Göttinger Predigten im Internet

Det er nu ikke nogen let vejledning, Jesus her har givet os til dommedag og de sidste tider. De tegn, som her remses op, denne ødelæggelsens vederstyggelighed, som han kalder dem, de har vist sig igen og igen forskellige steder på kloden, så det kan vi ikke rigtig bruge til noget. De forekommer nærmest mere vildledende end vejledende. Det begyndte knap 40 år efter Jesus død og opstandelse, da Jerusalem blev jævnet med jorden af de romerske tropper. Dengang var forventningerne om Gudsrigets snarlige komme endnu så stærk blandt de kristne, at man hilste denne ødelæggelse med både frygt og glæde. Alting gik åbenbart i opfyldelse.

Men der skete ikke mere. Verden fortsatte sin jævne syndige gang. Grusomhederne tog til; og nu gik det ud over de kristne i stort tal. De bar lidelserne med tålmodighed og stort mod, for de troede stadig, at de sidste tider var nær; og de så alt det, der skete - også med dem selv, som tegn på den kommende salighed.

Det første århundrede svandt hen, uden der skete noget afgørende. Det næste også. Og nu er der gået næsten 2000 år. Der har været masser af ødelæggelsens vederstyggelighed: Kirkeskændinger, myrderier, forfølgelser, religionskrige, koncentrationslejre, tortur, sønderbombede byer. Men hvor er de sidste tider blevet af? Der har været nok af profetier i alle årene; men ingen er gået i opfyldelse.

- Eller også er de alle sammen gået i opfyldelse, blot på en anden måde end vi havde forestillet os. Måske skal det forstås så enkelt: Se jer om i verden! Overalt ser I ødelæggelsens vederstyggelighed. Se, hvordan menneskene opfører sig, hvor tankeløst, hvor ondskabsfuldt, hvor hovmodigt. Og se, hvor skrøbeligt jeres liv er. Hvornår er det jer, det går ud over? Pludselig er alting forbi for jer; I kan ingenting nå af alt det, I havde travlt med; I tror, I har så god tid til. Ikke en gang at hente noget I har glemt eller noget tøj, for at I ikke skal fryse. Det går så stærkt, når livet er forbi.

Tænk, hvis Jesus blot vil have os til at erkende, at de sidste tider lurer på os livet igennem; og derfor kan vi ikke bare udskyde den store afgørelse om vores forhold til Gud, til vi engang får tid og lyst til det. Intet liv vender tilbage, og hver en udskydelsens dag er en spildt dag. Hvis du ikke kan fatte det med din forstand eller bilder dig ind, at du har for travlt til at tænke i sådanne baner, så prøv dog at se dig om i verden. Hvis det havde været i dag, ville han have sagt: Så tænd for dit fjernsyn; der er nok af begivenheder hver dag til at minde dig om livets skrøbelighed. Ødelæggelsens vederstyggelighed!

Memento mori! stod der over det indgangen til det gamle græske tempel. Husk at du skal dø! Det er altid godt at blive mindet om. Man kan ikke blive ved med at gå og udsætte alting; og der er så mange ting, der ikke kan gøres om. I Bibelen bliver vi også mindet om, at man ikke skal lade solen gå ned over sin vrede; det kunne jo være, der slet ikke kom en solopgang for en; så døde man med en vrede i sig i stedet for glæde og taknemmelighed. Halfdan Rasmussen skriver i et digt:

Lev i dag, så du kan dø i morgen

lykkelig for hver en levet dag.

På den måde burde livet være så enkelt for os; men det kan være svært at styre sin vrede; det kan være endnu sværere at tilgive, så man begynder på en frisk med den, man var kommet på kant med. Mange har svært ved at glemme. Ordsproget siger: Gammel kærlighed ruster ikke! Måske burde det hedde: Gammelt nag ruster ikke. Jo, der er så mange ting, der forhindrer os i at være lykkelige for hver en levet dag.

Dog kan dette Memento Mori, Husk, at du skal dø, også misbruges. Man kunne nok forestille sig det i reklamebranchens smagløse hænder: Husk, at du skal dø, køb derfor den helt rigtige spaghetti, så du kan nyde den tid, du har tilbage! Eller: Husk, at du skal dø, tag derfor på ferie i Langtbortistan, mens tid er, og solen endnu skinner! Det gælder jo om at nyde livet, mens man har det.

Jeg tør næsten ikke nævne flere eksempler af frygt for, at idéen skulle slippe ud. Der er ingen hæmninger, når det gælder om at få solgt sine varer. Men dette har da også været gældende, når det drejer sig om sekter og religiøse bevægelser. Og de har ment, at de bedre kunne tillade sig at true med døden, når varen, de skulle sælge, var omvendelse og tro på deres Gud. Dagens tekst er ikke den eneste passage i Bibelen, der egner sig for et sådant reklamefremstød for Gud. Der er f.eks. hele Johannes Åbenbaringen, som bruges flittigt af Jehovas Vidner. Men jeg hørte også om en præst ude i Vestjylland, der for ca. 100 år siden råbte til sine ugudelige sognebørn: Bare vent til I slår øjnene op i Helvede, så vil I sige til jer selv: Satans osse, så havde præsten alligevel ret! - Så kan det vist næsten ikke være værre.

Jamen, er det da ikke også det, Jesus og de kristne gør med sådanne ord, som lyder i dagens tekst? Nej! Jesus ønsker hverken at sætte skub i vores livsnydelse eller skræmme os fra vid og sans for, hvad der skal ske på den anden side døden. Men han ønsker, vi skal begynde at leve, - ikke at nyde livet, men at tage vare på mennesker, situationer og begivenheder, som rækker ud over os selv. Han vil, at vi skal opdage, at hvert øjeblik er betydningsfuldt, dels fordi det ikke vender tilbage, men især fordi det er i netop dette opmærksomme øjeblik, vi møder Gud. I hver dags møde med mennesker, som vi deler liv med, står vi overfor Gud.

Gud er ikke i de salige stunder, hvor vi mediterer os væk fra de jordiske besværligheder; han er heller ikke i de inderlige bønner, hvor vi bliver fuldstændig opslugt af vores egen fromhed; heller ikke i det behagelige selskab med andre, der har de samme religiøse anskuelser som vi.

Nej, han er livet i os og imellem os ved, at han lod sin søn blive menneske sammen med os. Derved blev Gud en del af os og vores liv. Han lagde så at sige sit ord og dermed sin Ånd ind i det. Det lyder måske lidt besynderligt i første omgang. Det er det ingenlunde. Vi kender da udmærket fra andre sammenhænge, at ord, som vi har hørt på et eller andet tidspunkt, måske i barndommen, måske senere, har påvirket os på livstid. Det er sjældent ord, som man kan huske direkte eller ordret, men det er snarere meningen med dem eller betydningen af dem - ånden i dem, der bliver ved med at leve i en. (Dette gælder naturligvis både vrede og kærlige ord, både positive og negative udladninger; - det er ligeså ofte, at mennesker lever med en stor bitterhed i sig livet igennem som med en stor taknemmelighed.)

Men når vore ord og vores ånd har en sådan styrke i sig, hvor langt stærkere må da ikke Guds ord og Guds Ånd ikke virke? Og derfor er Gud altid til stede over alt i vores liv, hvis vi tør og vil møde ham. Det tør vi, hvis vi elsker ham. Det er derfor Jesus siger, at det største bud i loven er: Du skal elske Herren, din Gud! Hvis vi møder ham med frygt og nedslagne øjne, bliver der måske slet ikke noget møde ud af det. Gud skal mødes med frimodighed. Hvor får man da den frimodighed fra? Den får man fra Gud selv. Fra hans kærlighed til os. Den får os til at slå øjnene op og møde Gud ansigt til ansigt.

Dette møde finder sted, når vi står ansigt til ansigt med vores næste. Derfor tilføjede Jesus, da han nævnte det største bud i loven: Du skal elske Herren, din Gud, og din næste som dig selv. Det er så afgørende, hvad der sker i det øjeblik. Tør vi slippe os selv og overgive os til Gud og til den næste, der står der foran os og har krav på vores opmærksomhed og indsats? Dette øjeblik er så afgørende, dels fordi det ikke vender tilbage; og dels fordi du der står for Guds åsyn.

Da er der ikke tid til at hente noget, du har glemt, eller lige foretage et svinkeærinde eller overveje for og imod: Det er nu - eller aldrig! Sådan taler Jesus om dommedag lige ind i vores liv med en påtrængenhed, der kan virke ligeså voldsom som de store ulykker i verden.

Men samtidig taler han om den befrielse, den hvile, det gudsrige, der ligger i at overgive sig i det rette øjeblik og elske Herren, sin Gud, og sin næste som sig selv. Da er kærlighed ikke sådan en religiøs eller følelsesmæssig sentimentalitet; men det er den afgørende skillevej i dit liv, hvor det bestemmes, om du skal leve eller dø. Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk