Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Exaudi (6. søndag efter påske), 28.5.2006
Johannes 17, 20-26, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Ensomhed er det højtudviklede samfunds største plage: mennesker, der af den ene eller den anden grund føler sig sat udenfor, og som ofte søger den fattigste kompensation herfor, f.eks. foran skærmen. Tilsvarende er fællesskab det, alle tragter efter. Fællesskaber er gode for dem, der er indenfor. Men de er forfærdelige for dem, der ikke kan finde ind i dem - vidnesbyrd om deres ensomhed og anderledeshed. I trosbekendelsen bekender vi troen på »de helliges fællesskab«. Det er det fællesskab, som etableres af det glædelige budskab, som er for alle, »for hele folket«. Men ofte kritiseres kirken, også af folk, der har en positiv holdning til den, for at man mærker for lidt til fællesskabet herinde. Hvis folk virkelig oplevede et stærkt fællesskab blandt kirkegængerne, skulle de nok komme i kirke, hedder det. Det er nok sandt, at der kunne findes måder at lade fællesskabet træde tydeligere frem i kirken. Men det helt afgørende ved det fællesskab, der bliver til her i kirken, i modsætning til alle andre fællesskaber, vi kender, er, at det ikke er og aldrig må blive et lukket fællesskab, at det altså ikke sætter skel og siger: vi herinde i kirken er noget, som de, der er udenfor, er lukket ude fra. Hellere nøjes med de få synlige tegn på fællesskab, vi har, når vi rejser os sammen for at lytte eller når vi synger sammen - end skabe noget, der kan give en eneste udefra kommende den fornemmelse, at her er der noget, som han/hun ikke kan være med i. Når vi taler om det kristne fællesskab og hvad vi kunne gøre for at lade det træde tydeligere frem, så er den største fare af alle, at det kommer til at fremstå, som om det store skel går imellem os, der har del i det, og de, der ikke har. Det er den måde, man alle andre steder sætter skel: vi og de andre. Og derved skaber disse andre højt besungne fællesskaber isolation, fremmedgørelse og ensomhed. Vi, der er unge - og alle de gamle. Vi, der har arbejde - og alle dem, der ikke gider lave noget. Vi, der er medlemmer af foreningen - og alle dem, der står udenfor. Vi danskere - og alle de fremmede. Vi, som kender Gud - og alle dem, der ikke gør det.

I de ord af Jesus, som netop blev læst, er der ikke dette store skel mellem den ene og den anden slags mennesker. Jesus siger til Gud: »Verden har ikke kendt dig«. Det er noget, som alle mennesker er fælles om: at de ikke har kendt Gud. Og så fortsætter han med at sige: »Men jeg har kendt dig.« Det vil sige: det store skel går ikke mellem de kristne på den ene side og verden på den anden side, nej, det store skel går imellem alle mennesker (kristne som ikke-kristne) på den ene side - og Jesus på den anden side. Mellem dem, der ikke har kendt Gud, og den ene, der har kendt ham.

Hvad vil det sige, at verden ikke har kendt Gud? Folk troede da også på Gud, før Jesus kom. Og hvad vil det sige, at vi, som nu er her i dag, ikke har kendt Gud? Går skellet ikke mellem os, som kender Gud, og de, som ikke gør det, men som måske kan komme til det og i så fald kan komme indenfor? Nej, skellet går mellem alle mennesker og Jesus. At kende Gud er ikke det samme som at tro, at han er til. Det ord kende betyder i bibelen noget helt anderledes omfattende end i vores sprogbrug. F.eks. bruges det i det gamle testamente om samlejet. At kende angiver i bibelen en afhængighed og en sammenhæng af så grundlæggende og selvfølgelig karakter, som den kun findes mellem elskende eller mellem en mor og hendes spæde barn. I evangeliet forklares det at kende Gud også med at »være ét med ham«. Og i en så grundlæggende og indlysende sammenhæng og afhængighed af Gud lever ingen mennesker. Men Jesus gjorde. Det er det, som så klart kommer til udtryk i den bøn, han bad, og som vi hørte før. Det er forskellen mellem ham og os. Det er den store forskel, som får alle forskelle mellem os og dem, til at svinde ind.

Hvordan viser det sig, at vi ikke kender Gud - i den betydning af ordet, at vi altså ikke lever ham så nær, som Jesus gjorde? Ja, man kan pege på, at vi ikke lever vores tilværelse i tryghed og ubekymrethed. Utryghed og rastløse bestræbelser på at bjærge, hvad vi tror kan sikre vores liv, præger os. Eller man kan nævne det moderne menneskes vanskelighed ved at tage imod tilværelsen, sådan som den er, og som bl.a. viser sig i ensomhedsfølelsen. Vi skal arbejde med vores tilværelse, bliver vi belært, vi skal bearbejde vores sorg eller vores angst, vi skal være kreative og skabende - og selvom der kan ligge nogen rimelighed i sådanne udtryk, angiver de dog alle sammen, at tilværelsen er ikke god nok, som den er. Den rummer sider, som i vore øjne er urimelige, uretfærdige, utilstedelige, uordentlige. Og som ikke sjældent medfører en følelse af at være ofre - medfører bitterhed eller i hvert fald utilfredshed. Også det viser, at vi ikke lever ud af det kendskab til Gud som Jesus gjorde. Eller hvis man vil nævne én enkelt ting, hvorved det viser sig, at vi ikke kender Gud: i hvor ringe grad er glæden vores grundstemning?

Jeg læste følgende sætning: »Statistisk set er sandsynligheden for vores tilblivelse så lille, at man skulle tro, at den kendsgerning at vi hver især findes, ville få os alle til at gå rundt i en evig tilstand af tilfreds målløshed og glad forbløffelse.« Grundlæggende burde glæden over simpelthen at være til bære os igennem livet, men for os skal glæden altid have en særlig årsag; eller den må overraske os, for overhovedet at skaffe sig plads i vores tilværelse, overrumple os, før vi giver efter for den.

Lidt kort kunne man godt sige: At kende Gud er altid at glæde sig. Eller føle sig taknemmelig. Sådan som også apostlen Paulus formaner sine menigheder til det. Glæd jer altid, siger han. For I har lært Gud at kende. Men sådan har verden ikke kendt Gud, siger Jesus. Uanset hvilke forskelle, vi kan finde på at nævne imellem mennesker, er der altså denne enhed imellem dem: at de ikke har kendt Gud. Men nu kommer så evangeliet i dag og siger, at der er en mulighed for en anden enhed: enheden i troen på ham, som Gud har sendt. Det er kristendommens måde at kende Gud på: at tro, at Jesus er sendt af Gud. I det, som Jesus siger, er det understreget, at menigheden, kirken, de kristne er der ikke for at sætte et skel mellem sig og de andre, men som det hedder »for at verden må tro, at du har sendt mig«. Menigheden kan ikke sige: vi har kendt Gud, det har I ikke. Men den kan pege hen på Jesus og sige: dér kan vi sammen lære Gud at kende, for han er sendt af Gud, og han kender ham, og hvad han siger og gør, viser os Gud. Ja, han kender ham i den betydning af ordet, at han er ét med ham.

At tro at Jesus er sendt til verden af Gud, det er ikke bare at blive anbragt i enheden af alle dem, der ikke har kendt af Gud. Men det er også at få plads i en ny enhed, alle dem, som Gud elsker. Det er ikke blot at opleve at skellet mellem os og dem forsvinder, for det skel har der aldrig rigtig været noget grundlag for.

Men det er at opleve det ganske uventede, at skellet mellem os og ham svinder ind. Det er det, Jesus beder om i teksten i dag: at vi må blive lukket ind i det fællesskab, der er imellem ham og Gud. Med mange forskellige ord er det det, der hele tiden vender tilbage: at skellet mellem os og Jesus skal forsvinde, ikke ved vores indsats, men ved hans, gennem hans offer og ved hans bøn, at vi skal få del i hans herlighed, ikke nogen herlighed vi har i os selv, men den herlighed, Jesus har fra Gud. Jeg i dem og du i mig, hedder det - eller: hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig være. Skellet mellem os og ham afløses af fællesskabet mellem os, ja, ikke bare mellem ham og os, men derigennem mellem Gud og os, det fællesskab, hvor alle forskelle mellem mennesker smelter hen, og hvor al menneskelig isolation og ensomhed og fremmedhed svinder bort, det fællesskab, hvor glæden ikke bare er en forbigående overraskelse, men grundtonen. Amen

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: +45 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)