Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

18. søndag efter trinitatis, 15.10.2006
Johannes 15,1-11, Elisabeth Birgitte Siemen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Vintræet ja, det hedder der jo ikke i virkeligheden. Det hedder vinstok, slet og ret. Også på græsk.
Så hvorfor vi siger vintræ, er jo ikke godt at vide.
Måske fordi det ikke er så poetisk med en stok.
Jeg er vinstokken, I er stiklingerne…. nej vel, det er der ikke så megen sus over.
Men måske handler det også om, at træet jo er et meget godt billede og et meget brugt billede, når man vil skildre forholdet mellem Gud og mennesker.
Tænk bare på den gamle nordiske mytologi, med Asken Yggdrasil, verdens største træ, der står midt i Asgård. Det er så stort, at stammen når fra himmel til jord, og grenene breder sig ud over himmelhvælvingen.
Asken har tre rødder som når til hver sin ende af verden.
Den ene rod er under Asgård gudernes bolig, den anden under Jotumheim – det er der hvor jætterne bor og hvor Mimer nidkært vogter sin visdomsbrønd, og den tredje når til Niflheim som er det tågede dødsrige.
Roden i Asgård strækker sig helt til himmelen, og der er ved denne rod at Aserne samles for at holde ting.
Sådan strækker livstræet rødderne ind i tre verdener, og således skal det stå, indtil verden går til grunde ved Ragnarok.
Men den hellige ask er truet. Nederst ved den ene rod gnaver slangen Nidhug og andre orme, og i grenene går fire hjorte og spiser af de nye friske skud. Men træet går dog ikke ud, for ved roden i Asgård sidder de tre Norner, der bestemmer menneskers livslængde – de spinder tråden – og de øser hver dag hvidt slam op på Askens rod. Og herfra får det næring.
Ask Yggdrasil var om noget livets træ, som det stod der, midt i gudernes verden, og nåede fra jord til himmel, ja, i bogstaveligste forstand holdt den alt på plads.
Og det var jo en god historie at fortælle sine børn, for man vidste jo, at skulle man bygge et ordentligt solidt hus, skulle der netop være en grundstamme, et suletræ, husets akse, der holder hele huset sammen.
Og sådan havde man også brug for et suletræ i livet, et livstræ.

På næsten samme tid som man her i Norden fortalte om Ask Yggdrasil, fortalte forældrene i en anden kultur, den jødiske , deres børn om et andet træ, livets træ i Edens have. Og om endnu et – kundskabens træ. Og kun dette ene træ måtte Adam og Eva ikke spise af, men det gjorde de.
Og derfor kunne de ikke længere spise og leve af livets træ. Og dermed blev den mytologiske fortælling pludselig til historien om enhver, fordi vi ikke vil nøjes med at være små afhængige grene.
Men skilt fra træet kan vi ikke bære frugt.

Det ved vi jo godt for resten, på det personlige plan, i hvert fald.
Vi ved godt, at vi ikke svæver frit i luften, og vi kan slet ikke leve og sætte frugt, uden at vi er rundet af en familie, sådan som vi jo netop selv er børn af en bestemt tid og slægt, land og kultur.
Ja, på det strengt personlige plan ved vi godt, at vi er som grene på træet.
Stamtræet.
Men løfter vi os ud over det strengt personlige plan, så er det som om Jesu ord om, at vi er som grene på træet, og at vi intet kan gøre uden ham, skurrer voldsomt i vore ører.
Nutidens moderne menneske, lever en langt mere opsplittet og således også langt mere isoleret tilværelse, end generationerne før os. Og det synes for mig at se som om, at sammenhæng eller sammenhold er en mangelvare i dag.
Og ofte bruger vi alle midler for at omstøde og opløse fællesskabet, vi er nemlig langt fra altid dem, som vil fællesskabet.
Vi tænker tit, at fællesskabet med andre er for anstrengende, eller vi føler os for gode til at deltage i det , der er jo forskel på folk!
Sådan er det, vi deler op og sætter skel, den dag i dag.

Og hvad afhængighed angår, ja, så oplever vi det i udstrakt grad, som noget negativt.
Vi begræder ofte den psykologiske afhængighed vi føler i forhold til vore forældre, afhængigheden af fortiden, af vores sociale situation.
Og målet, det vi skal stile imod, bliver jo også derfor, den størst mulige uafhængighed.
Vi vil være fritvoksende, og ikke bare sølle grene på et træ, vi ikke selv har valgt.
De frugter vi skal bære, skal være vore egne, vort eget ansvar, vores egen fortjeneste.

Der er bare det ved det, at vi glemmer det mest fundamentale, nemlig at et menneske kan ikke og skal ikke skabe sit liv eller sin verden forfra.
Vi er skabt ind i en verden, og livet får vi givet – det tar’ vi altså ikke selv.
Og på den ene side, ja, så ved vi det godt, mens vi på den anden side af al magt søger at skubbe denne viden fra os.

Disciplene havde næppe disse problemer. For dem var det umiddelbart forståeligt at vi lever i og af en uafrystelig sammenhæng og afhængighed, som grenene på de vinstokke de daglig så omkring sig.
For dem var det et evangelium, et godt budskab.
Men der var mere end det.
Fra de var små havde de hørt, at Israel var Guds egen vinranke – et billede vi kender fra GTs salme og profetlitteratur. I salme 80 hedder det, at Gud rykkede en vinstok op i Egypten, og plantede den i det nye land.
Eller hos profeten Ezekiel, der taler om Israels fyrster der forfaldt til grusomhed, og hvor vinstokken blev rykket op, og kastet på jorden så den gik ud.
Der er ingen tvivl om, at disciplene har erindret sig hele Guds historie med det hovmodige folk og dets genstridige ledere; og netop derfor har der også ligget et løfte om en ny fremtid i ordet om det sande vintræ.
Den vinstok der ikke skal rykkes op, men som skal bære frugt til evig tid.

De hørte talen skærtorsdag aften, aftenen inden Langfredags korsfæstelse og død. Alle var de truede af kaos og katastrofe.
Og så meget stærkere er det, at talens gennemgående ord er – bliv!
For at blive, betyder jo både at forblive, og at blive til.

”Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Som faderen har elsket mig, således har jeg elsket jer – bliv i min kærlighed. Og videre hedder det: ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer”

At blive i Jesus vil altså sige, at blive i kærligheden ved at bære frugt i kærlighed til næsten.
Det begynder ikke med grenene, for grenene er intet uden træet.
Vi begynder med træet.

Det er meget betegnende, at hvor de 3 andre evangelister på denne sidste aften fortæller om nadverens indstiftelse, så beretter Johannes om den lange afskedstale Jesus holder til sine disciple, den tale hvoraf dagens evangelium kun er en lille del.
Men fælles for evangelisterne er, at de hver på deres måde vil understrege, at vi er den del af det store fællesskab, af Guds fællesskab.
De vil fortælle os, at vi er båret og holdt oppe af en sammenhæng, der er til før os – kærlighedens sammenhæng.

Hvad er meningen med livet, spørger vi ofte os selv og hinanden.
Og svaret der er så let at give, men så svært at forstå og efterleve får vi her – kærligheden er meningen. Det er den sammenhæng hvori vi skal leve.
Det er så svært at efterleve ja, for forstå det, jo det gør de fleste af os .
For når vi står og ser på stamtræet og vores plads på det, så ved vi jo med os selv, at uden kærlighed da var vi her slet ikke.

Men ved dåben fik vi et nyt livstræ – da blev vi ”indpodet i ham, som en lille kvist på den store stamme.
Lige så dejligt det er, at vi ikke selv skal skabe os vores verden, men at den er givet på forhånd, vi fødes ind i den, lige så stor en forbandelse kan det indimellem synes, at vi er bastet og bundet til den skæbne vi fik før fødslen.

Behov for sikkerhed og tryghed – det har vi alle, og det kan være trygt og godt at stå ved stamtræet og se alle anerne før en selv.
Og sådan er det jo., alle forestillinger om livets træ bunder jo i et behov for at sikre sig, at holde kaos på afstand og i stedet føle sig tryg.
ganske som forestillingen om Ask Yggdrasil, der jo skal holde verden sammen og oppe, indtid tidernes ende.
Sålænge verden står, og Nornerne øser det livgivende hvide slam op over roden, så får Nidhug og de andre orme ikke mulighed for, at gnave dets rødder over.

Men bliver vi i billedet om Jesus som det sande vintræ, det virkelige livets træ, er han der modsatte af alle trygge livstræer, for han er det træ, der gik til grunde, blev hugget om, døde på et kors af rå bjælker, men netop derfor blev han til det ”livstræ der skyder af korsets rod”, som Grundtvig skriver det i vores store Advents salme.
Og det er netop først på korset, at det afsløres, at her er det sande livstræ, der kan spire ud af døden.
I gammel billedkunst – ofte inspireret af Johannes evangeliets tale om det sande vintræ, kan man se, at korset bliver til en vinstok, med friske blade og drueklaser.
Her på korset, er det fuldbragt, og det er også her, det nye bliver til i det øjeblik, hvor magtens repræsentanter stikker lansen i hans side, for at sikre sig, at han virkelig er død.
Uden at vide det, gør de nemlig det modsatte, idet de åbner for nådens kilder, nemlig vandet og blodet – det der skal sikre hans fortsatte liv hos os.

Kristus som livets træ er derfor et underligt træ, som enhver gartner vil ryste på hovedet af. For træet er fældet, men midt i døden bærer det masser af blade og friske skud. Selv om det er fældet, giver det stadig liv. Og det er fyldt med alle mulige forskellige kviste, som er podet ind på dets stamme – lige så mange forskellige som der er døbte til.
Og alle vokser side om side, og lever og trives og gror på den fældede døde stamme, som får sin næring sit liv af Gud selv.
Det livstræ giver ingen garanti for et langt og lykkeligt liv, men det vil i stedet lære os, at livets mening er, at sætte det til for andre, at give livet ud, og give det videre.
Og hvad mere er – i den forbundethed og nærhed hvori vi lever, som grene på træet, vil Gud selv være tilstede: Når vores liv med hinanden udfoldet på Jesu bud om at elske hinanden, så er Gud herliggjort og glæden fuldkommen. Amen.


Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk




(zurück zum Seitenanfang)