Det sker meget tit, når man snakker med unge mennesker i pubertetsalderen, konfirmander fx, at de taler om hvor herligt det må være at blive voksen. For så kan man bestemme selv.
Ikke noget med irriterende forældre der vil blande sig i de mest utrolige ting. Sengetider, komme hjem fra fest tider, tøjindkøb osv. osv.
Og som voksen kan man – hvis man ellers er ærlig – godt give dem ret så langt, at man i hvert fald husker hvordan det var.
En anden ting er så, at vi voksne ved, at det der med at bestemme alt, ja, det er jo i virkeligheden så som så.
Men huske det, kan vi jo godt.
Åh hvilken herlighed den dag man kan bestemme selv.
Jeg har indimellem taget denne diskussion med konfirmanderne – fået dem til at priotere hvor denne frihedstrang var vigtigst – og så lignet en række ting op – lige fra rent miljø, ingen krige – til at tjene mange penge, skaffe sig familie – og endelig at kunne bestemme alt i sit eget liv.
Men det sjove er, at her på den sidste mulighed stiger de unge af – det er simpelthen for meget at skulle bestemme alt i sit eget liv.
det blev for kedsommeligt., eller måske ligefrem for skræmmende, en for tung byrde at bære.
På en måde synes de, at det ikke er nok at være sit eget livs direktør, det er vigtigt at livet er noget vi får givet, en skæbne, eller hvordan man nu skal udtrykke det.
Og det er da lidt interessant, når man tænker på at vi lever i en tid og en verdensdel, hvor man netop hylder princippet om, at det handler om at vi skal kunne alt selv – vi skylder ingen noget overhovedet.
Men konfirmanderne er dog stadig så kloge, at den æder de ikke.
Og måske handler det om, at de er så meget tættere på barndommen end vi er. De kan stadig huske, hvordan det er.
Evangeliet i dag handler om at være størst, at have det bedst tænkelige udgangspunkt for en sikker position i Himmerige.
Og på spørgsmålet om, hvordan vi skaffer os denne position hører vi de kendte ord om, at hvis ikke vi vender om og bliver som børn, ja, da kommer vi slet ikke ind i himmerige.
Og det er jo kendte og elskede ord, for det er dem vi hører hver gang vi samles om døbefonten.
Og vi kan slet ikke lade være med at synes det er både smukt og rigtigt, for disse dåbsbørn de er jo slet og ret vidunderlige alle som én.
Og vi kan næsten alle gribe os i at nynne med på Ingemanns ord om, at Jesus er børnevennen stor.
Fromt og kønt.
Ja, hvis det altså ikke bare lige var fordi, at udsagnet om at vi skal blive som børn ikke går på de søde små.
Det handler ikke om at børn er de sødeste og dejligste skabninger på jorden.
Det er slet ikke det, udsagnet går på.
Man skal også erindre sig om, at børn ikke dengang havde den høje status, som de har i dag.
I Misjna – som er den jødiske lov kommentar, og som er nedskrevet ca. 400 år efter kr. , men som daterer sig tilbage til Jesu tid, kan man fx læse, at en alvorlig begavet rabbi – og sådan blev Jesus jo set – bør man ikke omgås kvinder og børn, men hellige sig de lærde diskussioner blandt ligesindede.
Og selvom vi godt ved, at Jesus på mange måder adskilte sig fra datidens norm – han omgikkes bl.a. gerne kvinder, ja, så er der ikke belæg for at mene, at han tog særligt parti for børn, fordi de var yndige.
Nej, udsagnet sigter langt snarere på barnets udleverethed og dets afhængighed.
Altså at barnets liv i eminent grad og helt åbenlyst hviler i andres hænder.
Barnet kan man ikke overlade til sig selv, man må tage hånd om det, det er udleveret til sine forældre eller andre voksne på nåde og unåde.
Og vi ved også hvor hårdt det kan være, at have sit liv i en andens hånd, og vi ved også, hvor hårdt det kan være at være barn.
Men det gælder altså om at blive som et barn, siger Jesus.
Udleveret, afhængig, sårbar – sådan skal vi se vort forhold til Gud afspejlet –og ikke, som tiden byder, som direktører i vort eget liv.
Vi skal ikke skabe vort eget liv (det kommer der kun skaberi ud af, som K.E. Løgstrup så rammende udtrykte det) nej, vi får livet givet.
Livet er skabt til os, vi er Guds barn.
At være barn handler således om at være udleveret og sårbar, men denne udleverethed følges af tillidsfuldhed, det ved vi.
Barnets tillidsfuldhed er så stor, så vi voksne må advare barnet – hvis du henne i parken møder en mand, så må du ikke gå med ham osv. osv.
Og barnets tillidsfuldhed og dets tro på forældrene er jo også kolossal tiltider katastrofal stor, men samtidig er det denne tillidsfuldhed og tro, der giver barnet mod til at leve, giver det livsmod.
At være barn handler altså om at have tillid, tro og livsmod, det handler dybest set om at have håb til tilværelsen.
Jamen, kan man så spørge, er det ikke naivt, dette håb barnet nærer til livet, til tilværelsen?
Det går jo tit både barnet og den voksne ilde. Livet går i stykker for os, og mange børn skal ikke være ret gamle, før de må opgive håbet til tilværelsen, barnets håb, for at blive alt for tidligt voksne.
Og dog må vi give barnet ret i dets håb.
Det viser bl.a, deri, at ingen voksen, hvor håbløst han ellers finder livet, så vil ingen voksen der er ved sine fulde fem, indgyde barnet sin håbløshed, det gør kun en nidding eller en syg.
Alle mulige konsekvenser vover vi voksne at drage af vores manglende håb på og tillid til tilværelsen, men vi vover ikke at indgyde barnet vores håbløshed, for barnets håb har på en eller anden måde ret overfor vores håbløshed.
Barnets håb og tillidsfuldhed og tro er nemlig fundamental.
Og det er præcis det Jesus peger på når han siger : I skal blive som børn, for at kunne gå ind i gudsriget.
Og tar’ I håbet fra et barn, bringer I én af mine mindste til fald – ja, så var det bedre at I fik hængt en møllesten om jeres hals, og var sænket på havets bund.
Nej, I skal ikke vove at indgyde barnet jeres mismod, men I skal derimod blive som barnet og tage dets håb, livsmod og tro til jer.
Og kan dit øje kun se mørke og håbløshed – så riv det ud og lyt til Guds ord og dets håb.
Og når din hånd ikke kan tage imod håbet, så skær den af, og lad hjertet tage imod, og når din fod ikke vil gå ind i himmerige, så hug den af og lad dig som barnet bære ind i Guds rige.
For du skal vende om, og blive som et barn.
Jamen kan vi det? Hører det ikke netop med til det at være voksen, at vi har set alt det forkerte, set den gale vej, og mistet barnet i os, undervejs?, hvis vi endelig skal snakke sådan moderne vulgær psykologiserede ?
Dybest set skal vi bare huske at være hvad vi er – et Guds barn, det vi blev kaldt engang i vores dåb.
Vi skal opgive den skræmmende og kedsommelige tanke om at være direktører i vores eget liv, opgiv tanken om at være dit eget livs skaber, lad være med at tro, at du kan eller skal bestemme alt i det liv.
Tro i stedet på, at du er udleveret, afhængig og sårbar som et barn.
Ja, og så er vi næsten stået af, ikke sandt? For dybest set er det vel en skræmmende tanke, med denne udleverethed og sårbarhed. For er det ikke netop dét som vi livet igennem må kæmpe imod, så hårdt som livet og skæbnen er.
Jo, hvis det nu var skæbnen og dens luner vi var udleveret til, så var det vel kun til at bære for de stærkeste.
Men vi er ikke udleveret tilskæbnen – for Gud står over skæbnen, som Sigrid Undset engang skrev.
Og vi er ikke børn af skæbnen, vi er børn af Gud. Og vi ved godt hvordan Gud er, han er som den kærlig far der trofast iler gade op og gade ned, for at se efter et forvildet barn, der har glemt sin komme hjem tid.
Han er som den gode hyrde, der leder efter det forvildede får, og som ikke giver op, før han kan lukke det ind i folden igen.
Og derfor kan vi også godt tro, at det går an at leve som trygge og elskede børn gør det, i tillid til at vi ikke skal klare eller bestemme alt selv.
Vi er ikke alene, Gud møder og finder os, midt i tilværelsens omskiftelige forhold, og han bærer os og følger os gennem skæbnens tilskikkelser alle dage – indtil verdens ende, som vi skal høre det sagt om lidt når vi holder dåb.
”Glemmer en kvinde sit barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? hed det hos den gammeltestamentlige profet Esajas, som vi hørte som indgangslæsning – og han svarer selv : Om de kunne glemme – jeg glemmer ej dig”
Eller som vi sang det før med Grundtvig :
Vi føler at hvordan det går
hvad verden gør og lader
så gav dog Gud os børnekår
så er dog Gud vor fader…..
Du hører jo der skaffes nu
dig plads i faderhuset;
din frelser vidner: Ej eet hår
forkomme skal i ormegård
og fattes i Guds rige.
Amen.
Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk