Et luksusunder. Sådan har nogen kaldt den begivenhed, som vi netop har hørt om: Jesu forvandling af vand til vin ved brylluppet i Kana.

Man forstår jo godt udtrykket. For når vi ellers hører om de undere, Jesus gjorde, så drejede de sig altid om at befri mennesker fra dyb sjælelig eller legemlig lidelse, ja endog fra døden selv. Men i Kana var der jo ikke ligefrem nød på færde. Problemet med den manglende vin måtte siges at være et skinproblem. Det er vel ikke så sært, om nogen har studset over, at Gud skulle finde det nødvendigt at gribe ind her.

Når Gud havde besluttet sig til at sende sin søn til vores jord for at frelse os fra synden og døden, når han dermed ville slå portene op til en helt ny virkelighed, Guds rige - og Jesus så som sin første guddommelige handling ved et animeret bryllup i Kana lavede et tryllekunst-lignende nummer, som yderligere bragte den løsslupne stemning i vejret - kan man da fortænke nogen i at synes, at det her, det var rent ud sagt noget pjat?

Men sådan tænkte evangelisten Johannes i hvert fald ikke. Han påstod tværtimod, at det var det første tegn, der åbenbarede Jesu herlighed, hans enestående bestemmelse!

Kan så lidt betyde så meget?

Ja, kan det ikke godt? Mon ikke alle har oplevet, at bitte små tegn kan afsløre dybe sammenhænge: Et ord, en hentydning, en gestus kan være nok for den, der har øjne at se med og ører at høre med.

Det første tegn på, hvem Jesus var, var tilsyneladende blot en forbløffende, ja mirakuløs selskabelig spøg. Men den betød noget aldeles afgørende, nemlig: Forvandling er mulig. I det største så vel som i det mindste. Forvandling af almindeligt vand til ædel vin, forvandling af det ordinære, snævre, selvtilstrækkelige menneskeliv til et liv, gennemglødet af Guds ånd. Forvandling af den gamle, syge og trætte verden til en ny himmel og en ny jord. I alle tilfælde drejer det sig om én og samme gestus fra Guds side, et fornyelsens åndepust ind i endelighedens verden.

Det begyndte i Kana, det gjaldt overalt, hvor Jesus viste sig, det gælder den dag i dag, hvor han får lov til at bestemme: Dér sker forvandlingen. Og enten vi finder det passende eller ej, så standser forvandlingen ikke ved det rent åndelige eller sjælelige, den breder sig også til den materielle verden: står der på dens vej nogle kar med vand, hvad kan da hindre den i at efterlade dem fulde af vin i stedet? Lidt overflødig luksus - javel. Men Guds overflod er af en sådan art, at den ikke lader sig vurdere med vore kriterier for stort og småt, væsentligt og uvæsentligt, rimeligt eller urimeligt. Det er dens natur ikke blot at ville afbøde nøden og sorgen, men også at forhøje glæden, ja endog krone den glæde, som allerede er stor - sådan som tegnet ved bryllupsfesten i Kana er udtryk for.

Det ville derfor klæde os at beherske vores forargelse over, at bryllupsgæsterne den dag blev dobbelt så fulde, som de ellers ville have været. Forargelsen afslører blot, hvor langt vi er fra at forstå, at Jesus ikke kan lade være, selv i det små, at åbenbare sin herlighed, sin vilje til glæde og glans og fællesskab.

Jeg undrer mig gang på gang over, at kristendommen bliver så misforstået, som den gør. Hvor ofte møder man ikke blandt folk - og ikke mindst i medierne - banale og dybt uvidende ytringer om kristendommens undertrykkende og glædesdræbende natur. Hvordan kan man dog få Jesus så galt i halsen? Ham, som ikke bare forvandlede vand til vin, men som forvandler hele vort liv ved at give sig selv til dette menneskeliv, dvs. tage del i det i stort og småt, i lykkens løftede øjeblikke og i angstens og dødsforladthedens timer. Altsammen for at sige til os: Gud har ikke glemt jer - hvor I end befinder jer, i lyset eller i mørket. Han er hos jer for at forvandle jeres sorg til glæde. jeres svaghed til styrke, jeres vand til vin.

Tegnet i Kana viser os Jesus som det sande vintræ, det, der blev omplantet til vores verden, for at vi kunne blive indpodet på det. Uden betingelser, uden religiøse eller moralske eller ceremonielle renselsesprocesser i lighed med dem, som vandkarrene i Kana var beregnet til. Forvandlingen af vand til vin betyder, at vi ikke skal bestå nogen prøve for at blive accepteret og elsket af Gud. Hans kærlighed strømmer os i møde fra Kristus, gavmildt, overdådigt, ja ødselt.

Det lyder forargeligt i manges ører, det har da også forarget verden fra den første dag, det glædelige budskab lød. Det forarger os små nøjeregnende, misundelige, rethaveriske sjæle, som synes, at nogle altså fortjener Guds velvilje mere end andre. Men Gud er ligeglad med vores sølle opfattelse af, hvad der er retfærdigt. Hans væsen er overflod, han lader sin sol skinne og sin regn falde i lige høj grad på retfærdige og uretfærdige.

Men én ting er han ikke ligeglad med, nemlig om vi tager imod hans gaver, lader os overskylle af hans kærligheds strøm og lader vort eget liv omdanne i dens billede. Hans bøn til os lyder: Send strømmen videre.

Det er ikke for meget forlangt. Og dog synes det uoverkommeligt for os. Vi er og bliver af en anden art end han. Men evangeliet om brylluppet i Kana forkynder os den trøst, at Gud kan forandre enhver art. Selv et menneske, som består af 75 procent vand, kan han forvandle til liflig vin, selv den mest indtørrede, krogede, forkrampede sjæl kan han forvandle til en frodig gren på hans eget vintræ.

Gør, hvad som helst han siger til jer! Sådan sagde Jesu mor, Maria, til tjenerne ved bryllupsfesten. Det var klogt sagt. For den, der gør, hvad Jesus siger, vil erfare, at for ham eller hende kan alting ske. Intet behøver længere at være håbløst eller fortvivlende. Forvandling er mulig. Amen.

Pastor Eva Meile
C.F. Richs Vej 2
DK-2000 Frederiksberg
Tel.: ++ 45 – 38 33 19 12
e-mail: eva@meile.dk