Det er ikke ualmindeligt at møde mennesker, der synes, der sker for lidt til en gudstjeneste. Kirken er alt for pæn og magelig, og der tages jo ikke stilling til noget som helst.

Sådan har man naturligvis ret til at mene, det står enhver frit for, spørgsmålet er blot, hvem det i grunden er, der er for pæn og magelig, når det kommer til stykket.

Det er i hvert fald interessant at iagttage, at mange af de samme mennesker, der råber på farve, holdninger og stillingtagen, de kan ikke tåle mosten, når evangeliet taler råt for usødet. Når de møder ord som dem i dagens evangelium, så står de af, for så bliver det for groft for dem.

Mange af dem der finder kirken for pæn, de vil, når det kommer til stykket, helst gå ligeså velfriserede fra den, som da de kom. Når forkyndelsen kradser og forstyrrer alle de gode idealer og den gode stemning, man gik til kirken med, ja, så forarges man, og for nogles vedkommende så kommer de kun modvilligt i kirken igen.

Mange vil godt ha' med kirken og kristendommen at gøre, når den taler om kærlighed og om, at vi skal være gode ved hinanden, for så udtrykker den jo alt det, man også selv synes er godt og rigtigt. Men kirken burde undlade at tale om alle de mere kedelige ting som synd, syndernes forladelse og den slags, for det er så trist at høre på, og det er de færreste i dag, der forstår sig selv som en synder.

Imidlertid lader det sig ikke gøre at hugge evangeliet af og klippe det til, så alt det ubehagelige bliver udeladt, uden at man derved forråder det, ja, man får i så fald noget helt andet ud af det end det det egentlig handler om.

Derfor kan vi altså heller ikke springe dagens evangelium over blot fordi det forekommer os ubehageligt. Vi får det smidt i hovedet i al dets tilsyneladende brutalitet, og det er Jesus, der udtaler de kradse ord til de store skarer, der fulgtes med ham: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

Det er unægtelig en hård omgang, men i og med det altså er Jesus selv der udtaler sig på denne måde tvinges vi til at stoppe op og lytte, i hvert fald her i kirken, for det kunne jo godt være, der var en mening midt i den tilsyneladende galskab.

Men inden vi overhovedet kaster os ud i et forsøg på at forstå udsagnet, er det vigtigt at slå fast, at det ikke må løsrives fra evangeliet fra NT i øvrigt, for så bliver det for alvor meningsløst.

Vi er jo ikke ligefrem uvante med at Jesus siger og gør ting, der strider mod almindelig menneskelig normaltankegang, at han vender vore forestillinger og værdier på hovedet og trækker tæppet væk under vor skråsikkerhed, men normalt gør han det, idet han udfolder og forkynder kærligheden, som det der skal drive vor tilværelse, og normalt er det vores utilstrækkelighed i forhold til kærligheden, han afslører.

Det forstår vi ikke altid helt, dvs. jo, det med kærligheden, det synes vi jo nok vi forstår - og det billiger vi tilmed; men vi forstår ikke at vi altid skal foreholdes vore egne begrænsninger.

Når Jesus udfolder den kærlighed, som vi mener at kunne genkende fra vort eget liv, så passer han til vort idealbillede af kristendommen, som først og fremmest en kærlighedsreligion. Så ligger kristendommen flot i forlængelse af os selv, synes vi.

Men i dag taler Jesus altså ikke om at elske, men om at hade - og ikke bare dem vi hader i forvejen, men også dem vi elsker, dem der betyder alt for os, og så går der unægteligt skår i vort kristendomsbillede.

Hvad er egentlig meningen?

Det hele bliver jo ganske umenneskeligt!

Ja, og måske er det på en måde det Jesus er ude på, at vise at den sande kærlighed er umenneskelig. Ikke umenneskelig i den forstand, at den strider mod det, som mennesket rettelig er skabt til at være, men i den forstand, at den går i rette med det som mennesket har gjort sig selv til. For den sande, gudvillede kærlighed er ikke uden videre den samme som den menneskelige kærlighed.

Hvorfor det?

Fordi den menneskelige måde at prioritere sine forhold på altid vil have centrum i mennesket selv, hvorimod den sande kærlighed har sit centrum i - ja, naturligvis i kærligheden selv, i Gud, altings ophav og endemål.

"Du må ikke have andre guder" siger det første bud, du må ikke sætte noget andet før Gud. Det er det Jesus taler om, når han taler om at hade.

At hade betyder i GT at tilsidesætte eller at forskyde, og det er i denne betydning, ordet skal forstås hos Jesus. Han siger med andre ord, at den, der ikke tilsidesætter sin far og mor, sine børn, ægtefæller, ja, endog sig selv over for Gud, han kan ikke være hans discipel.

Det man sætter først i tilværelsen er egentlig ens gud. Der er ikke tale om et indlæg mod kernefamilien el.lign., men om at Jesus simpelthen sætter tingene og proportionerne på plads. Han nævner det, som normalt er det højeste for et menneske, "alle gode navne som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!", og så siger han: Så længe det er det højeste for dig, kan du ikke være min discipel. Derved rammes vi alle sammen, ingen af os kan - stillet over for dette umulige - rose os af, at netop vi er Jesu sande disciple.

Men hvorfor nu den slags absolutte - og umulige - fordringer?

Fordi vi her kan se os selv, som dem vi er, fangede og indspundne som vi er i alt vores eget – og dermed i vores egen selvcentrering. Netop her i forholdet til det absoluttes umulighed, kan vi møde os selv i det rette forhold til kærligheden. Den kærlighed, der ikke blot elsker sig selv og sine nærmeste, men som sprænger alle familiære og venskabelige begrænsninger.

I forhold hertil kommer vi alle til kort. Men kristendommen har heldigvis mere på hjertet end dette at afsløre os i vor uformåenhed. Vorherre står ikke blot ved sidelinien og morer sig med at komme med hånende tilråb, når vi er på banen. I stedet lyder det til os, at vi midt i vor egen kærligheds afmagt og begrænsninger er uendeligt elskede af ham, fra hvem al kærlighed udgår.

Jamen, hvad nu med hadet, og dermed tilsidesættelsen af sine nærmeste elskede, det kan da ikke være rigtigt, at vi ideelt set sådan helt og fuldt skal sætte dem til side? Jo, i første omgang og fundamentalt set, for vi må ikke have andre guder, men så skal det tilføjes, at skulle det umulige ske, at vi formåede at elske Gud, før alt andet i vores liv, så vi retmæssigt kunne kaldes Jesu disciple, ja, så ville vi også leve vort liv i kærlighed, så sandt som livet i Kristus er et liv i kærlighed, og dermed ville vi elske vore nærmeste såvel som alle de andre, som vi ellers ikke finder værdige.

At elske Gud før alt andet betyder at fortegnet for vor kærlighed forskydes. Den har ikke længere os selv som centrum, og kun som sådan bliver den sand og ægte.

Stillet over for denne umulige fordring fra Jesu side nødes vi til at gøre den indrømmelse, at vi kun kan tillade os at kalde os kristne og disciple ved at indrømme, at vi ikke magter det selv, - at vi hverken kan eller vil opgive alt det, der giver os sikkerhed og tryghed til daglig - alt det, vi ikke kan leve uden: familie, hus, hjem, arbejde.

Med andre ord: skulle vi selv komme til Gud, selv gøre os til kristne, ja, så blev det intet til.

Men evangeliet, det glædelige budskab, er nu, at netop derfor, netop p.gr.a. vor uformåenhed, blev Gud menneske. Da vi ikke magter at komme til ham, kom han i stedet til os. Da vi ikke er i stand til at sætte ham før alt andet i vort liv, kom han til os, fordi han sætter os før alt andet.

Jesu ord i dag er med andre ord ikke en opskrift på, hvordan vi skal leve, for sådan kan ingen af os leve - det kunne kun Jesus selv! Ordene er derimod ment som skarpe replikker til os. De er ment som en tiltrængt provokation, der skal få os til at indse, hvad livet er og beror på: Vi lever af og på alt det, vi får givet! Amen!

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: +45 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk