Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Trinitatis søndag, 11.6.2006
Matt. 28, 18-20, Arne Ørtved
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det lyder som en hel fanfare, der gjalder ud over den ganske verden. Ganske vist står Jesus på et bjerg i distriktet Samaria midt i Israel; og der er kun 11 tilhørere, nemlig de tiloversblevne disciple, efter at den stakkels Judas har taget sit eget liv. Alligevel fremsiges disse flotte ord ubeskedent og med stor triumf.

Ingen ved jo rigtig, hvordan denne Jesus har set ud den dag; men vi skal lægge mærke til, at det ikke er den historiske Jesus, der står der på bjerget. Det er den opstandne. Hvordan ser et menneske ud, der er opstået fra de døde? Har han en udstråling og en autoritet, der kan få sådan nogle store ord til at lyde troværdige. Den var i hvert fald ikke gået, mens han var i sin jordiske skikkelse. Da var han et ganske almindeligt menneske fra Nazaret. Selvom der ikke i evangelierne er givet nogen be­skrivelse af hans udseende, så har vi dog en tydelig fornemmelse, at han ikke har set ud af noget særligt. Måske snarere tværtimod: En fattig vejfarende, hvor man nærmest kom til at trække på smilebåndet, når nogen påstod, at han var Messias, folkets store frelser og befrier.

Men det er ikke tømrersønnen, der her meddeler, at han har al magt i Himlen og på Jorden, og giver besked om, at alle mennesker udover jorden skal døbes til at blive hans disciple og lære hans befalinger at kende. Hvis han havde gjort det, ville nok selv hans disciple have fået sig et billigt grin.

Det er den opstandne Jesus, der taler her. Og det er noget helt andet. Hvis vi skal forestille os hans udseende, må det ske ved at beskrive ham i et særligt lys. Det er altså slet ikke et spørgsmål om størrelse eller udseende, men om udstråling. Sådan er han også ofte fremstillet på malerier. Enten er hele hans skikkelse omgivet af lys, eller også er der en glorie over hans hoved.

Hvad er det for et lys? Det er troens lys! Det er nemlig kun troen, der kan se den opstandne Jesus. Det betyder, at troen altså ikke er noget, som mennesket har i sig, i hjertet eller hjernen. Troen er ikke noget, mennesket kommer anstigende med op på bjerget eller ind i kirken. Troen er så at sige et mellem­værende mellem mennesket og Kristus. Den opstår ved menneskets møde med den opstandne.

Det kan egentlig godt være svært for os mennesker at forstå. Vores udgangspunkt er altid menneskets egne evner, meninger, bedrifter. Med det, man har i sig, møder man omverdenen og bearbejder den. Vi lytter måske til nogle argumenter eller modtager nogle gode råd; så bearbejder vi det i vores egen tænketank, hvorefter vi tager stilling og handler.

Ofte bruger man det udtryk, at en eller anden lod følelserne løbe af med sig; underforstået: Hun havde altså ikke tænkt sig godt nok om, og derfor handlede hun uhensigtsmæssigt. Denne kommentar antyder dog, at der åbenbart findes noget, som ikke direkte har osselv som udgangspunkt; men hvor vi bliver styret af noget, der løber af med os. Fornuften er sat ud af kraft, og følelserne kan føre os ud i uberegnelige handlinger.

Dette her kender vi også fra forelskelse. Normale hverdagsmennesker må sommetider ryste på hovedet ad forelskede mennesker, fordi de opfører sig så tåbeligt. Dels er de ofte ved at suge indmaden ud af hinanden; og dels til­sidesætter de alle hensyn til den omgivende verden: overholder ikke aftaler, sover ikke om natten, passer ikke deres arbejde ordentligt, osv. De forelskede har uanede kræfter, kan udholde strabadser, bliver op­findsomme, smukke, snarrådige.

Det centrale her er, at de drives af noget, der har magt over dem, nemlig deres forelskelse. De er ikke ved deres fulde fem, og det har fået en digter til at kalde forelskelse for en midlertidig sindssygdom. Det vil imidlertid være forkert at sige, at det er følelserne, der løber af med dem; for så er det jo, som om det er noget indeni dem selv. Nej, det er forelskelsen der løber af med dem.

Sådan er det også med troen: den er noget, der løber af med en. Ikke som i forelskelsen at man er helt fra snøvsen; men den er ikke noget, man er i besiddelse af og er nået frem til ved at bearbejde tingene i sin tænketank. Troen bemægtiger sig et menneske, så det kan høre, se, forstå ting, som det ikke kunne, før troen kom, eller når den er forsvundet. For ligesom forel­skelse er noget, der kommer og går, så er det også sådan med troen. Den er ikke noget, man er i besiddelse af hele tiden. Troen kan gå over; og det kan godt være noget af en nedtur, fordi man bliver i tvivl om sin egen dømmekraft.

Men fanfaren gjalder ud over den ganske jord: Mig er givet al magt! Gå ud og gør dem til mine disciple! Døb dem og lær dem at holde mine befalinger! - al tvivl til trods. Det smelder i alle afkroge. Tonen skærer klart igennem alle mislyde. Overdøver al larm og alle hæse skrig og kommandoer!

Det er næsten 2000 år siden, han stod på bjerget dernede midt i Israel og råbte til sine 11 forsagte disciple. Hvem kunne ane, at fanfaren virkelig kunne høres over den ganske verden. Det så beskedent, ja næsten sølle ud. Ligesom børn, der leger røvere og soldater. Da kan man også udstede strenge befalinger og kommandere over vældige tropper, selvom det måske kun er 11 snottede skolebørn, der hører efter.

Mon disciplene også har stået sådan den dag og troet, at det var en slags leg, Jesus arrangerede sammen med dem? Har de mon kunnet forestille sig, at det var ramme alvor. Han havde virkelig al magt. Og alle folkeslag skulle virkelig blive hans disciple. De kendte jo ikke meget til verden de 11. Havde ikke bevæget sig langt udenfor hjemlandets grænser. En tur i Libanon, et smut i Syrien, en enkelt havde måske været helt i Ægypten. Men de vidste da godt, at der var fjernere riger til: i Lilleasien, Grækenland og selveste Rom, hvorfra hele den kendte verden blev regeret. Det var landene omkring Middelhavet. Ret meget mere kendte de ikke til.

Alt det tror jeg ikke, de har stået og spekuleret over. De har i det hele taget ikke spekuleret den dag. De er blevet revet med af begejstringen og har ikke været i tvivl om, at det Jesus her stod og råbte ville gå i opfyldelse. På den måde har fanfaren også gjaldet i deres hjerter. Og det satte sandelig gang i dem; sådan virkede troen på dem. Få år efter var de 11 blevet til 1100; kort efter 11.000; og det var slet ikke til at stoppe. 11 millioner, milliarder. Ned igennem århundrederne.

I dag er det os, der hører den. Næsten 2000 år efter og mange tusind kilometer derfra. Men årene forsvinder og afstanden. Det er i dag, han råber det til os. På mange måder ligner vi jo de 11 sølle disciple, i hvert fald hvad troen angår. Men vi ved selvfølgelig noget mere om verden; og så har vi det store fortrin, at vi ved, at ordene gik og går i opfyldelse. Det blev ikke ved de 11. Masser af folkeslag er gjort til hans disciple.

Denne ekstra viden burde skærpe vores appetit efter at lytte til ordene og lade dem løbe af med os. Og det er da også i en vis forstand sket. De fleste af os, der sidder her, er formodentlig blevet døbt til at tilhøre ham Ordene løber af med os. Det betyder ikke, at vi skal springe op og råbe halleluja og være helt ude af os selv. Nej, vi skal netop være os selv; stille og roligt som det nu passer til vores temperament, og som det er blevet vores skik på disse breddegrader. Hele vores gudstjeneste med dens salmer og bønner og øvrige ritualer er gennem århundrederne blevet til som den ramme, hvorunder vi kan høre ordene og blive revet med af dem. Og det betyder netop, at vi tør tro på og leve på hans ord til os om, at selv om vi gang på gang mister magten over og i vores eget liv, så gør det ikke noget, fordi hanhar al magt i himlen og på jorden. Derfor er vi heller aldrig alene i og om vores liv, men han er med os alle dage indtil verdens ende, sådan som han lovede sine forskræmte disciple det, den dag på bjerget i Galilæa, og som han har lovet os det, dengang vi blev døbt. Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 - 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)