Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

3. søndag i advent, 11.12.2005
Lukas 1, 67-80, Hans-Ole Jørgensen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Der er ikke mange kapitler i Bibelen, der har så mange vers som Lukas´ det første. De vers, vi hørte her - med de smukke ord fra Zakarias´ lovsang - var versene 67-80. Lukas har nemlig meget at fortælle, før han når frem til barnets fødsel i stalden med begyndelsen af det 2. kapitel.

Først fortæller han om englen Gabriel, der af Gud blev sendt til præsten Zakarias i Jerusalem med det bud, at hans aldrende hustru Elisabeth - som i sin tid Sara - skal undfange og føde en søn. Det fortælles også, at Zakarias tvivlede på englens ord og derfor blev slået af stumhed.

Dernæst fortæller Lukas om Gabriels anden rejse til jorden, til Maria i Nazaret. Også hun skal på naturstridig vis undfange og føde et barn. Men modsat præsten, modsat den skeptiske Zakarias, så troede Maria englen på hans ord, så hun blev ikke stum, hun havde noget at sige: "Se," sagde hun, "jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord."

Så er Maria på besøg hos Elisabeth, og "da Elisabeth hørte Marias hilsen, da sprang fosteret i hendes liv" - fortæller Lukas, som var det den endnu ufuldbårne Johannes, der inde i sin mors mave løftede armen og hilste Jesusbarnet i Marias mave! Det er jo den funktion, Johannes Døberen siden skal have: at pege hen på Kristus, at sige "ham" og "ikke mig".

Så føder Elisabeth sin dreng, der bliver omskåret og får sit navn Johannes. Den endnu stumme far skriver navnet på en tavle, og da "Johannes" betyder "Herren er nådig" ender det hele med, at Zakarias igen får sin røst tilbage. Og så får vi hans lovsang prompte, de ord vi hørte. Hvad der jo er ganske opbyggeligt: det første, han bruger sin stemme til, da han får den igen, det er at synge lovsang.

Men hvorfor nu alle disse forberedelser, denne det første kapitels lange prolog? Hvorfor ikke bare begynde lige på med Jesusbarnet i Betlehem?

Overordnet formentlig af den grund, at det for Lukas er vældig vigtigt at få peget på, at det altså ér den virkelige verden, Jesus bliver indflettet i, når han på dette bestemte tidspunkt i historien fødes som han gør. Man kunne tro, det var et eventyr! For det er sære ting, der fortælles der: "Men ak, hvad skal jeg sige, når jeg vil tænke på, at Gud af Himmerige i stalden ligge må?" som vi sang det. Og det er sære ting, der forkyndes: "Over mennesker fred, over mennesker Guds velbehag!" Man kunne tro, det var et eventyr. Men det er det ikke, pointerer altså Lukas. Jesus er ikke et eventyr. Han fødes ind i en bestemt, historisk sammenhæng - det er verden, han kommer til og bliver menneske i, den verden vi alle sammen kender og har vort liv i.

Derfor er der noget, der må fortælles forud. Ellers kan man ikke forstå, hvad det handler om med Jesus. Og det er man nødt til, hvis man vil kunne synge ordentligt med på salmerne.

Også vi er jo nogle, der må forstå. Og, som hvis vi ikke gør det, bliver stumme som Zakarias blev det. Hans stumhed kan også nemt blive vores, i julen og når som helst ellers. Også for os er der engle, hvis bud det handler om at kunne høre.

I det gamle Israel vidste de mere om lovsang end vi gør. Den ungt afdøde teolog Helmut Friis skriver i sin lille bog "Lovsang og klage" (Anis 1994) at menneskelivets grundmodsætning i det gamle Israel ikke var modsætningen mellem liv og død, som det er for os, men modsætningen simpelthen mellem lovsang og tavshed. Hvor lovsangen forstummer, er døden indtrådt. Hvor folket grædende hænger citeren i poplerne i det gudsforladte eksil og fest og sabbat går i glemme, der kan der ikke leves. Der forlod de gamle deres identitet som mennesker, skabt i Guds billede. Og vi, ja vi gør det også? Om det er os, der glemmer lovsangen eller bliver stumme, fordi vi intet hører.

Et syngende folk kan ikke gå til grunde. Det vidste de gamle, også de gamle hos os - vore sange og salmer rummer ofte den indsigt - og derfor var det en voldsom straf, den gamle Zakarias havde fået for sin vantro. Men det er rigtigt tænkt. For er vi et syngende folk, så er vi ikke bare funktioner af livets gang. Så har vi øjne, der ser noget mere, ord at sætte på, der når længere ud end til dagen og vejen, ord der peger mod de glemte og oversete glæder, ord der kan lyse fremad, holde fast ved de store håb og de truede sandheder og tage kampen op, når det er det, vi må. Et syngende folk er et levende folk. Eller som Zakarias viser det for os: der er død i det, hvis ikke vi tør tro Guds engle. Så er det, vi bliver stumme.

Ikke alt i vort liv har med tro at gøre, men der er meget af det vigtige, der har, meget af det der er betydning i og gør at vi kan være her også når vi må kæmpe for vor lykke. Et andet menneskes kærlighed f.eks., det at du betyder noget for nogen, vi ejer det kun i tro - og vi kan ikke sige os det selv, det er engle der skal komme med det - og tror vi dem ikke, de engle, hvad har vi så at sige hinanden af det, der dur? Skal vore ord kunne flytte noget og gøre en forskel, så må vi have dem et andet sted fra end fra os selv.

Det fik også Zakarias, for barnet blev jo til noget. Johannes blev født og faderens glæde blev stor.

Og Johannes er en central figur undervejs mod jul. Han kommer hos alle evangelister på scenen forud for Jesus. Og vi er på en eller anden måde også nødt til at have ham med, hvis vi ordentligt vil nå frem til Jesusbarnet.

Johannes blev i sin gerning en alvorens mand. Han var en følsom sjæl, der ikke bare fandt det helt i orden, at mennesker levede deres liv efter hvad hver enkelt nu for sin del havde lyst til eller var til, som vi siger det nu. For mennesker er til så meget, og en del af det er ikke godt. Johannes så det og dømte strengt, og til sidst blev det folk for meget, i hvert fald Herodes - eller hans dronning - og så måtte han af med sit hoved.

Men selvom Johannes var streng og også det naturligvis kan blive for meget, så er det jo ikke til at komme uden om, at Jesus bliver en ligegyldighed, hvis der ikke er alvor i vort liv. Det er der så meget andet, der også gør, for hvis alting kan være det samme, og lige så godt det ene som det andet, og vi heller ikke er nogle, der har ansvar og kan gøre for det, så er der ingen glæde i noget, ikke i at tingene somme tider lykkes, når det er det de gør, og heller ikke i, når de ikke gør, så at kunne blive mødt med kærlige ord som dem fra Jesu liv, ord der tilsiger os Guds trofasthed og fortsatte omsorg på trods af det, der gik galt eller gør ondt. Er der ingen tyngde i tingene, så er der heller ingen glæde. Som ikke i livet, sådan heller ikke i kristentroen.

I sin lovsang synger Zakarias om solopgangen fra det høje, den solopgang der vil besøge os "for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej." Den solopgang peger hen på Jesus. For Johannes er kun en forløber. Men om alt lys gælder, at det kun ses, hvis det skinner, hvor der er mørkt. På den måde er alvor en forudsætning, også for glæde.

"Frelsen ved vores syndernes forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed!" Det er andre visioner fra Zakarias´ lovsang.

"Ved vore synders forladelse" siger han. Ja, for ord kan også være lys. Mørke kan være så meget, og er det i alle menneskers liv, men noget af det er af den slags, at det kun er ord, der kan komme med lyset.

Livet har jo kun een retning. Vi kan ikke gå tilbage og ændre på det, der var. Vi har kun en vej at gå. Vil vi ændre på noget, er der kun at føje til.

Sådan er det også for Gud den mulighed, der findes, at føje noget til. Heller ikke han kan ændre med tilbagevirkende kraft, men han kan sætte noget ind, der gør fremtiden mulig, trods alt. Han kan lade sin nådes lys skinne.

Jeg tror, det har skinnet altid, det lys. For før Gud skabte dagens lys og satte det ind i sin rytme med nattens mørke, da var der et andet. Et andet lys, som det hele begyndte med. Det er siden af mange blevet glemt, men det skinner stadig. Og der er kun for os at få øje på det. Det er det, vi prøver på i julen. Så sammen, vi kan. Julen er, år efter år, at der tændes lys igen i skyggers land. Eller at det, der har skærmet for det, så vi ikke har set det, fjernes igen.

Vi lever nu i en tid, hvor mange forskellige holdninger og forskellige traditioner tørner hårdt sammen. Vi har hos os i mange århundreder levet i en tilgivelseskultur - en kultur, der ville være utænkelig uden ordet om syndernes forladelse. Men vi har fået ind på livet en tydelig konfrontation med gamle hævnkulturer, og vi har også med tanker om reinkarnation og andre af de nyreligiøse bevægelsers tanker fået kraftigt besøg af "som-du-sår-skal-du-høste"-lærdomme. Tilgivelseskulturen kan godt komme til at skulle forsvare sig selv.

Og så er det måske ikke så galt med en mand som Johannes: for når han, med den alvor der var hans, kan pege på Kristus, og ikke ved andet at gøre, hvis livet skal kunne leves af mennesker, så er der måske også nogle af dem fra hævnkulturen og "som-du-sår-skal-du-høste-kulturen," der kan se det og forstå det.

Gud give, at også vi andre må kunne. Og således med forventning nu igen gå julen i møde, lytte til englene og fæste lid til deres tale. Så også vi fortsat må være syngende folk.

Det hjælper ikke med det meste af det guld og glimmer vi stiller an med i julen. Det hjælper kun at lytte til sit eget liv. Og så til de ord, der er ord til hjertet, de ord der måtte komme dig i møde fra et andet menneske - som en afglans af Guds - eller fra ham selv. Hvad var det englene sang over hyrderne? Det er det, du først og fremmest skal høre i dit mørke: Over mennesker Guds velbehag! Så du kan klare lidt endnu.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)