|
|
3. søndag efter påske (Jubilate),
7.5.2006 |
Det er afskedens time. Noget af det sværeste i livet: at tage uigenkaldeligt afsked. Det sværd, der hugger de bånd over, der binder os sammen, føles det som om også gennemborer sjælen, når man tvinges til afsked mod sin vilje og lyst. Sidder man sammen for sidste gang, passerer alle de dyrebare øjeblikke, man har haft sammen i livet revy. Og blander sig med angsten for det ukendte nye liv i fremtiden på egen hånd. Men afsked er ikke kun sørgelig. Der findes nødvendig afsked mellem mennesker. Den kan også opleves hård og ubarmhjertig, mens den finder sted og kan gøre én bange for fremtiden, men meningen med den er dog, at den skal til for, at nyt og mere liv kan opstå. Et godt eksempel er den nødvendige afsked mellem forældre og børn. Den er et for mange skræmmende vendepunkt, men dog helt nødvendigt. Begge parter frygter fremtiden lidt. Nu har forældrene ikke længere den meningsfulde opgave at opdrage og beskytte barnet. Nu kan de ikke længere gøre noget, nu skal det vise sig, om vingerne kan bære. – Og barnet, den unge, har ikke længere bare sine forældre til at falde tilbage på. Nu er man grundlæggende på egen hånd. – Nogle forældre magter ikke denne nødvendige afsked. Af frygt for at blive alene – eller af frygt for hvordan det skal gå barnet – holder de på det så længe som muligt. Og det sidste bliver værre end det første. Afskeden skal til. Den er nødvendig for begge parter – også for deres indbyrdes forhold. For barnet får som voksen først noget selvstændigt at give tilbage til forældrene, når det har haft mulighed for i en årrække at være ansvarlig for sit liv. Taknemmeligheden for, hvad forældrene gav, kan først blive virksom, når man har oplevet og opdaget, hvad det var for en ballast man havde med hjemmefra. opdager man det – og at det bær’ ! – så bliver det til lykke for både forældre og barn – til lykke netop på grund af afskeden. Netop sådan er situationen under det store påske-festmåltid, som Jesus indtager sammen med sine disciple i Jerusalem. Ifølge Johannes holder Jesus her en lang afskedstale med netop dette tema: Afskeden er nødvendig. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Disciplene skal ikke være bange for, hvad fremtiden bringer, selv om Jesus nu går bort, går til faderen og efterlader dem på egen hånd. De forstår det måske ikke lige nu, men det er nødvendigt, at han forlader dem. Han siger det sådan, at han går bort for at skabe plads til dem – plads hos Gud. Hos Gud er der nemlig mange boliger. Var han blevet, ville han som deres herre og læremester hindre dem i at leve selvstændigt – så ville de fortsætte med blot at følge ham og gøre som han. Præcis som de forældre, der ikke kan slippe deres børn, bremser dem i deres selvudfoldelse. Eller når en éntydig ydre lov nøje dikterer, hvad der til enhver tid er det rette at gøre. Så er myndigheden blevet her i dén form. Det ville Jesus netop ikke. Han var ikke en ny lov. Han var lovens ophør! Han ville det frie menneskes hele liv. Derfor gik han bort. Han efterlod dog ikke disciplene tomhændede. Men det var noget andet end en diktator eller et diktat, han lod blive tilbage. Han efterlod dem noget, som er uendeligt mere magtfuldt – magtfuldt i sin afmagt: han efterlod dem en vision. En vision man kan træde ind i eller lade være. Men træder man ind, sættes man fri og vokser. Denne vision fik her i talen overskriften: ”Jeg er Vejen og Sandheden og Livet.” Disciplene kendte den godt i forvejen. For de havde jo fulgt ham hele vejen. De var bare ikke klar over, at alt hvad de havde været en del af de seneste tre år, var selve Vejen, selv sandheden, selve Livet. Thomas afslører det, når han spørger: ”Herre, hvordan kan vi kende vejen?” Thomas beder om vejledning. Han vil gerne have klare instrukser for, hvordan han nu skal leve sit liv, ladt alene af mesteren. Men Jesus svarer ikke Thomas med en konkret anvisning på, hvordan han nu skal leve sit liv. Så ville Jesus bare have været en ny lærer med krav om lydighed mod bestemte regler og bud. I stedet siger han: ”Jeg er Vejen, jeg er Sandheden, jeg er Livet” . Han, deres ven og leder hjemme fra den fattige og uanselige egn Galilæa, han siger om sig selv, at han er intet mindre end Sandheden selv. Den unævnelige Gud, altings begyndelse og ende, kommet til verden som et levende menneske af kød og blod. ”Jeg Er” – Gud uden navn, men om hvem man kun kan sige, at Han er – har vist sig – ikke bare i en brændende tornebusk, men i levende live. Vist Vejen og Sandheden, vist enhver, som tror det, hvad Livet i Sandhed er. – Idet disciplene sidder her sammen med Jesus og hører dette, er de på vejen, i sandheden, midt i livet. Den bevægelse, de herefter skal gøre – og som vi alle skal gøre: ud i livet, hen ad vejen – den er opfyldt i dette enestående øjeblik, hvor de sidder til bords sammen og er ét i kærlighedens, hengivelsens øjeblik. Herefter går vejen videre – man er alene og på egen hånd. Det blev hurtigt nat i Getsemane have og morgen i statholderens gård. Med tilfangetagelse, splid, frafald, fornægtelse og forræderi. Disciplene blev rådvilde og bange, mistede modet. – Og alligevel viste det sig, at de ikke var alene på vejen. Efter henrettelsen og gravlæggelsen og alt var uvist, viste han sig for dem, kom til dem gennem lukkede døre. Fællesskabet med den levende ”Jeg er” ophørte ikke med afskeden og døden. De var blevet til noget nyt i kraft af dét forhold, de var blevet sat i til ham, ”Vejen, Sandheden og Livet”. Det, vi er, er vi i forhold til andre. Ingen, absolut ingen af os er noget af eller for os selv. Det er altid i forhold til andre. Er man dygtig, er man doven, er man rig eller fattig - det er altid målt på andre. Er man kærlig, trofast, hjælpsom eller hadefuld, mistroisk – er man det overfor andre. Vores identitet får vi af de forhold, vi er sat i. Også Jesus fik sin identitet fra sit forhold til andre – først og fremmest forholdet til sin far. Han er i faderen og faderen er i ham. Og nu går han bort for at skabe plads i det forhold til alle, til os alle. Således, at vi altid kan stole på, at vi får vores identitet skænket i frihed af det forhold, vi er sat i til Gud – af Gud selv. Vi har det med os på forhånd, vi har det med i ryggen. derfor holder vi så gerne barnedåb: Fordi det er her så tydeligt som tænkes kan, at vi idet vi går ind til l ivet, idet vores vej begynder, har vi Gudsforholdet med os, givet af Gud selv. Vi er ”indpodet på Kristus” – som han var det i faderen er vi det i ham. Dét er den kristne tros mystik. Han i Gud og vi i ham. Og som vi er i Kristus i kraft af hans kærlighed til os, sådan skal vi være i hinanden i kraft af vores indbyrdes kærlighed. Kristus gik bort, tog afsked med denne verden og lod os alene tilbage. Og vi må gå videre på egen hånd. Når vi går ud herfra efter mødet med Kristus er alt igen op til os selv. – Og dog følges vi på vej. Han følger os i ny skikkelse: Som Ånd, som trøstermand, som vejleder, der ikke kan høres, men kun tros med hjertet. ”Bliv i min kærlighed, så bliver jeg også i jer” , siger han lidt senere i sin afskedstale. Dét er vejen. Vores vej er som en labyrint, synes vi ofte. Et utal af valgmuligheder, når vi skal vælge vores vej. Men vælger vi modigt og omhyggeligt med Kristus som Vejen, Sandheden og Livet i tillid til, at han selv er os nær for at indgyde os vejledning – så vil vi opdage, at vi valgte rigtigt. – Også når vi senere fortrød eller ville have været en anden vej. Se dig blot tilbage, og du vil se, at dine valg kunne ikke have været anderledes. Alt ser da ud som én vej, når den er gået. Sådan ser mit personlige liv ud i tilbageskuelsens lys. Det er nåde. Livet er som en labyrint: Mange veje, behagelige og ubehagelige snor sig mellem hinanden, mange svære valg, men: Hele tiden en bolig beredt for dig i centrum, hos Gud. Han er gået foran dig og gjort den rede. Brug du derfor blot al din kraft på vejen. Det er det løfte, Jesus giver disciplene – og os med dem – i denne afskedens stund. Og det er det løfte, som kan give os styrke og kraft til at gennemføre vores vandring ad vejen. – Til tider har kirken og andre påståede forkyndere af Guds rige yndet at gøre vejen, som er sandheden og livet, meget snæver og forbeholdt nogle få rettroende udvalgte. Denne holdning modsiger Jesus eftertrykkeligt her: I Guds rige findes intet snæversyn, ingen personsanseelse. I Guds hus er der mange boliger, og pladsen er gjort rede – også til dig og mig! Lad mig slutte med et digt af Ole Sarvig, som indholdsmættet tolker dette tema: At vi hele tiden skal videre herfra på eget ansvar. Intet er givet os. Og dog er alt givet os, fordi Gud opsøger os på vejen og på trods af vor svigten, vort Judas-forrædderi – overfor andre, overfor os selv, overfor Gud – skaber nyt is os. Hans kærlighed til os gør det muligt for os at vandre i sandhed, så alle vi små svage og bange sjæle må vokse, blive stærke, frie, glade. Det sker lige nu. Midt i livet er vi på vejen, i sandheden. Idet vi er ét med hinanden og med Gud i Hans evige kærlighed til os. Hør Ole Sarvig: (Hør jordens råb. Salmer og kærlighedsdigte, 1982, side 12) O, Gud, Domprovst Anders Gadegaard
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |