|
|
|
|
Her - hvor vi er på vej ud af julen - får vi et par billeder med, der står meget skarpe og tydelige. Billeder af de to gamle mennesker, Simeon og Anna, der ser barnet Jesus i templet. Maria og Josef er kommet til Jerusalem for at Jesus kan blive fremstillet, og for at ofre hvad der skulle ofres efter en barnefødsel. Ved at lade de to gamle mennesker møde det nyfødte barn lykkes det Lukas at fortælle beretningen, så den meget tydeligt bliver en illustration af overgangen til den nye tid. Lukas lægger vægt på at mødet på en gang bliver en fastholden af tradition og en åbenhed for fornyelse. For det første bringes barnet ind i traditionen af forældrene: Love bliver overholdt og skik og brug fulgt samtidig med at barnet selv peger frem mod en ny tid - selv er det nye. For det andet repræsenterer Simeon og Anna begge kontinuiteten og de er rodfæstede i traditionen - men samtidig er de vendt imod det nye, der skal komme. De lever i en åben forventning om fornyelse. Det er derfor, at det er sådan et opbyggeligt billede af de to gamle , og vi kan lære af dem: på en gang at være trofast overfor det nedarvede og åben for det nye . Alle ved hvor trist det kan være at møde gamle mennesker, der lever deres sidste år i bitterhed og skuffelse. Bitterheden og skuffelsen kan nogle gange være så stor, at man kan få indtryk af, at deres liv aldrig har været anderledes. De kan fortælle om alt det, der ikke blev til noget eller det, der blev så meget anderledes end de havde tænkt sig. Der kan også indimellem være en voldsom bitterhed over den nuværende situation: børn, der skuffer, hjælp, der udebliver, sanser og evner, der svigter - eller mere omfattende, en bitterhed og en vrede over de mange ulykker og ulykkelige hændelser, der sker rundt om i verden. Men endnu mere trist kan det være at træffe et menneske, der ender sit liv med at være bitter på Gud: det kan være et menneske, der har levet hele sit liv med Gud, og så måske bliver ramt af sygdom eller slem modgang de sidste år, så troen bliver slået i stykker. Vi får ikke meget at vide om, hvordan Simeon og Annas liv har formet sig. Vi ved ikke om de har haft erfaringer, der bekræftede og styrkede deres tro på Gud, eller hvad de har oplevet. Men de vil blive ved at stå som billeder på mennesker, som også, da de var blevet gamle stadig ventede store ting fra Gud. De havde bevaret store drømme og forventninger igennem deres liv, og det havde holdt deres liv oppe og bogstaveligt talt udsat døden. Og nu, da de ser barnet, er de ikke i tvivl om, at deres forventninger er opfyldt. Men hvad er det Simeon ser? - Ja, han ser vel også det, vi kan se , nemlig et barn, der ligner de fleste andre jødebørn, en lille familie som de fleste andre familier, der bragte deres førstefødte op til templet, som traditionen nu var. Hvordan kan de for alvor tale om opfyldelse og forløsning ved synet af barnet. Midt i en mørk tid, hvor mange mennesker var kuede: politisk af den romerske besættelsesmagt og religiøst af en lovbunden og moraliserende jødedom. I en sådan tid kan det være vanskeligt at se andet end mørke. Men Simeon og Anna så det som hyrderne så, og som vismændene havde set, nemlig det som øjnene ikke kan se, men som kun kan ses med hjertet eller med troens og kærlighedens øjne, og det er et og det samme. Men meget ofte er det i modsætning til det, som øjnene ser, og det ved Simeon også godt. Barnet bliver ligesom i julevangeliet omtalt som et tegn på det nye, der er kommet til verden: frelseren, der er født i Davids by, lyset, der skal skinne for alle dem der sidder i mørke og dødens skygge, for Simeon vidner allerede her om barnet som et tegn, der vil blive modsagt og vække modstand: magten vil blive udfordret af afmagten, volden provokeret af godheden. Alting skal komme for en dag, og gennembrud af noget nyt betyder altid også sammenbrud af noget, som var før. Lukas betoner rigtignok kontinuiteten, som forudsætning for fornyelse, men det billede, som nok bliver stående længst, er billedet af Simeon, der har levet sit liv i tillidsfuld forventning om Israels frelse og udfrielse, og nu, da han har set barnet som et tegn på opfyldelsen, så kan han ligeså tillidsfuldt give slip på sit eget liv. Simeon oplever befrielsen, da noget nyt er blevet til. Det gamle er forbi. Amen. Sognepræst Hanne Sander
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |