Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Sidste søndag efter helligtrekonger, 5.2.2006
Johannes 12, 23-33, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


"Fader, herliggør dit navn!", siger Jesus. *
"Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det", svarer stemmen fra himlen.

Det er det guddommelige replikskifte mellem Fader og Søn. Den eneste gang Gud Faderen selv taler i hele Johannesevangeliet.

Gud Faderen tier, selv hvor de andre evangelister lader ham tale. Han holder mund undtagen dette ene sted. Hvorfor bryder han netop her sin tavshed?

Fader og Søn

Gud Faderen er i Johannesevangeliets fremstilling ophøjet fjern, men han er samtidigt særdeles aktiv: Han sender sin Søn ind i verden. Han elsker Sønnen og verden. Han søger dem, der tilbeder ham i ånd og sandhed. Han arbejder stadigt.

Men Gud Faderen siger selv intet undtagen denne ene gang. Det behøver han heller ikke. Sønnen taler for ham. Jesus lægger mund og stemme til. Faderen og Sønnen står nemlig sammen. De er et.

Gud Faderen og Guds søn I dem og i forholdet mellem dem udvides og udfoldes gudsbilledet: Jesus kan ikke gøre noget uden Faderen, og Faderen ses gennem Jesus. Jesus er Faderens tolk og hans udsending. Ud fra en nutidig psykologisk betragtning virker forholdet ikke videre sundt. Det må betragtes som et nærmest unaturligt forhold, når Sønnen slet intet kan gøre, uden han ser Faderen gøre det. Sikken faderbinding! Det bliver heller ikke stort bedre, når Faderen så kun kan ses gennem Jesus. Sikken umyndiggørelse! Er faderen sat på plejehjem i en fjern krog med spærret konto og lænket til sin himmelseng? Faderen og Sønnen har vist begge brug for frigørelse. I det lys er det ganske befriende, at Faderen nu i alt fald denne ene gang træder i karakter og selv åbner sin mund!

Den gentagne fremhævelse i Johannesevangeliet af enheden mellem Faderen og Sønnen har imidlertid sin grund. Faderen glemmer ikke, hvad han har formet. Han i himlen slipper ikke sit blik på jorden. Hans ord og hænder husker, hvad det hidtil har båret, og han drømmer om det, som han stadigt skal bære. Faderens insisterer på det, han har skabt. Dette tætte forhold understreges så netop ved, at Gud åbenbarer sig i Jesus, et menneske. Det er i ham, vi kender Gud. Med andre ord: Faderens tavshed tydeliggør Sønnens stemme og Guds åbenbaring i Jesus Kristus.

Adgang til Gud

Himmelhvælvet, havet, jorden, urterne, kvæget og okserne, solen, månen og stjernerne, fiskene, fuglene og mennesket skabt i Guds billede kan skærpe vor længsel efter sammenhæng og mening. Det alt sammen kan sætte en undren og søgen i gang i os, men det skabte rummer ikke helheden og ordenen. De er ikke Gud. Ligesom det heller ikke er i nogen lov eller i vort eget hjerte og af vor egen forstand, at vi nærmer os Gud. Det er i Jesus, vi møder Gud. Han taler og er Guds ord. Men hvorfor åbner Gud Faderen så selv sin mund denne ene gang i Johannesevangeliet? Åbner han her alligevel en anden kanal, en sprække, hvor i gennem vi direkte kan nærme os ham uden om Jesus? Eller tager Gud Faderen ordet, fordi han er utilfreds med, hvad Jesus siger? Har Jesus som Guds tolk glemt sin rolle og som udsending sit budskab? Er Sønnen faldet ud af enheden med Faderen?

Guds ord bliver kød

Faderens eneste replik falder ikke tilfældigt. Dødsanelsen har grebet fat i Jesus. Han har sagt: "Timen er kommet". Han ved, påsken nu er nær med lidelsen på korset. I Johannesevangeliet har der indtil dette sted været noget entydigt bestemt og ophøjet over Jesus, som om evangelisten vil understrege Jesu enhed med Faderens himmelfjerne blik. Det ophøjede over Jesus forsvinder aldrig helt i Johannesevangeliet. Jesus ved tilsyneladende hele tiden, hvad der skal ske. Men hans menneskelighed kommer nu et øjeblik stærkere til udtryk. Det særlige ved Guds åbenbaring i ham, et menneske, bliver tydeliggjort. Jesus har tidligere sagt om Gud, at han er lyset, sandheden og ånden, mens han har talt om sig selv i mere konkrete og fysiske billeder: Jeg er brødet. Jeg er vandet. Jeg er døren. Jeg er vintræet. I Jesus møder vi således en anderledes stærk forbindelse mellem Gud og krop, ånd, kød og blod.

Selv den indre uro, som kan herske i et menneske, som kan drive os i så mange retninger, viser sig nu i Sønnen. Jesus harmedes ved vennen Lazarus´ grav, og vi hører Jesus nu urolig og anfægtet sige med ord, der blæser i flere retninger: "Min sjæl er i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time! Nej, det er derfor jeg er nået til denne time. Fader herliggør dit navn.

Jesu sjæl er i oprør, eller som det hed i den gamle oversættelse: "min sjæl er forfærdet". Frygten for fremtiden, korset, står for hans øjne. Afgørelsens øjeblik er kommet. Jesus, som ellers konstant synes at have styr på tiden (Han ved, hvornår timen ikke er kommet og hvornår den kommer) er i Johannes´ skildring tydeligvis bragt ud af fatning. Han viser sig som et menneske ramt af Guds fravær. Han må her fra dybet anråbe Gud om hjælp. Jesus må endda, som vi, låne ord til at udtrykke sin uro. Han citerer delvist fra en gammeltestamentlig salme. Hans egne ord rækker tilsyneladende ikke. Ordet er sandelig blevet kød. Gud lader sig mærke af menneskets indre uro.

Et svar fra himlen

Netop på dette sted, hvor Jesu sind er i oprør, og hvor han måske fristes til at undvige sin skæbne, lader evangelisten Johannes Gud Faderen selv tage ordet. Faderen bekræfter Sønnens bøn, om at han Gud Faderen skal herliggøre sit navn. "Det har jeg gjort, og det vil jeg gøre", bekræfter han. Jesus er straks efter atter `cool´. Da nogen omkring Jesus har opfattet stemmen fra himlen som blot en torden eller en engels bud, gør Jesus det klart, at stemmen fra himlen ikke lød for hans skyld. "Den lød for jeres skyld", siger han. Så meget lader evangelisten Jesus ligne os. Han vil heller ikke vise svaghed. Men det er nu Jesus selv, der beder om bekræftelse.

Gud Faderen svarer. Men hvad gør det så ved Faderen og Sønnen, at Faderen denne ene gang selv tager ordet? Er de to gået hver deres vej? Nej! Tværtimod! Faderens stemme fra himlen understreger Sønnen som et menneske og givet en særlig opgave her. Sønnen er hvedekornet, som må lægges i jorden her.

Gud Faderen og Sønnen udvider og udfolder vort gudsbillede. De viser, hvordan Gud rummer såvel fuglens blik som ormens fornemmelse for jord. Nok er Gud Faderen skildret som fjern, og Sønnen er ophøjet, men Gud forbinder sig med verden. Lyset, sandheden og ånden strømmer fortsat ud af himmelen. Det tildækkede hvedekorn spirer. Det sker ved Guds nåde selv gennem sne. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Sognepræst Elof Westergaard
Mariehøj 17
DK-8600 Silkeborg
Tel.: ++ 45 – 86 80 08 15
E-mail: eve@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)