Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

2. søndag efter hellig 3 konger, 15.1.2006
Joh. 4, 5-26, Arne Ørtved
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det er et helt lille skuespil, der kommer frem med dagens tekst. På scenen er der en brønd bygget op i grove granitsten med et hejseværk ned i mørket til vandkilden 32 meter nede. Foroven ligner den en gammeldags døbefont, men det er en ualmindelig dyb brønd med vand så klart og rent, at enhver rejsende måtte stoppe for at nyde det velsmagende vand. Det havde nu også en anden grund, for brøndens historie kunne føres helt tilbage til Patriarkernes tid. Det var her, Jakob havde hvilet under sin flugt hjemmefra efter at have snydt sin bror for førstefødselsretten. Der udsprang en kilde; og senere byggede man denne brønd, som faktisk var en byggeteknisk bedrift.

I baggrunden kan man se en lille oldtidsby. De fleste huse er skrøbelige ler- hytter, enkelte af sten og så en synagoge med et tårn, som rager op over de øvrige bygninger i byen. Rundt om byen er der bygget en mur med en port i, som vender ud mod vejen hen til brønden. Der deler vejen sig i fire: En fører til Sikem et par km. borte, en til Genesaret Sø mod nord, en til hovedstaden Jerusalem mod syd. Sykar, som byen hedder, har altså en fin beliggenhed ved disse stærkt befærdede veje og den berømte brønd. Det er ikke bare en landsby, men nærmest en lille provinsby.

I baggrunden hæver et højt bjerg sig med et prægtigt tempel på toppen. Man kan skimte små mørke skikkelser bevæge sig op og ned ad bjerget. Det er Garizims bjerg, den absolut vigtigste lokalitet i Samaria. Det er også på grund af Jakobs natlige ophold her. Efter drømmen med stigen, der gik op i himlen, og hvor Guds engle kravlede op og ned, og hvor Gud, den Almægtig, oppe fra lyset tilsagde ham sin velsignelse, - efter denne drøm rejste Jakob et alter; og nu er det blevet et helt tempel.

Dette tempel er samaritanernes stolthed; men det er også det, der har gjort dem så forhadt af jøderne. De mener, at Guds tempel er i Jerusalem og ingen andre steder. Det var her, Pagtens Ark blev anbragt, da Kong Salomon byggede sit prægtige tempel af Libanons cedre. Og skønt templet har været revet ned af landets fjender og er blevet bygget op igen i en mindre imponerende udgave, så er det dog stadig Guds sted. Dér skal han tilbedes, - og kun dér.

Det er det store stridspunkt mellem samaritanerne og jøderne. Samaritanerne kan naturligvis ikke slippe Jakobsbrønden og templet på Garizim. Ikke tale om. Det går hundreder af år tilbage. Længe før Salomons tempel. Bevares, de kan godt acceptere det tempel også; men Garizim vil de ikke slippe. Det er blevet til et indædt had, nok især hos jøderne. De vil ikke en gang være i stue med samaritanerne. Foragter dem i enhver henseende og ser med største mistænksomhed på deres gudsdyrkelse. Selvom der dybest set er tale om den samme Gud, nemlig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Kun templet i Jerusalem gælder.

Når en jøde rejste fra Jerusalem til landsbyerne i det nordlige Galilæa eller til handelsbyerne ved Genesaret sø, måtte de igennem Samaria. Og ofte gjorde de holdt ved Jakobsbrønden. Vandet var som sagt velsmagende; men også for jøderne var Jakob en særdeles vigtig personlighed i deres historie. Men dukkede der en samaritaner op, vendte de ryggen til eller skyndte sig videre.

Der er derfor ikke noget at sige til, at den samaritanske kvinde studser, da Jesus taler til hende. Og det er denne samtale, der bliver så teateragtigt. Det er, som om replikkerne lægges dem i munden, så de siger akkurat det, de skal sige. Hvordan ser de ud? Jesus kender vi fra utallige fremstillinger, skønt ingen har beskrevet, hvordan han egentlig så ud. Vi ville alle kunne genkende ham, hvis han dukkede op her i byen. Sådan også i teaterstykket; det er ikke så svært.

Men kvinden ser billig ud. Overmalet af sminke, klædt i spraglede gevandter, der lader os ane den smækre skikkelse inden under. Når hun går, vugger hun udfordrende med hofterne. Det er i hvert fald ikke en pige anstændige mennesker ville give sig i lag med. Men det gør Jesus ikke desto mindre. Oven i købet ved at bede hende give ham noget at drikke. Hun skal altså gøre ham en tjeneste, så de kommer endnu tættere på hinanden. Det er helt uhørt.

Kvinden begriber ingenting. Men hun er på en måde også forvandlet i samme øjeblik, han taler til hende. Hun bliver jo behandlet som et anstændigt menneske; Jesus siger faktisk god for hende på den måde. Dermed går hun fra at være et foragtet menneske til at være et respekteret menneske. Og nu er der banet vej for yderligere samtale mellem de to. Jesus begynder at lette på sløret for, hvem han er. Ikke for tydeligt naturligvis, så ville der jo ikke blive noget skuespil ud af det. Der skal en omvej til. Og kulissen med hedningelandet, Samaria, er vigtig.

Jesus taler om, at han kunne give hende det levende vand, hvortil hun må påpege, at han hverken har spand eller noget andet at hejse vand op i. Selv stamfaderen Jakob måtte dog bruge hejseværk og spand, når han skulle have vand til sig selv og sit kvæg. Men Jesus fortsætter med sin selvafsløring ved at nævne, at den, der drikker af det vand, han vil give dem, aldrig skal tørste mere, for det er vand til evigt liv.

Da bliver kvinden for alvor interesseret og beder om at få noget af det vand, så hun er fri for at gå den kilometer ud til brønden flere gange om dagen og bære en tung krukke med vand hjem. – Men da tager samtalen pludselig en anden og farligere retning. Nu er det kvindens tur til at blive afsløret. Tilsyneladende ved Jesus alt om, hvem hun er, og hvordan hun har levet. Hun har haft fem mænd og ham, hun har nu, er ikke hendes mand. – Det var ikke så godt. Hun er åbenbart en noget letlevende kvinde; og hun er afsløret uden at have røbet sig direkte. Naturligvis kunne man nok se noget på hendes påklædning og hele fremtoning; men detaljerne med hendes 5-6 mænd, hvor har han dog dem fra? Hun er både chokeret og imponeret; men samtidig er hun trods alt i samtale med ham.

Han må jo være en slags profet. Så kan hun måske få rede på alt det med Garizims bjerg og Jerusalem. Det som har været årsag til dette blodige fjendskab mellem hendes eget folk og jøderne, skønt de dog er en slags broderfolk. Men Jesus er slet ikke interesseret i at blive blandet ind i den strid. Stedet er slet ikke det afgørende, når tiden er inde. Så er det troen, det kommer an på og ikke en bygning eller et bjerg. Da drejer det sig om ånd og om sandhed, troens to vigtigste kendemærker. – Ånd og sandhed. I Ånden er forbindelsen mellem Gud og menneske levende og nærværende hvor som helst. Og da vil sandheden sætte sig igennem, så man ved, hvordan man er stillet i sit liv, og hvad vej man skal gå.

Da dæmrer det dybt nede i ugudeligheden hos denne syndige kvinde: Messias, Kristus, ham både samaritanere og jøder har ventet på i århundreder, - han er jo den, der skal komme med sandheden. Han skal bilægge alle stridigheder og lære dem Guds vilje og Guds sindelag. Det mener både jøder og samaritanere.

Da kommer skuespillets højdepunkt. Jesus udbryder: Det er mig, den der taler til dig. Jeg er denne Kristus! – Sidste akt i spillet er ikke med i dagens tekst, men jeg kan afsløre, at kvinden gik ind til byen og fortalte om det ejendommelige møde, hun havde haft ude ved Jakobs-brønden; så strømmede folk derud og hørte på Jesus; og de bad ham blive hos dem. Han blev der i to dage, og mange af samaritanerne kom til troen.

Dette var et af de første skridt på kristentroens udbredelse i verden. Det begyndte med en letlevende kvinde fra Sykar; så kan det vel også gå med sådan nogen som os. Vi er jo heller ikke for gode; - i hvert fald ikke til det der med at tro. Det kan da godt være, at vi er ret skikkelige i moralsk henseende; men med hensyn til troen er der bestemt ikke noget at råbe hurra for. Når kvinden ved brønden kunne bruges, så kan vi også. Det er et meget opmuntrende skuespil, vi har overværet. Et skuespil, som inddrog os som medvirkende. Et skuespil, som afslørede, hvem Jesus er, og hvem vi er. Et skuespil, som afslørede, at det er skæbnesvangert at møde Jesus. Han kan sige os alt; og det er måske lige netop det, vi trænger til: At alt bliver sagt til os, så vi ikke længere skal gå og gemme os eller forstille os, men træde frit frem for Gud og mennesker, for Jesus har talt til os og dermed sagt god for os. Amen

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)