FRUGT

Vingården er ikke særlig dansk, men alligevel er den et gammelt nedarvet billede på det paradisiske. En forestilling, et indre billede, som vi har fra Biblen. Sådan som vi har hørt i dag både fra Det gamle og Det nye testamente. Og i et symbolsprog, som går igen i mange af vore salmer. – Vingården er Guds have og Guds rige. Men hvad betyder den? Som vi har hørt, er det Guds tanke, at de mennesker, som han elsker, skal leve et liv, hvor der er gode og retfærdige forhold. Hvor vi har omsorg for hinanden, og hvor de ulykkelige og de fattige ikke skriger fra jorden af lutter nød og elendighed. At vi lever et liv, hvor vi ikke krænker hinanden ved at rage til os og overlade de andre til dem selv og deres fattigdom og afmagt. Guds vingård er tænkt som et liv, hvor der hersker en retfærdig godhed og hvor kærlighed og barmhjertighed får glæden og lykken til at blomstre og bære frugt fra dag til dag. Paradis – mit land, siger Gud – er Himmel og jord, hvor kærlighed bor. Frit citeret efter Grundtvig. Vi skal forestille os et liv, hvor vi alle arbejder på, at glæden må blive fuldkommen. Ikke kun vores egen glæde, men den fælles. For glæde er noget, der opstår og vokser mellem mennesker, i menneskers møder med hinanden, i medfølelsen, i det praktiske ansvar. Glæden er ikke abstrakt, den er konkret i forholdet mellem menneske og menneske. Glæde er noget, der kommer til os – det har vi hørt så mange gange – glæde er noget, der vederfares os, som de gamle sagde – men glæden er også noget, vi selv skal arbejde med og tage ansvar for. Fordi den udspiller sig som kærlighed mellem mennesker – og ikke kun som den enkeltes følelser i retning af den blå luft!

Men vingården kan forfalde og druerne blive vilde og bitre. Eller høsten kan blive stjålet.. Der er et væld af udtryk for, at det kan gå galt med Guds have. Ja, ikke bare at det kan gå galt, men at det er gået galt. Glæden er ikke fuldkommen. Nej, det kan opleves som om den næsten ikke længere er til. Som om mennesker ikke længere kommer hinanden ved, men har mere end nok med at klare sig selv og sit eget. Når profeten Esajas skriver, at der ikke – som ventet – kom vindruer, søde dejlige druer, nej der kom i stedet vild-druer, sure, bitre druer, er det et udtryk for at livet leves forkert. At vi lever livet anderledes end Gud har tænkt. At vi lever som vilde, uciviliserede mennesker, hvor ord og handlinger gør mere ondt end godt. Fordi de er kommet så langt væk fra Guds oprindelige tanke med os, at der næsten ingen forbindelse er til den kærlige hensigt, han havde med at sætte os i verden. Vild-druerne, de er som den moderne vildrede i menneskers følelser og tanker. En vildrede, der slår ud i praktisk afmagt over for det vanskelige fælles liv. Bitterheden, den er som den udbredte skuffelse over, at livet ikke viser sig at opfylde de længsler, vi har, men som vi ikke længere respekterer eller forstår. Den er som det fordrejede udtryk i et menneskes ansigt og mund, når det gør alt det, som det ikke vil, men som det alligevel gør.

Der er i alle ordene i dag lagt vægt på menneskers rolle i det liv, vi har fået: Det er at spille Guds arbejdere. Det er at give os selv, alt hvad vi er, til ham. Når vi ind imellem spørger os selv eller hinanden, hvem vi er og hvorfor vi er her, svarer Jesu lignelser: Du er her for at elske Gud og din næste. Du er her for at arbejde for et glædesfyldt liv. Og du er her for at tage dig af dit medmenneske og vise det den samme barmhjertighed som den, du selv lever af, Guds barmhjertighed. Det er en vildfarelse, at du ikke ved hvem du selv er eller hvorfor du er her. Det er en udbredt moderne forvirring. Det er i virkeligheden så enkelt: Du er skabt af Gud, skabt af kærlighed – og derfor er det meningen at du selv skal være kærlighed. Hvordan du skal være det – det er det din egen opgave at forstå. Det er det din egen glæde at finde ud af. Det er din frihed. Den frihed – som du ikke skal misbruge til i stedet for kun at elske dig selv og derved svigte dit medmenneske. Den følelse af tomhed og skuffelse, som ligger og lurer på os i det moderne overfladiske hurtige liv, den får et hvast svar af Guds ord: Hvor kan du føle dig tom og skuffet, når opgaven at elske er givet og der ikke er nogen anden end dig selv til at tage den op? Hvordan er det muligt at føle sig afmægtig og desorienteret, når der er så meget at gøre? Og du da ikke kan være i tvivl om, hvad det er du skal gøre?

De to brødre, som bliver bedt om at gå ud i vingården for at arbejde, ved selvfølgelig godt, hvad det betyder. Men de siger begge eet og gør noget andet. Det afgørende er imidlertid ikke hvad de siger, men hvad de gør. Det er derfor verden mere og mere ligner en hærget vingård. For ord har vi rigeligt af, men godhed i praksis har vi alt for lidt af. Troen på Gud er ikke kun et spørgsmål om hvad vi siger, men om hvad vi gør. En mand fra vor egen tid har om den tro, der er så megen diskussion om, sagt:

”Man mister ikke troen. Den ophører med at forme ens liv, det er det hele.” Troen, som ikke har konsekvenser i praksis, er død. Den mærkes ikke mere. Er det det, som gør os så tvivlende og spørgende? At det vi godt ved, at vi er elskede og at vi selv skal elske, at denne i og for sig selvfølgelige viden eller tro, er ophørt med at forme vort liv, så vi i praksis lever derefter? Eller prøver at leve derefter? Og at så er det kun, når vi når bunden af den indre tomhed eller yderpunktet af hjælpeløshed og afhængighed – som tolderne og skøgerne i Jesu lignelse – at vi vender tilbage til den viden og den tro, som vi er født med? Er det kun i fortvivlelsen, vi indser hvem vi er og hvad vi skal gøre? Altså når vi tilsyneladende er allerlængst borte fra den glæde vi er bestemt for, så er det vi tror på den, for så er det vi indser, at det er den, det hele kommer af og det hele vokser hen imod? Kan man miste troen og alligevel få den igen? Komme fra den ene yderlighed til den anden som broderen, der først sagde eet og siden gjorde det modsatte af hvad han sagde? Kan man gøre det, man ikke tror – for ved hjælp af det man gør at vinde troen tilbage? Troen på godheden? På barmhjertighedens ret over det kolde rethaveriske sind?

Men der er jo også en ondskab i verden, som er andet og mere end blot passivitet. End blot ikke at gøre noget og lade tro og indre vished forfalde. De vinbønder, som slog og dræbte Guds udsendinge og til sidst Guds egen søn, gjorde det for egen vindings skyld. De lod den mest primitive egoisme, griskheden, få overtaget. Og ved deres handlinger dræbte de ikke kun Guds søn, men også troen på kærligheden. Sønnen kom for at modtage frugten af alt det, som skulle være gjort for at glæden kunne vokse og fylde verden. De slog ham ihjel og beholdt glæden for sig selv. Undte ikke andre at få del i den. Det er den ondskab, vi i praksis udfolder over for hinanden, at vi ikke under hinanden at være lykkelige. At vi handler misundeligt. At vi stjæler med arme og ben – ikke bare de materielle goder, men de andres livsglæde. Ondskab har vi i synlige billeder, dagligt – men vi har den ikke mindst i os selv i de små usynlige, umærkelige tanker vi gør os om hinanden. Alt det, som ikke vil de andres glæde. - Jamen, sådan er vi da ikke? Nej, sådan er vi ikke kun, for så var vi ikke mere her, men sådan er vi også. Og vi kan ikke løbe fra det. Vi kan kun indrømme det – og gøre hvad vi kan for at det gode i os, som vi vil, det gør vi, men det onde i os, som vi ikke vil, det gør vi heller ikke. For nu at spille på den berømte selvindsigt hos Paulus: At ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. --- Jeg elendige menneske..”

For det hedder til slut i evangeliet i dag, at den, der snubler over stenen, som er Kristus, som er barmhjertigheden – han kvæstes. Og det gør ikke noget, for så lærer han at passe bedre på og tage ansvar for hvor han går og hvad han gør og hvad han tænker på. Men den, som stenen falder på, han knuses. Han bliver ødelagt – ved ikke at forstå eller ved ikke at agte kærlighedens og barmhjertighedens betydning for vort fælles liv. - Vi hører altså gentaget, at vi har t uomgængeligt ansvar for hvad vi gør med det liv, vi får betroet. Både vort eget liv og de andres er vort ansvar... At glæden ikke forsømmes, stjæles, ja dræbes – det er vores forpligtelse. Vi har en rolle i livet: At arbejde for at glæden kan blive fuldkommen. Det er en lykkelig rolle – hvor utopisk dens mål end er. For Gud er den, der har givet os rollen, og han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk