Göttinger Predigten im Internet

De færreste af os sætter sygdom i forbindelse med onde eller urene ånder.

Godt nok er det blevet moderne igen at regne med lidt mere mellem himmel og jord end vi en tid har gjort. TV-serien Åndernes Magt fascinerer efter sigende mange og vi har også i vores vestlige verden de senere år fået tilført en hel industri af såkaldt alternativ behandling med tilhørende tænkning.

Men de fleste af os sender nu alligevel bud efter lægen, hvis noget er galt med børnene. Det gør vi i alt fald først, og vi ville reagere med nogen forbløffelse, tror jeg, hvis den tilkaldte læge ved sygesengen tog fat på sådan noget som at uddrive onde ånder. I hvert fald hvis det var en almindelig influenza.

Den syge dreng i teksten blev førhen kaldt den ”månesyge” dreng. Og følsomme mennesker ved godt stadig, at månen kan gøre noget ved os, når den bliv fuld og rund, at sindet så kan være sværere at styre end ellers; nogle kan høre varulvene hyle i natten og en hel del flere har svært ved at falde i ordentlig søvn. Vi har gamle ærværdige udtryk i sproget, der værner om sådanne erfaringer - ordet lunefuld f.eks.. Månens latinske navn er Luna, og den lunefulde er den, der ikke helt er til at regne med. Sådan er det stadig. På engelsk kan ordet lunatic direkte betegne en sindsyg.

I den oversættelse, vi bruger nu, kalder vi ikke længere drengen ”månesyg”. Nu kalder vi ham noget andet - ”drengen med den urene ånd” - og gik vi ud af kirken, så ville vi formentlig kalde ham noget tredje. Med et almindeligt lægeklinisk ord, så har han vel lidt af epilepsi, den syge dreng. Men hvad han end har fejlet, og hvad vi end kalder det i det ene eller det andet system, virkeligheden er den samme, og det afgørende ændrer det ikke ved: sygdommens forbandelse og vores afmagt.

Om vi kalder det det ene eller kalder det det andet, det gør ikke megen forskel på det, vi erfarer. Når vi rammes af alvorlig sygdom, sygdom som ikke kan kureres, så har vi med noget at gøre, som vi ikke magter. Og så er vi stillet grundlæggende ens, vi der lever nu, som de der levede engang: så er vi små mennesker i en tilværelse, som det langtfra er os selv der styrer.

Fortællinger om syge, der underfuldt bliver raske, er godt stof i bladene. For de bærer jo på en mulighed, der også måske kunne blive vores, om det var os, der blev ramt af sygdom. Vi underholder hinanden med dem, når vi mødes, og det kan der sikkert indvendes meget imod. Men vi møder dem altså også i Bibelen, de fortællinger. Og de er af den grund gode, at de holder liv i et håb, enhver kan få brug for i en almindelig tilværelse.

For de tider, hvor det går af sig selv, de fylder jo aldrig det hele. Oftere – eller i hvert fald: mere krævende, når det er - er det for et menneske opgaven at skulle leve med ting, vi hellere havde set var anderledes, begrænsninger af den ene eller den anden art. Tit er vi nogle, der må nøjes eller nogle, der må håbe. Og derfor ér det godt med fortællinger, der handler om det gode, fortællinger hvori det gode sejrer.

Da Jesus helbreder drengen med den urene ånd, er han netop kommet ned oppe fra det Forklarelsens Bjerg, hvor Peter og Jakob og Johannes et øjeblik havde oplevet ham i et stærkt overjordisk skær og hvor Peter da også havde foreslået, at de skulle blive, så herligt alting her var. Også vi kan i livets store øjeblikke mærke det ønske i os, at tiden dog bare kunne standse her, uret sættes i stå og dette herlige øjeblik strækkes ud i det uendelige. Men sådan er det ikke det virkelige. Og derfor gik Jesus også ned igen ad det bjerg.

Han ville ikke blive der i den blå luft, hvor drømmene er, men ikke livet. Han ville ned til det virkelige, til mennesket som det er stillet altid, i kamp mellem det der kalder på vor sorg og det, der kalder på vor glæde.

Drengen blev så helbredt. Og på den måde endte det som var historien alligevel et eventyr af dem, der ikke hører jorden til. Men det gode finder sted, det finder somme tider også sted hvor det hverken er til at begribe eller forklare eller var til at forudse, det finder sted somme tider som i et eventyr. Men der mangler her alligevel noget, for een ting bliver der ikke sagt til far og søn, og det plejer ellers at lyde i eventyrene: at de herefter levede lykkeligt til deres dages ende. Akkurat det fik de ikke at høre. For for ingen er det nogensinde sådan, det er. Hvor tit end det gode sker, vi bor i en verden, der stadig skriger efter forandring. Helbredelse er hver gang en glæde, og med glæde kan vi allesammen mere. Men op ad bakke bliver vi ved at skulle. Sorrig og glæde …

F or børn er det svært at bære, hvis en fortælling ikke ender godt. Barnet lever sig ind i det, der fortælles, og hvis helten dør eller kommer ud for noget andet ondt, så græder barnet og føler det næsten på sin egen krop. For vi voksne er afstanden større. Vi har lært at abstrahere. Men også vi lever med, også vi henter mod til livet af beretninger, vi hører. Af bøger, vi læser; af film, vi ser. Også når de handler om andre end os selv.

Når fortællinger om syge, der underfuldt bliver raske, er godt stof, så er det vel derfor. Sådanne fortællinger værner om en livets rigdom på muligheder, som vi ikke bare hellere vil tro på end det modsatte. Men som vi også i udsatte situationer, når livet låser sig fast omkring os og udsigterne afgørende spærres, har meget brug for at kunne tro på.

Glæde på andres vegne er vel også noget, der findes. Og som kalder kræfter frem i os. Vel kan det være svært, hvis man selv er forpint, at skulle hente glæde fra en lykke, der bliver andre til del. Og vel er der i menneskelivet fuldt op af skadefryd og sær misundelse, der står en sådan glæde imod. Men en mor kan dog godt glæde sig over sit barns skæbne. Medfølelse er noget, der findes.

Fortællingen om Jesu helbredelse af drengen med den urene ånd er en bibelsk fortælling og som sådan naturligvis bærer af en teologisk betydning. Den fortæller os om Gud, om den Gud der kom ned af bjerget, ned til os der må leve her med lidelse og afmagt side om side med det lykkeligste vi ved. Om den Gud, der kom her ned, så sit menneske - mennesket som han fra begyndelsen havde skabt det i sit eget billede - ynkedes over det og gjorde det godt. Men fortællingen er også på et helt almindeligt plan en fortælling om noget godt, der engang skete i verden, for en dreng og hans familie, dem der nu direkte blev ramt af det. Og allerede som en sådan almindelig fortælling gør den godt, for den er med til at holde det håb oppe, der kommer af at livet undertiden finder veje, vi ikke selv havde tænkt.

I fortællingen møder vi nogle meget radikale formuleringer om troens betydning for det, vi kan. Først i Jesu udbrud, da han hører at disciplene ikke har kunnet gøre noget – ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud?” - siden i hans svar til drengens fader – ”Alt er muligt for den, der tror” - og endelig i faderens fortvivlede råb: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

Jesus siger ikke med disse udsagn, at det er vor egen skyld, når vi er syge eller triste, eller hvad vi nu er af det, vi ikke bryder os om at være; for vi kunne jo bare have troet noget mere, så havde alt været muligt af det vi ville! At sige sådan ville være at føje spot til skade, og det gør han ikke! På den måde er troen ikke noget instrument, der står os til rådighed. Vi kan ikke tro, hvis ikke vi gør. Det er med troen som med viljen: det er ikke os, der råder over den, men den, der råder over os. Vi kan kun ville det, vi vil.

Men høre skal vi, at mister vi håbet, så kan vi ikke leve. I en anden sammenhæng siger Jesus det sådan: ”Det ske dig, som du troede”. For tror vi håbefuldt, at det gode venter på os et sted derude på den anden side af det, vi lige nu kan overskue, så bliver vejen lettere for os at gå, end hvis vi tror det modsatte. Lægerne ved det og taler om det, men det gælder på alle områder. Vore forventninger spiller ind på det, der faktisk kommer til at ske. Også håb kan forandre verden.

Men problemet er naturligvis, at vi også har erfaringer, der siger imod: for ser vi baglæns, så var der også forventninger, der ikke blev indfriet, noget vi troede på af hele vort glødende hjerte og gav vort fulde engagement, da vi gik i gang, men som det alligevel gik anderledes med undervejs, end vi troede. Skuffelser findes, og de kan nemt blive en klods om benet på os. For skuffelser stjæler, de stjæler vort håb og får troen til at vakle, den tro, der måske kunne flytte bjerge, om vi havde den.

Et menneske kan godt vide for meget. I Ole Wivels sang i Højskolesangbogen - ”Der truer os i tiden” - synger vi om det i en anden sammenhæng, men sætningen gælder også når vi tænker på vore skuffelser. Hvad der truer os i dem er også – som i sangen - ”en ond usynlig magt: vor egen sikre viden.” For når det med for meget af det, vi har bag os, ikke blev til det, det skulle, til det, vi håbede og det, vi troede – og det er jo, hvad vi ved i skuffelsen - så ved vi noget, der let lægger sig som en klods om benet på os, noget der stjæler af vort mod og trætter håbet. Så ved vi for meget.

Derfor er det godt med fortællinger om det gode. Almindelige fortællinger om de hændelser i menneskelivet, der underfulde eller ej kan holde håbets veje åbne, når vi hver især sidder med de for belastende erfaringer. Og de bibelske fortællinger er ikke de ringeste. For i dem lever der ord, også fra Gud.

Til fortællingerne om Jesus lytter vi for at få holdt fremtiden åben. Til dem kan vi søge, når vi trænger til at høre med større ord end vore egne, at også Gud er med i kampen imod det onde og at derfor er alting mere åbent end det for os lige nu er til at se.

Når livet lægger sig om os med alt det, der spærrer for den håbefulde udsigt, er det godt at kunne tænke som Paulus siger et sted, og det er noget af det bedste han har sagt: ”Derfor nærer jeg håb, derfor er jeg endnu ved godt mod: Guds nåde er ikke endt og ikke forsvundet!” Eller som Kaj Munk siger i det ene af de to vers han har med i salmebogen (574 ): ”Velan! så får du kæmpe og tro trods fald og brud, at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud.”

Og noget andet af det trøsterige skal vi så synge om nu - det er det med bønnen, som teksten slutter med. Er du bange for noget, da stol blot kun på dit fadervor! Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk