Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Nytårsdag, 1.1.2006
Matthæus 6,5-13, Lars Ole Gjesing
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det er mærkeligt, at der er indbygget nogle voldsomme modsætninger i udviklingen af vores samfund. og det bliver tydeligere år for år, når vi ser tilbage.
Velstanden vokser konstant i vores del af verden, og med den vokser vores frihed til at gøre, hvad vi vil. Mulighedernes antal øges hele tiden, og det er vel at mærke ikke bare overfladiske muligheder, der vokser; det er ikke bare valget mellem forskellige slags rugbrød eller tyve mærker af opvaskemiddel, der skal klares daglig i valgfrihedens navn. Det er helt ned i det mest grundlæggende, at tvangen er ophørt.
Ingen behøver at bo det sted, hvor de er født, hele landet, ja, hele verden står åben. Ingen behøver overtage fars gård eller mors husholdning, man kan blive, hvad man vil med få begrænsninger. Hvordan kroppen skal se ud bestemmer man også selv: muskelsvulmende træningsmonster, bleg og skrøbelig og interessant eller én af de mange andre spændende muligheder. Hvilken slags person, man vil være skal man også finde ud af. Ungdomskulturen tilbyder en 6-8 muligheder, som veksler, og som man i øvrigt kan skifte mellem som man vil. Der følger en hel identitet med.
Friheden er næsten blevet uendelig. Og ingen af de valg, man foretager er bindende; de kan altid gøres om, lige meget om det er fag eller bosted eller familie eller type eller personlighed.
Det mærkelige er, at når friheder vokser sådan, så vokser tvangen nøjagtig lige så hurtigt. For der er ikke noget der hedder ’ikke at ville vælge’. Når først mulighederne er etableret, er man tvunget til at tage stilling. Det er nu tvunget, at man skal forme sin krop efter et af de skingre idealer, der findes på markedet og så at sige være sin egen skulptør. Mange klarer det udmærket og derfor er vores verden befolket af mange mennesker med smukt og interessant udseende, men andre klarer det ikke og plager deres krop med sult eller overdreven spisning - nogle helt til døde, halvdelen af de anoreksi-piger, der indlægges på psykiatriske afdelinger dør af deres lidelse - eller spiser giftige piller for at kunne svulme af kraft.
Frihedskulturen kan vi ikke ret godt ønske afskaffet, når vi tænker tilbage på gamle dages tvang,. og hvem skulle bestemme, hvad vi skulle være tvunget til, hvis vi besluttede at mindske friheden?
Vi kan ikke ønske den afskaffet.
Men den er nådesløs. Den er opslidende for især de unge mennesker, mellem 12 og 30 år, som står midt i slagsmålet og alle valgene og mangler et nogenlunde fast sted at stå og til stadighed må svare på spørgsmålet, om hvem de i grunden selv er, hvis der overhovedet er noget, der hedder at være sig selv, når det hele er gået op i skiftende roller. Og dommen over dem, der ikke klarer dette spil, er hård. De hedder de kiksede, og der er ingen nåde for de kiksede.
Det er mærkeligt: Vi har nået frihedens samfund; men det viser sig, at det truer dannelsen af et sundt jeg, tvinger folk ud i identitetsproblemer, spiseforstyrrelser, depressioner og en stadig jagt efter anerkendelse.

Det ubarmhjertige, moderne frihedssamfund er et af de store samfundsspørgsmål, vi må tage fat på for alvor. Ellers kunne det ende med, at længslen efter krig og katastrofer voksede sig stærk som modtræk. For i krig og katastrofer er friheden lille og nødvendigheden stor; men det er dog kun dumhed og tankeløshed, der kan få folk til at ønske den slags løsninger. Det er kun folk, der ikke kender til krigens og katastrofernes rædsel.

Men hvad så?
Ja, kristendommen udmærker sig ved ikke at være en lovreligion, der leverer færdige ordrer om, hvordan alverdens problemer skal løses. Så det lader sig ikke gøre at sige: Nu følger kristendommens svar. Det er tilladt at bruge nytåret til eftertanke og indsigt, sådan som det er beregnet til, og det er tilladt at formulere spørgsmål, man ikke har svar på, hvis spørgsmålet er påtrængende.
Men nytårsteksten giver nu alligevel i hvert fald én ganske væsentlig antydning af et svar.

Nytårsteksten er Fadervor, præsenteret som et lille stykke undervisning i regelmæssig brug. Fadervor er altså simpelthen beregnet til at blive brugt fast og tilbagevendende. Fadervor er beregnet til at være et anker, som alene ved sin gentagelse daglig kan give nogen stabilitet, sådan som et anker kan. Fadervor er ikke bare en bøn, men også et ritual, noget der skal gøres jævnligt og mange gange. Og det er det, der er det væsentligste i denne sammenhæng.
For et af de væsentligste værn mod den altædende frihed er gode, urokkelige ritualer. Noget, der står fast, fordi det vender tilbage i samme form med faste mellemrum, uanset hvilket humør vi er i, uanset hvordan verden brænder eller kærligheden har det. Uden ritualer bliver tilværelsen udsplattet.

Men én ting må man gøre sig klart: Ritualerne er selvfølgelig også faldet i frihedens fælde. Engang bad man fadervor fast, morgen og aften som en selvfølge. Det gav sammen med en masse andre faste rammer stabiliteten. Men nu er Fadervor jo ikke længere nogen selvfølge. Herude i friheden er vi jo tvunget til først at beslutte, om vi overhovedet vil have nogen faste ritualer, derefter om det skal være morgen- eller aftenbøn. Derefter skal vi frit vælge, om det skal være den ene eller anden bøn, måske en buddhistisk eller jødisk, eller måske en meditation. Og hvorfor ikke skifte mellem lidt af hvert? Den naive selvfølgelige, valgfri brug af Fadervor er lukket.
Men vejen kan genåbnes: Ikke sådan, at det pludselig igen kan blive en enfoldig selvfølge, men sådan, at vi beslutter, at nu vil vi have det ritual igen, og træffer en urokkelig bestemmelse om, at sådan skal det være og holder os til den beslutning.
Sådan en beslutning kræver i vore dage gode grunde, så lad os slutte denne nytårsprædiken med at antyde nogle gode grunde til at bruge Fadervor fast:

For det første er det fantastisk, at vi faktisk har en bøn, som Jesus selv har formuleret. Dette menneske, som aftvinger enhver respekt og hengivenhed for et liv fuldt af tro, håb og kærlighed. Det borger for kvalitet, at det er Jesu egen bøn.

For det andet er det den bøn, som generation efter generation af vore forfædre har brugt og været lykkelige for. Den er omplantet til dansk grund for over tusind år siden og er derfor vokset ind i vores folkesjæl, hvis vi har sådan én. Den er i hvert fald vokset ind i vores litteratur og vores salmer og den er urokkeligt forbundet med vores dåb og vores begravelse.

For det tredje er den ualmindelig smukt formuleret som sprog, som digt, kan man sige, - bygget stramt op af syv enkelte bønner, indledt med en tiltale og afsluttet med en lovprisning.

For det fjerde er det en bøn som i sit indhold nøjagtig rammer det vigtigste og grundlæggende. De sidste fire dele beder for dagen og vejen om alt, hvad vi behøver for at leve godt: Dagligt brød i videste forstand, tilgivelse, beskyttelse mod prøvelser og mod alt ondt. Og de tre første bønner graver et spadestik dybere, for de beder om, at det må være Guds Rige og hans vilje, der må være gældende her. Dvs. det er bønner om, at selv det, der tynger den bedst mulige tilværelse her på jorden, må ophæves: at krig og katastrofer ophører, at sygdom og skader må forsvinde, ja, at død og sorg og savn må ophøre, så Guds fred og glæde kan være alt i alle. Amen.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: +45 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk




(zurück zum Seitenanfang)