Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

4. søndag efter påske (Kantate, konfirmationspræpdiken), 14.5.2006
Johannes 8,28-36, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


1. En statholder står foran en stor søskendeflok. Han taler til dem alle, men ser kun nøje på den ene af disse søskende: "Er det så jeres yngste broder, som I talte til mig om?", spørger han. Og han henvender sig derefter direkte til denne unge mand og siger: "Gud vær mig nådig, min søn". Han kalder den unge mand "søn", selv om han egentlig er hans bror. Hvilken forvirrende snak. Hvordan skal det forstås?

2. Scenen findes i Første Mosebog. Det er en replik i en længere novelle der. En historie fuld af intriger og opstillede fælder. Den fortæller historien om patriarken Jakobs søn Josef, om hans liv og skæbne, om hans trængsler, genvordigheder, og om hvordan han så alligevel klarer sig i Ægypten og der når frem til at blive statholder over landet. Dygtigt fører Josef endda landet igennem en vanskeligperiode med hungersnød. Det er historien om en række brødre, patriarken Jakobs mange sønner. Disse brødre får nok af deres pralende lillebror Josef. De kaster ham i brønden og sælger ham til en karavane. Vi følger så Josefs videre skæbne i Ægypten. Og historien ender med, at brødrene og deres far Jakob efter mange års adskillelse atter bringes sammen. Josef forsones med sine søskende og Jakob velsigner sine sønner inden sin død.

3. Forsoningen mellem disse søskende finder sted efter en intrigefyldt fortælling, hvor Josef sætter fælder for sine brødre. Brødrene kommer under en hungersnød til Ægypten. De vil købe korn, og de opsøger derfor den ægyptiske statholder uden at vide, at det netop er den bror, de år tilbage smed i brønden. Josef genkender dem straks, men han giver sig ikke tilkende for dem. Han taler i stedet hårdt til dem, og anklager dem for at være spioner. De forsvarer sig og siger det ikke passer, at hjemme venter deres far og yngste bror Benjamin. Josef beordrer da brødrene til at hente denne yngste søn, for at bevise sandheden i det, de har sagt. Og for det korn brødrene nu kan bringe tilbage, må de efterlade en af de andre brødre som gidsel. Tilbage i Kanaens land jamrer Jakob, deres far, sig, og han kvier sig ved at lade dem rejse af sted igen nu - denne gang også med den yngste søn Benjamin. Hungersnøden er imidlertid hård, og til sidst må brødrene rejse. Tilbage i Ægypten inviterer Josef dem ind at spise hos sig. De bliver godt behandlet, men Josef har atter lagt en fælde. Han lægger sit sølvbæger ned i Benjamins sæk på æslet. Og da de er draget af sted sender han sine mænd efter dem, og de afslører, hvordan der ligger et sølvbæger i Benjamins sæk. Benjamin må have stjålet det. Han er en tyv, og han må stå til regnskab. Josef siger til de øvrige brødre, at de kan rejse hjem, men Benjamin må blive som slave hos ham, den ægyptiske statholder. Det kan de andre brødre imidlertid ikke bære. De kan ikke udholde tanken om at komme hjem og fortælle deres far om tabet af endnu en søn. Josef giver sig da midt i brødrenes desperation endelig til kende og forsoningen og gensynsglæden er stor.

4. Da Josef først så Benjamin i Ægypten sagde han netop ordene: "Er det så jeres yngste broder, som I talte til mig om? Og han henvendte sig derpå direkte til sin bror med ordene: "Gud vær mig nådig, min søn". Han kaldte altså sin bror "søn", hvad understreger den maske Josef havde taget på ( 43,28). Han gav sig ud for at være en fremmed og blev også set som en fremmed af sine brødre. Han havde større status end dem, og han kunne derfor også sige "søn" til sin bror. Først da masken faldt sagde Josef: "Nu ser I, også min broder Benjamin, med egne øjne, at det er mig, der taler til jer". Og Josef faldt derpå sin bror Benjamin om halsen. Brugen af ordene "bror" og "søn" er således med til at understrege spillet og de fælder, som lægges i historien om Josef. Når Josef først kalder sin bror for søn holder han distancen - han sørger derved for ikke at blive genkendt. Da masken er faldet, kan han frit sige "bror".

5. Det at være, at kalde og blive kaldt enten "søn" eller "bror", og må vi tilføje "datter" eller "søster", " mor" eller "far" er med til at angive nogle af de væsentlige relationer mellem os mennesker. Og de har også betydning for det, vi er samlet om her i dag, såvel her i kirken som efter gudstjenesten "Søn", "datter", "søster" og "bror": de fortæller os om det forhold vi står i til hinanden. Vi er alle døtre og sønner af nogen. Og vi har såvel glæderne og byrderne ved at være det. "Søn", "datter", "søster" og "bror", "far" eller "mor" fortæller os om det forhold, vi står i til hinanden. Vi er ikke kun givet et navn og et cpr. nummer. Vi indgår også i tætte forhold til hinanden på godt og ondt. At være "søn", "datter", "søster" og "bror". Det giver nærhed og varme, det giver ståsted og fundament, det giver historie og erindringer, binder os sammen uden nødvendigvis at mindske den enkeltes frihed. Det kan dog også give følelsen af afstand, når vi ikke kan nå hinanden og taler forbi hinanden. Eller når nærheden i disse relationer bliver os for tætte, så vi ikke synes, vi kan ånde. Så søger vi fri af hinandens selskab. Det er også de, vi står tæt på, vi let irriteres over og strides med, sådan som historien om Josef og hans brødre jo også afslører, inden de forsones til sidst.

6. De relationer, vi er givet og som vi lever i, bekræftes for os her i dag , såvel her i kirken som efterfølgende, hvor mange af os vil samles med familie og venner med jer konfirmander i centrum. Her er vi fædre og mødre, bedstemødre, bedstefædre, søskende, oldeforældre, faddere, naboer, familie og venner, som har glædet os og glæder os til at fejre jer, der konfirmeres her i dag. Her i alt dette, som sker og skal ske i dag, bekræftes vi i det, vi sang, i Jakob Knudsens salme om at kalde dagen: "moder, søster, elskte, min kærlighed." Med andre ord, vi bekræftes i, at dagen, får navn af dem, vi deler den med.

7. "Datter", "søn", "Bror" "Søster". Ikke kun i disse mellemmenneskelige forhold spiller disse relationer imidlertid en rolle. De er udgangspunktet for hele vor tilværelse. Vort forhold til Gud står netop i et sådant tæt og nært forhold. I dåben hører vi det jo sagt, at barnet, der skal døbes, er et Guds barn, dvs. søn og datter af Gud og at det har Jesus som bror. Dette tætte forhold til Gud er det, som I otte, der konfirmeres her i dag bekræftes i. Og vi hører det også i Jesu ord i Johannesevangeliet her i dag, hvor han vægter sit eget nære forhold til Gud Faderen. Han er sønnen, som taler Guds ord. Og i bundetheden til ham gives vi den døbtes frihed: den frihed, som bæres af, at livet er en gave, at Gud forlader synder og åbner horisonten: gør den lys.

8. Ved dåben kaldes vi et Guds barn. Vi er alle børn af nogen, bliver del af en historie og en tid, og vi bærer det alt sammen med os, det lette som det tunge, men i dåben bliver det så også sagt, at det liv vi lever og deler i godt og ondt, har sin rod og sin himmel i Gud. Dåben, gør os til søn og datter af Gud. Hvad enten vi er mødre eller fædre, konfirmander, unge eller gamle, er vi børn af Gud. Og dette at være barn af noget større end os selv - at stå i dette forhold til Gud, til livets skaber, evigheden, kærligheden, frelseren og lyset - må det fortsat åbne verden for os!

9. Når vi nu skal synge salmen: "Sov sødt barnlille", så gælder de ord, hvorom vi synger, jo netop ikke kun det lille barn - dengang I konfirmander lå i vuggen - og vi forældre bar jer til døbefonten - eller da I selv ( som du Bonnie) kom her op og blev døbt, - det er ord, som gælder nu og altid, og det hvor gamle vi end er. Det er ord om, at vi intet har frygte, idet Guds kærlighed er stærkere end alt andet, hans nåde er større end vore egne synder og domme over hinanden, hans velsignelse lyser fortsat over os. Her i denne salme skal vi synge med henvisning til hvad sker i dåben: at vi intet skal frygte: Guds fingrene grande ( dvs. store)/ slog kors for din pande,/ Guds enbårnes røst/ slog kors for dit bryst,/ thi skal ingen djævel dig skade;/ nu kan i din dåb/ med saligheds håb/ din sjæl og dit hjerte du bade". Vi er således alt givet: Jesus er lyset og livet, og i ham er vi givet nåden i favn

10. Står vi i dette forhold til Gud som et barn til sine forældre, til en mor og en far, så er vi samtidigt i Jesus givet et forhold til hinanden som søskende. Ikke fordi vi i bogstaveligste forstand kan føre vor slægt tilbage til en og samme familie. Men fordi den frihed, vi er givet i Gud ved Jesus Kristus, sætter et fællesskab større end den, som findes i familien og i de gæster vi nu hver især har inviteret til konfirmation her i dag. I ham, i Gud, gives vi del i et fællesskab, som gør såvel familie, venner som fjender, - ja dem, vi deler samfund og verden med - ja hver et menneske til søster og bror. Det er således aldrig nok at tro sig sikker i sit eget og hytte sig selv og sit eget. Der ligger også en etisk appel i dette at være en bror og en søster. En af de tidligere præster her ved kirken, salmedigteren Karl Laurids Aastrup slutter netop en af sine salmer - en af de, der er kommet med i de nye salmebog - med denne fordring til os: "Men husk: et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige. En broders ansigt ved mødet kende. Det er på jorden Min faders rige." Heri ligger en væsentlig erkendelse af, at vi mennesker er overdraget til hinanden og har ansvar for hinanden. Det er også den fordring, som står for os, idet vi i dåben får Gud som far og Jesus som bror.

11. Grundtvig kalder det for et himmelsk broderskab, eller kunne vi tilføje "søskendeskab" eller "slægtsskab", men det er derved hverken særlig luftigt eller kun for en sluttet åndrig skare. Tværtimod! Sådan at være søn og datter, barn af Gud og i Jesus have hinanden som søskende er derimod at slippe for hele tiden at skulle tænke på, om jeg nu selv dur og slår til - for udgangspunkt, friheden at leve på, er at Gud har sagt ja til os i dåben og han bekræfter det fortsat for os. Nu for jer, der konfirmeres i dag - og for os alle ved sit ord, ved dåb og nadver.

12. Lev ved dåbens nåde. I Jesu navn. Amen

Aldrig mer jeg nu vil tænke
På hvad selv jeg gøre kan,
Men kun på, hvad du vil skænke
Lige god som Gud og mand;
Intet kan jeg uden dig,
Alt du gøre kan af mig,
Når dit ord, som aldrig glipper,
Jeg med troen aldrig slipper.

Sognepræst Elof Westergaard
Mariehøj 17
DK-8600 Silkeborg
Tel.: +45 – 86 80 08 15
E-mail: eve@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)