Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

6. søndag efter trinitatis, 23.7.2006
Mattæus 19, 16-26, Lars Ole Gjesing
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Det er en herlig samling af helt centrale bibeltekster, der er sat af til søndagen i dag. Tilsammen er de velegnede til at få sagt noget om det grundlæggende i den måde, kristendommen ser verden på.

Det kommer af, at det spørgsmål, manden kommer og stiller Jesus er menneskehedens grundlæggende spørgsmål til alle tider, selve spørgsmålet om tilværelsens mening. Han formulerer det på sin måde, som man gjorde inden for en jødisk horisont, når han spørger, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Men meningen er jo den samme: Hvad er det, man skal fylde i sin tilværelse? hvad er det, det kommer an på i livet? hvordan er et godt, et egentligt liv?

Jesu svar lyder, at han skal holde budene. Det er selvfølgelig det svar, der har gjort, at teksten fra 2. Mosebog, hvor de ti bud står, også er blevet læst i dag, og Jesus citerer til overflod nogle budene.

Og nu lurer så alle de gamle misforståelser:

At kristendommen går ud på, at der er en række bud, som en Gud af én eller anden ufattelig grund har sat sig i hovedet, at mennesker skal overholde. Og gør de det, får de Guds velvilje og bliver frelst, gør de ikke, går de fortabt. Færdig.

Det har intet med kristendom at gøre. Det er tværtimod netop den form for indgroet gammel religion, som kristendommen er ét stort opgør med.

Lad os begynde med budene. Når de stadig spiller en rolle, og optræder i katekismer og konfirmandundervisning, så er det fordi, Jesus har beskæftiget sig indgående med dem, og udlagt dem – særlig i bjergprædikenen som ét bestemt folks forsøg på at sige, hvordan man i praksis bærer sig ad med at elske Gud og sin næste. Det er den udlægning, Jesus giver af alle budene – også i dagens tekst, hvis man ser efter. De ti bud er ikke tilfældige uforståelige bud, som Vorherre af uransagelige grunde har fundet på at opstille, men de er et begavet 3000-årigt bud på, hvad det er man skal gøre, hvis man vil elske Gud og sin næste.

Lad os bare tage ét eksempel. Budet om at holde hviledagen hellig. Helt overfladisk er der nogle der siger: Hvorfor i alverden må man ikke arbejde om søndagen? Hvad nu, hvis man har lyst til det?

Er det ikke noget, vi selv kan bestemme?

Lige nøjagtig! Hvis man hører efter, hvordan budet om hviledagen bliver foldet ud i 2. Mosebog, så opdager man, at det er et bud til den voksne israelitiske mand, ham, der er husbond og har kone og børn og tyende og slaver og husdyr under sig. Det er ham, der får at vide, at han skal indskrænke sin udnyttelse af dem. Mindst hver syvende dag skal de have for sig selv, da må han ikke sætte dem i arbejde, de skal have lov at nyde livet og bestemme over sig selv. Budet er altså et bud, der beskytter den svage i samfundet. Det er et kærlighedsbud. Det samme gælder alle de andre, hvis man fordyber sig lidt i dem og forstår dem efter deres hensigt. Og sådan bliver de udlagt af Jesus overalt.

Det vil sige, at når der kommer en mand og spørger Jesus, hvad han skal med sit liv, så svarer Jesus, at han skal elske Gud og sin næste.

Og af alt, hvad der omgiver dette svar, af hans lignelser og alle hans opgør med samtiden fremgår det, at dette svar ikke er noget tilfældigt svar. Budet om kærlighed er ikke grebet ud af den blå luft. Det kommer af, at ethvert menneske har fået sit liv og sin verden ud af Guds kærlighed. småbørn bliver født med alle sanser og deres forældres kærlighed – til en blå himmel og grønt græs og alt, hvad menneskeliv byder på af herlighed og muligheder, uden at have givet det mindste for det. Der er kun én måde at svare på det på: ved at elske igen.

Er det så kristendom da? Nu har vi udryddet den gamle lovreligion. Er det så kristendom da, at gå ud fra den kendsgerning, at al tilværelsens velsignelse er en gave, der bør besvares ved at vi anstrenger os for at give videre af velsignelsen til enhver vi møder.

Nej! Det er endnu ikke kristendom (eller kristentro).

Men det er sandt alligevel. For kristendommen er det ikke nogen særlig tro. Det er nærmest en selvfølge, en naturlig forudsætning.

Når menneskeliv er så velsignet med medmennesker, med to køn, med sang og musik, med børn og forældre, med land og hav og historie og skønne byer og stjernehimmel, så er der ikke nogen vej uden om at bruge sit liv til at give videre af velsignelsen til enhver, der har fået mindre. Så er kærligheden tilværelsens mening.

Men som sagt: Det er ikke det, der er den kristne tro. Men det er for den kristne tro en fuldstændig selvfølge. Anderledes kan tilværelsen ikke hænge sammen i sin grund. Det er ikke nogen tro. Det er et indlysende grundlag for troen. At livet koster livet. Vi har fået det for at give det væk.

Læg mærke til, at så vidt er Manden, der kommer og spørger Jesus også enig. Det burde man ikke kunne strides om.

Kristustroen kommer i grunden først ind i det næste skridt. For det, som er så selvfølgeligt og indlysende, at den velsignelse, vi er født ind i, burde avle endnu mere velsignelse, så lykken bare vokser – det som skulle være så indlysende, det indtræffer ikke. I hvert fald: det indtræffer for sjældent.

I denne historie f. eks. har den ellers så kloge mand en så stor kærlighed til sin formue, at han ikke magter den gavmildhed, tilværelsen udfordrer ham til.

Og han er ikke den eneste. Det, som burde være så selvfølgeligt: at vi besvarer den kærlighed, vi er født ind i, med ny kærlighed, finder sted alt for sjældent. Tilbøjeligheden til at skrabe til sig af velsignelser i stedet for at dele ud af dem, er urimeligt stærk og ødelæggende. Det er vores egen part af det, og den er massiv.

Men velsignelsens selvfølgelige kredsløb bliver også afbrudt af andet end menneskers hårdhjertethed. Det bliver også afbrudt så at sige af naturen - nemlig den del af naturen, som hedder sygdom, svækkelse, død. Velsignelsen i tilværelsen forsvinder nogle gange af sig selv – eller store dele af den – uden nogens skyld, ved at vi bliver ramt af det ene og det andet og mister hinanden før eller siden. Og hvis man hæfter sig ved den kendsgerning, så kan man ende med at påstå, at velsignelsens kredsløb slet ikke er nogen selvfølge.

Jesu svar på det er, at han lover tilgivelse for den menneskelige ondskab, så velsignelsen kan genoprettes, og han lover, at Gud Fader selv vil genetablere sin velsignelse for alle, der mister den. Han vil ikke lade svækkelse og død få det sidste ord. – At stole på det løfte er kristen tro.

Og hvis I ikke tror på det, fordi Jesus har lovet det, så tro da på det på grund af al den urimelige velsignelse, I er født ind i fuldstændig uden egen fortjeneste.

 

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: +45 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)