Göttinger Predigten im Internet

TILLID TIL FREMTIDEN

De to små lignelser, vi lige har hørt, udtrykker en grænseløs tillid til fremtiden. Guds rige, barmhjertigheden, vil vokse sig stor og mægtig af egen kraft. Vi skal ikke bekymre os, det vil med en naturlovs sikkerhed ske helt af sig selv. Mens tiden går. Mens vi lever, mens vi er vågne og mens vi sover. Guds nåde vil vokse og brede sig ud af sin egen begyndelse. Som sæden i jorden bliver til korn af sin egen biologiske kraft. Som sennepsfrøet vokser fra sin meget lille størrelse til en stor urt med grene så store, at fugle kan bygge rede og gør det af egen kraft og af egen bestemmelse. Eller som et foster i livmoderen, der af sig selv fødes og vokser og bliver til et voksent menneske med sit eget liv og sin egen historie. Vækstens mysterium kan vi iagttage over alt i naturen og i menneskelivet. Og selv om vi er blevet dygtigere og dygtigere til at analysere det og manipulere med det, så er det stadigvæk ikke os, der har skabt naturen, væksterne, menneskelivet. Således er det heller ikke os, der har skabt Guds rige eller begyndelsen til det. Det kommer fra Gud, som det jo selv siger. Han er kilden til kærlighedens vækst. Han er den, der lader nåde gå for ret – og dermed begynder nådens virkninger at gøre sig gældende. At mennesker bliver taknemmelige, får nyt mod, viser hinanden kærlighed og omsorg, får tro på fremtiden... Nåden breder sig som ringe i vandet. Det er blevet muligt at tro på, at livet fornyr sig.

Det er en trossag, at det forholder sig sådan. At nåden vil brede sine virkninger ud som ringe i vandet. At alt skal blive godt til sidst. Og at det derfor er meningsfuldt at tro på fremtiden. – Der er så meget, der får os til at være bange for fremtiden og til at tænke, at alt afhænger af hvad vi selv gør eller ikke gør. Det gør os pessimistiske. For vi ved godt, at vi ikke har ret megen magt over fremtiden, hverken vores egen, de andres eller verdens. – Men hvad om vi lyttede til Jesu lignelser og tog imod troen på, at Guds rige i fremtiden vil vokse sig stort af sig selv?! At alt skal blive godt til sidst? Tænk at kunne tro på fremtiden! Hvilken frihed! Frihed for angst, for bekymring, for skuffelse over livet og skæbnen!

Man siger, at gamle mennesker bliver milde og venlige. Hvad sker der? Er mildheden i sindet vokset med årene? Med et langt livs erfaringer og mennskekundskab? Med kendskab til sig selv og andre på godt og ondt? Har et langt liv forsonet dem med deres medmennesker, fordi de har erfaret, at livet har forsonet sig med dem selv, skønt de ikke fortjente det? – Men man siger også, at gamle mennesker bliver sure og gnavne. Hvorfor så det? Er det fordi de har glemt glæden? Glæden ved andre mennesker? Er det fordi deres liv er endt i skuffelse over det, det var? Og de ikke kan forsone sig med det? Hverken med Gud eller mennesker og derfor dybest set ikke kan forsone sig med sig selv?

Det betyder, at Guds rige kan vokse op og blive stort i det personlige liv, i det enkelte menneskes sind og historie. Men det betyder også, at det kan tørre ind og dø i det personlige liv, i det enkelte sind. Begge muligheder er der. Men det afgørende er, at når det spirer, så vokser det af sig selv. Og at det er det, der gør, at den enkelte for sit personlige liv kan have grænseløs tillid til fremtiden, til at alt til sidst skal blive godt.

Men hvor har den enkelte denne tro på historiens nåde fra – om ikke fra kristendommen? Fra kirkens forkyndelse? Den er ikke opstået af sig selv som en medfødt selvfølgelighed. Men tanken om at menneskets historie kan erfares som belyst af Guds nåde er en tanke, der er kommet med den kristne forkyndelse. Og selv om man ikke går ind i kirken til gudstjeneste for at lytte til de bibelske tekster og kirkens liturgi, så lever tanken i vores fælles underbevidsthed, fordi den har været en afgørende bestanddel af vores fælles historie i tusind år. Kirkebygningerne – især de gamle som bl.a. vores 800 årige domkirke – ligger i landskabet og i bybilledet som en erindring om noget måske fjernt og uforståeligt, men samtidig evigt og uundværligt. De ligger der som symboler på Guds nåde, nu og her og ved historiens ende, såvel den individuelle historie som den kollektive. Kirkebygningen som symbol på nådens fornyelse af tid og sted. Af historien og udviklingen. Symbol for at fremtiden er åben, ikke lukket. Af og til er det som om fortidens skyld og ulykke fylder alt og lukker for ethvert håb om fornyelse og fremtid. Men da er det historiens nåde, at fortiden kan ses i et nyt lys, sådan at den ikke lukker, men åbner for et rigere liv med en ny og mere omfattende forståelse. Fortid, nutid og fremtid får kastet nyt lys over sig og en ny vision om fremtiden kan få liv og næring. Nåden forløser fortiden; det erfares gennem dage og år som om tiden selv bevæger sig og gør fri. Ingen og intet står stille, selv om det kan føles sådan. Historien bevæger alting, og hvis historiens overordnede symbol er Guds nåde, så er frigørelse og fornyelse afgørende i hver lille og stor historie. Mange følelser og tanker kredser om skyld og straf og håbløshed, om livet som en skuffelse- men det er ikke den inderste sandhed. Forkyndelsen af syndernes forladelse fordriver tanken om livet som en skuffelse og erstatter den med håb og fantasi.

Når Jesus fortalte disse små storslåede lignelser om forholdet mellem Gud og mennesker, hvor Guds nåde er det hvoraf alting vokser og modnes, mens mennesker lever og dør, elsker og hader, frygter og håber – så var de udtryk for en guddommelig vision. En hæven sig op over tidligere tiders angst for at gå fortabt. Frygt for at man til sidst skulle se sit liv sammen med andres forsvinde i skyld og betydningsløshed. At man skulle ende sit liv i bitterhed over, at det var levet forgæves, fordi det var forfejlet, ja slet ikke levet. – Historiens nåde ser anderledes på menneskelivet, påstår Jesus. Den giver det betydning for os selv, de andre, Gud. Den kaster et andet historisk lys over vort liv end vi selv kan. Inkorporerer vort livs historie i Guds historie. I en bevægelse som kommer fra en større horisont end kun vor egen. Derfor er det muligt at håbe på nyt liv, hvor dødeligt ramt det end kan forekomme os.

For livets fornyelse kommer fra Guds nåde. Fra Guds historie med menneskene. Det er religiøs tale og kan ikke uden videre overføres til almindelig verdslig eller videnskabelig tankegang. For den nøgterne fornuft ser vores verden ud til at gå under før eller siden. Den ser ud til at æde sig selv op i forbrug og krig eller andre katastrofer. Men over for denne pessimisme taler det religiøse sprog i kirken om Guds nåde i og med menneskets historie. Hvordan forene så forskellige tænkemåder? Det moderne menneske må leve med begge forståelser og kæmpe sig til en plads i det hele. Det har fået lov at leve med en ubegrænset tillid til fremtiden, hvis fremtiden forstås som Guds nåde. Og så må det overlade alt det, som det ikke forstår og ikke magter til denne nåde. Kun da kan det sove og vågne, leve og dø uden følelse af undergangsdesperation og frustration på helhedens vegne.

Der er jo flere måder at være fri og glad på. Man kan lukke øjnene og lade som om der kun er godhed og glæde i verden. Det holder ikke. En dag bliver man nød til at åbne øjnene og se hvor grimt der også er, inde i en selv og ude i verden. Men man kan også åbne øjnene fra begyndelsen og se igennem det hele, det gode og det onde, det smukke og det grimme – og lære af historiens nåde at se det som virkeligheden i bevægelse. Glæden er tilladt, når det jo erfares, at den opstår på ny, at den viser sig som en ukuelig styrke i tiden, der går og går og forandrer sig og kommer og går som den vil. Trods alt det onde, alt det grimme. – Der råbes fra alle sider, at vi skal være aktive, at vi skal gøre en indsats – for vort eget liv og for de andres. Det er ikke forkert. Men i dag siger kirkens tekster noget andet: At uanset hvad vi gør, om vi våger eller sover, så handler Gud med os og vores historie, fordi Gud er nåde og tiden er frigørelse og fornyelse. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk