Göttinger Predigten im Internet

Når man som vi lever i et demokrati, så følger der en forpligtelse med, der indebærer, at vi med jævne mellemrum skal til valgurnerne og gøre vores skyldighed som samfundsborgere gældende. Vi skal hver især have afgjort os for, hvem vi vil stemme på og hvilke interesser, ideer og anskuelser, vi ønsker fremmet i vores fælles samfund.

Når valgkampen raser, så bølger de politiske diskussioner, og vi overdænges med argumenter for og imod snart det ene og snart det andet. Politikerne forsøger at skabe lydhørhed for og tilslutning til netop deres opfattelse af, hvordan det gode samfund skal se ud. Det går lidenskabeligt for sig, og sindene kommer ofte i kog – og dog midt i selv den hedeste meningsudveksling, er der som regel også plads til finterne og drillerierne – til smilet.

Sådan skal det være. Det er jo alt andet end ligegyldigt, hvorhen vi bevæger os politisk og samfundsmæssigt, og hvordan vi gør det. Og vi har hver især pligt til at forholde os til det alt sammen og tage stilling, for det hører med til det at være menneske i en verden, hvor vi ikke blot skal tænke på os selv og vore egne smalle interesser, at vi sammen og hver for sig har medansvar for den udvikling, der finder sted. Det nytter jo ikke rigtig noget, om man blot sidder hjemme i sofaen og skælder ud på politikerne og hænger dem ud for det, hvis man synes at samfundsudviklingen kører skævt. Politikerne er jo ikke hverken onde eller uduelige, men blot mennesker som dig og mig, som på vores vegne involverer sig i det politiske spil i forsøget på at blive valgt til de styrende organer og institutioner i kommuner, amter og folketing. På den måde bidrager de alle uanset deres ståsted til at få vores samfund til at fungere og hænge sammen under den styreform, vi nu engang finder den mindst ringe her til lands.

Fristes man til at blive hjemme på valgdagen, idet man føler sig højt hævet over det politiske kævleri, så bør man samtidig spørge sig selv, hvad man dermed har gjort for at gøre det hele anderledes og bedre.

Politik handler som nævnt om, hvordan vi skal indrette vores samfund. Det handler ikke blot om den enkeltes personlige interesser, men i nok så høj grad om ansvaret for det fælles. Og det ansvar bør ingen løbe fra. Ja, vi kan endda gå så vidt som til at sige, at det simpelthen er et kristent menneskes pligt at tage dette ansvar på sig.

Så meget kan vi sige her i kirken. Hvad vi derimod ikke kan, er at sige noget som helst om, hvad eller hvem der skal stemmes på.

Det er blevet sagt, at kristendom og politik på én gang har alt og intet med hinanden at gøre, og det kan jo forekomme ikke så lidt paradoksalt, og alligevel så rummer udsagnet megen sandhed.

På den ene side så har kristendom og politik alt med hinanden at gøre, for så vidt som et kristent menneske altid og i alle forhold – og altså også i politiske spørgsmål – må handle under ansvar for Gud. Der findes ingenting i tilværelsen, som troen ikke har med at gøre.

På den anden side så har kristendom og politik intet med hinanden at gøre for så vidt som intet politisk parti eller politisk program kan tage patent på kristendommen eller kalde sig mere kristeligt end andre. Ingen kan m.a.o. spænde Vorherre for deres egen politiske vogn. Det ville være at forråde evangeliet og misbruge Guds navn.

Hvis nogen alligevel forsøger at gøre det, er der al mulig grund til at lade alle alarmklokker bimle og være på vagt, for det er den slags, der avler fanatisme og al mulig anden djævelskab. Det er sådan noget, der kan føre til religiøs terror af den slags, der den 11. september 2001 sendte chokbølger igennem den ganske verden, da World Trade Center blev ramt og flere tusinde mennesker omkom. Hvad vi her var vidner til, var religiøse fanatikere, der mente, at de med deres afskyelige handlinger førte deres guds sag og gik hans ærinde.

En sådan ubehagelig sammenblanding af religion og politik, har man også været vidner til inden for den kristne kirkes historie; men uanset om den kalder sig kristen, muslimsk eller hinduistisk, så er den dog en djævelsk uting, der må bekæmpes.

Vi må fastholde den (paradoksale) skelnen mellem religion og politik, som jeg nævnte før. Vi må på den ene side fastholde, at man aldrig i en valgagitation kan tillade sig at hævde, at ens partiprogram er mere kristeligt eller gudvelbehageligt end andres, lige så lidt som vores kristne gudstjeneste må bruges til agitation for et bestemt partiprogram, en bestemt økonomi eller en bestemt anskuelse. På den anden side kan som sagt hvert enkelt medlem af menigheden både tage parti og arbejde partipolitisk – og vi bydes altså hver især at tage stilling og ansvar.

Denne skelnen har vi Jesu egne ord for, når han i dag siger: ”Giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er.”

Jesu ord her stammer netop fra en situation, hvor nogle folk i samtiden – bl.a. nogle farisæere – kom til ham for at få ham til at tage politisk stilling i en konkret sag: Må man betale skat til kejseren, spurgte de, er det ret beset ikke en slags afgudsdyrkelse – bør Gud ikke have det hele? Det var netop folk, der ønskede at sætte Gud foran deres egne ideer og forehavender, der spurgte.

Jesu svar var som vi hørte det: Giv I blot kejseren, hvad kejserens er, og giv så Gud, hvad Guds er, dvs. bland ikke de ting sammen.

I dag i vores samfund ville Jesus have sagt: giv samfundet, hvad samfundets er, og giv de styrende og ledende, det de skal have. Det er nemlig nødvendigt, at der er nogen til at styre og holde orden.

Hvis vi levede helt i overensstemmelse med Guds vilje, så ville såvel kejser som folketing og regeringer være helt unødvendige, for da ville vi elske hinanden og kun gøre det gode. Men sådan er vi som bekendt ikke, derfor er den verdslige magt både nødvendig, god og gavnlig til at værne de svage og holde de stærke i ave.

Den verdslige magt har vi med andre ord for vore synderes skyld.

Men læg nu mærke til, at Jesus jo altså også sagde: ”… og giv Gud, hvad Guds er.”

Heri ligger der bl.a. en brod, der er rettet mod dem, der ville give kejseren det hele; og oversat til vores virkelighed er det en brod rettet mod dem, der gør alting til politik. Den er rettet mod enhver tendens til at gøre det det verdslige til det hele og det politiske til noget absolut.

Når Jesus siger, at vi skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er, så siger han dermed til os, at vi skal forholde relativt til det relative og absolut til det absolutte, og under denne synsvinkel skal vi forstå forholdet mellem politik og kristendom.

Hvor vigtigt end samfundet og det politiske er, så er det dog ikke absolutte størrelser, men kun relative. Vores liv står og falder nemlig ikke med, hvilken styreform vi har, og hvilke politikere vi vælger. – Derfor er det så vigtigt, at der også midt i den mest hidsige valgkamp, midt i den mest lidenskabelige meningsudveksling, er plads til smilet og det venskabelige forhold mellem de politiske kombattanter på tværs af partiskel, som udtryk for den nødvendige distance, vi skal have til det relative.

Men vi skal jo også huske at give Gud, hvad Guds er, huske at forholde os absolut til det absolutte. Og hvad betyder så det?

Ja, det betyder bl.a. at sandheden og den dybe mening med vort liv skal findes hos Gud. Vi kan aldrig forgribe os på den og bemægtige os den; men vi kan leve i lyset fra den.

Her i vores verden er alting historisk og dermed foranderligt. Hvad vi holder for godt og rigtigt den ene dag, sider sig måske uholdbart den næste. Alting er relativt og tvetydigt i den forstand, at selv vore allerbedste intentioner og handlinger i sig har om ikke sin egen modsætning, så i hvert fald uhensigtsmæssige og utilsigtede bagsider og bivirkninger.

Alene Gud er den helt igennem og udelt gode og retfærdige.

At give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er – at forholde sig relativt til det relative og absolut til det absolutte betyder, at vi ikke skal søge meningen med vort liv i det politiske, ligesom vi heller ikke skal forvente den fuldkomne lykke og retfærdighed fra samfundet. Hverken samfundet eller politikerne kan give os meningen med livet.

Når vi gerne vil have svar på vores store spørgsmål, så kan vi derimod søge herhen i kirken. Ikke fordi kirken i sig selv besidder nogen svarene; men fordi vi her får forkyndt Guds ord og fastholder, at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet.

Når vi skal træffe vores beslutninger vedrørende vort liv og vort samfund, så er vi frie i forhold til alverdens magter og myndigheder, og alene ansvarlige over for Gud.

At give Gud, hvad Guds er, det er at tro, at Gud i Jesus Kristus er vores eneste herre, hvem vi alene skylder tak og ære for vort livs opretholdelse og mening. Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: +45 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk