Göttinger Predigten im Internet

”Gud. vend dit øre mod mig... Vær min klippe.... I dine hænder betror jeg min ånd.” Vi hørte disse ord før læst fra alteret. Ord fra Det gamle Testamente, fra salmernes bog. Salmisten taler her meget konkret om og meget personligt til Gud. Gud er skildret som en person med øre, der kan lytte. Han har hænder, der kan favne mennesket. Hos ham kan vi finde tilflugt. Gud er befrier og udfrier. Han kan redde mennesket. Derfor tillægger salmedigteren så også Gud andre egenskaber, end de, der normalt karakteriserer et menneske. Salmedigteren kalder også Gud for en klippe, en borg. Gud har mennesketræk, men han ejer altså samtidigt naturens mere tunge ro og styrke. Gud er den bestandige og stærke i forhold til den skrøbelige skabning. Han er evig som klippen modsat det tidsbundne menneske.

Salmedigteren må, som også vi, bruge billeder til at skildre Gud med. Billeder, de er ikke snyd. De udvider derimod indtrykket af den Gud, som vi ikke selv kan gribe. Han, som er skaberen af alt skabt. Han, som ikke kan fanges af vor tanke og forstand. Han, som ved den brændende tornebusk sandt sagde om sig selv til Moses: ”Jeg er den, jeg er”

Faren ved billeder er så naturligvis den, at de kan give for stereotypt, ensartet og lukket et billede af den hvorom vi taler, her om Gud, men omvendt er billeder også med til at udvide synet, forståelsen og følelsen for Gud, som den, der virkelig møder os i sit ord. Når det i den gammeltestamentlige salme lyder, at Gud såvel har hænder, øre og han samtidigt er en klippe, er der åbnet for et gudsbegreb med flere dimensioner. Gud kan her ikke blot lukkes inde i et fast og lukket personbillede( jvf. Kirsten Nielsen). Vi ser med Paulus stadigt kun i et spejl, som i en gåde. Løftet står der dog, om at en dag skal vi se ansigt til ansigt.

Faren ved et stereotypt billede af Gud får vi et godt eksempel på netop i evangeliets beretning i dag : Har Gud øre og hænder, er han som klippen og borgen, så bryder disciplene sig nemlig ikke om Jesu skildring af Menneskesønnens skæbne. Menneskesønnen, denne frelserskikkelse forbundet med Guds riges komme. Jesus fortæller dem nemlig, at Menneskesønnen skal tages til fange. Han skal blive hånet og mishandlet. De skal spytte på ham og piske ham, for til sidst at slå ham ihjel. På tredjedagen skal han så stå op igen. ”Disciplene fattede ikke noget af dette”, skriver evangelisten Lukas. Disciplenes billede af Gud og frelseren som stærk konge, en klippe og borg, står her i vejen for at de kan forstå Jesu tale om menneskesønnens forestående lidelse og død. Her går deres grænse for en menneskeliggørelse af Gud. Gud har øre og hænder, han er som naturens klippe og som den stærke og bestandige borg, men at hans menneskelighed også kan indebære fornedrelse, pine og død. Det er for langt ude. Det giver ikke mening i det gængse billede af Gud.

Disciplenes blindhed her kender vi godt. Også vore billeder og forestillinger såvel af Gud som af hinanden kan let stå hindrede i vejen for et egentligt møde, for tillid og tro. Vi forventer ofte på forhånd noget bestemt. Vi har afgjort os allerede, fyldt vores hoved og sind med de bedømmelser og vurderinger, de karaktertræk og egenskaber, de sympatier eller den ringeagt, vi allerede forlods har gjort os ud fra vore billeder af den anden. Billederne står her i vejen for et egentlig møde, fordi de er alt for entydige uden plads til det under som Gud og medmenneske er. Det åbne og rummelige, som billedet ellers skulle udtrykke, forsvinder i entydig indsnævring. Billederne fastfryses og der bliver ingen plads tilbage til at forundres og overraskes over den andens unikke, fremmede og anderledes væsen . Vi står således ofte som blinde overfor Gud og vor næste.

Vort eget og disciplenes billede af Gud, som den almægtige herre og skaber, brydes netop i evangeliets beretning her i dag. Jesus er et menneske med hænder og krop, øjne og øre. Han er forbundet med Gud. Det er igennem ham vi kender Gud.. Men hvorfor må han så også lide og dø. Hans hænder er så ikke blot kraftfulde, men de gennembores af nagler. Hans fingre er ikke kun stærke, men de skal også forkrampes af smerte. Hvor er klippens ro og borgens styrke i dette billede af Gud, vi møder i Jesus? Det passer ligesom ikke med vor forestilling om Gud som almægtig, og som himmelens og jordens skaber. Der er i alt fald noget paradoksal ved dette gudsbillede, som vi møder i den kristne bekendelse. Jesus er og bliver et kors for tanken om Gud. Der er i forvejen noget ved Gud, noget vi ikke kan få greb om, noget vore egne billeder og forestillinger om Gud ikke kan udfylde fuldt og helt, og som gør at vores egen blindhed også bliver så åbenbar. Det har at gøre med forholdet mellem Guds evighed og vor tidslighed, mellem evigt liv og død. Men med Jesu ord og hans liv og død så bliver det alt sammen kun desto mere mærkeligt – ja tænker vi efter og lytter vi blot til vor forstand, så kan det ligefrem virke skørt – denne forbindelse mellem Gud, lidelse og død i Jesus. Men det er ikke desto mindre væsentligt at holde fast i dette: vi kender Gud i Jesus. Vi kender Gud gennem den korsfæstede og opstandne Kristus . Umiddelbart rammer denne sandhed os med blindhed og med en følelse af uforstand. For forstå det kan jeg ikke. Jeg står med min hjerne og forstand som en blind over dette møde af Gud i Jesus.

Det er forskel på blindhed. Der er den fysiske blindhed, det at jeg ikke længere kan se, hvad jeg før kunne læse. Blindhed sådan som den havde ramt den fattige tigger ved Jerikos mure. Men vi kender også en anden blindhed – en blindhed i forholdet til hinanden, - at vi nok ser den anden, men alligevel ikke ser vedkommende, sådan som vedkommende egentlig møder os i al sin originalitet. Vore øjne kan altså nok se, men samtidigt er vi som blinde. Det kan så afhænge af måden vi ser på. Der hviler en blindhed over os, når vi bare ser og ser uden egentlig at ville involveres – når vi nok vil opleve, men blot lader synet glide os forbi – ligesom når det hørte ledes ind i det ene øre og straks ledes ud af det andet. Det er nemt at bruge vore sanser sådan uforpligtende i vor tid, hvor vi ofte sidder i bilen eller toget, har alting underkontrol, sidder i vort eget og der uforpligtende iagttager verden køre forbi. Når et sådant syn på verden må betragtes som en form for blindhed, så skyldes det, at hvad her ofte mangles: er kærlighed og lidenskab. Det, at den, der ser, ikke kun vil se, for at blive bekræftet i sit eget billede af Gud og verden, men derimod åbner for at blive mødt af den, der vil os. I det lys er det altså også egentlig misvisende, at sige, at kærlighed gør blind. Tværtimod: kærlighed åbner øjnene, i det kærligheden ikke vil sig selv, men vil den anden, sådan som vedkommende åbenbarer sig for een.

Det er netop denne blindhed, som Jesus også helbreder ved båret af Guds kærlighed at forene sig med verden. Gud er i ham ikke kun den altskuende Gud i himlen, der fuld af skaberkraft og med borgs og klippes styrke kan magte livet. Gud er også kærlighedens magt, øjenåbneren over dem alle. For Gud holder sig ikke tilbage for at møde os hvor vi er. Han går med ind i lidelsen og med ind i døden. Han kommer ved døbefont og giver os del i sig ved nadverbordet. Han vilje til nærvær, hans lidenskab for os rækker ud over alle grænser.

Så det kan godt være at Jesu tale om lidelse og død irriterer vor tanke om Gud, men uden ham var borgen kun højt og fjern fra os, øjnenen højt oppe i skyerne og hans hænder ville være højthævede og rene. Men Gud kender blodets gang. Han er vort håb, den korsfæstede og opstandne Krist. I Jesu navn. Amen

Sognepræst Elof Westergaard
Mariehøj 17
DK-8600 Silkeborg
Tel.: ++45 – 86 80 08 15
E-mail: eve@km.dk