Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Palmesøndag, 9.4.2006
Mark 14, 3-9, Arne Ørtved
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det er et rigtigt mandeselskab, der foregår i Simon den Spedalskes hus. Det var de fleste selskaber for øvrigt dengang. Kvinderne skulle varte op og bestyre huset, mens mændene diskuterede verdenssituationen og andre vigtige spørgsmål. De kunne godt opholde sig rigtig længe ved måltidet, for de jo til bords; og de fik på østerlandsk vis mange retter serveret, - og kun lidt af hvert.

Her er en ganske pæn flok til stede; men det var ikke noget uvant syn. Måske er den gode Simon alligevel blevet lidt overrasket, da han inviterede Jesus og opdagede, at der fulgte hele tolv andre gæster med, nemlig hans tro følgesvende - disciplene, som vi kalder dem med et fint ord. Den overraskelse blev dog småting i forhold til, hvad der senere skulle ske.

Der er ikke mange dage tilbage af Jesu liv. Betania ligger lige udenfor Jerusalem, hvor Jesus er på vej hen. Han har trodset alle advarsler og er fast besluttet på at drage ind i hovedstaden, hvor fjenderne lægger råd op imod ham. Han har også flere gange de sidste dage forudsagt, hvad der vil ske med ham: At han vil blive taget til fange og skal lide og dø og opstå fra de døde. Men de har ikke rigtig fattet noget af det. Kun ved de, at besøget i Jerusalem er dødsens farligt for ham og for dem.

Pludselig træder hun ind, denne fremmede kvinde. Der bliver helt stille i stuen. En liflig duft spreder sig ud fra hende, og godt ser hun ud. Det er ikke let for en mand at bevare værdigheden under slige omstændigheder. Det er velkendt, at kvinder kan gøre indtryk på mænd; men hvorfor behøver mændene absolut at skamme sig ved det? Mændene her bliver i hvert fald ilde berørt. Kun Jesus synes ganske upåvirket ved situationen. Han kigger spørgende på pigen.

Hun bærer på en meget flot krukke. Det er fra den, de dejlige dufte stammer. Nardus! Den fineste duft blandt kvinder. Kendt gennem århundreder. Intet kan virke mere fortryllende på en mand. Den er også den dyreste, blandt alle de olier, der findes. (Olier var den tids parfume.) De unge piger samlede den og opbevarede den i disse fine alabastkrukker, til de en dag skulle møde deres hjertes udkårne. Dagen før det store bryllup - eller måske sommetider på selve dagen - smurte de - ikke sig selv - men brudgommen ind i vellugten. Det skulle gøre ham endnu smukkere og endnu dejligere, end han allerede var i hendes øjne.

Dette havde faktisk også noget med Gud at gøre. Det havde alting dengang. Når den elskede duftede af nardus, var han som Gud selv. Og når bruden favnede sin brudgom, var det som at blive ét med Gud. Andre og billigere olier kunne også gøre det; men nardus var nu nummer ét.

Hvad skal der ske ved mandeselskabet hos Simon i Betania? Hvad vil kvinden? Hvad skal hun med al den vidunderlige nardus? Forargelsen lurer. Kun Jesus er ikke forarget; han er blot spørgende. Måske har han har set kvinden før; ingen ved det. Historien røber intet. Men hun kan ikke være helt fattig; ellers havde hun ikke haft en hel krukke fyldt af nardus. Men hvor mon hun så har sine rigdomme fra? Hun er vel ikke.... De tør næsten ikke nævne ordet: Skøge, hore, luder? Det er ikke Jesus, der gør sig disse tanker; det er de andre mænd. Han ser kun en strålende smuk kvinde for sig; og så mærker han duften af nardus fylde rummet.

Efter et øjebliks tøven går hun beslutsomt tværs gennem værelset hen bag pladsen, hvor Jesus ligger. Han er helt rolig. Som om han har ventet det. Der brækker hun den sprøde stenkrukke itu og hælder al den kostbare olie udover ham, som var han hendes brudgom, der skulle beredes til brudenatten.

Det giver et chok i forsamlingen. Det havde ingen af dem dog ventet. Selveste mesteren! Han var dog ungkarlen over alle ungkarle. Intet som helst ejede han, som kunne blive til fast bopæl med hustru og børn. Til nød kunne de forstå, at hun ligesom de selv holdt meget af Jesus, men derfra og til dette skamløse frieri var dog et langt stykke. - Og så den kostbare olie! - En hel årsløn for en almindelig arbejdsmand. Hun kunne jo have solgt det og givet pengene til de fattige! Det havde da også lige været efter det program, Jesus altid talte om.

Nu bagefter kan vi godt se, hvor smukt det er, det hun gør. Jesus skal dø. Hvad skal man stille op? Hvad kan man sige? Man er helt magtesløs. Man kan ikke redde ham fra døden, for det er bestemt, at det skal være sådan. Det har en højere mening. Gode råd, flotte gaver, smukke taler, duer ikke. Man må skænke ham et eller andet, der betyder en hel masse lige nu og samtidig kan følge ham ind i døden. Da findes der kun én ting: Kærlighed! Og det er just det, kvinden skænker ham: Kærlighed!

Jesus har naturligvis fattet det hele: Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen! Det er så smukt. Den kærlighed, der ikke er plads til i denne verden; den må leve i døden. Utallige elskede er gået i døden sammen, fordi verden ikke havde plads til deres kærlighed. Tænk blot på Elvira Madigan og Sixten Sparre, hvis kærlighed har fået et skær af evighed over sig, skønt det hele endte så tragisk, da de måtte gå i døden sammen nede på Tåsinge, hvor de ligger begravet.

Alene af den grund er det så flot, hvad kvinden gør her til mandeselskabet i Betania. Der er jo ikke her tale om denne hede hektiske forelskelse, hvor verden pludselig intet betyder. Det er heller ikke indledningen til et livsvarigt ægteskab. Alligevel ofrer hun alt, hvad hun ejer og sig selv og sin ære med til den mand, som snart skal dø. Det vil aldrig blive glemt, som Jesus siger. Hun har bundet sig til ham med kærlighedens bånd stik imod al fornuft og beregninger og muligheder.

Ja, det ville jo være blevet glemt, hvis han var blevet glemt. Hvis han var blevet inde bag stenen foran graven. Hvis han var blevet nede i dødsriget, som de sagde dengang. Så var ikke blot kvinden og hendes smukke gestus og den dejlige duft blevet glemt, men så var også Jesus og alt, hvad han havde sagt og gjort blevet glemt. Men det kan vi slet ikke forestille os, for det blev jo ikke glemt. Så havde vi ikke været her i dag.

Kvinden har måske ubevidst fattet, hvad mændene omkring bordet ikke kan begribe: At Jesus må drage ind i Jerusalem og lide og dø for at fuldføre det projekt, som Gud har for med ham og med verden: At overvinde synd og død og alt, hvad der skiller, for igen at forene Gud og mennesker i den kærlighed, som var fra begyndel­sen, og som alting er blevet skabt i.

Nu har kvinden forbundet sig med ham i kærlighedens selvforglemmende handling. Og da Jesus den dag sluttede med at sige: Hvor som helst i verden, evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende, tænkte han netop på os, på menigheden forsamlet til gudstjeneste. Kvinden er vores forbillede. Ikke at vi skal efterligne hende, for det kan vi jo ikke komme af sted med. Men hun viser os, hvad vi på en måde er i færd med. At være til gudstjeneste er at erklære Jesus sin kærlighed og gennem ham blive forenet med Gud i livet og i døden.

Det er at blive befriet fra sig selv, så man kan begynde at leve i kærligheden, som det er Guds vilje. Da er det med os og Gud som med et brudepar: Vi er blevet ét kød. Jesus er brudgommen, vi - menigheden - er bruden. Ægteskabet er fuldbyrdet. Det er næsten som et drama med happy ending, hvor vi bare skal spille vores rolle godt og ærligt. Amen

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)