Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Skt. Stefansdag, 2. juledag, 26.12.2005
Mattæus 10,32-42, Kirsten Bøggild
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


KRISTUS-MARTYR

Er der da overhovedet noget, der kommer forud for vore forældre og vore børn? Eller for det menneske, du elsker? Er forkærlighed til vores kødelige familie og vore udvalgte venner og dem, vi elsker med erotisk lidenskab ikke det vigtigste i vort liv? Findes der noget, der er mere afgørende for vort livs mening end at elske dem, vi elsker af os selv? Kan der virkelig opstå en konflikt mellem kærlighed til Gud og kærlighed til bestemte mennesker? Og vil vi i så fald ikke altid elske menneskene, som vi ser, højere end Gud, som vi ikke ser? - Nej, siger Jesus, der findes noget absolut, noget højere, som du ikke kan fornægte uden derved at miste dig selv. Der findes noget, som i en given situation tvinger dig til at vælge side. Hvis din forkærlighed for bestemte mennesker er uforenelig med kærlighed til Gud eller til Kristus, så er kærlighed til Gud den kærlighed, der kræves af dig. Det klinger uhyggeligt i vore ører. Det minder os om en grum og umenneskelig fanatisme, som vi i almindelighed tager afstand fra. Hvad er der mon af sandhed i det krav om aldrig at fornægte Gud eller Kristus, hvad det så end koster? Hvorfor skal vi risikere alt: ufred, opløste familier og venskaber, social tryghed og hverdagslig lykke, ja om det så er selve livet for at forsvare noget, der er højere, ja som er det højeste, der er til? - Ordene i Mattæusevangeliet er udsprunget af en historisk situation. Af de voldsomme konflikter og forfølgelser, der prægede de første mange år af kristendommens historie. Men spørgsmålet om der er noget absolut og uomgængeligt, som vi ikke kan fornægte uden at fornægte os selv, er også et spørgsmål til os og vores almindelige liv så mange år efter de første kristne og deres trængsler. Anden juledag kaldes fra gammel tid St. Stefansdag. St. Stefan var den første kristne martyr. Midt i den søde juleitd taler de kirkelige tekster om det kristne martyrium. Minder os om at tro på Kristus ikke er en ligegyldig biting, som vi kan gøre med hvad vi vil, men at den er livets alvor. En alvor, som binder os til sig, så vi ikke kan undslippe. Og prøver vi alligevel, er det ikke livets alvor, vi undslipper, men vort eget svar og med det vort eget liv.

De fleste af os spørger nok os selv, hvad det er for en alvor, der kan forårsage så ekstreme valgsituationer? Dilemmaer, vi kan få mere end svært ved at redde os ud af? I vort fredelige liv med lovforordnet religionsfrihed og idealer om religionslighed kan det være vanskeligt at forestille sig, hvad der kan ske af så alvorlig karakter, som dengang kristendommen var en forbudt og forfulgt religion. Det koster os jo ikke det mindste – bortset fra en smule kirkeskat – at bekende os til den kristne tro. Og vi nyder den vidunderlige frihed at kunne gå ind og ud af de mange kirker, som ligger tæt i det ganske land, ganske som vi selv vil og uden nogen som helst kontrol af hvad vi mener og tænker og hvorfor vi kommer og går som vi gør. Der føres ikke sindelagskontrol, og der spørges ikke om dåbsattest og medlemsbevis, ikke endnu da! Er det da overhovedet muligt at bruge ordet kristen martyr i vores tid her i Danmark? Nej, ikke i den gamle bastante forstand. Men måske i en inderlig forstand, som altid vil være der – også selv om friheden til at bekende sig til kristendommen er sikret af lovgivning og flertallets beskyttelse. For indholdet i den kristne tro er et krav om næstekærlighed og et liv i barmhjertighedens ånd, som ikke har nogle grænser. Et hvilket som helst menneske er din næste. Ikke kun din familie og dine landsmænd. Også alle mulige andre, også dem med andre religioner, også dem uden for de landegrænser, som tilfældigvis er vore. For der er ingen grænser for næstekærligheden, det er jo det, der er så provokerende ved kristendommen. Men det er en provokation, vi slet ikke er enige om, hverken indenfor kirken eller udenfor. Vi er slet ikke enige om, hvem der er vores næste. Eller om hvad det vil sige at leve i barmhjertighedens ånd. Når det kommer til spørgsmålet om troens indhold bryder uenighederne ud i lys lue. Og det er uenigheder, som kan ødelægge både familier og venskaber, fordi det er stridigheder, der afslører hvem vi er. Det har ofte slet ikke navn af tro eller bekendelse, men kaldes alt muligt andet. Dog er det en konflikt mellem næstekærlighed og selvtilstrækkelighed, som berører os alle og som vi alle tager stilling til, om vi nu også ved det eller ej.

Jeg husker fra min barndoms juleborde, hvor flere generationer og onkler og tanter var forsamlet omkring bordet med den gode traditionelle julemad, at pludselig kunne stemningen skifte. Nogle ord fra min onkel til min far afbrød brat den søde julestemning. De var politisk uenige, og de var også på forskellige trin af den sociale og økonomiske rangstige. Nu bed de af hinanden. Forskellighederne kunne ikke længere fortrænges. Det forplantede sig til os andre, både til de voksne og til børnene. I årene efter 1968 og helt ind i 80erne oplevede jeg det igen; nu i andre familier og ved andre veldækkede juleborde: diskussioner om politiske holdninger kunne afbryde al munter samtale. Stemningen gik fra skænderi til isnende kulde og foragt til forlegenhed og tavshed. Uenighederne var kommet op på bordet. Var det forkert? Burde man have holdt sine meninger for sig selv? Var det synd for den gode julestemning? Og for den husmor, som havde brugt mange timer på at fremtrylle disse bjerge af julemad, som var beregnet til at gøre os alle glade? Nu var det jo spildt alt sammen! – Men nej, på en måde var det ikke forkert. At elske din næste er ikke det samme som at være enig med ham i alt. Det er ikke det samme som at elske hans meninger og handlinger, hvis du finder dem rystende forkerte. At elske din næste kan i den situation være at hade hans meninger og handlinger og tale dem lodret imod. Afsløre deres iboende ondskab og mangel på barmhjertighed, fremhæve hvad der er godt og hvad der ikke er. At elske din næste er ikke at snakke ham efter munden for familiefredens skyld, men at turde sige, hvad man mener. Det er stadig at elske ham. At turde sige sandheden for hans egen skyld. Ikke for din skyld, men for hans. Og for sandhedens. Det burde være sådan, at man kan tale åbent uden frygt for fjendskab og adskillelse. – At det så langt fra er sådan, er en anden sag.

Selvfølgelig strejfer det os, om man da ikke hellere skulle tie. Enten for ens egen skyld eller for den andens. Men er det for ens egen skyld er det jo fejhed. Hvis det er for den andens skyld, må man skelne mellem om man bør tie, fordi det ville være ukærligt at tale, eller om man vil tie, fordi man er for blødsøden til at kritisere ham, hvor påkrævet det end er. – Også i vores tid går diskussionerne sikkert hen over de fede juleborde. Måske er de ikke så direkte politiske som dem jeg oplevede engang. Måske er de også om mere personlige ting. Eller om religiøse spørgsmål, som er kommet på dagsordenen i de senere år. Men fælles for al uenighed er, at man må stå ved det, man skønnner er det gode. Og at man må bære de konflikter og problemer, det fører med sig. Vi skal ikke undertrykke det godes ret for at undgå lidelse og uro. Hvis vi ikke tør tale det godes sag, får det onde magt, og lidelsen og smerten bliver værre. Det har vi set så mange gange i verdenshistorien. Hvis alle havde råbt op imod jødeforfølgelserne i 30erne og 40erne, var de så blevet til den omfattende katastrofe, som de gjorde? Og sådan har hver tid sit onde, som vil tage magten, hvis ingen vover at sige det imod. Som den åbenmundede tale har sin pris i form af ufred, har tavsheden sin pris i form af svigt. Af medskyld i det onde, der vokser sig stort og almægtigt. Tale eller tavshed – det er ofte et pinagtigt valg, som vi hver især må gøre. Martyrium er ikke hos os forbundet med den store livsfare, men nok så meget med ufred og tabte venskaber. Måske tabte jobs og andre fremtidsmuligheder.. Tilværelsen er ikke et neutralt rum, hvor vi kan holde os uden for det, der foregår. Vi må bekende os til det gode eller lade det onde få frit spil. Sommetider kan vi måske ikke skelne mellem det ene og det andet, men vi er forpligtet på at forsøge.

”For den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for Kristi skyld, skal bjærge det.” – Det er et paradoks, og dog er det sandhed. Det liv, vi er bestemt til at leve, er ikke et liv for os selv og for vor egen skyld. Et liv, hvor vi tier om det, der er ondt for at hytte vort eget skind og for at kunne være i fred. Martyren er et menneske, der giver det liv tilbage, som han har fået for intet. Og det gør han kun ved at hengive sig til det, som Gud kræver, kærlighed til din næste. Det vil sige, at næstens liv og lykke er dit livs opgave, også om det så koster dig dette liv i form af alt muligt, fordi du taler magten midt imod. – Men det er og bliver vanskeligt at forstå, at dit liv ikke er bestemt til at blive levet for din egen skyld, og at de andre ikke er til for at være opfyldelsen af dit liv og dine ønsker. Hvorfor sættes vi i verden, hvis ikke det er for at opnå så megen personlig lykke som muligt? Det er da en såre naturlig tanke? Nej, siger Kristus, vi sættes i verden for at hengive os til det liv, Gud har skabt og bestemt, og det er det fælles liv, de andres liv. Derfor: den, der elsker dette liv mere end sig selv, han mister ikke sig selv. I stedet for vinder han dette liv og derigennem det liv, som Gud har givet ham fra begyndelsen.

Det er en dårskab for verden, som altid mest har villet fremme og beskytte sin egen lykke på andres bekostning. Men det er en visdom af dybere art for den, som spørger efter hvad Gud har villet med mit liv – andet end en tilværelse i velbjergethed og overflod og selvtilstrækkelig nydelse fra fødsel til død.

Mærkeligt nok kan denne søde juletid for mange mennesker føles underligt tom. Nede under pynten og maden og hvad der ellers er skik og brug. Er det mon fordi man har glemt hvad julen egentlig betyder? At Guds vilje blev kendelig på jorden og at vi ikke kan være i tvivl om hvad han vil? Hvis vi gjorde os det klart, hvordan kan tilværelsen så føles tom? Elsk din næste som dig selv, mist dit liv til Guds vilje – og der er intet andet end fylde og salighed. Amen

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)