Göttinger Predigten im Internet

Marias lovsang kalder vi den tekst eller det digt vi lige har hørt. Jomfru Maria har haft besøg af ærkeenglen Gabriel, og fået at vide, at hun er udvalgt til at være den, der skal føde Guds søn og verden frelser. Maria bliver naturligt nok ganske ude af sig selv over dette englebesøg, hun kan slet ikke få det hele til at passe. Hvorfor kom englen netop til hende - en simpel landsbypige? Var den mon ikke gået forkert? - burde den ikke have opsøgt en fin prinsesse et eller andet sted i de store magtcentre? - Og hvordan kunne det dog gå til, at hun, der endnu ikke havde været i seng med en mand, skulle blive gravid og føde en søn?

Englen havde imidlertid beroliget Maria og fortalt hende, at det som skulle ske var helt efter Guds vilje, det var ham, der havde udvalgt hende, og det var ham, der gjorde hende med barn, "thi intet er umuligt for Gud". Og Maria var gået i sig selv, hun havde bøjet sig for Guds vilje med ordene: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!"

Da englen havde forladt Maria drog hun afsted til sin slægtning Elisabeth, som englen også havde fortalt skulle have en søn, skønt hun nu var i sin alderdom og blev anset for ufrugtbar. De to kvinder er begge helt på det rene med, at det er noget underfuldt, der er overgået dem, og at noget stort er på vej, og i sin lykkerus bryder Maria så ud i sin lovsang:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde. …

At Maria af alle kvinder bliver valgt, er kronologisk set det første udtryk for den venden op og ned på alle værdier, der knytter sig til Jesus Kristus. Allerede her ved hans undfangelse er denne anderledeshed i forhold til alle normale tankegange på spil. At den simple pige Maria bliver den udvalgte er kun begyndelsen, det fortsætter ved fødslen, hvor Guds søn fødes i en beskidt stald mellem brægende får og drævlende køer. Og de første besøgende efter fødslen var nogle forhutlede hyrder.

Sidenhen i livet er det lige sådan, idet Jesus også her værdsætter livet blandt de små i samfundet højere end alle dem, der har deres på det tørre.

Og læg mærke til, hvordan Maria allerede her i sin lovsang udtrykker det samme, når hun synger:

"Han (Gud) har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjerters tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort."

Med Marias udvælgelse intoneres med andre ord hele denne vende-op-og-ned på magtforholdene: Det store og mægtige, alt det, der fører sig frem i egen magt og vælde mister sin betydning, mens alt det ringe og uanselige, alt det afmægtige ophøjes og bringes til ære og værdighed.

Vi hørte noget af det samme i den tekst vi læste fra alteret før: Paulus 1.brev til Korintherne:

"…det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud."

Altså igen denne omvurdering af alle værdier.

Den slags har aldrig været populært blandt de stærke, der sidder på flæsket og har deres på det tørre. De anså en sådan tale (forkyndelse) for farlig for den bestående orden, og dermed farlig for dem selv, for deres magt beroede jo netop herpå. For dem var en sådan tale en farlig pusten til de altid luende gløder af utilfredshed, der altid lå parat til at flamme op. Og Jesus, der var ophavsmand til denne farlige tale blev da også af mange af magthaverne betragtet som en simpel oprører, der måtte bringes til tavshed. Og det blev han som bekendt.

Politisk oprør var dog ikke hans ærinde - ikke at han var ligeglad med samfundets uligheder, men hans måde at gøre tingene på var ikke at sætte hårdt mod hårdt; men at ændre tingenes tilstand ad anden vej. Han talte om, at man skulle vende den anden kind til, når nogen slog, og give hele frakken, når nogen forlangte skjorten. Den slags kan man måske nok sidde og ryste på hovedet af; og dog ved vi godt alle sammen inderst inde, at det holder, at eskalerende vold mellem to grupper f.eks. kun standses ved, at den ene part holder op, og billedlig talt vender den anden kind til, og det er langt hen det samme i krig og parforhold og ægteskaber.

Den vej Jesus gik var kærlighedens vej - barmhjertighedens, tilgivelsens og forsoningens vej, og det var ren faktisk den, der stødte så voldsomt an. Det er jo intet mindre end paradoksalt, at netop kærligheden kan forekomme så provokerende, at den simpelthen må ryddes af vejen. Det er i hvert fald tankevækkende.

Men det var måske fordi det ikke bare var den kærlighed-til-husbehov, som vi kender bedst til, det drejede sig om, men den radikalt selvhengivende kærlighed, for hvem intet offer er for stort - end ikke eget liv.

Det er ikke vores mådelige kærlighed, der vender op og ned på forholdene, men denne radikale kærlighed, for hvem intet er "godt nok", men hvor det kun drejer sig om enten-eller, dvs. enten er der tale om den altopofrende kærlighed eller også er der i realiteten slet ikke tale om kærlighed. Alle de gode grunde man kan give for sine forbehold i forhold til den totale selvhengivelse, viser kun alt for tydelig vor lunkenhed - og er derfor kun en understregning af, at det står skidt til med vore kærlighedsevner. - Den slags afsløringer er generende, så også af den grund måtte Jesus skaffes af vejen.

Men Gud er mægtig i de svage, som det hedder et sted, og det betyder, at han ikke bare lader os ligge der og rode i og med vores egen afmagt i forhold til kærlighedens gerninger. Han er den, der ser til sin ringe tjenerinde, som Maria synger det i sin lovsang, han er også den, der én gang for alle sætter trumf på i forhold til den menneskehed, som han elsker på trods og imod al rimelighed, idet han hengiver sit eget liv, for vores skyld.

Og i og med, at det ikke blot var et eller andet tilfældigt menneske, der døde for andre, men Guds søn, så har hans opofrelse gennemgribende konsekvenser for os. Vi er igennem Jesus Kristus blevet udsonede med Gud selv, og vi kan fremdeles også vove at se os selv i øjnene. Alt er blevet nyt i ham og ved ham.

Guds venden-op-og-ned på tingene bliver nu pludselig i rigt mål til vores fordel - men at se det, kræver, at man er i stand til at opleve sine egne begrænsninger og sin egen afmagt i forhold til alt det, som det drejer sig om i et sandt menneskeliv.

Maria kunne se det - og brød ud i lovsang Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: +45 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk