En and havde fået et hold ællinger. Og allerede på deres første levedag, skulle de lære at begå sig. ”Rap jer , sagde deres mor, ikke ind til bens. En velopdragen ælling sætter benene vidt fra hinanden, ligesom far og mor.
Nej nu med halsen, og sig Rap! Det gjorde de, mens de andre ænder rundt om så på dem og sagde ganske højt: Se så, nu skal vi have et slæng til! Ligesom vi ikke var nok alligevel; og fy, hvor den ene ælling ser ud, ham vil vi ikke tåle – og straks fløj der en and hen og bed den i nakken.
Lad ham være, sagde moderen, han gør jo ikke noget.
Ja, men han er for stor og for aparte ! sagde anden der bed, og så skal han nøfles”
Den stakkels ælling som sidst var kommet ud af ægget og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af. Han er for stor, sagde de.
Den stakkels ælling vidste hverken hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud. Den blev jaget af dem alle sammen.
Dens søskende var onde imod ham og de sagde: Gid katten ville tage dig! Og moderen sagde: Gid du bare var langt borte!.
Ænderne bed ham, hønsene huggede ham og pigen som skulle give dyrene mad, sparkede til ham med foden”.

Det er selvfølgelig HC Andersens ”Den grimme ælling ” jeg her har citeret et stykke fra.
Og det er en glimrende illustration af udgangspunktet for dagens evangelium, hvor Jesus gør op med den opdeling i ven og fjende, i medmenneske og modmenneske, som enhver af os fra det første øjeblik, er tilbøjelige til at foretage.
For det er jo sådan det er, intet styrker sammenholdet mere, end en fælles ydre fjende, hvad enten det så er i fodbold, eller i mere alvorligere forhold, som nabostrid, fejder eller krig.
Jo, det er næsten som om det var en naturlov, at jo mere skridende jeg-bevidstheden er, jo mere behov for gruppetilhørsforhold og klart markerede afgrænsning i forhold til andre grupper kræves der.
Sådan tænker vi. Sådan synes vi det er.
Og derfor må vi sige, at nok er ordene vi hører her i dag gamle, men det er dog en helt ny og ubegribelig tanke, når Jesus opfordrer til, at vi skal opgive vores selvhævdende jeg-sikring, og i stedet erstatte den med kærlighed, tilgivelse og vilje til fred.
”Elsk jeres fjender, siger han, ”velsign dem, der forbander jer. Gør godt mod dem, der hader jer, og bed for dem, der forfølger jer”.

Ja, det er hårde – rent ud sagt – umulige ord, der er ingen tvivl om, at det er ord fra Bjergprædiknen, vi hører i dag.
Elsk jeres fjender. Sådan !
Jamen det kan vi ikke, siger vi.
Det er jo absurd , for had og kærlighed er netop følelser, og dem behersker vi som bekendt ikke, også selvom vi måske gerne ville.
Et menneske er i sine følelsers vold, siger vi jo, og det er jo netop udtryk for, at vi er underlagt noget der er stærkere end os selv.
Had og kærlighed er følelser der kan overvælde os, men det er ikke følelser vi kan fremmane gennem en viljesakt eller en beslutning.
Vi kan måske nok, med lidt god vilje mande os op til at behandle vore fjender anstændigt. Ja, vi kan måske endda komme så langt som til at lære at tolerere dem. Men der er langt – meget langt – fra tolerance og anstændig opførsel, og så til kærlighed.
Vi kan måske også lære at slå koldt vand i blodet, så kærligheden ikke løber af med os, men det har lige så meget med had at gøre, som tolerance og anstændighed, har med kærlighed at gøre.
Jamen helt ærligt – hvad handler det så om?
Står vi ikke atter engang overfor det uopfyldelige krav, som ingen, uden han der selv formulerede det, nogensinde har kunnet opfylde?

Vi kunne nu også prøve at nærme os sagen fra en anden vinkel.
Jeg vil læse et stykke fra NT, sådan et meget smukt stykke, et stykke der vil gøre sig, i enhver vielsestale.
”I elskede, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver som elsker er født af Gud og kender Gud. Den der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.
Derved er Guds kærlighed åbenbaret iblandt os, at gud har sendt sin søn den eenbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. I elskede, når Gud således elsker os, så er vi også skyldige at elske hinanden.”

Elsk hinanden.
Altså ikke engang fjenderne, men hinanden.
Og allerede her synes vi, kravet er overmåde stort. For vi aner, at dét at elske hinanden, ikke bare drejer sig om vore forældre, ægtefælle eller børn – for dem er det jo heldigvis i reglen ingen sag at elske. Nej, elsk hinanden, det betyder det samme som – du skal elske din næste som dig selv.
Og næsten, det er enhver som du kommer i berøring med, og som har brug for dig.
Og så er vi tilbage hvor vi begyndte – jamen, det kan vi da ikke.
Vi kan ikke bestemme over vore følelser, vi kan da ikke elske hvem som helst.
Og nej, sådan som vi almindeligvis opfatter kærligheden, som den stærkeste af alle menneskelige følelser, men tilgengæld også én, som vi nærer for ganske få udvalgte personer, som enten er vort eget kød og blod, eller som tiltrækker os, så vi slet ikke kan lade være med bare at elske dem – forstået på den måde, kan vi naturligvis ikke enhver af vore medmennesker.

Men - og nu kommer det spændende – det er heller ikke den slags kærlighed der er tale om, hverken her, eller i dagens evangelium.
Den kærlighed Gud kræver af os, og som Jesus taler om skal gælde selv voters fjender, det er netop ikke en følelse.
Det er derimod en livsholdning, en indstilling til verden og de mennesker vi møder i vores liv.
Det er kort sagt ikke en følelse, det er en holdning, der giver sig udtryk i handling.
Konkret handling, i stedet for alle de smukke ord, vi ynder at pynte os med, som lånte fjer, og som desværre ikke altid kan tages for pålydende.

Jeg orker ikke flere ord
nu beder jeg om handling.
For kun i den al ægthed gror,
al levende forvandling. (Johs. Johansen)

Det handler om en livsholdning der udmønter sig i konkret handling. Der, hvor nogen behøver vores hjælp eller opmærksomhed, der gives vi dem det de behøver, der vender vi ikke bare ryggen til, og tænker på, om det nu også kan betale sig for os, at bruge tid på disse mennesker.

Men selv sådan forstået, er kravet om at elske hinanden for stort for de fleste af os. Fordi vi har så evig nok i os selv og vort eget.
Så der skal forvandling til, hvis vi med Jesu ord , skal være fuldkomne, som vores himmelske fader er fuldkommen.
Kærlighed er altså ikke kun en følelse, men en holdning, der i sidste ende kan forvandle et menneske.
Men det glemmer vi så tit.
Vi definerer gerne kærligheden som en følelse eller et forhold, der er rettet imod en ganske bestemt person.
Og det er lige her, vi går galt i byen!
For hvis et menneske kun elsker eet andet menneske, og er ligeglad med alle andre, så er kærligheden ikke længere kærlighed, men snarere en form for udvidet egoisme.
Og dog tror de fleste af os, at kærligheden bygger på dens genstand og ikke på evnen til at elske.
Ja, vi tror ovenikøbet, at det er et tegn på styrke, hvis vi kun elsker ”den elskede”.
Men hvis vi i virkeligheden forstod, at det at elske, er en aktiv handling, at det er evnen til at elske, det handler om snarere, end at finde den rigtige genstand for vores kærlighed, ja, så ville vi nærme os Jesu krav om at kunne elske vores næste, og hvem ved? – Måske endda også elske vores fjender.

I sin geniale bog ”Kunsten at elske” skriver Erich Fromm, at grundlaget for al kærlighed, er næstekærligheden.
Og hermed, siger han, tænker jeg på ansvarsfølelse, omsorg, respekt for og viden om ethvert andet menneske og ønsket om at hjælpe det frem i livet.
”I næstekærligheden oplever jeg foreningen med alle mennesker, menneskelig solidaritet, menneskelig enhed.
Forskelle i talent, intelligens og kundskaber er ubetydelige i sammenligning med den menneskelige kerne, som er fælles for alle. Hvis man vil opleve denne enhed, er det nødvendigt at trænge fra overfladen ind i kernen.
Hvis jeg kun ser et menneskes overflade, ser jeg væsentlige forskelle der adskiller. Men hvis jeg kommer ind til kernen, ser jeg enheden mellem os, grundlaget for vort broderskab”(p67)
Og han går videre til at sige, at kærligheden til den hjælpeløse, den fattige og den fremmede, er udgangspunktet for næstekærligheden.
Og så henvises der i øvrigt netop til det sted fra GT, som vi hørte til indgangslæsning i dag:
Husk at du selv var træl (dvs. fremmed) i Egypten.
Derfor befaler jeg dig at handle således.

Når man har medfølelse for den hjælpeløse, er grundlaget for næstekærligheden lagt, og i kærligheden til sig selv elsker man også den, der trænger til hjælp, det svage usikre medmenneske.
For medfølelse rummer elementer af medviden og identificering.
Jo, I kender den fremmede, for I var selv fremmede i Egyptens land.
Elsk derfor den fremmede.

Og han har jo ret, den gamle Fromm. Vi ved det jo godt.
Kærlighed er en aktiv handling, og dér hvor den sætter sig igennem og bliver til andet og mere end kønne ord, der sker en forvandling.
Vi ved det.
Og Andersen vidste det, for da den grimme ælling endelig nåede frem til det sted, hvor nogen gad se om bag al det ydre, og ikke kun så en grålig klumpedumpe, da foldede han sig ud og blev det han var – en smuk svane.

Men nej, det kommer ikke af sig selv. Der skal vilje, handling, og tro, håb, ansvarsfølelse, omsorg og respekt til.
Alt dette hører kærlighedens væsen til, ellers er det ikke kærlighed.
Og det er dét, vi skal bestræbe os på at kunne rumme.

”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er det.”
Ja, Guds fuldkommenhed består netop i, at han helhjertet elsker os alle, både ven og fjende, retfærdige og uretfærdige, gode og onde. Og han gør det, fordi han elsker os - ikke på grund af hvad vi er, eller hvad vi gør.
Han elsker os fordi vi er !

Og derfor tror jeg heller ikke dagens evangelium skal høres som en dom over alle os, der ikke magter det uopfyldelige krav om at elske hinanden og fjenderne.
For dommen kan ikke gøre andet end at tynge os til jorden og gøre os magtesløse og indifferente.
Nej, jeg hører det som en appel til den gode vilje vi alle har, en appel til handling, midt i den givne virkelighed.
For Ånden, kærlighedens Ånd, også kaldet Helligånden, sætter sig igennem i begivenheder, hvor kærligheden udføres.
Gud har skabt os med en vilje, og hans Ånd bliver glimtvis synlig gennem vore bedrifter. De bedrifter der holder os alle oppe, og som gør det godt og meningsfyldt at være til.
Eller med Henrik Ponthoppidans ord , fra hans erindringer:

”Ak fortjent eller ufortjent. Hvor ville vi mennesker alle være ilde farne, om vi skulle nøjes med det, som strengt retfærdigt tilkom os. Alle går vi ud af livet som insolvente skyldnere.
Fra vugge til grav opretholdes vi af kærlighedsgaver.
Det menneske som ikke erfarer dette, har aldrig levet”.
Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk