Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

Nytårsdag, 1.1.2007
Lukas 2, 21, Peter Skov-Jakobsen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Med fyndig korthed står det over vores liv – står det over verdens liv: Jesus.

Det står der til tider som en fanfare; som et stille ord; som eftertankens dybde; som det stovte og ærlige ord, det står der i entydighed og flertydighed.

Jesus, Marias søn, manden fra Nazaret, Menneskesønnen, Guds søn, er det gådefulde navn og den dybe virkelighed som vi til stadighed bliver ved med at udfordres af.

Der var tider – såmænd ikke så fjern en fortid – da rygtet om Jesus var den eneste påvirkning og vor fælles historie. Men verden er blevet anderledes. Kristendommen er ikke vor eneste religion og er langtfra den eneste åndelige påvirkning af det moderne menneske.

I visse kredse er det blevet god tone at diskutere hvorvidt Danmark skal være multi-etnisk. De fleste indser dog at den diskussion er grebet af en vis uaktualitet, eftersom vi nu er en befolkning der består af mennesker fra mange lande. Men med højtidelig stemme og inderlighed hører man det så deklameret at Danmark bestemt aldrig skal være multikulturelt – og snabt efter følger der nogle generelle vendinger om kristne værdier og grundholdninger. På en eller anden måde lykkes det næsten altid disse mennesker at få gjort Jesus til et temmelig fornærmet fænomen. På en eller anden måde fremstår denne Jesus altid som talsmand for dem der vil beskytte sig selv mod andre indflydelser; beskytte sig selv mod andres krav; beskytte sig selv mod at deltage i Åndens frie diskussion – denne fornærmede Jesus forekommer mig altid at være temmelig provinsiel – og jeg forstår egentlig ikke at denne mand kunne blive den åndelige ballast for en Bach, for en Dante, for en Rembrandt, for en Kierkegaard, eller en Heinrich Böll.

Men igen, så forstår jeg nok heller ikke diskussionen om hvorvidt Danmark skal være multikulturelt eller ej! Danmark er multikulturelt! Og det skete ikke kun med indvandringen. Det skete i særdeleshed før indvandringen. Vi slap historien om Jesus som vor eneste inspiration for mange år siden og blev påvirkede af filosofier, ideologier, andre religioner. Men det var vor egen åndelige nysgerrighed der førte derhen. I en verden hvor vi er så gensidigt afhængige som vi er i den moderne verden, er det da i øvrigt naturligt at interessere sig for hinanden i stedet for at barrikadere sig.

Det er mærkeligt at se den mand der talte med en samaritanske kvinde, med en romersk officer – en mand, der hævdede at dette var for alle mennesker og ikke kun for det jødiske folk – at se ham fremstillet som repræsentant for en enhedskultur.

Mon dog ikke at det er vores egen angst for ikke at slå til der omsætter sig i den fornærmelse som vi så prøver at stive af med ordene ”kristne værdier”.

Pudsigt nok ligner vores samfund nu meget mere det samfund som Jesus levede i – ligner meget mere den sammenhæng som var kristendommens vilkår i de første mange århundreder. Palæstina og Romerriget var en heksekeddel af religioner, profeter, filosofier. Hverdagen var præget af at ikke så få endda havde købt en kanon og var begyndt for sig selv!

Men også i vores sammenhæng, så multikulturel som den er, er det ikke til at slippe dette navn der ligesiden han levede har rummet så mange drømme, så mange forventninger, så mange udfordringer.

Vel har den åndelige udvikling i Europa (og den vestlige verden) betydet at den kristne tro er blevet tvunget ud på sidelinjen - og ganske ofte et stykke længere end det! Vores udfordring i de kommende år blev formuleret af en tysk teolog og præst allerede i fyrrerne da han skrev: ” Jeg ville ikke tale om Gud ved menneskets grænse, men i dets midte, ikke i dets skrøbeligheder, men hvor det har sin styrke, altså ikke i tilknytning til dets død og skyld, men i forbindelse med dets liv og det gode ved det…….Gud er hinsidig midt i vort liv. Kirken står ikke der hvor menneskelig formåen kommer til kort, ved grænserne, men midt i landsbyen.” (Dietrich Bonhoeffer i Modstand og Hengivelse s. 143).

Der er ingen grund til at forskanse sig, der er ingen grund til at gemme sig bagved traditionalisme, der er ingen grund til ængstelighed for dem der lader sig udfordre af navnet Jesus. Grundliggende for vores tro er det jo at Gud sender sit folk ud på en vandring. Sådan gjorde han med Abraham og ligesiden har vi vandret i alverdens landskaber og igennem alle tider. Vi vandrer ikke tomhændede, men med hans velsignelse og det vil sige at vi har åndelig ballast til at turde møde vores tid. Enhver der nogensinde har været fascineret af navnet Jesus ved også at her kommer selv de bedste intentioner og den højeste moral til kort for når han dukker op, provokerer han altid og skaber uro. Men det er just denne forargelse han skaber omkring sig der altid har holdt troen i live og som gør at han ikke er til at få ud af tankerne. Der er ingen dømmesyge og intet hykleri der holder når han dukker op. Det er pudsigt, men ikke engang det gedigne fjendskab og det velargumenterede had holder stand for ham. Når han dukker op, luftes de indelukkede rum ud! Når han dukker op så bliver man klar over det gådefulde ved Gud – men man opdager også menneskets gådefuldhed.

Han bringer en livgivende uro med sig – en længsel og et savn. For nylig læste jeg digtet ”Thi natten kommer” af den færøske forfatter William Heinesen som på sin egen måde giver udtryk for at livet aldrig er færdigt, men altid i sin vorden. Når jeg læser det digt kan jeg ikke andet end tro at det på sin vidunderlig enkle måde udtrykker det som generationer har villet sige med navnet Jesus. For mig er det blevet en af de smukkeste moderne omskrivninger af både den følelsesmæssige og tankemæssige udfordring som udgår fra just dette navn – og som er så vigtigt at få fortalt kommende generationer hvis vi vil fortsætte med at opbygge kærlighedens civilisation og ikke bukke under for fornærmelsens, griskhedens, og fjendskabets fordærv.

Heinesen slutter digtet som er en hyldest til mennesket på følgende måde:

Da aner du
her ved vejs ende
hvor dine spor fyger til
den evige begyndelses ansigt.
Meget er for sent.
Mangt er forspildt.
Men alt er endnu i vorden.

Da venter dig
her ved vejs ende
hvor dine spor fyger til
Syvstjernens duggede smil,
Mælkevejens åndende bryst.

Da venter dig
her ved vejs ende
hvor dine spor fyger til –
da venter dig hinsides dødelig tid
De yderste Dybders nådige moderskød.

Venter dig
tingenes kåde fortrolige latter
den evigt unge.”

Ja, måtte Jesus følge os hvor vi går for at vore øjne må se Guds herlighed, og for at vi må se hinanden og blive reddet fra forbitrelsen og befriet til livet og kærligheden. Glædeligt Nytår!

Sognepræst Peter Skov-Jakobsen
Gammelvagt 2,
DK-1312 Kbh. K
Tel.: ++ 45 33919933
e-mail: pesj@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)