, at det var til os, han kom, vi der er, som vi er, men må have modet rakt til at være det.

Det er det mod, det ligger i ordet om syndernes forladelse, som ikke er det, at alt kan være lige meget, men at Gud vil noget andet med os end vor skyld og vor skam. Ordet om syndernes forladelse er at Gud stadig holder af sine børn og stadig vil vort liv og har de lifligste drømme derom.

Den svanske forfatter Göran Tunstrøm fortæller et sted i sin bog om Jesus, at han undervejs på en sørejse bliver opmærksom på nogle lænkede fanger nede i skibets lastrum. Jesus vover sig ned i mørket, når han ser sit snit til det, og veksler ord med disse stakler. Deres skæbne har han ingen magt til at ændre, men ”han vasker deres ansigter med vand, så man kan se, at de er mennesker” siger Tunstrøm.

Og det var, hvad Jesus altid gjorde med mennesker, han mødte. Han handlede i sine ord og sine gerninger, så man kunne se, at de var mennesker álle, også dem der var meget snavsede og lænkede til det ene eller det andet mørke. Og det betyder noget. Det betyder, at vi stadig ligger Gud på sinde, også her uden for paradiset, hvor det fuldkomne er noget, vi kun kan nå i korte, flygtige glimt.

Og Guds omsorg hørte ikke op med syndefaldet.

For Gud er ikke bare livet i alt, hvad der er til. Gud er også en lidenskabelig medfølelse med alt, hvad der lever. Det er det, der giver spurven mod til at være spurv, træet mod til at være træ, barnet mod til at være barn, og synderen mod til at glæde sig over at være til.

Det er det mod, der nu skal være dit og mit. Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: ++ 45 – 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)