Göttinger Predigten im Internet

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud! Mere behøver der ikke at siges. Så er skellet sat mellem os og de andre. Og det kan ikke flyttes så meget som en millimeter. Jeg ved så bare ikke helt, hvem de andre er. Men det er i hvert fald visse moderne videnskabsmænd, som afviser enhver tale om Gud og en skabende magt bagved det levende liv. Dermed hævder de også, at alting er blevet til ved en tilfældighed. Livet kunne ligeså godt ikke have været der. Eller det kunne være blevet til noget helt andet.

De andre er så også dem, der tror, at de selv og alle andre mennesker kun er resultatet af en seksuel akt og nogle biologiske processer. Og at deres liv derefter er helt tilfældigt; held og uheld imellem hinanden i en skøn eller uskøn blanding. Den eneste lov for livet, de evt. kender og anerkender, er loven om årsag og virkning. Alt, hvad der sker, har en årsag; og den årsag hedder aldrig Gud.

Gud kan for øvrigt aldrig være en årsag, for en årsag er altid blind. Hvis noget stammer fra Gud, så er det en begyndelse, en skabelse, et under. Der er ingen blindhed, ingen tilfældighed, ingen mekanik i det liv, der kommer fra ham. Men Gud er ikke den eneste, der har med livet at gøre; det har modtagerne, menneskene, også.

Med sætningen I begyndelsen var Ordet… slås det fast med syvtommersøm, at livet først var til som en tanke, en vision, en drøm eller en sang i en skabers hoved. Det er med andre ord et ønske, en vilje, at livet er til, og at vi er til. Det udelukker alle tilfældigheder. Og når der er en tanke, er der også en, der tænker… Ham kalder evangelisten Gud. Det er et ganske godt navn, for det har vi været enige om at kalde denne skaber i vores kulturkreds: Ordet var hos Gud!

Men Gud er jo kun et ord. Opfundet og opkaldt af mennesker. Da Moses spurgte Gud foran den brændende tornebusk, hvad hans navn var, svarede han: Jeg er den, jeg er. Det var et godt navn, for det betyder, at han er den, der er til før alting, - også længe før menneskenes sprog. Det passer også med evangelisten, der siger: at Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud!

Dermed er der faktisk ikke sagt noget om kvaliteten af det ene eller det andet. Videnskaben kan ligeså godt have ret som vi andre – og omvendt. Det er vigtigt at holde fast. Det ene er ikke ligeså godt som det andet, for det er så forskelligt, at det ene udelukker det andet. Der er ingen mellemvej, intet kompromis. Men der er heller ikke nogen beviser…. Og det kommer der aldrig.

Selvom videnskaben en dag virkelig kan endeligt forklare og bevise, hvordan det hele er startet og har udviklet, kan de ikke komme bagved det, der var før begyndelsen. Var der en vilje? Er der en Gud?

Og selvom nogle ihærdige bibeltro specialister en dag skulle kunne lægge beviser på bordet for, at det virkelig er gået til, som Bibelen beretter, så er de dog heller ikke kommet bagved begyndelsen, - tilbage til Ordet.

Ak, det er altid så omstændeligt og indviklet at nå frem til det, som er så enkelt: I begyndelsen var Ordet…Vi mennesker er så forfærdelig kloge, at vi ikke bare tager et udsagn for gode varer og så begynder derfra. Vi skal først tvivle, - se om vi kan få fast grund under fødderne. Nu har vi prøvet at tvivle og er lige vidt; så vi kunne ligeså godt bare have begyndt ved udsagnet: I begyndelsen var Ordet…

Livet er blevet til i en skabers tanke. Og tanker og ord er uløseligt forbundet. Så snart tanken var født, måtte den naturligvis føres ud i skabelse: Der blive lys… og der blev lys… og Gud så at det var godt… Og det var godt, for det var i overensstemmelse med tanken. Sådan er det altså med livet. Med alt liv. Fra det mindste til det største. Fra jorden under vores fødder til himmelhvælvingen og stjernerne og hele universet. Også havet med fiskene, skovene med de vilde dyr, markerne med husdyrene og himlens fugle. Alt sammen er det til på de samme betingelser.

Og menneskene naturligvis, - ikke bare i bred almindelighed, men du og jeg. Først var vi til i Guds tanke, og så blev vi til i den kødelige verden, om man så må sige. Om verden blev skabt på seks dage eller på millioner af år, er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt. Om vi er blevet til ved et uheld mellem to alt for unge mennesker eller som hedt ønske hos et par, der var lige ved at være for gamle til at få børn som Abraham og Sara, er i den forbindelse revnende ligegyldigt. – Har man sagt: I begyndelsen var Ordet.. er ordet hele tiden begyndelsen til alt liv. Det vil sige, at alting er til efter Gud vilje og skabelse.

Men når Skaberen sådan har en vilje med alting, har han naturligvis også en plan. Dels om en begyndelse og en ende, dels om hvordan det skal foregå. Hvordan når livet frem til målet? Og hvordan skal det være undervejs? Men menneskene er medspillere i Guds skaberværk, og derfor kan det gå galt undervejs. Han troede, at hans plan var indlagt tydeligt i hver af os, men han måtte sande, at vi alligevel kunne finde på at følge vore egne veje.

Det var en forfærdelig situation, for dels var det et oprør mod og en mistillid til Gud; og dels var det til næsten ubodelig skade for livet og for menneskene. Alting blev helt anderledes, end Gud havde drømt om; og vi kunne ikke stoppe igen.

Det var derfor, at Gud måtte lade Ordet blive kød og tage bolig iblandt os. Altså det ord, som var i Guds tanke, da han skabte alting, og som ikke bare var det mylder af hadefuldt liv og vildfarne skæbner og begivenheder, som vi siden har lært at kende, men som var selveste idéen, drømmen, visionen. Guds egen dybe, og smukke og kærlige idé, der var før alting.

Det er denne inderste idé med alting, der bliver kød og tager bolig iblandt os. Det vil sige, at Ordet bliver menneske og bor hos os og lever vores liv og dør vores død og dermed indpoder i os Skaberens tanke med livet og med os. Dette menneske hed Jesus; og hvert år fejrer vi, at Guds ord er hos og på en måde fødes hos os igen og igen og dermed lader os få et kig ind i den store hemmelighed, som hverken videnskaben eller filosofien eller kunsten kan afdække.

Og så viser det sig minsandten, at Skaberens inderste, smukkeste, ædleste tanke er et lille, fattigt, delvis uægte barn i en krybbe i en ubetydelig landsby langt fra verdens magtcentre. Et barn, som voksede op som alle andre under forældrenes bevågenhed og glædesfyldte opmærksomhed og endte med efter at have vist Guds tanke med sine ord og sine handlinger at blive henrettet som en forbryder.

Det er da på én gang helt ubegribeligt og helt uantageligt. Og dog kan man måske skimte en idé eller et budskab i det: Barnet i krybben og manden på korset var fuldstændig værgeløse; og det var netop den værgeløshed, der viste sig at være så stærk, fordi man da er helt og holdent henvist til Gud. Det var det, der var Guds inderste tanke, da han skabte verden og menneskene. Det skulle være tæt forbundet med ham, næsten som en del af ham selv. En dyb og vedvarende samhørighed.

Denne samhørighed er til stede overalt og hele tiden, så den på én gang er udgangspunktet og målet og hele historiens gang. Derfor er det enkelte menneske ikke bare et middel i en udvikling; men det er samtidig en enestående skabning af uendelig betydning. Det er det, der afsløres med barnet i krybben og manden på korset, og i alt hvad han i øvrigt sagde og gjorde i løbet af sit korte liv.

Denne dybe samhørighed mellem Gud og hans skabninger kaldes kærlighed. den havde været der helt fra begyndelsen i Guds Ord; men med Jesus Kristus blev denne kærlighed kød og tog bolig iblandt os; og den er her endnu. Det er julens egentlige budskab, og bedre budskab gives ikke. Glædelig jul – Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk