Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

Sidste søndag efter hellige tre konger, 28.1.2007
Matthæus 17,1-9, Inger Hjuler Bergeon
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Dengang Gud gav Moses lovtavlerne på Sinajs bjerg, måtte det gøres om.

Først kaldte Gud Moses op på Sinaj Bjerg, og åbenbarede sin herlighed for ham, men uden at vise sig for ham. Og så lovede han at slutte en pagt med Moses og folket, og deres del af pagten og aftalen skulle være, at de skulle holde de bud og de forordninger, som Gud gav. Og da Moses gik ned fra bjerget igen havde han to stentavler med, skrevet med Guds egen finger, som der står. Men da han kom ned til sit folk, ja da dansede de om guldkalven. De var blevet utålmodige. De havde ventet længe. Der skete jo ikke noget. Og til sidst havde de samlet deres guld sammen og støbt sig en kalv af guld, som de dansede om, for guld ved man da, hvad er. Gud er mere usikkert. Hellere Guld end Gud, det var, hvad Moses så, da han kom ned med Guds stentavler, med Guds forordninger og bud til et retfærdigt liv.

Moses blev så rasende, at han smadrede stentavlerne mod jorden, så de gik i stykker.

Efter en ordentlig opsang, steg han så op til Gud igen på bjerget, og denne gang fik han ikke nogle færdige stentavler. Han måtte skrive dem selv, som vi hørte i vores første tekst i dag, fra 2. Mosebog. Gud siger til Moses: Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, at jeg slutter pagt med dig og med mit folk.

Så de stentavler, Moses anden gang kan tage med sig ned fra bjerget, dem har han selv skrevet. I 40 dages faste har han modtaget fra Gud, og så har han skrevet det ned. Det er Guds ord, men gennem menneskehånd, eller endda i menneskemund, kunne vi også sige. Det er Guds budskab, men givet videre ved et menneske.

Her ligger hele friheden i vores tro, -at Guds egne Lovtavler blev smadret og Moses selv måtte skrive ned. I den fortælling ligger friheden til at tolke på ny og forstå, har en jødisk teolog engang sagt. Friheden til at tolke Guds ord i lyset af vores liv, og vores liv i lyset af Guds ord. Guds ord i menneskehånd og menneskemund.

Og dette deler jøder, kristne og muslimer: en frihed til at tolke og forstå, men altid i en kamp med sig selv og sine egne, for der er altid en fristelse til på et tidspunkt at sige: ”jamen Gud har sagt”, eller ”jamen det står skrevet”….

Så det er altså denne fristelse til at tale på Guds vegne og henvise til, at man har Guds egne ord, som der gøres op med, da Moses smadrer stentavlerne, og må op igen og faste og vente, og først efter 40 dage kan gå ned igen med nye håndskrevne tavler.

At disse stentavler så senere blev lagt i pagtens ark og båret gennem ørkenen og stod i Åbenbaringstemplet, Paulunet, og senere igen blev ført op til Jerusalem, med kong David dansende nøgen og i overmod og glæde foran pagtens ark, og senere igen fik sin plads i det allerhelligste i Salomos tempel, ja, det er selvfølgelig en vildvej, der var ved at nærme sig det fundamentalistiske. For hvorfor skulle disse tavler dyrkes som noget i sig selv? Havde Gud ikke netop brugt et menneske, Moses, til at videregive, til at udtrykke, hvad hans lov indebar? Derfor sprænges denne dyrkelse af stentavlerne, da også igen og igen, når forskellige profeter tillader sig, gang efter gang at tage ordet - i menneskemund - for at fortælle hvad meningen med stentavlernes bud er. Igen og igen en fortolkning af budene, et levende udtryk for det, der var lovens mening.

Dette ville jeg begynde med i dag, fordi Forklarelsen på Bjerget er vores evangelium i dag. Fortællingen om, at Jesus går op på et bjerg, ligesom Moses, og hans 3 venner følger efter. Og de overvældes af et syn, af et lys, som de ikke har andre ord for, end at det er lys, så kraftigt at det gennemlyser og transcenderer det hele. Og i lyset ser de Jesus stå og tale med Moses og Elias; altså den Moses, der kom ned med tavlerne to gange, smadrede dem første gang, og måtte selv til at skrive ned, anden gang. Og så den profet, som Gud udvalgte sig for at få folket til at forstå at hans ord er liv for dem. At Guds ord er ikke bogstavs-ord, men ånd og mening og liv. I vores liv. Det er med disse to, Jesus Kristus taler oppe på bjerget, omgivet og gennemlyst af lys. 3 skikkelser, der tager Guds ord i egne munde. 3 mennesker, som Gud bruger til at give sine ord liv, for at gøre dem forståelige blandt mennesker.

Og derfor er de sidste ord, som kommer fra skyen også: hør ham!

Disciplene ser, at de tre står og taler sammen, Moses, Elias og Jesus. Der er en fortsættelse, en kontinuitet, mellem de tre. Og så er der en overdragelse. Røsten fra himlen, der siger: ’det er min søn, i ham har jeg velbehag’, kan jo både forstås som ord til disciplene, men også som ord til Moses og Elias. Som om Gud siger til sine gamle gode tjenere: nu giver jeg opgaven videre. Jeg overdrager mit ord til min søn, og I er vidner til dette.

Sådan kunne man godt se denne forklarelse på bjerget, denne samtale mellem de tre. Ikke som et nybrud, der fejer det gamle væk, men som en fortsættelse af, at Gud bruger mennesker i sin tjeneste. Og nu giver stafetten videre, fra Moses og Elias til Jesus. Fra Loven og Profeterne til sin udvalgte.

Det er en Forklarelse, disciplene overvældes af, ikke en forklaring.

De oplever et lys og en gennemlysning så de må skjules af en sky og ydermere dække sig ved at falde ned på deres ansigt, i dækning, skjule øjnene, ikke se op. De fatter noget, de aner, men de dækkes og de skjuler deres ansigt, for det er for meget på én gang. Og derfor er det en Forklarelse, de overværer, noget gådefuldt, ufatteligt, forunderligt. Og kun en flig får de fat i. Det er ikke en forklaring, for det er næsten ikke til at fatte. En forklaring plejer at være noget, der gør det, man ikke forstod, forståeligt og fatteligt. Men en forklarelse er noget, der både giver en ny forståelse og som samtidig sprænger alle forståelser, så man står undrende tilbage, slået af forundring. De så og så, lys i lys, de måtte dækkes af en sky og de måtte i dækning med ansigtet mod jorden. Noget nyt var sket, og det gav svar, men det gav endnu flere spørgsmål. Det sprængte alle grænser Det var endnu mere gådefuldt end før, det, de var vidner til. De havde ingen stentavler at gengive det på, de havde ingen aftale at henvise til, de havde kun denne åbne opfordring: hør ham! Sikke en frihed at få med sig -og give videre.

Både Moses og Jesus må ned ad bjerget igen.

Det er sådan Gud bruger sine tjenere: ned af bjerget igen. Ned til virkeligheden igen, eller ud i virkeligheden, som vi ville sige. Peter var ellers klar til at blive deroppe og bygge hytter, til de tre store. Det ville da også have været rart: tænk at betjene disse tre store, være i deres skygge, ikke skulle konfronteres med livet dernede…

Der er nemlig en konfrontation på vej. Og det ved disciplene. For 6 dage tidligere hørte de for første gang, fortæller Mattæus, Jesus sige, at han skulle til Jerusalem for at dø. Og Peter havde sagt: ”det må ikke ske”, og Jesus havde svaret igen: ”vig bag mig, du frister”. Det var ikke til at fatte. Der var al mulig grund til at ville forhindre det. Det var så skelsættende en begivenhed, at Mattæus tæller dage fra da af. Og derfor begyndte vores lille evangelium-stykke i dag med ordene: 6 dage efter. Ja efter hvad? - efter at Jesus havde sagt, at han skulle dø. Så der er mange gode grunde til, at Peter vil bygge hytter oppe på bjerget. Ikke vil ned igen. Han gør, hvad han kan, hvad han tror er bedst. Han fatter ikke.

Da Moses kom ned første gang med lovens tavler, dansede folket om en guldkalv. Den levende Gud, der taler, havde de udskiftet med et gyldent afbillede.

Da Jesus kommer ned er der også en konflikt i gang, nu om en helbredelse. En mand falder grædende på knæ for at bede om Jesus kan helbrede hans søn, for disciplene kunne ikke. Og Jesus skælder dem ud for vantro og forvildelse.

Det er altså vilkåret, åbenbart, for den, der kommer ned fra bjerget, at blive mødt af forvildede mennesker der enten danser om guldkalve eller som har givet op af mangel på tillid.

Da disciplene spørger Jesus, jamen hvordan skulle vi have drevet det onde ud, svarer han, at det kun kan ske ved bøn og faste. Bøn og faste, ja, vi skal først have skrabet mange lag af før vi forstår disse to begreber. For for os er det ofte noget man skal yde, et offer man skal gennemføre, et afkald, man skal kunne gennemleve. Men egentlig er bøn og faste at vente. Altså vente på Guds ord, Guds meddelelse. Faste er at slippe, slippe dagligdagens behov, bøn er at slippe sine egne ord og tie.

Så bøn og faste, er ikke præstationer, som vi skal kunne yde for at komme i nærhedens af Guds højder. Det er snarere at vente, være afventende, turde være afventende, for at høre hvad meningen er, og hvad vi skal.

Og på den måde er det, der sker neden for bjerget, i sammenhæng med det, der skete oppe. Hør ham! Sådan lød det klart i lyset, selvom de var dækket til. Neden for, i virkeligheden , skulle det leves. Og da får de som ledesnor: bøn og faste: Altså: Slip engang imellem jeres eget og jeres egne behov, og vent. Lyt og vent.

Amen.

Pastor Inger Hjuler Bergeon
Finsens Allé 25
DK-5230 Odense
tel..: ++ 45 – 66 12 57 05
e-mail: ihb@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)