|
|
Langfredag (Karfreitag), 14.4.2006 |
Vi elsker ham, dette smukke menneske. Kærlighedens inkarnation. Vi elsker hans opofrelse, hans kompromisløse kamp for sandhed, kærlighed, frihed og ansvar. Men verden og vi i den er ikke blevet det mindste bedre på de små 2000 år, der er gået siden, han vandrede lyslevende omkring og lærte om sandheden. Verden er lige så grusom, ubærlig og ond, som den altid har været. Mennesker spreder død og ødelæggelse over hinanden, ufattelige lidelser rammer blindt. Vi behøver ikke gå udenfor vores egen nære verden. Mennesker lider og dør relationsløse, bukker under for bristede forhåbninger, går til i destruktionen – andres ligegyldighed eller egen skuffelse over ikke at kunne, hvad man gerne vil. Livet i verdens tryggeste samfund er ofte lige så ubønhørligt og uoverkommeligt som andre steder. Danmarks selvmordsrate er stadig blandt verdens højeste. Vi kender kærligheden – vi kender den alt for godt – og vi længes. Vi elsker kærligheden – vi elsker Kristus, den til døden salvede med kærlighed. Vi elsker ham – og vi kroner hans hoved med torne, og borer hans hænder igennem og knuser hans arme og ben. Vi véd det alt for godt, fortvivlelsen lurer i ethvert alvorligt menneske – vi kan hverken holde os selv eller livet ud. – Hvem kender ikke til fristelsen at trække dynen længere op om hovedet og slippe for konfrontationen med endnu en uoverkommelig dag? - Tidligere, da jeg var yngre, tænkte jeg, når nogen opsøgte mig i al deres kval og kvide, at det måtte gælde om i samtalen at finde frem til dét gode, der da altid må være i et menneskes liv. – For så vidt et logisk kristeligt udgangspunkt. Vi betragter livet som livet værd, et fundamentalt gode, Gud har skabt livet godt, der må derfor altid kunne finde tilbage til dette oprindeligt gode, også når man er mest ked af det eller ude af sig selv. Derfor prøvede jeg at få den fortvivlede til at finde ind til det værdifulde i tilværelsen. Jeg spurgte: ”Har du da ikke nogle – bare nogle enkelte – gode venner? Er der ikke i løbet af dagen et eller andet, der gør dig glad? Interesser, en tur i skoven? … - Når der var tale om meget deprimerede, suicidalt truede, var denne afsøgning ofte som en ørkenvandring, der blot endte med at forstærke følelsen af opgivelse, for jo tydeligere det var, at det ikke var til at finde opmuntringerne, desto tydeligere stod det jo den deprimerede, at der ikke var noget at leve for! Ved at tage udgangspunkt i mit eget overskud, min egen glæde ved livet, i stedet for i den opgivendes følelse af håbløshed fik jeg bare bekræftet håbløshedens omfang. – Ikke noget imponerende resultat af en sjælesorgssamtale!! Ikke ualmindeligt at vi forholder os sådan til hinandens sorg og kval: ”Du skal se, det går nok over, tiden læger alle sår. Der er jo så meget man også kan glæde sig over!” – En ringe trøst, når alt tager farve af sorgen, smerten, selvleden og opgivelsen. Guds søn gjorde noget andet. Hans væsen var dén fuldkomne kærlighed, der ikke bagatelliserer eller lyver lidelsen bort. Han delte den i med-lidenhed. Han gik selv ind under disse vilkår. Påført al sin lidelse, forhånelse og smerte af de selvsamme mennesker, han levede for, oplevede også han den totale gudsforladthed. Alt sortnede – og dog fastholdt han kærligheden i tilgivelsen af mennesket, selv sine egne bødler: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!” Således skal også vi tage andres – og vor egen - smerte og elendighed alvorligt. Se berettigelsen i den. Lade klagen få skikkelse. For det er gennem skrigene og klagerne, vi måske kan komme til at skimte lys. Når vi sørger, savner, længes – så har vi jo kendt til noget, vi savner og længes efter. Så er der et punkt for håbet at knytte til ved. Véd du, hvad tro er? Tro er Guds forening med sjælen. Han kommer til dig i dit livs mørke, tager bolig i dig, forener sig med dig, og i din dybeste nat, hvor du troede dig helt overladt til dig selv, også forladt af Gud, dér, i Getsemane-natten, hvor de sidste venner sover, hvor ingen kendes ved dig, men har overladt dig til din undergang, og selv Gud tier, dér fuldbyrder Gud sin forening med dig og skaber tro. At svare på den tro er at lytte, lytte og se det i os, som er i mørket, som er i tavsheden, i fortvivlelsen. Når din smerte og klage er mest bitterlig, er det jo fordi du ét eller andet sted véd om noget, der kunne være! Dette noget, som ikke er, men kunne være, er dét intet i dig, som Gud skaber ud af. Troen som udspringer af tomheden i dig, som Kristus har efterladt den tomme grav som udgangspunkt for vores påsketro. Mørket gennembrudt af en spinkel lysstråle, en kile trænger sig vej ind i sindets gravmørke. Og da måske vågner et håb – at det også kan ske i dit liv, at mørke vendes til lys, fortvivlelse til tro, død til liv. Denne vanvittige påstand er langfredags påstand. Derfor, når vi kroner Kristus med torne og gennemborer hans hænder, fordi vi sårer et andet menneske, eller fordi vi ødelægger os selv – er han dér tilstede i mørket for at bære vor synd, tilgive os, gå med os i graven og løfte os ud igen i det fri til nyt liv. Forunderlige dyb af visdom i denne altafgørende begivenhed, hvor guddommeligt og menneskeligt mødes og bliver ét! Hvor bitterlig og sød en begivenhed det er! Denne smertelige grusomhed forbundet med den største kærlighed! At gennemgå alt dette forfærdelige forårsaget af dem – os – der derved aldrig mere er ladt alene i den yderste nød, men også dér mødes af den tilgivende og til døden os elskende Gud. Dét er korsets gåde: Mennesket korsfæstede Kristus, og vi korsfæster ham stadig: Slår kærlighedsliv ihjel. Og dog skete det altsammen for menneskets skyld, Kristus ofrer sig hvert øjeblik for vores skyld. Her er Kristus at finde: i Guds selvhengivelse til os, i ofret, i kærlighedens selvopofrelse. Ikke i den syvende himmel eller i vise bøger eller i fromme bønner, men inderst inde i din og min kamp, fortvivlelse og angst, kampen med at komme til rette med livet, og angsten for det ukendte dyb - i tilværelsen og i én selv, i selvforagten, i smerten, sygdommen og sorgen. Hos alle ofrene for både livets og menneskets egen grusomhed, dér findes Kristus, rede til at ofre sig for deres - for vores – skyld. Det er langfredags trøst midt i sorgen. Kristus blev ét med os. Når vi synes, at mørket lukker sig aller tættest omkring os – da får vi at vide, at der er en, der lider med os, overvinder mørkets magt for os og dermed sætter os fri til at elske livet. Han bringer os gennem mørket og ud i lyset igen - som han selv blev bragt gennem mørket og ud i lyset påskemorgen. Således er påskemorgen en del af begivenhederne allerede langfredag. Ophøjelsen af Kristus tog sin begyndelse før påskemorgen. Der var opstandelse i alt, hvad Jesus sagde og gjorde i levende live - også på langfredag. Korsfæstelsens livsbekræftelse består i, at fra da af er livets Gud og Skaber altid tilstede i den største lidelse, angst og fortvivlelse for at sætte sit elskede menneske fri til livet igen. Det er langfredags trøst, det er korsets gåde. "Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig, vi går til Paradis." ( DDS 192, 9) Amen. Domprovst Anders Gadegaard
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |