Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

2. søndag i advent, 10.12.2006
Lukas 21,25-36, Bent Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Igen: En af disse dommedagstekster, som kristendommen er så berømt, eller måske snarere berygtet, for: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst.. og.. gå til af skræk og frygt for det, der kommer over verden. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed” som det lød. For ikke mange år siden ville mange prædikanter kunne over­tale folk til at omvende sig og tilslutte sig prædikanten ved at foreholde dem, at Kristus snart ville komme og holde dom­medag. Det gjal­dt om at være på den rigtige side og have rent mel i posen, hvis ikke man ville gå til i skræk og angst og havne i helvede. En så angsbetonet kristendom har naturligvis også fået mange men­nesker til at vende ryggen til kristendommen. Nu om stun­der er der kun få krist­ne sekter og fundamentalister tilbage, der vil fastholde en sådan for­kyndelse. - Men: Alligevel skal vi altså høre om dom­medag, denne 2. søndag i advent, hvor vi så småt er ved at begynde at glæde os til jul. Og det skal vi, af mind­st 3 grunde­, som jeg her vil komme ind på: For det første for at være realistisk; for det andet for at sætte en græn­se for verdens elen­dighed; og for det tredje for, at vi kan have noget at glæde sig til. - At det er realistisk nok at forkynde en dom­medag, det behøver vi ikke at komme i kirke for at høre; det kan vi se i fjern­synet: I Sudans eller Iraqs elendig­hed, over­for de men­neskeskabte klimakatastrofer, der ven­ter os, eller de massive folkevandringer mod Euro­pa, der kan blive en konse­kvens af vores­ ufat­telige rigdom på be­kostning af den 3. verden. Der skal ingenting til, før men­nesker gør livet til et helvede for hinanden, eller vi lader os gribe af ang­st og skræk og frygt for det, der kom­mer over verden” som det lød. Det er ganske realistisk. Også i det enkelte men­neskes liv er der dom­medage, hvor løbet er kørt, eller hvor konse­kvenserne bliver tydelige. Nok kan vi så køre på frihjul: At det nok ikke er så galt, at men­neskene er gode nok på bunden, at vi nok slipper af sted med det alligevel, osv. Men den kristne tro vil se virkeligheden i øjne­ne, uden at blinke: Vedgå, at men­nesker kan være værre end djævle mod hinanden og ufatteligt ligeglade med konse­kvenserne af deres hand­linger; tage alvorligt, at men­neske­lig elen­dighed og ulykke kan være fuldstæn­dig ulidelig; tage til os, at til­værelsen ikke kan slås hen, og det fører ingen vegne at vende den ryggen eller flygte fra den. For her, i virkeligheden, er det, dommedags løfte kommer ind: Kun ved at se den forfærdelige lidelse i øjnene kan vi få øje på den ufat­telige glæde og mulighed, livet også rummer. Når vi siger: ”Dét kan jeg ikke kla­re!” - så siger den kristne forkyndelse: ”Jo, det kan du go­dt!” Hvis du er vidne til andre men­ne­skers lidelse, så gør noget ved den. For selv­om du ikke kan frelse verden, så kan du gøre dit, og de gode ting, du gør, rækker længere, og holder længere, end al mulig ondskab. Og lider du selv, så tag lidelsen til dig som dit livs vilkår, gå ind i den, som den er, ikke for at dyrke den eller få opmærk­somhed på den; men fordi lidelsen har en grænse, som livet når ud over. Det er dommedagens grænse: Helvede er ikke over­alt, der er sat græn­ser for lidelsen. Nok kan men­nesker finde på hvad som­ helst. Og dog må en Hitlers eller en Stalins rige gå til grun­de, og deres helvede blive åben­bart. For det onde kan intet opbygge, men må snyl­te på godheden og tilliden mellem mennesker for over­hovedet at kunne opstå. I samme øjebli­k, vi siger: ”Stop!­”, giver vi livet mulighed og gør plads sand­heden. Og i samme øjeblik, vi tager den lidel­se til os, som livet påfører os, og som vi ikke kan give nogen skylden for, har vi allerede taget fat på livet igen, og indset, at livet er andet og mere end lidelsen. Vi kan gøre det, fordi der netop er en dommedag, en grænse for verdens ondskab og lidelse. Den dom­medag er Guds, det vil sige: Vi kan tro på og holde os til, at selv hvor lidelsen og ondskaben men­neskeligt set virker grænseløs, er der en grænse, der gør plads for et liv i lidelsen, og gør ondskaben til den svageste part af livet, kun en skyg­ge af al den godhed og sandhed, livet får givet; selv døden har fred og forløsning knyt­tet til sig, hvor dommedag sætter sin grænse. ”Når disse ting be­gynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” som det lød. At tage Gud på ordet, tro det og handle derefter, det er at begynde at erfare, at det forholder sig sådan. - Og så er vi frem­me ved den tredje side af dom­medag: Dommedag giver os noget at glæde os til, som netop kan få os til at være real­istiske og samtidig tro på Guds græn­se. Når vi glæder os - glæder os til jul, eller glæder os til foråret, alt, hvad vi sådan ser frem til; når vi sætter børn i verden og håber det bedste for dem, et end­da bedre liv end vores eget; når vi ser fremad eller tilbage på livet i taknemmelig­hed, ja, blot den enkle forventning om, at dagen i morgen kan blive bedre - så sker det altsam­men på baggrund af en tro og tillid til, at det hører med til livet at blive imødekommet, at være imødeset - trods alle skuffelser og svigt, trods al flugt og sløvhed overfor livet og hinanden. Den tro og tillid er det, den krist­ne dommedag giver grund til. Der er altid godt i vente, altid en glæde at se frem til, altid en mulighed for os, om så alle muligheder sy­nes opbrugt og forspildt. Fordi det er Gud, der møder os. Det er en virkelighed i det liv, der er, vores liv sammen - ja, det er mere virkelighed end noget andet. Den imødekommelse forkynder dommedag. Så at livet, med julens glæde, med forårets kom­me, med opfyldel­ser og forhåbninger - altsammen er det tegn på, hvad der virkeligt gælder for os: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem sprin­ge ud, ved I af jer selv, at som­meren allerede er nær. ”Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Him­mel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå­” som Jesus sagde. Ligesom vi kan leve i forventning liv og glæde, og vel næppe kan leve uden, er vi altid ventet af Ham, der sådan kom­mer os i mø­de med opfyldelse og forløsning. Ligesom vi må have tillid til, at vi er nødvendige for livet og for dem, vi elsker, og vel intet kunne foretage os uden, sådan kommer Gud os i møde med en kærlighed og et livsmod, vi kan erfare som en gave langt ud over, hvad vi selv kan præ­stere. Ligesom vi i erin­dringens lys fortrinsvis husker de gode oplevelser og erfarin­ger, sådan kan vi her se livet i det lys, der lader godheden og sandheden og kærligheden bestå, for­di de i virkeligheden betyder mest i Guds øjne og vil overskinne alt andet - som en Bethlehemsstjerne, vi kan finde vej og retning efter, som de vise mænd, midt igen­nem al verdens ondskab og lidelse. Den virkelighed i vores liv sammen, er det, Guds dom­medag vil åben­bare og til stadighed minde os om. Der er altid godt i vente –

Amen.

Sognepræst Bent Arendt
Larsen-Ledets Gade 1
DK-8000 Århus C
Tel.: ++ 45 – 86 12 21 36
E-mail: brar@os.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)