Det er så svært med søskende; hvis de ikke kan komme op at skændes om det ene, så kan de om det andet. Det starter allerede, medens de er børn. Hjemmet genlyder af drillerier og skældsord. De kan komme op at toppes om de mest latterlige ting. Den store mopper den lille; og den lille sladrer og flæber for ingenting.

Jalousien er som oftest den store drivkraft i dette spil; men det er sjældent, man erkender det. I stedet taler man om, at den store er uartig og den lille forkælet. En gang imellem, når der er ro i lejren, tror forældrene, at uoverensstemmelserne nok snart går over. Der er jo trodsalderen og puberteten og alle de andre krisealdre, man bilder sig, børn gennemløber. Men næste dag er den gal igen; og de kære små hader hinanden for et godt ord.

Det værste er, at det sjældent går helt over. Barndommens jalousi sidder og brænder i en helt til alderdommen. Måske lærer man at styre den nogenlunde; men sker der et eller andet, der kan få den til at blusse op, så bliver der snart en mægtig ildebrand. Og så er det småting, hvad de søskende gjorde ved hinanden som små i forhold til det, der sker nu. Fantasifuldheden blomstrer, når man skal finde på, hvordan man kan genere den anden mest muligt.

Ofte er det arvesager, der sætter ild til bålet. Man kan godt have levet i en slags væbnet neutralitet i mange år og have syntes, at det gik da egentlig helt godt; men når den sidste af forældrene lægges i graven, vender den gamle strid tilbage med fornyet kraft. En hæslig vase, et værdiløst maleri, en gammel sofa kan pludselig starte et skænderi, der ligner en ny verdenskrig. Selvom man er taget hjemmefra med den faste overbevisning, at den slags vil man virkelig ikke nedværdige sig til at skændes om, så er det alligevel, som da man var barn: Pludselig har jalousi-opgøret taget magten over en; og man kan slet ikke se, at det ikke længere handler om en gammel sofa, men om retten til forældrenes kærlighed.

Ja, så stærk er forældrenes kærlighed, så vigtig en faktor for børn, - også efter de er blevet voksne. Forældrene tror, det er deres børn, der er noget i vejen med, når de ikke kan enes; men de har undervurderet betydningen af deres egen kærlighed til dem. De har gjort forskel på dem; eller haft opmærksomheden mere henvendt på den ene end på den anden; eller korrekset mere - måske med god grund.

Vores børn er så forskellige! siger de til andre, medens børnene selv hører på det. Og storebror lytter opmærksomt efter den mindste antydning af, at han ikke er god nok i forhold til lillebroderen, den forkælede rad. Et øjeblik efter napper han ham eller laver en anden vild ting i had mod det billede, der møder ham overalt: Han er ikke god nok.

Dengang storebroderen hed Kain, tog jalousien helt magten over ham en skønne dag; og han slog sin lillebror ihjel. Pludselig kogte det op i ham: Han hadede broderen, forældrene, sig selv, livet og Gud; og han greb en sten og smadrede den mod sin broders hoved; og han blev ved med at slå, til der blev helt stille og rødt omkring ham. En ejendommelig fred sænkede sig, en stor ligegyldighed; han var bare helt tom; som om han også havde slået sig selv ihjel. Gud jog Kain ud i jalousi-landet øst for Paradis og gav ham et mærke i panden, at ingen skulle slå ham ihjel. Og han lever endnu.

Nogle år efter hed storebroderen Esau. Ja, det vil sige: Han og Jakob var da egentlig tvillinger; men Esau blev født først. Historien fortæller, at striden imellem dem allerede startede, da de lå i Rebekkas mave; og da de blev født, havde Jakob fat i hælen på Esau for at forhindre ham i at komme først.

Esau blev stor og stærk og dominerende. Ret en dreng efter faderens hoved; måske af og til lovlig vild - ikke mindst med piger, da han kom i den alder. Til gengæld tog moderen sig af Jakob; og det var nok så vigtigt og betydningsfuldt. Hun kunne aldrig blive træt af at fortælle ham, hvor god og dygtig han var; og hvad han ville drive det til i denne verden. Og han havde ingen grund til komplekser overfor storebroderen, for han var meget dygtigere end ham, sagde hans gode mor til ham.

Og det blev han; han var det måske også. Ganske vist måtte Jakob flygte hjemmefra i mange år, for at det ikke skulle gå ham, som det gik Abel; men han klarede sig overmåde godt i det fremmede; og han blev en mægtig og rig mand. Alligevel sad frygten for broderens hævn i ham til stadighed; og han måtte fremtvinge både Guds velsignelse og al sin egen list for at overvinde Esau og komme til forlig med ham. På det tidspunkt havde forældrene været døde i mange år, så der skulle ikke længere være grund til jalousi; men den sad alligevel stadig i dem begge to.

Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig! Det kan godt minde om Jakobs situation mange år før; men han er dog ikke så listig, at han tiltusker sig førstefødselsretten. Bare han får det, han kan tilkomme, så er han tilfreds og vil rejse hjemmefra, inden det kommer til mere ballade mellem ham og hans broder. Det er da egentlig ganske klogt gjort; og også hans eneste mulighed for at skaffe sig et ordentligt liv.

Storebroderen har et øje på hver finger under denne samtale! Skønt han ikke har spor at skulle have sagt endnu, så skulle han da nødig gå glip af noget. Den forkælede knægt til lillebror har såmænd allerede fået mere end nok. En doven slog har han altid været og aldrig rigtig lært at bestille noget ligesom storebroderen.

Jo, enden på historien er allerede indbygget i begyndelsen. Det går fuldstændig galt for ham, det bitte fjols. Han løber helt grassat med sine mange penge og sin frihed. Formuen bliver hurtig sat til, for den slags går virkelig hurtigt. Det søde liv har en kostbar pris. Og så må han til at bestille noget; og det er han bestemt ikke særlig god til, for selvom han har hjulpet til derhjemme, så har det altid været på lillebror-betingelser uden rigtig ansvar og energi.

Helt nede på bunden, hvor ulykkerne og fiaskoen har gjort det helt af med hans forkælelse, bliver han omsider også sin jalousi kvit. Han har ikke krav på mere - ikke engang på at være lillebror. Tjenestekarl måske, hvis han er heldig! Hans såkaldte omvendelse er ikke resultatet af en kraftig beslutning; men den er en spinkel udvej på bunden af hans liv. Han går i sig selv, som der står.

Stor er derfor både overraskelsen og glæden over den modtagelse, han får. Faderen falder ham om halsen og vil slet ikke høre på hans undskyldninger og forklaringer. Retfærdighed og fornuft er sat ud af spillet, fordi faderens kærlighed fylder det hele. Omfavnelsen, tøjet, ringen, festen er alt sammen tegn på den kærlighed, som ingen ende vil tage.

Men udenfor står Abel og skumler. Den gode søn som altid har sagt og gjort det rigtige. Som aldrig har gjort sine forældre til skamme. Som slet slet ikke har krævet eller fået, hvad der tilkommer ham; - af gode grunde - for han skal jo engang arve det hele. Hos ham er fornuft og retfærdighed bestemt ikke sat ud af spillet. Tværtimod! det gør sig gældende som aldrig før. Hvad er der ved at være et pænt menneske, hvis det ikke bliver belønnet? Hvad er der ved at være en god søn, hvis det ikke går efter fortjeneste? Hvad er der ved, at lillebroderen kommer hjem som en ussel tigger, hvis han ikke får sin straf?

Det er en meget menneskelig storebror. Man kan ikke andet end være enig med ham. Selvfølgelig skal det gå efter for­tjeneste; ellers er det ikke nogen ordentlige forældre. Det er jo i det hele taget det, der altid har været galt med forældre. De forstår ikke det der med retfærdigheden. Tilsyneladende holder de mere af den ene end af den anden! Det er en dum far og en dum historie. Selvfølgelig er det godt nok, at de ikke afviser ham helt; men ligefrem belønne ham for hans forargelige og umoralske adfærd. Det er for meget! Han skulle have været tjenestekarl. Sikken man så kunne have gået og hundset med ham. Nu kan han bare gå rundt derhjemme, som om intet var hændt.

Så, tag det nu bare roligt! Det er slet ikke virkelighed; det er kun en lignelse. Det er ikke en opskrift for forældre. Lignelsen handler om, hvordan Gud er. Jamen, det gør det da sandelig ikke spor bedre. Så er det jo ikke bare en familieepiso­de, som vi kender alt for godt; men så er det jo selve livsprin­cippet. Gud er altså slet ikke retfærdig; livet er slet ikke retfærdigt! Det går ikke efter fortjeneste; men efter Guds hjerte. Det er kærligheden, der råder i Himlen og på Jorden.

Hvem har glæde af det? Det har alle lillebrødrene.. og lillesøstrene... og alle dem, der ikke er gode nok. Alle dem, der ikke længere ønsker at pukke på retfærdigheden; men indser, at Guds kærlighed er uendeligt meget mere værd end retfærdig­heden, når det drejer sig om netop dem.

Kære Abel! du er ikke død forgæves, for nu har Gud taget din morderiske storebror til nåde. Kære Esau og Jakob! Jeres søskendestrid har ikke været uden betydning, for nu har Gud indset, at Han må feje al jeres jalousi til side og lade sin kærlighed strømme i rigt mål udover jer begge to.

Kære alle I brødre og søstre, som har jalousiens nagende gift i jeres sind! Hør, hvordan Gud elsker jer med alle jeres mangler, komplekser og nederlag! Kære forældre, som ikke kan få overblik over og kontrol med al det, I gør ved jeres børn! Elsk dem frem for alt; og fortæl dem, at også Gud elsker dem, sådan som de er - både store og små, artige og uartige, vellykkede og mislykkede. Bliv aldrig trætte af at sige til dem, at I elsker dem - dem alle sammen. Og husk, at I har kærlighed nok, for I modtager selv al den kærlighed, I kan tilkomme og mere til, fra Gud.

Jalousien er død! Kærligheden lever! Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk