Jeg hørte engang i en radioudsendelse den nu afdøde forfatter Egon Nielsen fortælle om et gravsted på en kirkegård et sted ved den jyske vestkyst, hvor han havde sit bagland. Gravstedet tilhørte en husmandsfamilie i det lille sogn, og der var på det tre små kors, sat til minde om de tre små børn, som de i den familie havde måttet bære til graven i utide. For det hænder jo, at mennesker må det. På et af korsene var der så anbragt de bibelske ord: Herren gav, Herren tog.

De ord kunne folk på den egn ikke lide, fortæller Egon Nielsen. For der manglede noget. Det bibelske citat var ikke taget med i sin fulde længde. For i Jobs Bog, hvor det stammer fra – og det vidste folk i dét sogn godt – står der: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!

Det sidste – Herrens navn være lovet – det havde forældrene til de tre små døde børn ikke kunnet få sig til at skrive på deres grave. For det svarede ikke til, hvad de selv følte. De syntes ikke, at Herrens navn var at love for det, der var hændt dem. De syntes, at om det var Herren, der havde taget, så var det i hvert fald i urimelig utide. Så længere kunne den tekst ikke blive for deres vedkommende: Herren gav, Herren tog. Så måtte folk mene, hvad de ville.

Hvad der rører sig i en sådan sag, har med vores gudsbillede at gøre. Hvad disse forældre i deres sorg over deres døde børn så forståeligt protesterer imod er den tænkning om Gud, der ikke blot lader det være hans vilje og gerning, alt hvad der sker, men som også forlanger af os, at vi skal tage imod det uden at kny, ja med taknemmelige sind, i sorg som i glæde og ganske uanset om vi nu ellers menneskeligt og naturligt føler det ene eller det andet ved det.

Det er i det gudsbillede, Job i Det gamle Testamente siger: Herren gav, Herren tog, Herrens navn været lovet.

Men har forældrene ikke ret? Bliver Gud ikke en kynisk Gud, hvis vi skal tænke det sådan? En Gud, der er ligeglad med sit menneske? Med hvad vi menneskeligt og naturligt oplever, når vi lever vores liv og rammes af så det ene og så det andet forfærdelige?

Jo, det gør han. Og derfor passer den tænkning heller ikke med Jesus.

Den passer med Det gamle Testamente. Eller med sider af Det gamle Testamente. Dér kan vi nemt finde træk bevidnet af en Gud, der er altings ophav, såvel det gode som det onde, af en Gud der med skæbnens tilskikkelser i sin magtfulde hånd både gavmildt belønner og grufuldt straffer sine skabninger, og som endda også somme tider lunefuldt og despotisk og efter et sært forgodtbefindende kan handle med mennesker så meningsløshed og urimelighed skriger til himlen derover. Vi har også i dag hørt ansatser til sådanne tanker om Gud. De var i teksten, jeg læste fra alteret. ”Det er dig, der har forvoldt det” siger salmisten til Gud om sin lidelse.

Men med Jesus passer det ikke. Og derfor har også vi lov at slå følge med alverdens lidende forældre i deres sorg over mistede børn - og der er såmænd nok at tænke på - eller i hvad anden urimelig smerte, der nu end har ramt mennesker, at slå følge med dem i den trøst, at hvad der end har ramt dem og måske også os selv af ondt og forfærdeligt, det er ikke Gud, der har villet det sådan.

Vel er det altid en forudsætning, når vi gør os tanker og taler om Gud, at der er hemmeligheder hos ham, som det ikke er beskåret mennesker at trænge ind i. Men den Gud, der har givet sig til kende i Jesus, han ser anderledes ud.

Engang imellem skal vi derfor nok også minde hinanden om, at når vi læser af de gammeltestamentlige tekster i vore gudstjenester, så er det undertiden mere for at provokere eller sætte i relief det, der bringes på bane med Jesus, end for at udsige den endegyldige sandhed om noget. Jævnligt hører vi i disse gammeltestamentlige tekster noget, der korrigeres voldsomt og afgørende af evangelieteksten, når vi når frem til den. Og sådan er det f.eks. i dag.

For havde Jesus tænkt om den syge mand ved Betesda Dam, der havde ligget syg der i 38 år, at hans lidelse var blevet ham påført af Gud, så ville han næppe have grebet ind og have helbredt ham.

Nogle af de ramte – og måske også manden selv – har muligvis selv tænkt, at de i deres lidelse var ramt af Guds straf, hans vrede, ugunst eller glemsel. For de var tæt på Det gamle Testamentes verden. Men i beretningen selv – som den er fortalt i Det nye Testamente – er sygdommen og lidelsen forstået, ikke som noget Gud har sendt, men som noget der også er hám fjendtligt og imod. Ellers ville Jesus ikke have haft grund til at gribe ind.

Vi står her ved en afgørende korrektion af de tanker, der i Det gamle Testamente tænkes om Gud. Og den er vigtig. For får vi ikke den med, så kan vi ikke holde ulykken og dens hærgen, lidelsen og alle dens urimelige og tilfældige nedslag iblandt os ude fra det, der er Guds vilje og gerning. Og så kan vi ikke protestere, når vi rammes. Knap nok kan vi tillade os at sørge. For er det Gud, der sender det alt sammen over os, så har vi ydmygt at bøje os for det.

At sige Herrens navn være lovet, også når livet bliver os tungt og umedgørligt og vi menneskeligt og naturligt kun kan sørge og græde eller skrige af smerte.

Skulle vi give afkald på det, ville vi blive umennesker. Og det er ikke kristendommens mening.

Ved Betesda Dam ser vi i et uhyggeligt koncentrat den verden hos os, der er alt for fuld af blind tilfældighed og ubegrundet lidelse.

Vi ser det på de syge. På dem, der her nu på dén måde så tilfældigt er blevet ramt. Men vi ser det også på dem, der bliver helbredt. Vi kan ikke komme fri af det spørgsmål: hvorfor netop dem?

Og vi kunne fortsætte med hver vore egne eksempler, eksempler fra vort eget liv eller vore kæres liv, fra den forfærdelige tragedie med de mange børn i Rusland, fra flygtningelejre og fængsler ud over jorden og hvad ved jeg, hver dag har alt for meget at byde på af det, der ikke kan være sendt over mennesker fra den Gud, der i Jesu liv har vist sig som en barmhjertighedens Gud.

Det vi skal synge i den sidste salme i dag om Gud, at han lod snefald hegne mod frosten barsk og hård, og lod det tø og regne og varme mildt i vår, det kan vi almindeligvis godt synge hos os i Danmark. Men andre steder i verden kan det undertiden være ganske svært. For der gik det måske ikke med høsten som hos os. Og hvad skal de så tænke om Gud? Skal de så tænke, at så er han én, der ikke vil dém det godt? Det kan de let komme til, men det er ikke det, der er kristendom.

Kristendom er, hvad der står lidt længere nede i salmen, at Gud er en Gud, der røres selv af ravnes nød. Og ikke vil, at nogen af hans skulle savne dagligt brød.

Og når virkeligheden så er en anden, så er det af andre grunde. Så er det fordi noget er gået i stykker. Og fordi heller ikke Gud har magt nok at sætte bag sin barmhjertighed.

Om manden ved Betesda Dam må vi gøre os lignende tanker. For han blev ramt af Guds barmhjertighed, men hvad med de andre?

Og derfor må vi også ende ved det, der er at sige om alle Jesu underfulde gerninger, at var der ikke mére at hente i dem end det, de var som konkrete velgerninger mod dé bestemte mennesker, de ramte, så var det for lidt til at danne grund under nogen varende glæde hos os. Og derfor må vi se dem, disse underfulde gerninger,

som det de ógså var: tegn på Guds vilje og væsen.

Jesu underfulde gerninger var ikke nok. De nyttede ikke stort i en verden, der både dengang og nu er fuld af nød og død og elendighed. Men som de tegn, disse handlinger ógså var – tegn på Guds vilje og væsen – blev de grundlag for en tro hos mennesker, som er god at have med sig, når et menneskeliv skal leves, og ikke mindst når det skal leves i kamp og den fornemmelse truer med at overmande os, at vi ikke er nogle, der er ønskede her.

I den tro, som Jesus på den måde har rakt os, er den fornemmelse modsagt så kraftigt, som det overhovedet er muligt. For lader vi de tegn, der var i Jesu liv – det tegn, der i dåben mere end noget andet sted gøres tydeligt som et kærtegn – lader vi det være sandhedens fundament i vort liv, så vi i al vor skæbne ved os fulgt på vore veje af ”faderens kærlige sind” – som det hedder i en salme - så er vi bedre rustede til det, vi skal magte og tåle, end ellers.

For det kærtegn, der bevidner for os den Guds gode vilje, der nok kan vakle i sin magt men aldrig i sin agt, er det godt og sandt at love Herrens navn. Det er det også naturligvis for det liv, vi får – og dets gaver - om det passer med, hvad vi menneskeligt og naturligt føler.

Men går det i stykker for dig, har du lov at græde.

Gud vil engang gøre ende på al lidelse. Hvordan og hvorledes er det ikke givet os at være inde i, ej heller hvornår. Indtil videre skal vi leve det liv, vi kender, de gode dage som de onde, kæmpe vore kampe, og også dem, der gælder de andre, så tappert og muntert som vi nu kan. Men dét er vi blevet givet som en styrke i kampen: aldrig at tro, at vi glemmes af den Gud, der fra begyndelsen skabte os til et liv, der var såre godt, og som stadig har det i sinde.

Amen.

Pastor Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk