|
|
Igen: En af disse dommedagstekster, som kristendommen er så berømt, eller måske snarere berygtet, for: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst.. og.. gå til af skræk og frygt for det, der kommer over verden. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed” som det lød. For ikke mange år siden ville mange prædikanter kunne overtale folk til at omvende sig og tilslutte sig prædikanten ved at foreholde dem, at Kristus snart ville komme og holde dommedag. Det gjaldt om at være på den rigtige side og have rent mel i posen, hvis ikke man ville gå til i skræk og angst og havne i helvede. En så angsbetonet kristendom har naturligvis også fået mange mennesker til at vende ryggen til kristendommen. Nu om stunder er der kun få kristne sekter og fundamentalister tilbage, der vil fastholde en sådan forkyndelse. - Men: Alligevel skal vi altså høre om dommedag, denne 2. søndag i advent, hvor vi så småt er ved at begynde at glæde os til jul. Og det skal vi, af mindst 3 grunde, som jeg her vil komme ind på: For det første for at være realistisk; for det andet for at sætte en grænse for verdens elendighed; og for det tredje for, at vi kan have noget at glæde sig til. - At det er realistisk nok at forkynde en dommedag, det behøver vi ikke at komme i kirke for at høre; det kan vi se i fjernsynet: I Sudans eller Iraqs elendighed, overfor de menneskeskabte klimakatastrofer, der venter os, eller de massive folkevandringer mod Europa, der kan blive en konsekvens af vores ufattelige rigdom på bekostning af den 3. verden. Der skal ingenting til, før mennesker gør livet til et helvede for hinanden, eller vi lader os gribe af angst og skræk og frygt for det, der kommer over verden” som det lød. Det er ganske realistisk. Også i det enkelte menneskes liv er der dommedage, hvor løbet er kørt, eller hvor konsekvenserne bliver tydelige. Nok kan vi så køre på frihjul: At det nok ikke er så galt, at menneskene er gode nok på bunden, at vi nok slipper af sted med det alligevel, osv. Men den kristne tro vil se virkeligheden i øjnene, uden at blinke: Vedgå, at mennesker kan være værre end djævle mod hinanden og ufatteligt ligeglade med konsekvenserne af deres handlinger; tage alvorligt, at menneskelig elendighed og ulykke kan være fuldstændig ulidelig; tage til os, at tilværelsen ikke kan slås hen, og det fører ingen vegne at vende den ryggen eller flygte fra den. For her, i virkeligheden, er det, dommedags løfte kommer ind: Kun ved at se den forfærdelige lidelse i øjnene kan vi få øje på den ufattelige glæde og mulighed, livet også rummer. Når vi siger: ”Dét kan jeg ikke klare!” - så siger den kristne forkyndelse: ”Jo, det kan du godt!” Hvis du er vidne til andre menneskers lidelse, så gør noget ved den. For selvom du ikke kan frelse verden, så kan du gøre dit, og de gode ting, du gør, rækker længere, og holder længere, end al mulig ondskab. Og lider du selv, så tag lidelsen til dig som dit livs vilkår, gå ind i den, som den er, ikke for at dyrke den eller få opmærksomhed på den; men fordi lidelsen har en grænse, som livet når ud over. Det er dommedagens grænse: Helvede er ikke overalt, der er sat grænser for lidelsen. Nok kan mennesker finde på hvad som helst. Og dog må en Hitlers eller en Stalins rige gå til grunde, og deres helvede blive åbenbart. For det onde kan intet opbygge, men må snylte på godheden og tilliden mellem mennesker for overhovedet at kunne opstå. I samme øjeblik, vi siger: ”Stop!”, giver vi livet mulighed og gør plads sandheden. Og i samme øjeblik, vi tager den lidelse til os, som livet påfører os, og som vi ikke kan give nogen skylden for, har vi allerede taget fat på livet igen, og indset, at livet er andet og mere end lidelsen. Vi kan gøre det, fordi der netop er en dommedag, en grænse for verdens ondskab og lidelse. Den dommedag er Guds, det vil sige: Vi kan tro på og holde os til, at selv hvor lidelsen og ondskaben menneskeligt set virker grænseløs, er der en grænse, der gør plads for et liv i lidelsen, og gør ondskaben til den svageste part af livet, kun en skygge af al den godhed og sandhed, livet får givet; selv døden har fred og forløsning knyttet til sig, hvor dommedag sætter sin grænse. ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” som det lød. At tage Gud på ordet, tro det og handle derefter, det er at begynde at erfare, at det forholder sig sådan. - Og så er vi fremme ved den tredje side af dommedag: Dommedag giver os noget at glæde os til, som netop kan få os til at være realistiske og samtidig tro på Guds grænse. Når vi glæder os - glæder os til jul, eller glæder os til foråret, alt, hvad vi sådan ser frem til; når vi sætter børn i verden og håber det bedste for dem, et endda bedre liv end vores eget; når vi ser fremad eller tilbage på livet i taknemmelighed, ja, blot den enkle forventning om, at dagen i morgen kan blive bedre - så sker det altsammen på baggrund af en tro og tillid til, at det hører med til livet at blive imødekommet, at være imødeset - trods alle skuffelser og svigt, trods al flugt og sløvhed overfor livet og hinanden. Den tro og tillid er det, den kristne dommedag giver grund til. Der er altid godt i vente, altid en glæde at se frem til, altid en mulighed for os, om så alle muligheder synes opbrugt og forspildt. Fordi det er Gud, der møder os. Det er en virkelighed i det liv, der er, vores liv sammen - ja, det er mere virkelighed end noget andet. Den imødekommelse forkynder dommedag. Så at livet, med julens glæde, med forårets komme, med opfyldelser og forhåbninger - altsammen er det tegn på, hvad der virkeligt gælder for os: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. ”Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå” som Jesus sagde. Ligesom vi kan leve i forventning liv og glæde, og vel næppe kan leve uden, er vi altid ventet af Ham, der sådan kommer os i møde med opfyldelse og forløsning. Ligesom vi må have tillid til, at vi er nødvendige for livet og for dem, vi elsker, og vel intet kunne foretage os uden, sådan kommer Gud os i møde med en kærlighed og et livsmod, vi kan erfare som en gave langt ud over, hvad vi selv kan præstere. Ligesom vi i erindringens lys fortrinsvis husker de gode oplevelser og erfaringer, sådan kan vi her se livet i det lys, der lader godheden og sandheden og kærligheden bestå, fordi de i virkeligheden betyder mest i Guds øjne og vil overskinne alt andet - som en Bethlehemsstjerne, vi kan finde vej og retning efter, som de vise mænd, midt igennem al verdens ondskab og lidelse. Den virkelighed i vores liv sammen, er det, Guds dommedag vil åbenbare og til stadighed minde os om. Der er altid godt i vente – Amen. Sognepræst Bent Arendt
|
(zurück zum Seitenanfang) |