Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

2. juledag, 26.12.2006
Matt. 23,34-39, Peter Skov-Jakobsen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Det er et de smukkeste billeder: vinterrosen der strider sig op gennem den frosne jord og bryder det kolde landskab med sin skønhed; bryder den isnede jord med sin farve.

Højtiderne, gudstjenesten, bønnen er selvfølgelig på en eller anden måde menneskets mulighed for at trække sig tilbage fra hverdagene. For en kort stund kan vi afsondre os fra verden og alle hændelserne. Vi kan se på vores liv med andre perspektiver end dem vi mere eller mindre må finde os i når det ene ord bare tager det andet – og de travle dage bare kræver deres medleven.

Men når rosen skyder gennem den frosne jord, når højtiden når os med sin virkelighed, så mærker vi noget besynderligt, nemlig at det ikke nytter at skabe uvirkelighed omkring os. Det giver ingen mening at sænke idyl eller at finde sin plads i et glansbillede. Man kan da godt vende ryggen til virkeligheden; men den forsvinder ikke. Tværtimod! Hver gang vi glemmer at tale om et problem, hver gang vi forsøger at ignorere, hver gang vi lader som ingenting, så ved vi godt at der venter ubehagelige overraskelser, måske ligefrem ulykker i fremtiden.

Men hvem tør næsten tale om tro i en verden hvor tvivlen til tider martrer os, og vi ikke aner hvor vi skal få tilliden fra? Hvem tør tale om kærligheden når man hele tiden ser det jernpansrede had flænge livet fra hinanden alle steder på jordkloden? Hvem tør tale om håb midt i en verden hvor man har en fornemmelse af at løgnen hele tiden lurer på at sætte en sten i panden på sandheden?

Magtesløshed, apati og vrede har det med at gøre sig hørt! Det kan være svært ikke at fnyse irriteret over sine egne bedste ønsker.

Der er så mange ruinhobe hvorfra der står en kvælende røg. Der er så meget galskab der har fået lov til at rasere. Der er så megen ondskab der blot får det til at sortne for øjnene og som driver arrigskaben frem i hidsige ord og rå gengældelse.

Anden juledag, Stefans-dag, minder os om verdens brutalitet. Den minder os om at selv om vi trækker os tilbage for at fejre en højtid, holde gudstjeneste, så gør vi det ikke for at afsondre os fra verden. Virkeligheden følger os helt ind i dette rum. Troen på Gud spærrer os ikke ude fra virkeligheden. Troen distancerer os ikke fra virkeligheden; den får os ikke til at knibe øjnene sammen. Gud er virkelig blevet født ind i verden som den nu engang er: et sted hvor mennesker elsker; et sted hvor vi svigter hinanden, et sted hvor vi hader, et sted hvor vi længes – her tvivler vi, her savner vi, og vi mærker at der findes fortræd.

Jesus forudså at vi ville slå profeterne ihjel, at vi ville lukke munden på dem der talte sandheden, myrde dem der ikke lod sig gøre tavse. Han vidste at tomheden og dumheden ville runge ud over menneskeheden og at vi ville forsøge at føje os for stupiditeten for at få fred.

Men han vender ikke ryggen til os. Tværtimod! Han udstyrer os med en velsignelse. Han betror os livets hellighed, og hvad det betyder får vi en fornemmelse af når vi betragter historien om Stefanus.

De blev så rasende da de hørte ham fortælle om Jesus at de knasede tænderne sammen. De havde nemlig en helt klar fornemmelse af at hvis dette blev hørt i hele landet, så ville magten pludselig blive helt anderledes. Så ville magt være noget helt andet. Så ville der ikke længere være trusler – så ville infamiteten få en ende – så ville småligheden ikke kunne ture rundt med mennesker – sladderen ville ikke længere kunne herse – spytslikkere og hofsnoge ville kunne pakke sig, for der ville kun være latter tilovers for dem.

Stefanus mærkede godt hvor det bar hen. Han veg ikke – det var som om Jesus tog bolig i ham, og han så på sine forfølgere som Jesus i sin tid havde set på sine. Stefanus blev grebet af veltalenhed. Men han blev også grebet af en kærlighed til sandheden der gjorde ham mild, tålmodig og udholdende.

Siden er det som om hengivenheden mod sandheden aldrig har forladt de troende. Kærligheden har fået mennesker til at stå fast også selv om det betød at de ville blive udsat for forfølgelse, nedværdigelse, tortur og myrderier. Det har betydet at den samtale som ingen troede var mulig alligevel fik en chance.

I en gribende skildring af juleaften 1989, fortæller Egon Krenz, som var generalsekretær for det østtyske socialistiske enhedsparti i et par måneder i efteråret 89, hvordan sognepræsten den aften havde banket på døren og spurgt ham, der lige var blevet afsat fra sin partipost og i øvrigt var til spot og spe, om ikke der var noget de skulle tale om. Dér sad de så og talte henover en afgrund. Den ene så at alt hvad han havde kæmpet for lå i ruiner og bebrejdelserne tårnede sig op, ja selvbebrejdelserne var ved at tage pippet fra ham. Den anden havde fremtiden for sig og havde været udsat for mange chikaner i fortiden. Men kærligheden drev ham alligevel hen til det menneske der nok var ansvarlig for mange politiske forbrydelser; men han var dog i besiddelse af en indlevelsesevne og en grundlæggende sympati der var så stærk at den også strakte til og kunne nå selv den argeste modstander. De talte ærligt med hinanden. Der var ingen bebrejdelser i luften. Da de skiltes ærgrede begge sig over at den samtale ikke havde fundet sted tidligere.

Det er også hændt i historien at det ikke var så fredeligt. Bødlerne har skreget deres anklager ind i hovedet på de anklagede – ja mennesker er blevet udsat for fornedrelser som er ubeskrivelige og alligevel holdt de sig trofast til sandheden om at kærligheden overvinder alt, også selv om det koster livet.

Alt som vi troede at der kun var vinter – alt som vi troede at jorden var stivnet og havde lukket sig om os, så skød vinterrosen frem og mindede os om at verdens virkelige perspektiv altid er kærligheden der overvinder alt. Med Jesus blev der født en drøm, et håb, en fremtid for verden. Verden kan nu virkelig forandres. Virkeligheden kan forvandles. Hvis nogen slår en latter op eller fnyser bedrevidende, så hold tålmodigt fast i kærligheden. Jeg tror virkelig på at Kristus forandrer os hvis vi tør være stille, hvis vi tør se, høre og fornemme – hvis vi tør gå ind i hans protest.

Han forandrer os med kærligheden. Er det måske ikke rigtigt at man smiler til det spædbarn der ligger og pludrer? Er det ikke rigtigt at man trøster det barn som er ulykkeligt fordi far eller mor er blevet væk? Er det ikke rigtigt at man røres over den stolthed som barnet eller den unge kan gribes af? Er det ikke rigtigt at man mærker livet krible når man ser de forelskede? Ja, vi gribes af medlidenhed med den der må lide; med den der føler sig alene.

Jesus forvandler os fra at være hoverende til at være medfølende. Han bevæger os og vore tanker væk fra døden og får os til at drømme om den verden der er besat af kærlighed, retfærdighed, godhed.

Det kan nok være at det er vinter og at mørke og kulde har lagt sig om os, men i menneskers hjerter er der sået et håb – det spirer og bryder ind i verden og forvandler mennesker med sandhed og skønhed!

Sognepræst Peter Skov-Jakobsen
Gammelvagt 2,
DK-1312 Kbh. K
Tel.: ++ 45 33919933
e-mail: pesj@km.dk

 

 

 


(zurück zum Seitenanfang)