Göttinger Predigten im Internet

FRED

Dengang på Jesu tid som i dag i vor egen tid taltes der om fred. Dette slidte, for ikke at sige forslidte ord. Misbrugt i det uendelige. Alligevel kan vi ikke undvære det. Men det er et ord som ved at blive brugt som det gør i kampen om magten, ved gang på gang at blive brugt som dække for voldsanvendelse, er ved at miste al betydning og næsten vende sig til sin egen modsætning. – Da Jesus red ind til Jerusalem og af sine tilhængere blev hyldet som frelser og befrier, som den længe ventede Messias, græd han over byen og sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.” Også han talte altså om fred. Men læg mærke til hvor megen vold der er omkring det han siger. Han har lige været oppe at skændes med farisæerne, som ville have at han skulle lukke munden på sine jublende tilhængere. Nu græder han over Jerusalem, som trues af krig og går sin sikre undergang i møde, fordi den ikke vil eller kan leve i fred med sin omverden. Fordi den ikke ved hvad der skal til for at opnå fred. Så går han ind i Templet og begynder at jage de handlende ud, kalder dem røvere og banditter. – Endelig lægger folkets ledende mænd, ypperstepræsterne og de skriftkloge, planer for hvordan de skal få denne Jesus slået ihjel! – Med andre ord: Der er ikke megen fred i denne tekst; der er næsten ikke andet end ufred og vold. Eet er altså at tale om fred, noget andet er virkeligheden, den verden der tales ind i, voldens verden. Fred er kun et ord, en ønskedrøm. Vold er den rå virkelighed. Den virkelighed, som gør drømmen og ordet til skamme.

Det er en uhyggelig aktuel tekst vi har hørt i dag. Og det forekommer mig, at det har jeg vist sagt mange gange før. Jerusalem er den dag i dag voldens centrum. Bogstaveligt talt. Selvmordsbombninger og påfølgende gengældelsesaktioner. Voldens spiral. Igen og igen vinder hævnens logik over fredens. Jerusalem er ufredens kilde. Underligt at tænke på, at det er blevet sagt og skrevet så mange gange før, helt tilbage til salmerne i Det gamle testamente. Dagligt tales der om fred til området. Hele verden diskuterer hvad der tjener til dens fred – men samtidig vokser volden og truer ikke bare Jerusalem og hele dette hjørne af verden med død og undergang, krig og borgerkrig, en ny Berlinmur og alt muligt andet der skiller mennesker fra hinanden i stedet for at forene dem, men truer også freden i verden. Terror er ikke kun noget der overgår Jerusalem og hævn ikke kun noget der overgår palæstinensere, det er en trussel for snart sagt alle samfund i verden. Også vi har fået det tæt ind på livet med krigen i Irak. Uundgåeligt stiller man sig selv det spørgsmål, om mennesker overhovedet ønsker fred? Eller er vi bare så dårlige til at skabe fred? Skyldes den megen vold at vi tiltrækkes af vold og den spænding der er forbundet med den eller skyldes volden at vi simpelthen ikke er kloge nok til at finde ud af hvad der tjener til et liv i fred med hinanden? Jeg bliver som alle andre et svar skyldig. Jeg ved det ikke. Det er ulogisk, det er selvmodsigende at vi skaber en verden der styres af våbenmagt, men det gør vi altså. Og alle de mange forsøg på at opstille et alternativ til våbnenes tyrannisk magt har kun haft relativ succes. Hvad er vi for nogle mennesker? Hvorfor kan vi ikke holde op med at slå hinanden ihjel? Det er et frygteligt naivt spørgsmål, men vi er da nød til at stille det! Selv om vi muligvis ikke kan svare på det.

Jesus græd over Jerusalem og udbrød: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.” Han talte som om han selv vidste det. Som om han vidste noget som andre ikke vidste. Hvad? Hvad tjener da til et liv i fred både her og der, både nu og dengang? Kunne vi lære noget som vi ikke ved og ikke forstår, noget som den dag i dag er skjult for vore øjne? Hvad var det mon for en fred han tænkte på? – Selv kom han ridende ind i byen på et æsel. Han skulle forestille at være en konge. En der kom med fred. Men han så latterlig ud på det fattige trældyr. Og våben til at forsvare sig selv og sine og den fred han kom med havde han ikke. Men måske var det pointen??? Han havde ingen våben! Han kom ikke for at slå sine fjender ihjel. Det var ikke på den måde han bragte fred til stedet. Skal det forstås bogstaveligt? At våben og fred er uforenelige størrelser? Ja, i den verden Jesus kommer med er de uforenelige. Den fred som Jesus taler for er en fred der kommer af kærlighed og hvor våben er udelukket. Han bringer en anderledes verden ind i den gammelkendte verden af vold. Og det gør han den dag i dag. Verden som sådan er stort set ved det gamle. Men ind i denne velkendte verden bringer Jesus stadig en anden verden, sin egen verden, hans og Guds verden. Det er kærlighedens rige. Her opnås fred ved at elske fjenden. Ikke ved at slå ham ihjel. Ikke ved at hævne. Men ved at elske. Du skal elske din fjende – det er en radikal fordring fra Bjergprædikenen, som vi mindes om og som anfægter vores ro og selvsikkerhed den ene gang efter den anden. Og den lyder lige umulig og uvirkelig i dag som dengang. Men den er den fordring, der tjener til vor fred. Kunne vi blot forstå det?

Det var ikke fordi Jesus var uden vrede. Uden temperament. Han var ikke en bleg blød mand, der hverken turde sige til eller fra. Og han kastede sig da også med det samme over kræmmersjælene i templet og smed dem ud. Det er vist den eneste gang vi hører om at han brugte vold. Men det var en mild form for vold. Den var ikke dræbende, kun irettesættende. Den havde et formål: Fred i Guds hus. Det var som en nødvendig kritik af ting der går for sig i kirken, ting der ikke burde gå for sig. Der er situationer, hvor det ville være en fej forsømmelse ikke at oplade sin røst og komme med en tiltrængt protest. – Guds hus er et bedehus – ikke et sted hvor man kommer for at tjene på hinanden. Et sted hvor man snyder og bedrager for at opnå fordele for sig selv. Guds hus er ikke et sted for kræmmersjæle af nogen som helst slags. Vi kommer der for at bede til Gud, ikke for at udnytte hinanden. Hvad betyder det for den fred, Jesus taler om? At bede er at forholde sig til Gud. At give sig selv hen til det Gud vil med dig. At bede er en ydmyg spørgen om hvad det er Gud vil at jeg skal gøre. Det er en form for selvhengivelse, det stik modsatte af selvhævdelse. At bede til den barmhjertige Gud er at vedkende sig barmhjertighedens svar på de spørgsmål verden rejser. I Guds hus forholder vi os ikke til hævnens Gud, men til barmhjertighedens Gud. Derfor er de svar vi får i dette hus altid barmhjertighedens svar, aldrig nogensinde hævnens. Hævn hører fortiden til, fortidens guder. Den kristne Gud, Jesu Kristi far, er hinsides hævnens logik. Han er kærlighed – og kærlighed og hævn er uforenelige. Kan ikke være i rum med hinanden.

Men Jesu indtog i Jerusalem endte jo med hans domfældelse, med tortur, korsfæstelse, død. Den fredens Ånd han kom med led et nederlag, som var tydeligt for enhver. Måske også et øjeblik for ham selv, da han råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – Han fik ikke ret i sin forkyndelse af ikke-vold og kærlighed til fjenden. Eller gjorde han? Hans opstandelse påskemorgen er en forkyndelse af at han alligevel fik ret. Fredens ånd stod op af den grav hans fjender havde lagt den i. Den voldelige verden vi stadigvæk lever i er som den grav man lagde Jesus i. Men graven blev tom. Den voldelige verden blev ikke det sidste ord. Det blev Jesu ord der sejrede. Og det er det ord, der er grundstenen for vores kirke. Fredens Ånd er begyndelsen til det håb der stadig lever i os. Om at den anden verden, Jesu Kristi Rige, vil blive tydeligere og tydeligere også i denne verden. At de to verdener med tiden vil smelte sammen og blive eet. Det er noget af meningen med at vi har en kirke, en tro, et håb. Det er for at blive opmuntret i troen på fredens Ånd, barmhjertighedens og kærlighedens Ånd, at vi lytter til evangelierne og forsøger at forstå hvad vi skal gøre. – Franskmanden René Girard, som er verdensberømt for sine teorier om religion og samfund og selv bekender sig som kristen, han mener, at menneskene historisk set er blevet mindre voldelige takket være religion. Han mener der er håb om at menneskene stadig udvikler sig hen mod mindre og mindre vold i deres natur. At de takket være bl.a. evangeliernes lidelseshistorie om Jesu død på korset som menneskehedens uskyldige syndebuk er blevet sig bevidst, at sådan må vi ikke længere behandle hinanden. Vi må ikke slå de andre ihjel, og hvis hvert menneske indser det, så vil volden ophøre. Det lyder umuligt, men det er en smuk tro og et sart håb, og det er vel det vi alle har hvis vi tror på det som Jesus ville, da han drog ind i Jerusalem og hengav sig selv som syndebuk for denne by og for verden? Dermed afslørede han jo hvor grusomt det er at slå et uskyldigt menneske ihjel, ja at slå et hvilket som helst menneske ihjel. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk