Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

18. søndag efter trinitatis, 25.9.2005
Matthæus 22,34-46, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Jesus spørger farisæerne: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” ”Han er Davids søn”, ved disse lovlærde farisæere. Og det er deres svar, for de ved, at Kristus, Messias, betyder den salvede, og at det er kongen, der salves. Kristus skal være ud af Davids slægt, ud af kongeslægten. Det siger sig selv. Han må være søn af kong David. Han, der slog kæmpen Goliat og gjorde riget stort. En sådan kongesøn skal Kristus være. En konge, som står frem og gør gamle drømme om land og rigdom, frihed og selvstændighed, styrke og kraft til virkelighed.

Jesus stiller derpå farisæerne det spørgsmål, hvordan Kristus kan være søn af David, når han i en Davidssalmerne i Det gamle Testamente - en af de salmer, der tilskrives David selv - kalder Kristus for Herre? ”Ens søn er vel ikke ens herre”, siger Jesus. ”Snarere tværtimod”, ville man sige med det fjerde bud i ryggen: ”Du skal ære din far og din mor.” Det er et grundbud. Dem, der har født dig, kan du aldrig blive herre over. Tværtimod skal du ære dem, værdsætte og agte dem. Men spørger Jesus, hvordan kan det så være, at kong David kalder Kristus for sin herre, hvis det egentlig er hans søn. Se, det er et godt spørgsmål, som gør farisæerne usikre. Disse lovlærde, som gerne vil have loven til at stå klar, så den konkret kan udmøntes i handling og dermed stå afgrænset overfor det, som ligger udenfor loven. Farisæerne bliver usikre. For de kan ikke svare på denne gåde og står derfor så sært tavse. Og Jesus selv giver dem heller ikke noget svar. Han lader dem bevist stå tilbage i deres uklarhed.

Der er flere forhold ved det Jesus siger, og i denne dialog, som umiddelbart virker fremmed for os i dag. Noget, som Jesus og farisæerne, imidlertid var fælles om. Indholdet er fremmed: Denne tale om Kristus, Messias, og forventningen om, at der skal komme en sådan konge, et menneske til verden. I vor tid er vi langt mere optaget af, hvad vi selv skal blive eller gøres til, hvor vore egne religiøse følelser kan føre os hen og hvad skjuler sig i vort indre dyb, end vi interesser os for, hvad kommer til os, hvad vi er givet og skænkes i livet. Men også selve formen og måden Jesus argumenterer på, er ved at blive fremmed for vor egen tid. Det at han griber til et gammelt skrift og her prøver at udlede noget sandt og betydningsfuldt om Guds væsen for sin egen tid. Det at Jesus går til salmernes bog og tager et vers derfra og fører ind i sin samtid og her bruger det til at fange de sikre på det forkerte ben. Denne tillid til det, som har været – at det kan bringes med ind i vor samtid, ind i nuet, er ved at forsvinde ud af vort samfund.

For hvordan har vi det egentlig med fortiden og dens udtryk i dag. Kan vi bruge den til noget? Kan vi lære af historien? Kan vi tage den med os i vor egen tid? Næppe. Sjældent. Vor sans for det mindskes i alt fald. Alting går i dag så tjept, at vi så ensidigt betoner øjeblikkets metoder. Vi skal kunne gebærde os i det bevægelige samfund, vi er del af. Vi lever i en fortsat nyhedsstrøm, nye historier, nye forhold. Og det handler her om os selv og om hvad vi selv kan skabe. Historie, kulturarv, fortidens udtryk bliver sekundære forhold, noget støvet og aldersramt. At der i en gammel salme, måske skrevet af kong David, kan udledes noget sandt om vort forhold til Gud, og det paradoksale i billedet af Guds tilstedeværelse her på jord, er næppe trolig. Tager man skriften alvorlig, og vil trække noget med frem og ind i nuet, er man vel snarest fundamentalist, og fundamentalister, de er farlige.

Men det er vi så, hvad enten vi føler os knyttet til en missionsk, grundtvigsk eller en anden kirkelig retning eller mener at stå helt udenfor disse interne nemt farisæiske skel. For at indlade sig på en sådan argumentation, som Jesus bringer i anvendelse: påpeger en forståelse af, at der i traditionen kan findes noget, som også taler til os i dag. At vi ikke blot står i et nyt spor og her skal opfinde alt selv. Der er andre før os, der har følt og tænkt over det mysterium, Kristus er. Her i kirken står det således soleklart, at vi er ikke blot originaler. Her i kirken hver eneste søndag hører vi læsninger fra Det gamle - og det nye testamente. Gamle tekster, som vi hører som talt til os, og hvis ord idet de siges retter sig mod vores verden nu og således til stadighed står som nye ord. Vi forholder os så til dem, hører dem, som sagt til os i modsigelse og i tilsigelse. Ved at lytte til dem, og kritisk diskutere med dem, forholder vi os med en vis ydmyghed overfor fortiden – siger, at dem før os kunne ligeså vel som os forholde os til den gudskabte verden, vi lever i , forholde sig til liv og død, og ja forholde sig til det vi skænkes i livet af Gud. Og ikke kun det. Ved at forholde os til skrifterne accepterer vi også, at det er ikke os selv, der skaber verden, men sandheden kommer til os ude fra, et andet sted fra end vor egen tanke, forstand og hjerte. Guds historie med verden er jo netop, at han var nær i begyndelsen, han var nær for længe siden før vi blev undfanget, og han er stadig nær. Også her i sit ord og i sine handlinger. Heri ligger såvel som en dom over os, imod al vor selvtilstrækkelighed, men samtidig den nåde, det håb, som Gud bringer os.

Jesus og farisæerne argumenterer begge med skrifterne, med Loven og profeterne, men det særlige ved Jesus er, at han i sin tale om Kristus, viser det mysterium hans liv er her hos os. Der er en dobbeltheden i Kristus, hvori netop denne Guds nærhed og tilstedeværelse i verden pointeres. Kristus er søn af David, søn af verden, født i den, men samtidig er han herre over den, som han er søn af. Han løfter sig op over verden, idet han er del af den. Det er Guds historie med os. Hvad Jesus peger på med disse ord om sig selv – for det er ham selv, det handler om – er det mysterium hans liv her hos os rummer og er. På engang er han magtfuld i sit ord og handling, men samtidigt står han snart efter med tornekronen og spyttes i ansigtet af den vrede hob. På en gang søger fluerne hen mod hans døde lig, og samtidig findes graven tom påskemorgen, badet i lys og står således om udtryk for det håb, vi skal leve ved.

Karl Laurids Aastrup skrev under Anden Verdenskrig, dengang verdens magter også sloges, en salme over netop denne dialog mellem farisæerne og Jesus. ”Vi mener, han er under”, skriver Aastrup i salmen, som svar på spørgsmålet: Hvad mener I om Kristus? I Aastrups salme er der også en stærk pointering af dobbeltheden mellem den almægtige og den korsfæstede, den stærke og den svage, i den ene og samme person. Det er også kun i denne dobbelthed Kristus skal forståes: Han er Gud og mand. Han er fra himlen, dog åbenbaret på dødens jord Han er den vise, alvidende, men samtidig den, der bøjer sig i støvet Han er den Herre, der råder alt, og samtidig blev han en fattig blandt brødre kaldt. Det er mysteriet og paradokset, som her udtrykkes i salmens ord. Men et paradoks og mysterium, som netop forbinder kærlighed og magt. For i det gudsbillede, vi møder i Kristus, konkretiseres de væsentligste bud, som Jesus selv udtaler er essensen af alle buddene. Da farisæerne spørger Jesus, hvad er det største bud i loven, svarer han: ”Du skal elske Gud af dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. ”Du skal elske din næste som dig selv.” Det er bud på engang af tiden og samtidig af evigheden Og Aastrup fanger denne pointe, når han skriver i salmen om Kristus: ”Vi tror, han er den gode,/ der alting gav /og derfor blev vor næste/ i kors og grav”. Med andre ord: ”Du skal elske Gud og du skal elske din næste som dig selv”. Disse bud, er de største bud, - men de er ikke bud, der skal ses i vort eget lys af, hvordan får jeg et godt og harmonisk liv. De skal ses i lyset af at Kristus er den gode, der alting gav, og blev vor næste i kors og grav. At vi i ham møder på og en og samme gang, vor talsmand for Gud og samtidig vor lige. At livet i ham får mening og fylde, fordi han med sit liv, med sit ord, sin død og opstandelse, gør vor utilstrækkelighed og skrøbelighed til skamme og rækker os en hånd i vort dyb, så vi ikke kun skal gå til i vort eget livs mørke. I ham findesd kærligheden og magten. Ja, Aastrup kan derfor ligefrem udtrykke troens vished med ordene: ”Vi ved, Kristus vil os give, hvad før han gav, og hente op til livet/ os af vor grav ”

I Jesu Kristi navn. Amen.

Sognepræst Elof Westergaard
Gramvej 2, Husby
DK-6990 Ulfborg
Tel. +45 97 49 51 08
E-mail: eve@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)