Göttinger Predigten im Internet

Det myndige menneske (WE 215-221)

Læsning: Gen. 3,1-7, 22-24

Og Gud Herren sagde: " Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt."
Mennesket ville være som Gud. Og det blev det. Tilsyneladende. Selv mente mennesket, at det var blevet myndigt. Mennesket så klart, at det for længst var kommet ud over barnestanden, hvor det havde brug for en guddommelig forælder til at forklare sig alt det uforståelige. Nu kunne det klare sig uden Gud. Det havde ikke brug for Gud mere. Arbejdshypotesen Gud var blevet overflødig. Nu kunne mennesket selv. Det kunne også bære vægten af de spørgsmål, som endnu var ubesvarede.
Det myndige menneske ville ikke være afhængigt . At tro på Gud var ikke nødvendigt for det myndige menneske. Det troede på sig selv. Det havde ikke brug for at være skabt af Gud, det havde heller ikke brug for at blive fundet af nogen Gud. Og det havde slet ikke brug for at høre, at Gud havde trukket sig tilbage fra verden. For det var jo netop Guds forsvinden, det myndige menneske så så klart.

Men det myndige menneske led af hukommelsestab. Det havde glemt, at det var skabt - skabt i Guds billede. Det huskede kun, at forskellen på Gud og det selv var så stor, at det var som om Gud forsvandt i denne forskel. Gud havde virkelig ingen ting med mennesket at gøre. Gud var blevet helt borte i det hinsidige for det myndige menneske.
Derfor måtte Gud tage menneskets hukommelsestab på sig. Gud måtte gå midt ind i denne verden, i det myndige menneskes tilværelse - ja, Gud måtte blive et med det myndige menneske. Måtte blive mennesket, der til sidst råber: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.".
Det myndige mennesket forsøgte at jage Gud ud af verden. Så langt ud i hinsidigheden, at det var som om Gud forsvandt.

Vi, der så os selv som myndige, uafhængige mennesker, vi havde ladet os falde ned i glemslens og fortrængningens dyb. Som myndige mennesker ville vi have Gud til at forsvinde. Men Gud ville ikke lade os forsvinde i vores hukommelsestab. Gud ville vække vores hukommelse. Ville have os til at huske, at hele vores verden, hele vores eksistens skal ses som en lignelse på, en erindring om en helt anden verden, en helt anden eksistens, et helt andet menneske, der indgår i en helt anden historie - nemlig Guds. Og derfor gjorde Gud det uhørte: han gik i kødet på det myndige menneske. Helt bogstaveligt: I Jesus gik han i kødet på os, så vi aldrig mere kan glemme, at Gud er her midt i vores verden. For vel er Gud og verden så forskellige som skaber og skaberværk må være, men samtidig er denne verden Guds verden. Gud har gjort den til sin verden.
Og Gud gør vores historie, gør den historie, der handler om at afsige sig Gud, forvise ham til hinsidigheden, den historie gør han til sin historie ved i Kristus på korset frivilligt at lade sig trænge ud af verden. Gud tager i Kristus vores fortrængning af Gud på sig. I Kristus gav Gud sig helt hen til det jordiske liv - og med ham sættes vi fri til at gøre det samme. Sættes fri til at være de verdslige, moderne mennesker vi nu engang er. For midt i vores verdslighed, midt i vores tilsyneladende gudløshed bliver vi hele tiden erindret om, at Gud i Kristus er gået i kødet på os og derfor aldrig mere kan udskilles af vores verden.
Han som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lig med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
Og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende.
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære (Fil 2,6-11)

Sognepræst Kirsten Arngod Nielsen (E-mail: karn@km.dk)
Sognepræst Lis Ladefoged (E-mail: ladefoged@stofanet.dk )