MODSIGELSER

Da Jesus spørger disciplene om, hvem de tror han er, bryder Peter ud i begejstring: Du er Kristus, den levende Guds søn. Det er en begejstring som en ny-forelskets. En henført jubel. Som den eneste af disciplene træder Peter frem og besvarer spørgsmålet. Det er som om dette svar har været længe undervejs. Som om det har levet sit skjulte tavse liv i hans underbevidsthed al den tid, de har vandret sammen. Nu bryder det ud, som en fugl af sit bur. Som en kærlighed af sin søvn. Han bruger ingen omveje og forberedende forklaringer. Svaret kommer øjeblikkeligt, som en eksplosion. Endelig kan han sige det, som han længe har anet, men aldrig gjort sig klart. Af frygt for konsekvenserne, måske. Af skræk for sine egne ufattelige tanker. Nu, hvor spørgsmålet rammer ham åbent og direkte, er muligheden der for at sige hvad han tror, og så gør han det! Til sin egen glæde og bekræftet af Jesus. Så stor og ufattelig er den tro, at den ikke er kommet fra Peter selv, men fra Gud. Åbenbaret for hans indre syn. Som en guddommelig inspiration er troen vokset i ham, og nu er den blevet til offentlig bekendelse, fordi der er en der spørger ham. Nej, ikke en, men Jesus selv, ham om hvem spørgsmålet drejer sig. Det er et højst personligt spørgsmål: Hvem tror du jeg er? Svaret vil afgøre deres forhold til hinanden i fremtiden, om de skal skilles eller om de skal følges ad. Om de forstår hinanden, om de elsker hinanden?

Peters svar er kort og præcist. Men hvad betyder det? Det viser sig senere, at det ikke betyder det, som Jesus selv lægger i det. For Peter lægger sine egne drømme i det, han siger. Han taler som en forelsket ud af sin egen forelskelses forestillinger og indbildninger. Det er ikke kun en guddommelig åbenbaring, det er også Peters egen fortolkning, og denne fortolkning er højst egensindig. At Jesus er Kristus, Guds sandhed, er for Peter en forventning om en stor og mægtig fremtid. Et løfte om at en lykkedrøm er ved at gå i opfyldelse. Han lægger i overbevisningen om, at Jesus er Guds Søn en forestilling om, at nu vil livet forme sig, som han selv længes efter at det skal forme sig. Han tror på en skæbne, der er efter hans eget hoved. At når Jesus er Guds Søn, så har han magt til at skabe Guds Rige på jorden og Guds Rige er endnu for Peter det samme som hans egen menneskelige drøm om et lykkeligt liv på jorden. Et liv, som ingen og intet nu kan tage fra ham, fordi Gud selv er garanten for at det vil komme. Han forbinder Jesus med magt til at gøre tilværelsen til det, Peter ønsker den skal være, en tilværelse efter hans egne forestillinger og indbildninger. Som en forelsket ekstatisk tror på et lykkeligt liv i uforandret kærlighed. Som endnu ikke forestiller sig, at noget kan true eller dræbe den drøm, der er vågnet i ham. Han har forelsket sig i en Jesus, der ikke eksisterer. Jesus er ikke den, han tror. Men det ved han endnu ikke. For endnu lever han helt og aldeles i sin egen indbildnings verden. Som vi alle gør fra tid til anden – måske det meste af vort liv? Måske kun i ekstatiske gennembrud? Indbildningen om, at verden skal blive som vi vil have den?

Efter at det er kommet frem, at Jesus er Kristus, forbyder Jesus dem at sige det til nogen. Det er lidt underligt. For hvorfor? Tavshedsbudet møder vi mange gange i evangelierne. Men hvorfor også her? Er det et varsel om, at der er noget, de ikke har forstået? At Jesus ikke er det lykkemenneske, de forestiller sig, og altså heller ikke kan eller vil give dem og verden det, de ønsker? At de ikke skal gå rundt og sige noget, der ikke er hold i? Som så ofte møder vi forbudet mod at tale om ham som Kristus uden yderligere begrundelser. Men een af grundene kunne måske være, at der ikke skal fortælles forkerte ting, afgives falske forhåbninger. Så længe de ikke ved, hvad Kristus-navnet betyder, skal de ikke gå rundt og forbinde ham med det. For det fører kun til skuffelse og vrede, ikke til tro og håb. Han er jo ikke den konge, der kommer og giver dem det lykkerige, de drømmer om. Han er ikke mægtig og succesrig i menneskelig forstand.

Tværtimod. Hans fremtid er ikke en menneskelig lykkedrøm som Peters, men lidelse og død. Fordømmelse og henrettelse. Opstandelse ved Guds indgriben, ikke ved menneskers, ikke ved egen. Han ser det i øjnene. Han accepterer sin skæbne. At han er Kristus har et andet indhold end disciplene aner. Det betyder ikke at have magt over tilværelsen, så den bliver som man selv gerne vil, både for sig selv og sine. Nej, det betyder at bøje sig for sin skæbne, for Guds vilje. Fordi Gud er Herre. Fordi Gud har retten til at bestemme over hans skæbne. Fordi Gud er hans far, som i sin kærlighed ved bedst. At Kristus skal lide og dø kan et menneske ikke forstå, men det kan vælge at acceptere det som sin uundgåelige fremtid. Som Guds vilje. Som et menneskeligt vilkår, Guds Søn må underkaste sig for at være fuldt og sandt menneske og fuldt og sandt Gud. Guds vilje er et mysterium for mennesket. Det kan gøre oprør – som Adam og Eva i Edens Have. Og det kan adlyde - som Jesus i Getsemane Have. Havde Jesus gjort oprør, ville vi nok ikke kende ham i dag. For da ville han blot have gjort hvad millioner af andre mennesker har gjort. Men han accepterede sin skæbne, adlød Guds vilje og blev et modstykke til den ulydige Adam. Adam blev til død for menneskeheden, Jesus til liv. I begge tilfælde var det skaberens vilje, de skulle forholde sig til. Skaberen som skæbnens herre. I deres liv og i vores. For et sted fra er vore liv og skæbner bestemt af noget større og stærkere end os selv. Af en vilje, der ikke er vores. Heller ikke vi styrer vor fremtid som vi selv ønsker den. Også vi må jo vælge om vi vil gøre oprør mod det Gud vil eller om vi vil adlyde og bøje os for den skæbne der skal være vores. Når skæbne er det samme som Guds vilje og bestemmelse.

Det går op for Peter, at han skal miste det menneske, han elsker mere end noget andet. At han som han i sin begejstring kalder Kristus skal dø. At hans egen indbildning om fremtiden skal gøres til skamme og at det er noget helt andet, der venter ham: Tab, sorg og fuldkommen vildrede med hvad det hele går ud på. Bedst som han tror han har fundet sandheden, kærligheden, livet som han længes efter at det skal være, får han at vide at det er en falsk forestilling. At det er en menneskelig ønskedrøm, som ikke holder i virkeligheden. Ja mere end det: Det er en satanisk fristelse! Fordi det kun er hvad han selv vil og ikke hvad Gud vil. Han troede, at Jesus som Guds Søn var almægtig, og da han bliver belært om det modsatte, bryder hans forestillingsverden sammen. At sandheden udtrykkes i afmagt er en bitter pille at sluge, for Peter som for alle andre. – Man kan sige, at Peter i det øjeblik hører til de mennesker, der ikke vil acceptere deres skæbne, ja hader den, fordi den ikke er som de selvforestiller sig den skal være. Mens Jesus hører til de mennesker, der accepterer, ja elsker deres skæbne, fordi den er givet af Gud. Selv om den ser forfærdelig ud. Det er to forskellige holdninger, som tager livtag med hinanden i hvert menneske og som vi må forholde os til. For det er vore egne vilkår. Enten at hade vor skæbne eller at elske vor skæbne, ikke for det den ser ud til at være, men for det den er: Guds fordring om at elske og Guds nåde til at gøre det, selv om vi ikke forstår hvorfor vilkårene er og bliver som de er.

Vi har et udtryk i sproget, der hedder ”at bære sin skæbne”. Noget med at tåle og udholde det liv, man får, tage det som det er – uden bitterhed og vrede. Karen Blixen ville noget mere. Hun talte ikke kun om at bære, men om at elske sin skæbne. Hvorved det bliver muligt at elske livet, hvordan det end former sig. – I nadversalmen synger vi:

O, du Guds lam
Med korsets skam
Du bar alverdens synder...

Det gentager vi tre gange ved hver eneste altergang, som en meditation. Kristus bærer vore synder ved at bære sin skæbne, den skæbne at han skal dø for vore synders skyld. Spørgsmålet er, om han også elsker sin skæbne? Om det altid er muligt at elske sin skæbne? Hvad vi ved er evangeliernes overbevisning om, at han døde af kærlighed til Gud og til menneskene. At hans kærlighed altså ikke døde af den skæbne han fik, men at det var omvendt: At det var hans kærlighed, der gav ham skæbne. – Vi er døbt til at tilhøre ham, hans historie, hans skæbne. Hans kærlighed er vi døbt til at tage ind i os og lade den forme vort liv og vor identitet. Som ufuldkomne mennesker, der livet igennem støtter os til en kærlighed, der er større end vor egen. En kærlighed, der frelser os fra at gå til grunde i fortvivlelse over at livet ikke er den egensindige menneskelige drøm, vi måske håbede det var. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk