Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

8. søndag efter trinitatis, 17.7.2005
Matthæus 7, 15-21, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


”Harald konge bød gøre disse kumler (dette mindesmærke) efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”
Det er kendte ord. Det er runeinskriptionen på den store Jellingesten. Et mindesmærke, som hører til blandt de betydeligste fra vikingetiden, og et monument, som har opnået en nationalstatus i Danmark.Den præger såvel pengeseddel som pas.
Udover at fortælle om kristendommens tilstedeværelse her i landet omkring år 900 og om et lands historiske rødder og religiøse arv, er der også en forbindelse mellem stenens udsmykning og så Jesu ord i evangeliet i dag. Og det i selve billedbrugen. Begge steder findes såvel planter som dyr, og begge steder bringes de i anvendelse og illustrerer de væsentlige anliggender, som har med vor tilværelse og tro at gøre.

På Jellingestenen finder vi på den største flade Kristus i midten. Med armene udstrakte danner han et kors. Han er korset. Og om ham findes de mange snoninger, vikingetidornamenterne. Snoningerne virker som grene med midtpunkt i Kristus. Han er træets stamme.
På den nederste del af stenen er billedbrugen imidlertid anderledes: der ses et dyr omsnoet af et andet. To dyr i kamp: formodentlig en grif ( eller en løve) kæmper med en slange.
Såvel grenene på træets stamme som dyrenes kamp har betydning. Grenene fra Kristus. Han er livets træ. Det træ, som mennesket ikke fik lov til at spise af i paradis. Det står nu der synligt for vort øje i den korsfæstede Kristus. Med sin død, sin sejr over døden, er vejen nu åben for livet. (Paradisvejen).
Men kampen mellem dyrene fremhæver så også, at det som Harald skrev om kristningen af Danmark og Norge, var en kamp ligesom i dyreverdenen. Troen og tilværelsen medfører også kamp. Kampen som mellem mågerne om fiskene, ulven mod lammet ellersommellem vi mennesker indbyrdes.

I Jesu ord i dag om de falske profeter spiller dyre og plante billederne tilsvarende en stor rolle: vi hører om de falske profeter, at de kommer som et får, men er som glubske ulve. Og de som de sande profeter skal kendes på deres frugter. Den frugt, som deres grene bærer.
Skal Jesus tale om såvel falske profeter som om ham, der taler sandheden, tyer han til billeder af dyr og planter.

En falsk profet, hører vi, kommer som et får, men er indeni en ulv. Hos den falske profet er der altså en uoverensstemmelse mellem ydre og indre. Han giver sig ud for at være noget andet, end han rent faktisk er.
Dvs. han giver sig ud for at være det modsatte af en glubsk ulv, og det må være et venligt og ufarligt lam. Men han er en glubsk ulv, og dvs. en, der vil overfalde den, han opsøger, som vil kæmpe med, søge at overvinde og til sidst opæde den anden. Ja den falske profet er altså her et menneske, der udelukkende lever ved magtens strategi og ved viljen til at bestemme. Budskabet er underlagt viljen til magt.

Det har altid været en fristelse at give navn til den eller de falske profeter og udpege dem i ens samtid – det har man i kristenhedens navn og igennem kirkens lange historie gerne gjort – og hver gang har hyrderne, disse pastorer, i deres nidkærhed overset, hvor skarpe deres egne rovtænder blev af denne pegen ud.
Vil man endelig pege ud, er der grund til at se tilbage på ham, der virkelig blev kaldt for en glubsk ulv. Endda af sin egen far.
Kun en i det bibelske univers blev nemlig kaldt for en glubsk ulv. Og det er værd at huske omstændighederne omkring denne episode.
Den glubske ulv var Jakobs søn Benjamin.
Da Jakob, Isaks søn, lå på sit dødsleje kaldte han sine tolv sønner til sig. Og hver fik de et ord med på vejen, idet han velsignede dem.
Ordene de fik med var ofte tvetydige, således også ordene til Benjamin: ”Benjamin, den rovlystne ulv, om morgenen æder han rov, om aftenen deler han bytte”.
Det var alle ordene til Benjamin. Få, men hårde ord om ham som en rovlysten eller glubsk ulv.

Så har vi fået den glubske ulv udpeget! Men erindrer vi os historien om Benjamin og følger vi ham i Det gamle Testamente, er det et såre tvetydigt billede vi får af ham. Det kan illustreres med den dobbelthed, der rent tydningsmæssigt også ligger i hans navn: Benjamin kan både betyde ”Min ulykkes søn” som ” Lykkens søn”.
Det tvetydige gør imidlertid her Benjamin såre menneskelig. Han ligner hvert et andet menneske.

Samtidigt er der også grund til at huske, at umiddelbart efter at Jakob på sit dødsleje har givet sine sønner ord med på vejen – og så hårde ord, som dem til Benjamin, om at han er en rovlysten ulv, at da velsignede Jakob sine sønner.
Uden sammenligning gør Jesus det samme overfor en af sine disciple, Peter. Men det sker i omvendt rækkefølge: ”Peter, på dig vil jeg bygge min kirke” siger Jesus velsignelsesfuldt. Men derefter må han skælde Peter ud og sige: ”vig bag mig Satan.” Jesus kunne lige såvel have sagt: du glubske ulv eller kvælende slange.

At give sig ud for at være et får, men egentlig være en glubsk ulv. Dette signalement og denne uoverensstemmelse mellem indre og ydre kan ikke være noget menneske fremmed. Der et såre menneskeligt træk.
Så i stedet for at udpege den falske profet, er det langt væsentligere at se denne latent i os alle, når vi forstiller os, gør os til, og vil magten for magtens egen skyld. Når egen vinding går forud for næstens ve og vel.

Jesus siger så, vi skal lægge mærke til frugten. For en ulv, kan ikke bare forvandle sig til et lam. Den vil jo stadig om end fordækt gøre ulvens gerning. Ulven vil glubsk kaste sig over lammet.
Jesus skifter her billede, idet han nu taler om træets frugt.
”På deres frugter skal I kende dem”, siger Jesus. Kan et menneske give sig ud for at være noget andet, end det virkelig er, så vil dets frugter dog afsløre det. Mennesket er som et træ, eller som en gren på et træ, og det vil bære frugt i overensstemmelse med det træ, som det er. ”Plukker man druer af tjørn eller figener af tidsler?”, spørger Jesus retorisk. Der er et forhold mellem træ og frugt, som ikke kan skjules.
Men hvad slags træ er vi da. Den falske profet vil kun kaste dårlig frugt af sig, siger Jesus. Og dommen er stor. Mens det gode træ bærer frugt.
Jesus siger intet sted, at vi er som træet. Og måske vi i højere grad skal forstå os som i Johannesevangeliet., hvor Jesus siger: ”Jeg er vintræet. I er grenene.”. Dvs. forstå os som mindre end et større, som grene, der dog kan bære frugt.
Vi kan i Jesus og som døbte i hans navn håbe på at indgå som de ornamentiske grene i Jellingestenens kors og livstræ, som grene eller kviste på det træ, han er plantet på jord. Her i verden, hvor kampene fortsat står og hvor vi mennesker for egen vinding alt for ofte kommer til at ligne, grif og slange - ja glubske ulve.
Lad livets træ i den korsfæstede Kristus vokse. Og må vore grene og kviste ved Guds nåde bære frugt.
I Jesu navn. Amen.


Sognepræst Elof Westergaard
Gramvej 2, Husby
DK-6990 Ulfborg
Tel. +45 97495108
E-mail: eve@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)