Jeg klipper somme tider noget ud af avisen, som jeg lægger i en bunke på mit skrivebord og tænker, at jeg kan bruge en anden gang, i en eller anden sammenhæng. Når bunken er vokset sig så stor, at nu bliver jeg nødt til at smide noget af den ud, så kasserer jeg det meste igen, men hist og her læser jeg jo lidt under oprydningen, og forleden blev jeg hængende ved et udklip hvori en voksen vinde fortæller om et par gamle tanter, der engang var i hendes familie.

Tanterne var ugifte, de var også barnløse og havde op igennem deres liv været ganske velhavende. Det var de ikke så meget mere, nu i deres alderdom, men de troede det stadig og det var skidt. De troede nemlig, at alle andre var ude efter deres rigdomme. Og det blev de ensomme af. Når man besøgte dem – fortæller niecen - kom man uundgåeligt under mistanke for at ville fedte sig ind, af begær efter deres kaffestel og porcelænsfigurer.

Tanterne var efterhånden blevet døve og de troede mærkeligt nok, at det var alle andre også. Derfor var det ikke svært at høre, når man besøgte dem, hvad det var, de tænkte om ens motiver. Hvem skulle have lyst til at besøge sådan nogle som dem - råbte de til hinanden mens de troede at de hviskede - hvis ikke det var for at indynde sig med henblik på den arv, de stadig mente var noget værd?

Vi unge – fortæller niecen – ville jo sådan set gerne have inddraget vores gamle tanter i vores søgen efter mønster og mening i vores eget og familiens liv. Der var jo meget, de kunne fortælle os, som vi var nysgerrige efter at høre. Vi ville også gerne være gode, udvise lidt omsorg og være tanterne en smule til glæde i deres ensomme og indelukkede liv, og for os var det såmænd belønning nok. Og i hvert fald: der var ingen af os, der kom for sølvkaffekandens og porcelænets skyld. Men tanterne troede det. Og derfor holdt vi til sidst op med at komme.

Tanterne døde i ensomhed, fordi de ikke turde tage imod vore besøg og anse dem for det, de var. Vores oprigtige interesse, siger niecen – og den omsorg, der også var deri - blev gjort til intet, ja til sin modsætning, og det var naturligvis ødelæggende for livet imellem os.

Kvinden, der fortæller, er siden blevet præst, og hun slutter sin fortælling med at sige, at hun i det mindste lærte det af det, at hun aldrig viste interesse for folks møbler og prydgenstande, når hun kom ud i sine sognebørns private hjem, for at de ikke skulle få det samme blik i øjnene som tanterne.

Når vi præster prædiker, så kan vi somme tider - måske vildledt af visse af vore prædiketekster, men alligevel - komme til at give det indtryk fra os, at Gud ligner en sådan arvetante, der mistænker os for at være ude på noget. I alt fald er der megen teologi, der er vældig optaget af, hvilke motiver vi nu har til det ene og det andet, om det er god mand der gør gode gerninger eller gode gerninger, der gør god mand, som nu Luther formulerer sagen. Ingen skarphed er blevet sparet når det gælder skildringen af det menneskelige hykleri, det med at vi helst skal have alting til at tage sig ud af mere end det end, ingen skånsel er blevet den til del, der i det ydre ligner det fromme lam men i sit indre er som den glubske ulv.

Og naturligvis er der mening i at være på vagt over for hykleri og fromme falbelader. Og hvad gerningsretfærdighed nu ellers skaber.

Men det er jo skidt, hvis vi er blevet dårligere til at give, fordi vi er blevet bange for, at nogle skal tro, at vi er ude på noget. Det er skidt, hvis vi er blevet bange for at tage imod, fordi giveren kunne have urene hænder, så vi kom i et afhængighedsforhold til hinanden.

Og sådan er det måske, når vi hellere vil betale en høj timeløn hos en psykolog end drikke kaffe med naboen og fortælle ham eller hende historien. For de professionelle er vi jo fri af, når vi har købt deres ydelse. Samtidig er der læger og psykologer, der siger, at det indgår i behandlingen, at der skal betales, for derved satser man noget på sin egen helbredelse, og så er det lige før, vi kan frelse os selv ved egen kraft. Så vi ikke kommer til at skylde nogen noget.

Men det er ikke gerningerne, Jesus har noget imod, når han i teksten i dag ikke vil kendes ved dem, som kommer og siger, at de har gjort det ene og det andet i hans navn. Gerningerne er i sig selv gode nok, ja de er sådan set nødvendige.

Det handler om at høre og så handle.

Enhver der hører disse ord og handler efter dem, siger Jesus, han ligner en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Men enhver som hører disse ord og ikke handler efter dem, han ligner en tåbe, der har bygget sit hus på sand.

Det handler om først at høre, og så at handle.

Og det, vi skal høre, det er jo, hvad der derefter sætter handlingen fri.

Efter første tekstrække handler teksterne til søndagen i dag om falske profeter, forkyndere der kommer til jer - siger Jesus – i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. I teksten, vi hørte fra alteret i dag var den problematik også hørbar: Mika taler om nogle profeter, der lader sig styre – ikke af sandhed og evangelium, men - af, hvad der giver dem mest at tygge på, en slags levebrødspræster kunne man sige.

Så naturligvis er der kamp om ordet, det er der jo også hos os; der er i Grosbøll-sagen nu meldt ud med en ny læresag - ånderne skal prøves om de er fra Gud, som Johannes siger et sted – for kristendom er ikke hvad som helst. Skal man handle på det – leve på det - så er det vigtigt, hvad det er, der er at høre. På deres frugter skal I kende dem, siger Jesus.

Som jeg hører det – og synes, jeg selv kan både leve og handle på det – så er der med kristendommen først og fremmest givet os den frisætning, der ligger i at det at være barn hos Gud. Jesus tegner - med både sit liv og med dét han siger - Gud i en faders billede. ”Min far og jeres far” siger han. Det er sådan, vi er blevet givet at tænke om den Gud, vi naturligvis ikke ellers kan tænke.

Og hvilken frihed er der ikke i det, i fra sit livs begyndelse og frem gennem alting at være til for Gud som børn er til for deres forældre, det vil sige i kærlighed. Når man er barn, så ved man, at hvor meget man end måtte tabe i livets mange spil, sine forældres barn er man stadig, fastholdt i den anerkendelse på forhånd, der er livets eneste rigtige mulighed, den anerkendelse der giver handlingen fri til at være handling for sin egen skyld alene, til nytte og til gavn, til glæde for næsten eller hvad det nu er, den retter sig imod.

Modsætningen er, at vi skal bruge det, vi gør, til optjening af point på en eller anden skala. Og det er den model, der går fordærv i. Jævnfør tanterne og en masse andre af vore egne mistrøstige erfaringer.

Det er ikke gerningerne, der er noget i vejen med, men hvad vi bruger eller misbruger dem til. De har det bedst, om vi lader dem udrette det, de skal, og ellers ikke bruger dem til noget. Det er sådan, vore gerninger kan blive til gaver. Og det er sådan, vi selv kan blive nogle, der godt tør tage imod, hvad andre gør for os.

Det er denne den frisatte handling, Jesus peger på med sin lignelse i dag. Det handler om at høre og derefter om at gøre. For verdens skyld og vores.

Og han befaler jo ikke ud i den blå luft. Han peger med sin tale om den klippegrund der alene dur, når et hus skal kunne holde til skybrud og voldsom storm, på sig selv og det, som han er kommet for at være: Guds tilsagn om den kærlighed hos ham, der gælder enhver og holder til alt, den kærlighed dåben er blevet os pantet på.

Når jeg viser nogen rundt i kirken her, så viser jeg dem altid også med en særlig fornøjelse billederne på døbefonten. Og hvor mange har lagt mærke til dem?

På døbefontens sokkel sidder hugget ud i sten de fire evangelister og skriver. Markus sidder der med løven liggende under bordet ved sine fødder - som havde det været en hund - Lukas med oksen, Johannes med ørnen og Mattæus med englen, og sådan bærer de dåbens kar, stedet hvor Gud kærtegner sit menneske til en god begyndelse, fortællende om alt, hvad de så og hørte, sådan er déres ord om Kristus der kom blevet et stykke af den klippe, som huset her er bygget om. Og som vi er blevet givet at kunne handle på.

V i kan ikke møde op ved himmerigets port med karakterbog og medaljer og på det grundlag regne med at blive lukket ind. Men vi skal det heller ikke. Det er præcis, hvad vi i kristentroen er blevet frigjort fra.

Prøvede vi ville vi ikke kunne. Så ville vi lukke os selv ude og kun skubbe gudsriget fra os, ligesom vi også jager kærligheden på flugt, hvis vi begynder at ville købe os til den.

Vi har kun at tage imod, hvad der skal være klippe i vort liv.

Og som vi skal synge til sidst i dag

Han er sandhed, liv og vej,

stendød er den grundvold ej,

dødt vil den ej bære,

hus af syld, som træ af rod,

og af væld den klare flod,

vokser op med ære.

Det er kringlet sagt. Men det handler om at være plantet et godt sted. Om at have fundamentet i orden. Og således at kunne vokse.

Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk